Tag: Israel

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. marts 2014. Bogført i Nyheder.

I 38 år har stedet været et fredeligt åndehul i Haifa. Her deler jøder og arabere deres alderdom med hinanden og med Jesus. Ebenezer-hjemmet er ikke som de andre plejehjem, for her er Jesus i centrum.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 28. marts 2014.

”De sidste to uger har der været en ikke-troende læge på hjemmet som ferieafløser. Hvad, han så i Ebenezer-hjemmet, var anderledes end det, han ellers havde set, og det fik ham til at spørge ind til vores tro. Han mente, at beboerne her på hjemmet er heldige på grund af den kærlighed og pleje, som de får. Og jeg havde mange gode samtaler om biblen med ham. Det er da til Guds ære!” smiler Johnny Khoury, som har været leder for stedet i 10 år.

Hjemmet er helt unikt. Ikke bare, fordi beboerne både er jøder, arabere og af andre nationaliteter, men fordi de har troen på Jesus til fælles.

Også hjemmets historie er helt unik. Normanden Magne Solheim fik idéen til hjemmet, som blev grundlagt i 1976. Allerede dengang var den Danske Israelsmission med i projektet. Magne Solheim ønskede, at mennesker kunne fortsætte deres åndelige liv i deres alderdom – uanset deres baggrund. På det tidspunkt interesserede man sig ikke for gamle mennesker i Israel. Man fokuserede på de unge – den ny stat skulle jo bygges op af de unge! Så idéen om at give noget særligt til de ældre var ganske kontroversiel på det tidspunkt.

Forsoning med kærlighed – uden politik
Ligesom dengang er hjemmet i dag kontroversielt. Blandt andet på grund af den forsoning, som leves på hjemmet. ”Her taler vi ikke om forsoning, vi lever forsoning,” fastslår Johnny Khoury. ”Forsoningen er her allerede, vi skal bare vælge at leve i den. Gud befaler os, at vi skal være vidner gennem vores indbyrdes kærlighed. Disciplene havde uenigheder, og selvfølgelig har vi også uenigheder af større dimensioner med både jøder og arabere, men vi finder fælles fodfæste i Jesus.”

Netop på grund af disse uundgåelige uenigheder må man ikke diskutere politik på hjemmet. Til de nationale valg kan de ældre og personalet stemme på dem de vil, men der er ikke nogen grund til politiske diskussioner. ”I biblen står der, at vi skal bede for vores ledere lige meget, om vi er enige med dem eller ej. Så det gør vi.”

Forskellig baggrund, samme fællesskab
Johnny Khoury erkender, at det ikke kun er de politiske forskelligheder, der kan føre til udfordringer. Også de kirkelige forskelligheder er tydelige blandt beboerne og personalet.

”Vi kommer alle fra forskellige menigheder. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, hvis vi skal kunne dele troen med hinanden.” Mange fejrer for eksempel julen på forskellige måder. Ebenezer-hjemmet fejrer derfor begivenheden og hæfter sig ikke så meget ved den korrekte dato eller de korrekte traditioner.

”De ældre er modne nok til, at de ikke gør et problem ud af vores forskellige menighedsbaggrunde,” understreger Johnny Khoury. ”Man kan altid finde en løsning.”

Russiske præster og de sidste dage i bøn
Som andre plejehjem laver Ebenezer-hjemmet forskellige aktiviteter som udflugter og håndarbejde, der er pålagt af socialministeriet.

Men de åndelige aktiviteter er noget helt særligt for dette hjem. En gang om ugen er der bibelstudiegruppe, så det er lettere for de ældre at deltage, end hvis det foregik i menigheds-lokalerne. En gang om ugen besøger en russisk præst de russiske beboere. Hver morgen er der andagt for beboerne, og hver formiddag holder alle de ansatte andagt sammen.

”Bøn og bibellæsning er helt centralt for hjemmet,” konstaterer Johnny Khoury, ”Og når vi ved, at en beboer skal dø inden for de næste dage, prøver vi at have mennesker rundt om dem hele tiden, der kan bede og synge med den døende. Det skete sidst for to uger siden.”

Ebenezer-hjemmet har fået sit navn efter et bibelvers om Guds trofasthed – nemlig 1. Sam. 7v12, hvor Samuel navngiver Eben-ha-Ezer, for: ”Så langt har Herren hjulpet os.”

Også i dag lever Ebenezer-hjemmet i visheden om Guds trofasthed.

For jøde først – Amen! men fortæl mig hvordan…?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. marts 2014. Bogført i Refleksioner.

At det jødiske folk har brug for at høre Guds gode nyheder er heldigvis klart for mange af Israels tilhængere. Spørgsmålet er så, hvordan jøderne vil høre det. Eller rettere: Hvordan præsenterer vi evangeliet på sådan en måde at vores publikum rent faktisk vil modtage det i deres hjerter?

Alec Goldberg, israelsk leder af Caspari Centret. Oversat af Dinna Bjerrum Swartz

Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.

Det ovenstående spørgsmål er vigtigt for enhver formidler, men når det kommer til at dele Yeshua (Jesus) med mit folk, bliver det mere end bare en god historie. Hvordan taler du om Gud til holocaust overlevere, deres børn og børnebørn? Hvad siger du, hvis de spørger dig, hvor denne gode og almægtige Gud var, da mænd, kvinder og børn, gamle og unge blev gasset i Auschwitz i mængder bare fordi de var jødiske? Hvordan taler du om den elskende messias med dem, hvis genetiske hukommelse bærer smerten af korsfarernes mord og inkvisitionen, af tvungne omvendelser og blodige krænkelser? Hvordan kommunikerer du et religiøst budskab til mennesker, der generelt har allergi for prædikener og især religiøs prædiken?

I jagten på svar må jeg begynde med det negative – ting jeg ikke vil gøre. Jeg vil ikke prøve på at købe sjæle, mens jeg giver humanitær hjælp med den ene hånd og en evangelisk traktat i den anden. I stedet vil jeg ganske enkelt vise omsorg og kærlighed lige meget, hvad der kommer ud af det. Jeg vil ikke prædike – jeg vil hellere invitere til snak og diskussion. Jeg vil ikke retfærdiggøre kirken – i stedet vil jeg indrømme dets skyld, indse og føle smerten og græde med dem, der græder. Men hvad kalder du denne tilgang? Er den uhørt? Er jeg ved at opfinde den dybe tallerken?

På en måde er det at dele evangeliet med det jødiske folk stadig ukendt land. I løbet af de sidste 200 år har der været oprigtige forsøg, nogle mere succesfulde end andre. I de sidste 30 år har man set en opblomstring og stadig vækst af den messianske bevægelse – en anden spændende udvikling. Men i det store hele er det jødiske folk stadig i overvejende grad unåede. Så ja, vi må stadig spørge, søge og banke på i vores stræben efter Guds vej, eller veje, til at dele troen med jøder.

Men ideen om at opgive autoritativ prædiken for samtaler med rigeligt plads til indvendinger og svære spørgsmål, er ikke ny. En tiltrækkende måde at gøre det på, er det velkendte alpha-kursus, der først begyndte i de sene halvfjerdsere i et anglikansk sogn i London (Holy Trinity Brompton, for at være helt præcis). Alpha er nu succesfuldt brugt i over 160 nationer af mange forskellige kirkeretninger, fra ortodoks og romers katolsk kirke til baptist og pinsekirke.

Det, at Alphas tilgang ser ud til at virke i så mange forskellige kulturer udfordrede mig til at tænke på, om Israel stadig er for anderledes til at prøve det her. For flere år siden, da jeg spurgte et par af Jerusalems præster om det, var deres svar negative. Hvorfor? Israelere vil ikke diskutere Yeshua offentligt, var forklaringen. Det var på en måde nedslående, men senere, da præsten Christian Rasmussen fra Immanuelkirken i Tel-Aviv ringede til mig og foreslog at jeg selv skulle undersøge Alpha – noget jeg aldrig rigtig havde gjort i dybden – gjorde jeg det med glæde. Og omkring et år senere fik jeg et telefonopkald fra en anden præst.

Michael Beener fra Sderot (en messiansk menighed, red.) spurgte Caspari om at introducere troen til en gruppe russisktalende israelere. Resten af vores historie er fortalt af ham i det kommende interview, men resultatet er dette: Vi ved at Alpha virker, selv i Israel. For tiden bliver det brugt til russiske indvandrere, som er mere åbne for Yeshua og ikke har noget imod at diskutere ham i en gruppe. Helt oprindelige israelere foretrækker stadigt samtaler på tomandshånd, men det er okay: Gud er ansvarlig for timing, så vi har ikke travlt. Hvor et net ikke er nødvendigt endnu, kan vi fortsætte med at fiske med en almindelig fiskestang. I mellemtiden planlægger Caspari at bearbejde vores erfaring med at overføre Alpha til den jødiske kontekst og at dele den med alle, som er villige til at lære. Når alt kommer til alt, så gør vi Guds arbejde, ikke?

Alpha på israelsk

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Caspari Centret er sammen med en lokal messiansk menighed med succes begyndt at holde Alpha-kurser for russiske jøder i Israel. Her kan jøder frit diskutere og undersøge Jesus sammen, og flere af deltagerne er begyndt at komme i menigheden. Michael Beener fra menigheden og Alec Goldberg fra Caspari Centret fortæller om, hvorfor og hvordan de har gjort det.

Dinna Bjerrum Swartz, 4. februar 2014

Jøder i Israel er et udfordrende publikum at fortælle om Jesus til. Mange mennesker har forsøgt gennem historien, men udfordringer som holocaust og politiske spændinger kan hurtigt blive en barriere, når man gerne vil give jøderne evangeliet om Jesus. Israelsmissionen har støttet Caspari Centret siden 1980erne i at give messianske menigheder bibelundervisning og ledertræning. Nu er de begyndt at holde Alpha-kurser gennem en af disse menigheder.

Der skal være plads til debat
”Alphas form, der tillader diskussion, uenighed og svære spørgsmål, er meget god for et jødisk publikum. Vi jøder elsker at debattere og argumentere. Man siger, at to jøder har tre meninger,” fortæller Alec Goldberg, der har undervist på Alpha-kurset i efteråret.

Michael Beeners menighed, Sderot, har i længere tid lavet evangeliserende arbejde gennem guidede ture i Israel. Nogle mennesker er gennem dette arbejde blevet rørt af evangeliet, og de har taget imod Jesus i deres hjerter.

”Vi begyndte at søge efter en måde, vi kunne følge op på vores arbejde med dem. Vi indså, at vi var nødt til at undervise disse mennesker og give dem et fundament for deres tro,” fortæller Michael Beener.

Da mange af disse mennesker er højtuddannede, ville menigheden gerne give dem en god og professionel undervisning. Derfor kontaktede de Alec Goldberg fra Caspari Centret. Det har været et godt samarbejde.

Michael Beener fortæller:

”Til det første møde havde vi 15 deltagere. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at deres interesse var oprigtig. Det format, vi bruger, giver dem frihed til at stille alle slags spørgsmål, være uenige og argumentere, og det er en af grundene til, at de kan lide at komme. Vi besluttede os for at fortsætte møderne uden at vide, hvad det ville føre til. I dag (et år senere) er der fire, der er begyndt i menigheden ud af de 15 deltagere. Dem, der endnu ikke er begyndt i menigheden, vil gerne fortsætte møderne.”

Helligånden arbejder i diskussionen
Inden hvert møde lægger Michael Beener og Alec Goldberg aftenen over til Gud.

”Vi beder om, at Helligånden vil blive nærværende iblandt os og give en god atmosfære til mødet. Så føler deltagerne sig velkomne, afslappede og frie til at være sig selv og til at respondere på, hvad de hører. Vi behandler hver person med respekt og varme, og samtidig tøver vi ikke med at være ærlige om, hvad vi tror på og hvorfor. Vi spiller med åbne kort,” fortæller Alec.

Om fremtiden fortæller Michael Beener:

”Vi skal fortsætte med møderne, fordi interessen stadig er der, og enkelte mennesker har sluttet sig til. Deltagerne tager deres venner med, og vi anbefaler også kurset på vores guidede ture. Vi er nu efterhånden kommet omkring mange emner, så vi vil snart begynde en ny omgang. Vi håber på at få nogle nye mennesker med efter de næste guidede ture.”

Alpha-kurset har givet et åbent og frit rum, hvor jøder kan diskutere Jesus og stille alle deres spørgsmål. Netop denne mulighed har åbnet en usædvanlig dialog med jøder, der ellers ofte forbinder kristendommen med holocaust og forfølgelse. Caspari Centret har oplevet, hvordan god undervisning kan åbne publikums øjne for, hvem Jesus er. Men diskussionen skal være ærlig og intens for det argumentationslystne folkefærd.

”Et klassisk Alpha-kursus kan ikke være så intenst, men et jødisk Alpha bør være intenst, hvis det skal give resultater,” afslutter Alec Goldberg.

Intet klasselokale slår Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 8. marts 2014. Bogført i Nyheder.

I samarbejdet på TORVET tror vi på, vi kan gøre hinanden bedre til det, vi i forvejen er ganske gode til.

Teologistuderende med næserne begravet i deres bibler i Judæas bjerge

I midten af januar måned kom det til udtryk i en studierejse for 28 af Menighedsfakultetets teologistuderende. Morten Hørning, lektor ved MF, og Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, arrangerede turen i fællesskab, som på mange måder er frugten af det samarbejde, vi ønsker skal være mere og andet end et kontorfællesskab. Her kan I høre Morten, Bodil og Kristoffer Kruse, en studerende, der var med på turen, fortælle om deres oplevelse:

Morten Hørning gav en hilsen fra turen
“Som en konkret frugt af samarbejdet på TORVET indbød Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge Menighedsfakultetets studerende til denne tur, hvor vi via Israelsmissionens mange lokale kontakter er kommet et spadestik dybere end en traditionel rundrejsetur.

Programmet er intenst, stemningen er høj og samtalerne er mange om de indtryk, vi tager med os hjem. På trods af TORVETs fantastiske nye undervisningslokaler, så kan intet klasselokale slå Israel. Solvarme hilsner! Morten Hørning Jensen”

De første evalueringer fra de studerende er afleveret, og de er meget positive – både hvad angår fagligt og personligt udbytte.

Bodil Skjøtt med studerende på vej ind i en moské.

Hvorfor laver Israelsmissionen sådan en tur?
Bodil Skøtt, generalsekretær i Israelsmissionen forklarer:

“Jeg er sikker på at det vigtigste udbytte ikke kan gøres op nu. At eksponere 28 teologistuderende til Israels land og geografi, kristendommens jødiske rødder, kirkens historie i Det Hellige Land og ikke mindst de mennesker – israelere og palæstinensere – som i dag bærer og lever troen ud der, er en langsigtet investering.

Resultatet af en sådan investering skal vise sig over de næste år. Indtrykkene fra turen kommer helt sikkert til at præge det videre teologiske arbejde og de studerendes personlige udvikling og teologiske refleksioner. Det bedste ved et møde med Israels land er, når det leder til et nyt møde med Israels Gud og hans historie med Israels folk – det folk vi selv er blevet en del af i Jesus.

Og det bedste ved Israelsmissionen er vores samarbejdspartnere og de missionsopgaver, de arbejder med. Når nogle af vores partnere mødes med danske studerende, så tror vi på, at det både udfordrer, skaber forståelse for og vække nysgerrighed i forhold til DIM og IUs arbejde. Og det har vi brug for hvis vi skal rekruttere venner, volontører og medarbejdere i fremtiden.

For fremtiden glæder jeg mig derfor til teologistuderende der gerne vil være kirkevolontører i Jerusalem og Tel Aviv eller på Caspari Center. Jeg glæder mig til at diskutere eksamensopgaver, som handler om mission til det jødiske folk eller at tilrettelægge et semester som studerende i Israel – til glæde for studenterarbejdet der.”

Kristoffer Kruse, deltager på turen, fortæller:
“Jeg har fået en bedre teologisk forståelse af at være i Israel og et bedre overblik. Jeg tror, at jeg er blevet styrket på min teologiske rejse.

Det var rigtig fedt at rejse med Morten Hørning og Bodil, de ved jo absurd meget! Og så har de hjerte for landet og for de mennesker, vi mødte. Morten er især en dygtig formidler af noget ellers tørt stof. Jeg vil helt sikkert gerne på Kursen og få mere.

Jeg tog af sted fordi det er helt oplagt for min uddannelse at komme til Israel! Jeg synes også, at konflikten er spændende.

Noget af det mest rørende var at møde palæstinensiske kristne. Det gav mig et helt nyt perspektiv. Før tænkte jeg nok, at når jeg er kristen, så skal man jo holde med Israel. Men det var godt at høre deres historier. Det er jo vildt at høre, hvordan de lever som klemt mellem to negle. De føler sig meget smidt ud. Det er som om at når man ser en palæstinensisk flygningelejr, så får konflikten et ansigt på en ny måde. Det er ikke bare teoretisk viden, men mennesker af kød og blod.

Jeg blev ramt af, at der er kristne, der holder så meget fast i gamle kirketraditioner. Der er alligevel tyngde i den måde at lave kirke på. Jeg tror at det er vigtigt at have en sund balance i tradition og fornyelse. Det er godt at huske her i Danmark, at kirken har en rig historie.”

Missionær fængslet i Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 6. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Israel: Engelsk missionær i Jews for Jesus blev onsdag den 20. november anholdt og sat i fængsel, da han fortalte om sin tro. Først fire dage senere blev han løsladt mod kaution. Jews for Jesus er chokeret.

Dinna Bjerrum Swartz; 29. november 2013

Barry Barnett deltog i en evangelisations-kampagne for Jews for Jesus i Israel og holdt et banner mens han fortalte forbipasserende om Jesus. Under kampagnen kom seks migrationsarbejdere og anholdt Barry Barnett. Uden sigtelse blev han først sendt i arrest i flere timer og derefter blev han flyttet til Ramle fængsel udenfor Tel Aviv. Da han var den eneste missionær i gruppen, der ikke var israelsk statsborger, var han også den eneste, der blev anholdt. Efter fire dage i fængsel blev han løsladt mod kaution.

Retfærdigheden ske fyldest
”Jeg er chokeret over denne uhørte opførsel,” udtaler Dan Sareed, leder af Jews for Jesus i Israel. ”Som israeler har jeg være stolt af, at vores land har religionsfrihed. Vores opsøgende arbejde i Israel er 100% lovligt og Barry, der er engelsk statsborger, er ikke en illegal arbejder i Israel. Med sit B2 turistvisa er det tilladt ham at udøve sin tro, som han gjorde.”

I øjeblikket kører Jews for Jesus en sag for Barry Barnett for at omstøde den udvisning, som Barnett ellers står til den 3. december. Hvis han bliver udvist vil han ikke kunne vende tilbage til landet i ti år.

Dan Sareed understreger, at denne sag ikke blot bliver kæmpet for Barry Barnett, men for enhver kristen, der ønsker at tage til Israel og dele evangeliet med jøderne. ”Vi ønsker retfærdighedheden ske fyldest,” påpeger den israelske leder.

Det er fuldt ud lovligt at udtrykke sin tro som turist i Israel og på det israelske turistministeries hjemmeside står der, at de har underskrevet det globale etiske kodeks for turisme, hvori det nævnes at udveksling af religiøse idéer er lovligt og det bliver endda tilskyndet til fordel for turisterne.

Frygteligt at være fængslet
”Jeg er meget træt. Det var frygteligt.” Fortæller Barry Barnett om Ramle fængsel efter han blev sat fri. ”Det værste var at føle sig som et indespærret dyr. Vi havde kun en cirka 20 meter lang gård. Der var lige nok plads til et bordtennisbord. Og det er alt hvad vi havde at gå rundt i tre gange om dagen i 45 minutter.”

Barry Barnett oplevede dog Guds kærlighed og trofasthed i den tid han sad i fængslet.

”Jeg delte celle med ni andre. Efter 24 timer, hvor jeg følte mig alene, viste Gud mig, at der var seks andre kristne og en præst. Præsten havde været der i lang tid og han holdt bønnemøde hver dag klokken 14. Jeg oplevede, at Guds kærlighed holdt mig oppe og forbønnen jeg fik, rørte mig.”

Forbønnens kraft
Mange mennesker bad for Barry Barnett. I England arbejdede Julia Pascoe, engelsk leder for Jews for Jesus, for at mennesker I hele landet skulle huske Barnett.

”Vi sendte en pressemeddelelse ud til alle vores støtter for at bede for Barry. Jeg brugte mange timer på telefonopkald, mails og medier. Vores kristne venner og støtter var meget chokerede. Det gav os helt sikkert en mulighed for at stå sammen som Kristi legeme i en akut situation.”

Julia Pascoe oplevede, at Gud hjalp hende gennem hele Barnetts fængsling. ”Jeg mærkede Guds hjælp, selv da jeg skulle give et interview til en sekulær avis, viste reporteren sig at være kristen! Vi så helt sikkert at Gud brugte sit folk til at opmuntre os.”

Det er første gang, at Jews for Jesus oplever, at en deltager på en kampagne er blevet anholdt.

Jews for Jesus kæmper stadig for, at Barry Barnett ikke må blive udvist af Israel. Bed gerne for, at sagen må blive dømt retfærdigt, og at dette ikke vil forhindre Jews for Jesus i at fortælle om Jesus i fremtiden.

At give Bibelen tilbage til Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 6. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Det Israelske Bibelselskab har en drøm: At give Bibelen tilbage til det israelske folk. Den daglige leder, Victor Kalisher er på besøg i Danmark for at fortælle om bibelarbejdet.

Dinna Bjerrum Swartz, 4. september 2013

Victor Kalisher, direktør i Det israelske Bibelselskab, har været i Danmark for at fortælle om arbejdet.

Victor Kalisher sidder på stolen og fortæller med store, mellemøstlige armbevægelser. Eller han tipper lidt på stolen. De blå øjne lyser. Det her er vigtigt. Han fortæller, hvordan mennesker i Israel har mødt Jesus gennem biblen.

Jøder, arabere og turister bliver berørt når de træder ind i bibelforretningen for at se, hvad det er for et sted. Det er ikke overraskende, at Guds ord virker i Guds land, men der er netop her en enorm modstand mod biblen. Og en enorm nysgerrighed.

Vi kender landet
Bibelselskabet har eksisteret siden 1949 i den form den har nu. I 64 år har I delt bibler ud til mennesker og fortalt, hvordan man kan læse i den. Hvad er jeres vigtigste erfaring?

”Vi har opbygget en særlig forståelse for, hvordan israelere og jøder ser på biblen og vi forstår, hvordan vi kan åbne biblen for dem,” forklarer Victor.

I Israel betyder biblen kun det gamle testamente, og det nye testamente er noget for de kristne.

”Mange israelere ved godt, at biblen er den største arv fra Israel, men de studerer den ikke. Ortodokse jøder læser kun kommentarer til det gamle testamente, for de mener ikke, at almindelige mennesker kan forstå biblen. De sekulære jøder vælger bare slet ikke at læse i biblen. Derfor er det en udfordring for os, hvordan vi gør biblen relevant i dag.”

Vi skal se behovet
Siden 1949 har mange ting forandret sig i Israel. Bibelselskabets fornemmeste opgave er, at se de behov, der er i landet. De har oversat det nye testamente til moderne hebraisk, hvilket gør enhver hebraisktalende jøde i stand til at læse både det gamle og det nye testamente.

”Vi udgiver bibler på de nødvendige sprog. Vi er lige blevet færdige med en russisk-hebraisk bibel, der kan hjælpe de russiske jøder til at være en del af de lokale menigheder,” fortæller Victor Kalisher.

Det Israelske Bibelselskab har også produceret det nye testamente som lydbog.

”Jeg blev ringet op fra en af mine bekendte fra Korea den anden dag,” fortæller Victor. ”Han sagde: ”Tusind tak Victor! Jeg sidder nu i en trafikprop!” Jeg svarede: ”Hvorfor takker du mig for at sidde fast i trafikken?” ”For nu spilder jeg ikke længere tiden i trafikken. Jeg kan lytte til det nye testamente. Tak for det.” Det er historier som den, der får vores arbejde til at give mening!” smiler Victor.

At se frugten
I Bibelselskabet deler I rigtig mange bibler ud til mennesker i Israel. Men ser I frugten af jeres arbejde?

”Ja, det gør vi i høj grad. Vi ser ikke altid frugten med det samme. Men jeg er altid overrasket over, hvor meget frugt der kan komme ud af et frø,” fortæller Victor.

”For eksempel var vi for flere år siden med på en New Age festival, hvor vi slog et telt op og sang smukke lovsange. Vi delte også det nye testamente ud. To år senere tog jeg på en tur med andre troende fra menigheden. Der var en ung mand, som jeg ikke havde mødt før. Han fortalte mig, at han for to år siden havde talt med nogle messianske jøder til en New Age festival. En af dem havde givet ham et nyt testamente.

Han læste i det, selvom det var lidt skræmmende. Bjergprædikenen gjorde et stort indtryk på ham, og han kom i kontakt med en messiansk pige fra sin parallelklasse. Pigen kunne ikke svare på alle hans spørgsmål, så hun sendte ham hjem til sin far, der var dekan på et ”Bibelcollege”, en bibeluddannelse. Faren underviste ham i den kristne tro og efter lang tids studier af biblen, kom den unge mand til tro på Jesus.

Vi ser som sagt ikke altid frugten med det samme, men vi ser frugten.”

Bibelbutikken på Yaffa Road i Jerusalem er ikke blot en butik, men giver os anledning til mange samtaler - også med ortodokse jøder. — Bibelbutikken på Yaffa Road i Jerusalem er ikke blot en butik, men giver os anledning til mange samtaler – også med ortodokse jøder.

Bibelforretning til dialoger
Bibelselskabet har en bibelforretning i Jerusalem. Her oplever de meget stor interesse og mulighed for dialog.

Hvad er det vigtigste ved jeres bibelforretning?

”Jeg vil sige, at det vigtigste er muligheden for dialog. Vores bibelforretning er lokaliseret tæt på den gamle by, men stadig i den nye by. Vi ligger få gader fra det ultraortodokse kvarter midt på en hovedgade, så vi har mulighed for at henvende os til mange forskellige mennesker.

Turisterne kommer ofte ind for at snakke. Mange af dem er unge turister, der rejser rundt for at finde sig selv. Det giver mange gode samtaler. Vi har også sat et Tv-skærm i vinduet, der viser smukke billeder fra Israel og bibelvers. Det tiltrækker mange. Vi har faktisk så meget samtale med mennesker, at vi gerne vil bygge et dialogcenter, hvor der er gode rammer for samtaler.”

Bibelselskabet har drømme og håb for Israel. De håber, at biblen må påvirke samfundet og bringe tro i flere menneskers hjerter.

Bønhørelse
Victor vil gerne slutte af med en tak til de mennesker, der støtter og beder for arbejdet. ”Vi beder for alle jer. Vi beder om, at Gud må velsigne jer ligesom I velsigner os. Vi er så taknemmelige for det arbejde vi får lov til at lave i Israel.”

Immanuelkirken – vendt ud imod verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Parret, som træder ind i kirkens forgang denne formiddag, er først i 40’erne. De hilser, får en brochure om kirken og dens bibelske mosaikker og går selv på opdagelse i kirkerummet.

Mette Lysholm Hornstrup, volontør ved Immanuelkirken, 30. maj 2013

På vej ud fortæller manden, at han hver dag igennem 30 år har gået på den nærliggende ”Elifelet Street” og har lagt mærke til kirketårnet, og i dag blev så dagen, hvor han for første gang besøgte kirken sammen med sin kone.

Juan Onasis står for "Open Church" i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet. — Juan Onasis står for “Open Church” i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet.

Ifølge Juan er dette par et typisk eksempel på folk, som kommer til ”Open Church” (åben kirke): ”Omkring 80 % af de besøgende har ikke planlagt at besøge kirken – de kommer blot tilfældigt forbi. Det er, hvad virkelig er meningen med Open Church.”

Juan Onasiss er ansvarlig for Open Church og tropper op fire dage om ugen for at byde folk velkommen i Open Church trods sine nu 73 år og dårlige ben. I 1980 begyndte han at spille orgel for grupperne, som besøger Open Church, og lige siden har han været en del af konceptet.

Kirkens udadvendte aktiviteter
Kirkens præst, Christian Rasmussen, fortæller, at Open Church uden sammenligning er Immanuelkirkens mest udadvendte aktivitet. Udover det er der en gang om måneden en koncert, hvis primære formål er at gøre kirken kendt og accepteret i lokalområdet – ”at gøre tærsklen til kirken mindre”, som Christian udtrykker det.

Og når man snakker med folk i byen, har mange faktisk kendskab til kirken, fordi de engang har været til en koncert. Dertil kommer den årlige julefejring, hvor en del nysgerrige jøder tager del i to specialgudstjenester, samt det nærtforestående arrangement ”Houses from Within” (huse indefra), hvor kirken ligesom mange andre steder i Tel Aviv inviterer folk indenfor. Her præsenteres de for kirken og lørdag også for korte, åbne gudstjenester. Ligeledes er der for tiden også Alphakursus i kirken om det grundlæggende i kristentro.

Jøder kommer til kirken

Om kirkens udadvendte profil siger Christian: ”Når man normalvis tænker på ”outreach”, tænker man på at gå ud et eller andet sted og henvende sig til folk. Vores Open Church virker den modsatte vej. Vi kalder det ”Inreach”, da folk selv kommer – vi behøver ikke engang spørge dem om at komme.”Men hvad er det, der gør, at jøder faktisk kommer til kirken?

I Danmark er vi jo ikke ligefrem vant til, at folk valfarter til kirkerne. Ifølge Juan kommer folk spontant forbi hovedsageligt på grund af kirkebygningen og orglet: ”Folk hører orglet på lang afstand, før de egentligt ser kirken.” Et nyt orgel i 1977 gav nyt liv til Open Church, da det er en attraktion i sig selv. Det kan være lidt svært at sætte sig ind i for os orgelvante danskere, men anderledes virker det altså i Israel.

Andre kommer til kirken, fordi de er på en guidet tur i den tyske/amerikanske koloni, fordi de er med en skoleklasse, er kunststuderende eller med i et kor. Sagens kerne er, at næsten alle er jøder, da der er meget få pilgrimssteder for turister i Tel Aviv. ”Det er derfor, Open Church er så vigtig”, understreger Juan.

At starte en kommunikation
Juan har gennem sine mange år i Open Church lært at fornemme, hvor meget og hvordan han skal gå til de mennesker, som besøger kirken: ”Det vigtigste er at starte en kommunikation”. Folk kan vælge at tage gratis bøger om Jesus og et Ny Testamente med hjem.

Når grupper kommer, får de imidlertid altid en præsentation af kirkens historie, bygningen og mosaikkerne, orgelmusikken og den kristne tro. Alt dette er værktøjer til at nå det egentlige: en præsentation af kirkens mest centrale mosaik, som er placeret over alteret. Her visualiseres Guds kærlighed i form af en hånd fra himlen, som rækker ned til menneskeheden og forenes med en dråbe af blod, som indeholder Jesu tornekrone udformet som en Davidsstjerne. I denne mosaik forenes jødedom og kristendom på unik vis.

Juan lader grupperne selv komme med den erkendelse ved at sige, at meningen med mosaikken er at huske og at minde om, at Jesus var….. Her svarer folk ”jøde”, og svaret bliver altid fulgt af et øjebliks stilhed. ”I dette øjeblik er Han (Jesus) med os – det er det afgørende øjeblik”, forklarer Juan og fortsætter: ”Du ved aldrig, hvad de efterfølgende konsekvenser bliver. Det er i Guds hænder”.

Kirkebygningen – provokerende og tiltrækkende

Det ligger dybt i mange jøders bevidsthed, at kirken er noget andet og fremmed – noget, der ikke har noget med dem at gøre qua kristnes forfølgelser af jøder op igennem historien. Kirkebygningen ”lugter så at sige langt væk af kristendom”, som Christian udtrykker det. På den anden sider forventer folk derfor også at høre noget om kristendom derinde. Der er på den måde både fordele og ulemper ved kirkebygningen, men mest af alt er erfaringen i Immanuelkirken, at den giver en platform for et møde mellem jøder og kirken.

Christian og Juan er imidlertid enige om, at der kræves stor forsigtighed i omgangen med det, at vi er kristne. ”Vi overfalder dem ikke”, siger Juan: ”Vi må have en vis forsigtighed i vores præsentation”.

En åben kirke

Klokken er lidt over to, og Juan låser døren til kirken. På spørgsmålet om, hvordan denne dags Open Church var, svarer han som oftest: ”Det var meget åbent”.

Fakta:

– Der er Open Church hver tirsdag-fredag fra kl. 10-14

– I 2012 besøgte omkring 3300 Open Church

– Derudover 320 til jul og 1440 til Houses from within

– Open Church begyndte i 1970´erne. Siden 1980 har Juan været en del af konceptet.

Demokratiet og den jødiske stat

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Refleksioner.

Arne Pedersen; 30. maj 2013

David Lazarus, der er præst i Beit Immanuel-kirken, fortæller om to unge mænd, der søgte arbejde som lastbilchauffører, var meget i tvivl om, hvorvidt de skulle fortælle i deres ansøgning, at de var messianske jøder.

De valgte at lade være, men da de var til samtale, besluttede de spontant at fortælle det alligevel. ”Så I er messianske jøder,” grinede lederen. ”Min bror er også messiansk jøde ligesom I. Han er en fantastisk fyr, og alle de messianske jøder, jeg har mødt, er ærlige og pålidelige. Jobbet er jeres!”

Det er desværre ikke alle, der reagerer som lederen af lastbilfirmaet. Messianske jøder oplever i stigende grad chikane på grund af deres tro. Immanuelkirken i Jaffo oplever jævnligt at antimissionsorganisationen ”Yad L’Achim” står uden for kirken eller menighedshuset og deler flyers ud med budskabet om, at Det Nye Testamente er løgnagtigt. Andre steder i landet er ”Yad L’Achim” knap så ”stilfærdige”. Menigheder i Ashdod og Be’er Sheva har oplevet at få invaderet deres kirker, blive slået og spyttet på og råbt efter og chikaneret på anden vis.

Mellemøstens eneste demokrati?

Israel står i en svær balanceakt, for landet er i befolkningens selvbevidsthed ikke en almindelig sekulær stat: På den ene side er det et demokrati – ofte proklameret som Mellemøstens eneste – med alt, hvad det indebærer af demokratiske rettigheder for indbyggerne i landet. På den anden side er Israel også en jødisk stat med bestemte religiøse og værdimæssige normer.

At balancere de to størrelser er ikke let, og en minoritet i befolkningen, som ofte må sande dette, er de messianske jøder. Michael Decker er advokat og arbejder på ”Jerusalem Institute of Justice.” Han har et indgående kendskab til borgerrettigheder i Israel. I bogen ”Chosen to Follow”, som for nyligt blev udgivet af Caspari Centeret, skriver han:

”Messianske jøder kan stå over for religiøs intolerance, diskrimination og åbenlys chikane fra alle sider af samfundet.” Et andet sted går han endda så langt som til at sige, at diskriminationen af messianske jøder er systematisk.

Hverdagens udfordringer
Hverdagseksemplerne er mange og spænder lige fra visum- og imigrationsproblemer til manglende kosher-certifikater og byggetilladelser. Alt sammen problemer, som hænger sammen med den generelle antagelse blandt jøder, at man ikke kan være både jøde og tro på Jesus.

Hverdagseksemplerne er ofte hverken dramatiske eller særligt opsigtsvækkende, men de er eksempler på den tankegang, at jøder, som kommer til tro på Jesus, bliver ”meshumadim” – frafaldne, som forråder deres folk – både historisk, kulturelt og religiøst.

En tankegang som bl.a. kommer stærkt til udtryk i bogen ”Forrådt” af Stan Telchin, hvor han åbenhjertigt fortæller om sin egen reaktion på datterens tro på Jesus som Messias – en reaktion, som kulminerer med spørgsmålet: ”Hvordan forholder man sig til et barn, der vender ryggen – ikke blot til én selv, men til hele sit folk?”

Den religiøse balancegang
Spørgsmålet om den jødiske stat og demokrati er en svær balancegang, som også er kendt herhjemmefra i spørgsmålet om Danmark som et ”kristent land” samtidig med, at det er demokratisk. Alligevel oplever vi i disse år en bevægelse længere væk fra det kristne grundlag, som vi ønsker Danmark skal bygge sin lovgivning på.

Engang holdt butikkerne lukket alle kristne helligdage, men i dag er det helt anderledes med lukkelovens afskaffelse – til stor frustration og beklagelse for mange kristne. På samme måde har mange religiøse jøder et ønske om, at lovgivningen skal beskytte den religiøse praksis i landet. I Danmark har vi haft 164 år til at øve os i balancen mellem demokrati og religion, mens Israel som nation kun har haft 65.

I Israelsmissionen håber og beder vi naturligvis om, at messianske jøder i Israel med tiden vil få samme rettigheder som alle andre – i såvel teori som praksis.

At miste ens kære
På det personlige plan – blandt både familie og venner – er det også en vanskelig sag, når jøder kommer til tro på jøden Jesus. Så vanskelig, at mange mister venner og udstødes af familien, når de bekender deres tro. I Israelsmissionen beder vi også om – og arbejder på – at flere må komme til tro på Jesus som Messias – at flere, ganske som Stan Telchin gjorde det, selv må læse det Nye Testamente og proklamere:

Jeg tror, Jesus er Messias! Det gør vi vel vidende, at denne proklamation har en pris – men også med den overbevisning, at troen på Jesus og livet sammen med ham er prisen værd.

Tag: Israel

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

For jøde først – Amen! men fortæl mig hvordan…?

Alpha på israelsk

Intet klasselokale slår Israel

I samarbejdet på TORVET tror vi på, vi kan gøre hinanden bedre til det, vi i forvejen er ganske gode til.

Missionær fængslet i Israel

Israel: Engelsk missionær i Jews for Jesus blev onsdag den 20. november anholdt og sat i fængsel, da han fortalte om sin tro. Først fire dage senere blev han løsladt mod kaution. Jews for Jesus er chokeret.

At give Bibelen tilbage til Israel

Det Israelske Bibelselskab har en drøm: At give Bibelen tilbage til det israelske folk. Den daglige leder, Victor Kalisher er på besøg i Danmark for at fortælle om bibelarbejdet.

Immanuelkirken – vendt ud imod verden

Parret, som træder ind i kirkens forgang denne formiddag, er først i 40’erne. De hilser, får en brochure om kirken og dens bibelske mosaikker og går selv på opdagelse i kirkerummet.

Demokratiet og den jødiske stat

Verdens unge mødes i Jaffo

Det var egentlig ikke noget nyt koncept. Der havde været en gruppe Young Adults (UngeVoksne) i Immanuelkirken de seneste 5 år, men udskiftningen hen over sommeren havde reduceret gruppen til bare ét tilbageværende medlem.

Pædagogisk praktik i Jerusalem

Anorektisk pigegruppe

Machaseh, statens højre hånd

Ansvar i nye rammer

Praktikanter på en anden måde