Tag: Israel

Bibelselskaber for forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 13. august 2014. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, 13. august 2014

Gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) har Israelsmissionen netop fået en nødhjælpsbevilling på 250.000 kr. til det nødhjælpsarbejde som Det Palæstinensiske Bibelselskab gør i Gaza. Målgruppen er i første omgang de omkring 2000 flygtninge som har søgt tilflugt i en af kirkerne i Gaza.

”Vi er glade for at vi qua vores medlemskab af DMRU har mulighed for på denne måde at hjælpe vores partner i bibelselskaberne i Israel-Palæstina”, siger Bodil F. Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen.

“De tre bibelselskaber i området har et stærkt ønske om med deres samarbejde at flytte fokus væk fra de forfærdelige stridigheder og den vold og ødelæggelse som begge befolkningsgrupper er udsat for og i fællesskab pege på en vej fremad, hvor bibelens budskab om fred og forsoning, håb og trøst kommer i fokus. De fortjener virkelig vores opbakning i dette svære arbejde. Derfor er vi glade for muligheden for at kunne formidle denne nødhjælp lige som vi ønsker at støtte de øvrige initiativer som de tre bibelselskaber har taget i den nuværende situation. Nødhjælpspuljen hjælper på kort sigt, og det er der brug for. Men det arbejde bibelselskaberne i fællesskab gør for at skabe fred og forsoning, er der brug for på lang sigt. Vi ønsker at støtte dem i deres arbejde med at fortælle en anden historie end den, der kun handler om vold og ødelæggelse,” slutter hun.

Det Israelske Bibelselskab vil også gerne være med til at bidrage til en anden fortælling. Viktor Kalisher, der er generalsekretær siger: ”Det er så destruktivt for sjælen. Folk er opfyldt af bitterhed og had. Der er brug for at sende tankerne i andre retninger. Derfor har vi uddelt CD’er med bibelhistorier til børn på forskellige skoler.”

Det Arabisk-Israelske Bibelselskabs leder, Dina, er på banen med et nyt initiativ, ”Fredsbibelen”, og det er der virkelig brug for, fortæller hun: ” Hadet er lige her foran min dør. Vi er ude så lidt som muligt, og børnene skal helst ikke tale arabisk, for vi frygter, at de bliver kidnappet, eller der sker andre forfærdelige ting.”

Der er brug for at opmuntre de Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere, som sammen arbejder for at hjælpe dem, der er påvirket af denne krig på begge sider. Ved at give en gave hjælper du ikke bare konkret med penge, men du sender også en besked til disse mennesker om, at du står sammen med dem, beder for dem og tænker på dem i den situation, de er i.

Tak fordi du med din gave både er med til at lindre nøden og opmuntre mennesker.

Klik her for at støtte

Jøder i Israel er unåede med evangeliet

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. august 2014. Bogført i Nyheder.

For Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, er der ingen tvivl: Jøder i Israel er med i den pulje af verdens befolkningsgrupper, som er unåede med evangeliet! Det kan virke provokerende at hæfte et sådan prædikat på Guds eget folk i Guds eget land.

Arne Pedersen, 4. august 2014

Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, mener at de israelske jøder er unåede med evangeliet.

Alligevel har han argumenter for sin sag: ”Tallene taler for sig selv. Ud af 6,2 mio. jøder i Israel tror mellem 5-20.000 på Jesus som Messias. Personligt tror jeg, der er cirka fem tusind Jesus-troende jøder, men nogle er mere optimistiske end jeg, så de siger 20.000,” fortæller Dan med et smil. ”Men selv hvis vi tager det mest optimistiske tal, er det stadig kun omkring 0,3% af israelske jøder, som er troende.” Derudover peger Dan Sered på kulturen i Israel som en faktor. Jesus’ hebraiske navn er ”Yeshua”, som betyder frelse. Men i daglig tale omtales Jesus som ”Yeshu”, der er et akronym på hebraisk for ”må hans navn og mindet om ham blive udvisket”. Det er ganske givet ikke noget den almindelige israeler er sig bevidst, men det vidner om, at de i hvert fald ikke har deres opfattelse af Jesus fra Det Nye Testamente. Derudover påpeger Dan, at Ny Testamente ikke findes de steder, man normalt finder bøger. Man kan ikke bare gå ind i en boghandel eller på biblioteket og hente et Ny Testamente. Dermed ved den gennemsnitlige jøde i Israel også meget lidt om, hvem Jesus egentligt er. ”Det er disse tal sammenholdt med hvad jøder i Israel ved om Jesus, som får mig til at sige, at denne befolkningsgruppe er unåede med evangeliet,” forklarer Dan. ”Når jeg går på gaden, så møder jeg både hårde hjerter, modstand og chikane, men alligevel kan jeg ikke konkludere, at jøder i Israel ikke vil lytte, for jeg møder også åbenhed. Ingen har forklaret dem, hvad evangeliet er, og hvad det går ud på, så hvordan kan vi konkludere, de ikke vil lytte?” spørger Dan retorisk.

Kristne turister

Dan Sered vender tilbage til de kristne turister og forklarer, at han primært ser to misforståelser, når det kommer til at bringe evangeliet tilbage til Israel: ”For det første er der den misforståelse, at bare fordi man som kristen besøger Israel som turist, så er man med til at række evangeliet tilbage til Israel. Det er man ikke! Misforstå mig ikke, for naturligvis skal kristne ud over verden besøge Israel og se Jerusalem, Grædemuren osv., og lad dem endelig lave deres udgravninger og arkæologiske arbejde, men mission er det ikke. For det andet ser jeg en tendens til, at rigtig mange mennesker udenfor Israel giver mange penge til diakonalt arbejde her i landet. Men af en årsag jeg ikke kender til, er mange af de mest populære organisationer ikke åbne om, at de praktiserer deres diakoni i Jesu navn. Og hvordan kan man så række evangeliet tilbage?” spørger Dan.

Et helt evangelium

Han understreger, at han intet har imod diakonalt arbejde – tværtimod! ”Vi har brug for en hel tilgang til evangeliet,” pointerer Dan ivrigt og giver dermed udtryk for en tilgang til mission, som inkluderer både evangelisation og diakoni – en tilgang som anerkender Guds omsorg for hele sin skabning. ”Der er nok ikke den store chance for, at Jews for Jesus begynder at engagere sig i diakonalt arbejde,” erkender Dan, og han mener heller ikke, at alle organisationer bør være engageret i både evangelisation og diakoni. ”Vi har brug for hinanden for sammen at gøre evangeliet om Jesus Messias helt.” Selvom Jews for Jesus ikke er direkte engageret i diakoni prøver de alligevel at finde nye måder at møde mennesker med evangeliet. Moishe Rosen Center i Tel Aviv er fx et af de steder, hvor de gennem udstillinger af kunst samt andre kulturelle og sociale tiltag skaber relationer til mennesker på en anderledes måde, end de gør normalt. Centeret giver dem mulighed for at engagere sig i lokalområdet, være i dialog med mennesker der og være synlige på en anden måde end når de går på gaden for at evangelisere, forklarer Dan.

Dan Sered i aktion med gadeevangelisation i Tel Aviv.

Partnerskab

”Immanuelkirken i Jaffo er også et godt eksempel på, hvordan organisationer fra udlandet og organisationer her i landet kan samarbejde om at gøre evangeliet om Jesus mere helt,” forklarer Dan Sered som baggrunden for, at Jews for Jesus gerne vil være med i et samarbejde omkring Immanuelkirken, som ikke ligger mere end 10 minutters gang fra Moishe Rosen Center. Netop tanken om partnerskab fylder rigtig meget hos Dan Sered. Han drømmer fx om at der må blive formet langvarige partnerskaber mellem kirker i Danmark og menigheder i Israel, så det arbejde der allerede er i gang kan blive udbygget. ”Det skal ikke være engangsforestillinger, sådan som det ofte ser ud nu. Unge skal ikke bare komme til Israel for at være volontører i 2-3 dage. Vi har brug for at opbygge relationer som strækker sig over og varer ved i flere år – på den måde kan vi virkelig hjælpe hinanden!” fortæller Dan begejstret. Han forestiller sig, at partnerskaber kan opbygges mellem menigheder eller organisationer, som er optaget af det samme område. ”Hvis der fx er en menighed i Danmark, som er særligt optaget af at arbejde blandt unge, så vil det jo være oplagt, at forme et partnerskab med en menighed i Israel, som er optaget af det samme og så bruge hinandens kompetencer, så vi alle kan blive bedre til det vi gør hver for sig. Det har vi brug for,” gentager Dan.

Fokus på mennesker – ikke på sten

Han ser for sig hvordan der kan udveksles volontørophold flere gange over en årrække. ”Og de skal ikke bare komme her for at være turister,” understreger Dan. ”Jo, selvfølgelig skal de da se Jerusalem og andre turiststeder på deres fridag, men lad os bringe fokus tilbage til det Jesus fokuserede på: Mennesker. Da han græd over Jerusalem græd han jo ikke på vegne af mursten og bygninger, men på vegne af de mennesker, som boede der.”

Velsign israelske jøder i Jesu navn

Spørgsmålet om Holocaust og mission til det jødiske folk er et kontroversielt emne, som har fyldt meget i den missionsteologi, som er formet i tiden efter 2. Verdenskrig – måske er det en af årsagerne til, at jøder i Israel er unåede med evangeliet? ”Jeg tror spørgsmålet om mission og Holocaust er mere relevant i forhold til de jøder, der bor uden for Israel,” siger Dan. ”Her i Israel er der jo ingen der føler sig truet af fx lovgivning mod jøder. Her føler jøder sig sikre. Det er anderledes end i fx Frankrig eller Ungarn,” mener han og fortsætter med en klar opfordring: ”Kirken bliver nødt til at holde op med at bruge Holocaust som en undskyldning for ikke at fortælle jøder om Jesus!” Det bliver sagt med eftertryk, så man ikke er i tvivl om, at det kommer fra hjertet. Dan fortsætter: ”Jeg har snarere lyst til at vende det om og sige: På grund af Holocaust må kirken fortælle jøder om Jesus. Fortæl sandheden om, hvem Jesus er, så de får et rigtigt billede af ham.” Og Dan vender tilbage til emnet om det hele evangelium: ”Hvis kristne kommer til Israel for at dele evangeliet med jøder – både gennem ord og handling – og hvis det sker i Jesu navn, så vil jøder i Israel opleve at blive velsignet i netop Jesu navn. Det vil være stærkt og stå som en kontrast til deres traditionelle opfattelse af, hvem kristne er og hvad kirken står for,” slutter han.

Instrumenter for krig – instrumenter for fred

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 29. juli 2014. Bogført i Refleksioner.

Arne Pedersen, 29 juli 2014

I skrivende stund raser krigen mellem Hamas i Gaza og Israel på tredje uge. Krigen har resulteret i al for mange døde, alt for megen ødelæggelse og alt for mange mennesker, som må leve i frygt.

I konflikten mellem Israel og Palæstina mangler der ikke synspunkter, stemmer eller argumenter. Både skrevne medier, radio og fjernsyn flyder over med mennesker med meninger om den ene og den anden side. Volden og krigshandlingerne forsøges retfærdiggjort og forklaret.

Men når begge parter ikke kan finde anden løsning end vold og krig og dermed bruge deres magt til at ødelægge frem for at bygge op – så findes der ingen vinder. Så findes der kun tabere.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere fylder meget i medierne, og man kan ikke være blind for den. I Israelsmissionen ønsker vi at have fokus på de mennesker, som konflikten berører. Det gør vi primært gennem vores samarbejdspartnere. Her ser vi frustrationen. Frygten. Vreden. Og vi ser det hos samarbejdspartnere på begge sider af konflikten.

Men vi ser også håbet – uanset hvor spinkelt og uanseligt dette er. Vi ser mennesker, som modigt, insisterende og mod alle ods tør arbejde på en tredje vej. Håbets og forsoningens vej. Som vover at stille sig i midten mellem parterne og pege på et alternativ til volden og krigen. At håbet og freden og forsoningen er mulig. Det er ikke disse mennesker, som råber højest, og derfor får de heller ikke megen spalteplads eller taletid. Desto større grund er der til at sætte fokus på dem og deres indsats. Derfor vil vi gerne stå sammen med dem og opmuntre, for ethvert menneske der vælger fredens og forsoningens vej frem for voldens og krigens, er en sejr for livet.

Som det er udtrykt af Betlehem Bible College:

”Vi er i sorg over det voksende had, snæversyn og racisme i vores samfund i dag og den vold, som er en konsekvens af dette. Vi er specielt kede af, når kristne bidrager til den hadske stemning og splittelsen i stedet for at lade Kristus bruge dem som instrumenter for fred og forsoning.

Konfronteret med dette fastholder vi: Vi er imod at slå børn og andre uskyldige ihjel. Vi støtter kærligheden frem for hadet; retfærdighed frem for undertrykkelse; lighed frem for snæversyn, fredelige løsninger frem for militære. Vold vil kun udløse krig, det vil bringe mere smerte og ødelæggelse for alle lande i regionen. At skabe fred med rod i retfærdighed er den bedste vej fremad. Derfor dedikerer vi os til at sprede en kultur præget af kærlighed, fred og retfærdighed i mødet med vold, had og undertrykkelse.”

Den af vores samarbejdspartnere som mest tydeligt har udlevet denne kultur under konflikten er forsoningsorganisationen Musalaha. I krigens skygge har de igen denne sommer afholdt to børnelejre, hvor de har bragt jødiske og palæstinensiske børn sammen fra hele Det hellige Land. Her har de lært hinanden at kende som dem de også er: Børn med lyst til sjov og ballade, drømme og håb om en fremtid uden krig. Disse børnelejre er et håbets lys i krigens mørke – om end de er en dråbe i havet og uendeligt svære at få øje på. Men netop derfor vil vi gerne fortælle om dem. Læs mere om lejrene her og her. I denne tid med konflikt og krig er det nemt at vælge side og blive blinde for ”de andre”. Lad os ikke bidrage til hadsk stemning og til splittelse. Lad os i stedet bede om, at Kristus vil bruge os som instrumenter for fred og forsoning.

Udtalelse fra Musalaha

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 3. juli 2014. Bogført i Nyheder.

Udtalelsen er oversat af Arne Pedersen, 3. juli 2014

Israelsmissionens samarbejdspartner, Musalaha, har også en afdeling, som arbejder med forsoning mellem palæstinensiske og israelske kvinder. Lederne af dette arbejde fra både Israel og på Vestbredden er kommet med følgende udtalelse på baggrund af den aktuelle situation i området:

Til hvem det måtte vedrøre

I dag er der fortvivlelse i Israel på grund af de tre unge mænd, der blev fundet døde på Vestbredden. Jeg modtog følgende udtalelse fra Shireen, lederen af Musalahas kvindearbejde på Vestbredden. Udtalelsen kommer efter hun var blevet kontaktet af nogle palæstinensiske kvinder, som ikke kunne komme i kontakt med deres israelske venner.

Vi, som jeres palæstinensiske søstre, vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse på baggrund af tabet af tre israelske menneskeliv og den smerte som deres familier og samfund må føle. Vi har, indtil nu, stået sammen med jer i bøn om at de tre unge mænd måtte vende tilbage og nogle af kvinderne har været i kontakt med jer, for at udtrykke medfølelse. Vi dedikerer os til stadig at være i relation til jer og til at fortsætte af fredens og forsoningens vej. De palæstinensiske kvinder, som er engageret i Musalaha, billiger ingen former for vold, men ærer livet og freden sammen med det israelske folk.

Undersrkevet
Shireen Awad Hilal, koordinator for Musalahas kvindearbejde på Vestbredden

Jeg vil gerne, som koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel, tilføje:
Jeg har været stærkt bekymret under denne eftersøgning efter de tre unge mænd. På kontoret har vi dagligt bedt for de uskyldige ofre i denne seneste tragedie. Jeg og de andre kvinder som er engageret i Musalahas kvindearbejde i Israel, sender vores dybeste medfølelse til de familier, som har mistet liv på begge sider. Vi vil søge at fortsætte mod freden sammen med vores brødre og søstre i Herren. Vi føler smerten sammen med de familier, palæstinensiske såvel som israelske, som har lidt under den seneste cyklus af vold. Vi lider med begge samfund.

Lad os minde hinanden om i disse ophedede dage, at vores ord ikke skal være præget af gengældelse, men af forsoning. Lad os holde fast i de relationer, der er bygget op og ikke smide års arbejde væk på grund af et malplaceret ”like” på Facebook, som har fornærmet os. Lad os afstå fra at synge med i koret af de mennesker omkring os, som skriger efter blod og lad os i stedet kalde på ham, som har skabt fred imellem os.

Lad os i denne tid blive endnu mere ihærdige efter at arbejde for det gode for hinanden og søge efter muligheder for at velsigne hinanden.

I Ham, Hedva Haymov, koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel.

Læs den originale udtalelse og mere om Musalahas kvindearbejde her. (Eksternt link på engelsk.)

Spørge Jørgen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 30. juni 2014. Bogført i Refleksioner.

Elisabeth Serner, Jerusalem, 1. juli 2014

Sangen om Spørge Jørgen har fået en rennæsance i vores lille hjem, og på Naomis opfordring, synger vi den, indtil vi er næsten ligeså trætte som Jørgens forældre.

Jeg tror, at hun med sine tre år kan relatere til den videbegærlighed, som Jørgen ligger for dagen, og ofte står hendes egne spørgsmål også i kø for at blive besvaret. Nathanael bruger også energi på at kortlægge, hvad han ser i sin nye hjemby Jerusalem. ”Mor, hvorfor bor jøderne og araberne ikke sammen?” ”Hvorfor er der så mange soldater i Israel?”

Personligt melder jeg mig også på banen i rækken af spørgelystne folk. Jeg tror aldrig, at jeg i mit liv har haft så mange spørgsmål og så få svar. Selv små ubetydelige dagligdagsepisoder kan efterlade en sky af små sorte spørgsmålstegn i mit sind. Som f.eks. den dag vi havde en religiøs jødisk mor og hendes datter på besøg. Alt, hvad jeg satte på bordet, var kosher, emballagen var ubrudt, og der var købt engangskopper til formålet. Men bortset fra en appelsin til hendes datter blev intet rørt. Det var ikke mange svar, jeg kunne liste ud af min gæst, så min undring er stadig intakt.

Konflikten, der her i landet bølger frem og tilbage, og bogstaveligt talt kun er et stenkast væk, er for mig også en kilde til skærpet årvågenhed og jeg må ofte stille mig uforstående. Når jeg om aftenen sidder med min mynthete, og nyder freden og ørkenlandskabet, der strækker sig i horisonten, er det netop bevidstheden om de uforenlige parter, der kan få mig til at overveje om de høje brag, der pludselig bryder stilheden, er skudsalver og ikke fyrværkeri som først antaget. Jeg lægger også arm med sproget, i mit forsøg på at få greb om det og kulturen. For hvem der bare kunne forstå samtalerne imellem mine medpassagerer i sporvognen eller opfatte lidt mere af de israelske nyheder. Men alt for ofte er jeg et stort spørgsmålstegn.

Heldigvis ender sangen ikke her, og jeg er på ingen måde nødt til med skam at pakke mine spørgsmål sammen som Jørgen, hvis konklusion blev, at han aldrig ville spørge fjollet mere. Tilfældige mennesker på min vej, vagten i supermarkedet og naboerne er villige til at forklare mig ords betydning, og give mig andre nyttige informationer. Den israelske soldat, som kommer til vores arrangementer, fordi han har en dansk-jødisk mor, medbringer kaktusfrugter og detaljerede beskrivelser af, hvordan man plukker, og skærer dem, uden at de små hår gennemtrænger ens hud. Han henviser til brugbare links på nettet, og kommer med sin version af konflikten hernede.

Hvis jeg vil høre tanker og oplevelser fra en, der er vokset op i Øst-Jerusalem, kan jeg snakke med den unge ’sing a song-writer’, som også har en dansk mor. Hun viser mig skjulte oaser i den gamle by og hemmelige tage med første parket til klippemoskeen. Det er også hende, der har introduceret mig til hvordan is-kaffen overgår sig selv, hvis man efterspørger ekstra isterninger og espresso. Så jeg er håbefuld, midt i al min forvirring og nysgerrighed. Vores families anker er ved at sætte sig godt fast i den israelske jord, og vi udvider vores territorium dag for dag.

Et lys for verden – gennem samarbejde

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 16. juni 2014. Bogført i Nyheder.

Af Signe Thorup, volontør ved Immanuelkirken

I maj måned var der fælles studenterkonference i det kristne studenterarbejde i Israel. Signe Thorup og Conrad Elmelund var med.

FCSI-artikel3 — Konferencen bød på hebraisk, arabisk og engelsk lovsang.

Det er høj solskin. Udenfor bygningen hvor møderne på konferencen skal afholdes, er der stillet et par borde op under et halvtag. Bag bordet sidder en ung kvinde med mørkt hår bundet i en knold og et forventningsfuldt smil. Hun er en af de universitetsstuderende, som er kommet før for at hjælpe til. Hun udleverer nøgler til værelser og tager imod betaling. I takt med at folk ankommer, stiger en summen af snak og latter. Jeg selv erfarer også en stigende forventning til weekenden, som ligger foran mig. Den starter i en god stemning. Vi trækker indenfor og spiser sandwichs. Vi er allerede bag tidsplanen, men ikke mange virker til at tage notits af det. Folk stimler sammen på rækkerne og fylder mødesalen. Jeg ved at vi i løbet af konferencen skal være ca. 150 studerende. De fleste er arabere, men der er også en del jøder samt en mindre gruppe internationale studerende. To unge mænd træder nu frem forrest i salen, og tager hver en mikrofon. Den ene taler arabisk, den anden hebraisk. De oversætter for hinanden. De byder velkommen, begge med et varmt smil. Den måde de taler sammen afslører at de holder af hinanden. ”Denne konference vil jøder og arabere gå en ny fremtid i møde, hvor vi vil være et lys for verden, gennem samarbejde.” lyder det bl.a. og jeg mærker at de mener det. Tonen slås således an og forsætter weekenden igennem. Til glæde for hele forsamlingen kan de to mødeledere også fortælle at vi har fire brødre og søstre med os fra Rammalah. Lovsangsbandet træder frem. Der er klap og fest på de to hovedsprog for konferencen arabisk og hebraisk. Der er oversættelse til de internationale studerende. Denne første aften hører vi om, hvordan spirituel modenhed handler om at elske. Kraften til denne modenhed kommer af, at være tæt knyttet til Jesus. Efter mødet er det tid til at blive rystet sammen. Det involverer både balloner og folkedans. Humøret når sit højeste og ikke alle får så meget søvn, som generalsekretæren ville have anbefalet.

Udrustning, inspiration og fællesskab

Ved fredagens første møde bliver vi igen ledt godt ind i dagen. Neeman, som netop har været i Danmark, kigger på sin arabiske bror og udbryder ”Jeg har sådan lyst til at bede for dig”. På den måde begynder vi alle dagen med at bede for dem omkring os. Talen herefter handler om intimitet med Gud og efterfølges af en times individuel stilletid. Jeg går ud i den store grønne have, der er en del af Baptist Village, hvor konferencen finder sted. Her har studerende spredt sig ud over den solbeskinnede plæne. Nogle har bibelen åben, andre ser ud til at bede eller nyde stilheden. Der er ro.

Stilletid i den store have i Baptist Village.

I frokostkøen fredag falder jeg i snak med en kvinde. Hun har en rød t-shirt på, og har en god udstråling. Hun fortæller mig at hun kommer fra en lille by nær Akko i det nordlige Israel. Her er den største del af befolkningen muslimer. Hun giver udtryk for, at en af hendes store udfordringer er dialogen med dem. Hun oplever den bliver mere og mere anspændt. Derfor har hun meldt sig på eftermiddagens seminar om evangelisation for muslimer. Hun er glad da jeg møder hende senere på dagen, efter seminaret. Hun føler at hun har lært noget nyt om Islam, som kan gøre hende mere tryg og klar i samtalen med hendes muslimske venner. Der var også enkelte muslimer med på konferencen. Eftermiddagen bød desuden på seminarer om evangelisation for henholdsvis ortodokse jøder og ateister. Disse tre seminarer blev gentaget senere samme eftermiddag, hvor man kunne vælge et nyt spor. Således var der sat fokus på udrustning til at gå i dialog med de forskellige verdensbilleder, som de studerende møder i deres hverdag på studiestederne. Dette var med til at afspejle konferencens hovedtema ”Lys og salt”. Jeg sætter mig ned spiser mig frokost med to arabiske piger. Jeg spørger dem hvordan de synes konferencen er. ”Fantastisk” svarer den ene. Hun går i hvad der svarer til gymnasiet. Hun giver udtryk for at hun er særligt glad for fællesskabet og de relationer der skabes. ”Jeg glæder mig altid til at møde dem igen på næste konference.” Al maden laves af tre hjertelige og arbejdsomme arabiske damer som frivilligt hjælper under hele konferencen. Efter hvert måltid hjælper en lille gruppe af de studerende hinanden med at vaske op. Et medlem fra lejrkommitéen fortæller mig at det er et nyt tiltag, som et forsøg på at få folk i snak med nogle de ikke kender i forvejen. Udover seminarer byder fredag eftermiddag også på generalforsamling for FCSI. Her møder en mindre gruppe af de særligt engagerede studerende op. Jeg møder generalsekretæren, Zaher da mødet netop er afsluttet. Han er glad og fortæller at der var mange interesserede spørgsmål. Aftenens program er lejrbål og mulighed for at dele vidnesbyrd. Jeg hører efterfølgende flere tale om hvordan de forskellige personlige historier har gjort indtryk.

Walk’n Talk

Den store happening Lørdag er en vandretur i det naturskønne område ’Yarkon Springs’. Vi trasker alle af sted i det meget frodige landskab langs vandløbet. Undervejs får vi rig mulighed for at få en god snak og et par mudrede sko. Jeg falder i snak med Bshara. Han er nylig hjemvendt fra en DIM tur til Danmark sammen med Neeman. Måske har dette været med til at opmuntre ham til at tage mere ejerskab i hans lokale studenterarbejde. I hvert fald har han netop valgt at træde ind i den studenterkomité, der bl.a. står for at arrangere konferencer. Han er glad for denne konference, særligt for at der er både arabere, jøder og internationale. Han fortæller også, at han har fået et par idéer i Danmark, som han vil prøve at implementere, når han nu træder ind i komitéen. Denne konference tog han del i lovsangsbandet og var med sin personlige ro og positivitet med til at skabe en god stemning omkring sig. Det sidste som sker inden vi alle vender hjem, er at vi mødes i grupper alt efter hvilket sted vi studerer. Conrad og jeg mødes med grupperne fra Tel Aviv, som vi besøger med jævne mellemrum. Her deler vi lidt indtryk fra weekenden som er gået. Der er stor vilje til at arrangere flere aktiviteter på tværs af den arabisk- og hebraisktalende gruppe i byen. Der udveksles mailadresser. Jeg vender meget opmuntret hjem fra tre dage med det israelske studenterarbejde.

Vær med til at bede om:
– At de studerende må få integritet i deres relation med Gud, og mod til at gå i dialog med deres medstuderende
– At ønsket om enhed blandt de arabiske og jødiske troende må komme til udtryk i konkrete aktiviteter, samt at flere jøder må deltage i de kommende fælles konferencer

Immanuelkirken åbner igen dørene for byens folk

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. april 2014. Bogført i Nyheder.

I syv måneder har Immanuelkirken været pakket ind i plastik på grund af renovation. Derfor har kirken i løbet af ugen været lukket på grund af håndværkernes arbejde. Men i tirsdags åbnede de igen Åben Kirke, så mennesker kan blive vist rundt og få fortalt evangeliet om Jesus mens de ser en rigtig kirke indefra.

Af Dinna Bjerrum Swartz

Det var en stor glæde, da Juan fra Immanuelkirken kunne vise en gruppe rundt i kirken i tirsdags. Disse rundvisninger er en mulighed for at vise lokale israelere, hvad en kirke er, og hvorfor den ser ud som den gør. De første reaktioner var meget positive. En af guiderne skrev:

”Kære Juan!

Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dit fantastiske værtskab. Jeg er glad for, at kirken er åben igen. Der er ingen tvivl om, at grunden til, at hele vores tur var en succes, var på grund af besøget i kirken.

Jeg må dele med dig, at efter din fine præsentation og orgelspil, udtrykte mange fra denne gruppe højtuddannede folk, hvor imponerede de var, og hvor godt det havde været. Jeg er en erfaren tour-guide, men du giver noget nyt hver eneste gang. Jeg håber, vi kan fortsætte på denne måde.”

Det var en rigtig god start og kirken glæder sig over at kunne åbne dørene for nysgerrige. Normalt kommer cirka mellem 100 og 150 til kirken om ugen.

Strandbibler i Tel Aviv

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 16. april 2014. Bogført i Nyheder.

Andy Ball er ansat i Det Israelske Bibelselskabs butik i Tel Aviv. Her fortæller han om den seneste kampagne på stranden i Tel Aviv.

Andy Ball, april 2014

Efter et stykke tids pause, hvor vi ikke har lavet nogle kampagner, besluttede vi at lave en på stranden i Tel Aviv. Til at begynde med var vi meget begejstrede over idéen, og der var over 60 unge mennesker, som meldte sig til at være med. Men så begyndte vi at blive lidt nervøse. Det var første gang vi skulle lave en kampagne på stranden, og vi var usikre på, hvordan de lokale ville reagere. Efter at have tilbragt meget tid i bøn følte vi fred til at fortsætte. Endelig kom dagen, og vi gik alle ned til stranden.

Vi begyndte med at stille borde op, hvor vi lagde bøger, Det nye Testamente på hebraisk, russisk og arabisk samt noget andet materiale. Vi havde også børnebibler og bibler på engelsk. Lige så snart vi havde lagt bøgerne på bordene og hængt skiltet med “Gratis bøger” på plads, stimlede folk sammen for at se på materialet.

Vores dramagruppe begyndte også deres show, og det tiltrak mange unge mennesker. Familier med børn på vej til stranden standsede også op og var meget interesseret i bøgerne. De mest populære bøger var børnebiblerne, Ny Testamente og Salmerne.

Som musikken fra dramagruppen fortsatte med at spille, begyndte nogle af de unge at danse, og vi fik mulighed for at snakke med mange af dem – der var rigtig meget god respons!

Et ortodokst jødisk par med børn gik forbi det sted vi delte bøger ud, og efter et øjeblik kom de tilbage og stillede en mængde forskellige og nysgerrige spørgsmål. Det overraskede os, hvor åbne de var. En anden ortodoks mand deltog også i dansen og blev først bagefter klar over, hvem vi egentligt var. Alligevel ville han gerne have en af vores bøger med hjem.

Efter ca. tre timer på gaden samlede vi de unge mennesker for at høre, hvordan de havde det og deres første svar var: Hvornår skal vi af sted igen?!

Teologistuderende i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 7. april 2014. Bogført i Nyheder.

Kristoffer Simonsen er lige nu udsendt som menighedsmedarbejder til Den Danske Kirke i Jerusalem. Her kan du læse om hans begejstring over at kombinere et studie i teologi med praksis i det Hellige Land.

Kristoffer Simonsen, april 2014

Kalenderen har kun lige budt marts velkommen, men alligevel sidder jeg i bar mave og solbriller på min altan i Jerusalem, med udsigt ud over ørkenen i det fjerne, og en lille flig af “muren” – som en vigtig påmindelse om, at alt ikke er fred og idyl.

Hjemme i Danmark er jeg kandidat-studerende i teologi på Aarhus Universitet. Men i det første halve år af 2014 har jeg fået muligheden for at være i praktik i Den Danske Kirke i Jerusalem. Og hvilken mulighed! Det har ganske enkelt udviklet sig til et hel drømmescenarium: 5 måneders oplevelse og tjeneste i Israel – suppleret med SU og 30 ECTS point!

Inden afrejse spekulerede jeg meget over alt det trygge og rare hjemme i Danmark, som jeg ville gå glip af. Kan man godt tage af sted 5 måneder uden spolere alt det, som man er en del af? Mit svar efter knap to måneder på rejsen er entydigt JA! En udlandspraktik kaster så mange oplevelser og erfaringer af sig, som man umuligt kan læse sig til – og så gør det ikke så meget, at man glipper en enkelt sæson med fodbold-holdet eller en fødselsdags-fest for en god ven.

I min praktik fungerer jeg som kirkevolontør i Den Danske Kirke i Jerusalem. Det indebærer opgaver ift. gudstjenester, guidede ture for volontørerne, koordinering og undervisning for Missionspiloterne og ikke mindst tæt berøring med mange forskellige mennesker.

I det følgende vil jeg give et lille udpluk af mit program i denne tid for at give et lille indblik i, hvordan tro, studier og oplevelser smelter sammen på en genial måde:

–   I forrige uge mødtes jeg med en MBB’er (Muslim Background Believer) i Ramallah på Vestbredden. Aldrig før har jeg mærket en så stor taknemmelighed for at tilbringe lidt tid i fællesskab med andre Kristus-efterfølgere. Det blev (endnu!) et møde, som berørte mig dybt.
–   I sidste uge underviste jeg i kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne. Det forløb har givet mig en helt ny forkærlighed og forståelse for Det Gamle Testamente. Det vil jeg helt sikkert bruge mere tid på i mine studier…
–   I denne uge skal jeg guide volontørerne på en ultra fed action- og rebtur gennem en kløft i ørkenen. På turen skal vi selvfølgelig også bade i Det Døde Hav, bestige Masada og lære mere om ørkenfolket fra Qumran.
–   Og inden længe banker påsken på døren… Tænk at opleve det på nært hold i Israel!

Til tider er det hårdt at være i udlandspraktik. Særligt fordi der er så mange indtryk, som man skal bearbejde. Men en udlandspraktik giver studierne i de tunge bøger en vinkel, som man bare ikke kan læse sig til.

Jeg kan roligt sige, at jeg kommer hjem som en anden. Jeg har fået større perspektiv på verden, på mit fag og på min tro.

Derfor vil jeg opmuntre enhver til at investere i et udlandsophold, uanset hvor i verden det måtte være. Det er en unik mulighed for at tage afsted, inden man bliver alt for bundet til forpligtelser i Danmark. Det er en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for andre mennesker.

PS – Der findes et hav af fonde, som vil støtte udlandspraktikker. Èn dags arbejde med ansøgninger kan således kaste gode økonomiske midler af sig, som vil hjælpe dig til at komme af sted…

Israelsmission i Europa

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Ved årsmødet og Israelsstævnet den 22. marts i år satte vi fokus på Israelsmission uden for staten Israels grænser. Fokus var især på Tyskland, men også andre steder i Europa. Med et navn som Den Danske Israelsmission er det forståeligt, hvorfor vi ofte bliver opfattet som et missionsselskab, der udelukkende arbejder i Israel. Langt størstedelen af vores arbejde er da også i Israel i dag, men sådan har det ikke altid været. Af gode grunde. For selv om Den Danske Israelsmission er yngre end sine norske, svenske, tyske og engelske søsterorgansationer, kan vi næste år fejre 135 års fødselsdag.

Bodil F. Skjøtt, generalsekretær, d. 28. marts 2014.

Dermed er Israelsmissionen et af de ældste danske missionsselskaber, og i 1885 var Israel lig med det jødiske folk. Vi hedder Israelsmissionen, fordi vores formål er at dele evangeliet om jøden Jesus med hans eget folk, Israel. Og skulle man dét i 1885 og årene derefter, var det mest oplagt at arbejde i Østeuropa, hvilket Israelsmissionen da også gjorde. Først ved at støtte andre selskaber økonomisk og siden ved selv at sende missionærer og danne menigheder i Østeuropa. Det arbejde blev standset af Hitlers magtovertagelse og 2. verdenskrigs udbrud. Da krigen var forbi, var 6 millioner jøder dræbt og de jødiske samfund i Europa næsten udryddet. Alene af den grund var det ikke muligt at genoptage arbejdet i Europa.

Men for mange europæiske israelsmissioner kom der snart andre grunde til ikke at være i mission til det jødiske folk. I lyset af den rolle kirken havde spillet – eller ikke spillet – under nazisterne, var tiden til nybesindelse, mente man. Det er den historie Aksel Torm har fortalt i bogen Israelsmission og Israels mission, med undertitlen Om kirkens nybesindelse på sit forhold til Israel. Konsekvensen af Holocaust blev, at det ene europæiske israelsmissionsselskab efter det andet blev nedlagt. Mission blev erstattet med dialog – ikke som et redskab i mission, men som et mål i sig selv. Torm fortæller om denne holdning i sin bog: ”Kristne kan ikke vende tilbage til tiden før Auschwitz … Israel og kirken er to udtryksformer for det ene Guds folk. Når begge tilhører det ene Guds folk, kan ingen af dem missionere over for den anden part… Israelsmission er en vildfarelse.”

Denne holdning blev ikke delt af Torm selv – og ej heller af alle israelsmissioner i Europa – heldigvis. Det fik vi understreget gennem vores årsmødegæster, Armin Bachor, som er leder af den tyske Israelsmission, Evangeliumsdienst für Israel (EDI) og Avi Snyder, som koordinerer Jews for Jesus’ arbejde i Europa og selv bor i Ungarn. En vigtig brik i EDIs arbejde i dag er at støtte og udruste messianske menigheder i Tyskland.

Der er i dag mere end 10 messianske menigheder alene i Tyskland. De er en konkret udfordring til os om, at israelsmission igen i dag kan og må finde sted i Europa. Organisationen Beit Sar Shalom har også konkret udfordret os til at sende volontører til deres center i Berlin.

Når anklagen kommer om at jødemission er en måde at færdiggøre Hitlers arbejde, nemlig at udrydde det jødiske folk – og den anklage kommer – er Avi Snyder, der selv er jøde med baggrund i Rusland, meget klar i mælet: Det jødiske har mødt stor antisemitisme ikke mindst i Europa. At forholde dem evangeliet om jøden Jesus og frelsen i ham vil være endnu mere antisemitisk. Det vil være at tage livet fra dem, nemlig det liv som kendskabet til og troen på Jesus giver adgang til.

Avi Snyder har taget initiativ til kampagnen ”Liv af døde”. I de europæiske byer, hvor flest jøder mistede livet under Holocaust, rækker Jesus-troende jøder i dag ud til de jøder, som har fundet tilbage til disse byer med et budskab om det liv, de selv har fundet gennem troen på jøden Jesus. Og de inviterer os til at være med. Sidste sommer sendte vi volontører til kampagnen i Budapest og Moskva. I sommeren 2014 kan man være med i både Berlin, Budapest og Moskva. Israelsmission er ikke begrænset til Israel. Det finder også sted i Europa.

Det er en grænseløs mission, der handler om grænseløs nåde.