Tag: Israelsmissionen

Farvel til Bodil – om Guds trofasthed og bibelsk optimisme

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 14/12 2017 Efter elleve års tjeneste i Israelsmissionen takker Bodil Skjøtt af som generalsekretær. I den forbindelse er jeg hoppet på cyklen i retning mod Aarhus Vest for at tage en snak om den rejse, både hun og Israelsmissionen har været på det seneste årti. Da jeg smilende bliver inviteret indenfor til en kop te, er der mange steder, vi kunne begynde vores samtale. Men med Bodil er der ingen udenomssnak. ”Hvad er det, Israelsmissionens arbejde skal måles på?” spørger hun og tilføjer ”Kommer mennesker til tro? Møder jøder Jesus?” Denne hjertesag afspejler ikke bare Bodils engagement som generalsekretær, men er en passion, der på mange måder rækker ind i alle aspekter af hendes liv. Messianske unge giver liv Der er sket meget i den messianske bevægelse i den tid, Bodil har været engageret i Israelsmissionen. En ny generation af messianske jøder, der på mange måder fylder meget, er blomstret op, og det glæder hende meget. Denne voksende generation af unge reflekterer over, hvad det vil sige at være en jesustroende jøde ind i et israelsk samfund, som de ikke distancerer sig fra, men ønsker at bidrage til og være en del af. Gennem de seneste år oplever flere messianske unge også, at medierne i stigende grad giver dem en platform, hvorpå de får lov at sætte ord på deres tro og tanker. Når der bliver arrangeret nationale ungdomslejre kan de tælle op til 400-500 deltagere, og det er en forandring, der står i klar kontrast til tidligere år. Evangeliet handler om forsoning Forsoning ind i den messianske bevægelse og ind i konflikten er i høj grad en hjertesag for Bodil. Israelsmissionen begyndte sit engagement i organisationen Musalaha helt tilbage i 90’erne, og det har siden fortsat med at være et helt centralt emne i organisationen. ”Evangeliet handler om, at Gud har forsonet sig med os!” slår Bodil fast og fortsætter: ”Vi må gøre evangeliet synligt og troværdigt og hjælpe vores partnere med at tage denne problemstilling op.” Studenterarbejdet er én af de forbindelser, Israelsmissionen har, som også brænder for forsoning. Hvor de tidligere kun havde haft en ansat, tog de for nogle år siden et skridt i tro, og ansatte to fuldtidsmedarbejdere – en fra det arabisktalende miljø og en fra det hebraisktalende. De to ansatte har Israelsmissionen haft anledning til at invitere med til Danmark, og det har givet et tættere forhold og mulighed for at bibringe noget inspiration. Bodil håber på, at denne kontakt i fremtiden vil kunne lede unge danskere til at møde unge israelere, og at det vil skabe gensidig inspiration. ”Vi må være tro mod det, vi står for” Arbejdet med forsoning er på mange måder fyldt med udfordinger. De enkelte initiativer der har været på tværs af konflikten, har trænge kår. ”Man får ikke point hos nogen, ved at sige, at man går ind for forsoning,” reflekterer Bodil og tilføjer: ”De, der står fast, gør det med en masse modvind.” Det har på mange måder været svært at erkende, at det ikke er alle, der vil forsoning. Det skuffer, når selv Guds folk på tværs af konflikten køber det narrativ, det øvrige samfund fortæller. ”Så kunne man tænke ved sig selv, om evangeliet ikke kan slå igennem? Er de ikke båret af en større forståelse af, at Gud har forsonet sig med os?” spørger Bodil, men afslutter: ”Vi må bare sige, at det kender vi også fra vores egen sammenhæng. Hvor er den perfekte menighed i en dansk sammenhæng?” Det samme gælder messianske menigheder og kristne palæstinensere, og det må vi forstå og anerkende i vores ønske om, at forsoningen havde bedre kår, end den har nu. ”Når det er sagt, så må vi være tro mod det, vi står for. Det her emne, vil jeg tillade mig at bringe op i enhver sammenhæng – også selvom jeg ved, det ikke er populært,” tilføjer hun afslutningsvist. ”Frugten af vores engagement i Israel” Det glæder Bodil på en særlig måde, at hun har fået lov til at se frugten af Israelsmissionens volontørarbejde i Israel. Det giver mennesker mulighed for at lære Israelsmissionens sag at kende og giver videre lyst til at engagere sig i arbejdet. Det er blandt andet kommet til udtryk i de præstefamilier, der er og har været i Jerusalem og Tel Aviv i de seneste år. ”De har vandret sammen med Israelsmissionen og fået sagen ind under huden. Måske først som en sjov interesse, der er blevet til en kærlighed og så senere til et kald,” fortæller hun. Præstefamilien i Jerusalem er familie for volontørerne og et ankringspunkt for danskere i Israel, og det har stor betydning ind i organisationen. ”De er altafgørende for, at vi kan være den Israelsmission, vi er,” slår Bodil fast. Den brogede menighed Immanuelkirken i Tel Aviv har på mange måder været et satsningsområde det seneste årti. Her samles folk med vidt forskellige nationaliteter og baggrunde til gudstjenester og fællesskab. ”Det er fantastisk at opleve al den forskellighed, Guds menighed rummer på jorden reflekteret i et sted. Man kan sige, at det er et mikrokosmos af Guds store mangfoldighed,” fortæller Bodil. I samarbejde med Den Norske Israelsmission har de reflekteret over, hvad det vil sige at være en missionsorganisation med en luthersk baggrund, som kommer fra en tradition, hvor liturgi og ordnede forhold betyder noget, og hvordan det kan være et positivt bidrag ind i den messianske bevægelse. Det har skabt et frirum, hvor mennesker på en mere anonym måde kan opleve, hvad kristendommen indebærer. ”Det glæder mig, og det passer på mange måder til vores engagement,” smiler Bodil og tilføjer: ”Det er et sted, vi bygger menighed.” En lille organisation med et stort netværk Vender vi blikket mod Danmark, er det klart for Bodil, at fællesskabet med andre missionsorganisationer og Israelsmissionens Unge på TORVET i Aarhus har givet stor inspiration. Her er der på en særlig måde plads til at reflektere over mission og teologi. Hun oplever også, hvordan flere unge har taget Israelsmissionens sag til sig, og det er opmuntrende at være vidne til. Selvom Israelsmissionen er en lille organisation, har den et stort internationalt netværk, og det inspirerer også til at kæmpe videre for jødemission. ”Selvom vi er små, er det fantastisk at opleve, vi kan bidrage med noget, andre sætter pris på. Jeg tror, det større internationale fællesskab skaber en langtidsholdbarhed i vores arbejde og engagement.” Vi har en historie, vi må fortælle! Ser vi ti år længere ud i fremtiden, håber Bodil, at Israelsmissionen vil blive ved med at være trofast over for sine partnere. ”Det er de relationer, vi har til mennesker, der gør, at vi har en fortælling at inspirere mennesker i Danmark med. Det er en fortælling, vi er forpligtet på at formidle.” Israelsmissionen er ikke altid en let vare at sælge. Med konflikten og den politiske polarisering kan det være en udfordring at komme ind til sagen. Bodil håber, at Israelsmissionen i fremtiden kan være med til at skabe et rum, hvori Israelsmissionens sag bliver ved at give mening. ”Guds trofasthed er stor, og det er i høj grad det, jeg står tilbage med,” reflekterer Bodil afslutningsvist. Både i den store bibelske fortælling, men også i Israelsmissionens historie er der megen frimodighed at hente. ”I tillid til ham tør jeg være optimist. Ikke på egne vegne, men fordi jeg ved, hvem Gud er”.   Foto øverst: Morten Hørning

Grindsted kirke fik mennesker under huden

Grindsted Kirke fik mennesker under huden

Fra den 8.-18. maj arrangerede Israelsmissionen i samarbejde med Grindsted sogn en menigheds- og studietur til Israel. Rejseledere på turen var sognepræst Steen Søvndal og Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt, der også var guide. Bodil Skjøtt, 27. maj 2015 Programmet for turen var lagt i samarbejde mellem de to, hvilket betød at turen havde to formål. Den skulle være en bibelsk dannelsesrejse, som menigheden kunne bygge videre på tilbage i Grindsted. Derudover skulle den give mulighed for at møde Israelsmissionens arbejde og samarbejdspartnere – de mennesker, som i dag med deres liv og tjeneste, fortæller den samme historie om de gode nyheder, der begyndte for 2000 år siden i de samme omgivelser. De 45 deltagere mødte bibelselskabets arbejde i Israel og på Vestbredden. De mødte Shireen, en kristen palæstinenser, i Betlehem og Hedva, en messiansk jøde, på Golan. To kvinder som, deres geografiske og sociale forskelle til trods, er fælles om deres engagement for kvinder og forsoning. I Jerusalem mødte de David Serner, som fortalte om arbejdet ud fra Den Danske Kirke og sit arbejde på Caspari Center for messianske jøder. I Tel Aviv mødte de Lisbeth og Christian Rasmussen, som fortalte om arbejdet ud fra Immanuelkirken, og hvorfor der hos alle kristne må være en nød for Israels folk til at kende deres Messias. “Det har virkelig været en bibelsk dannelsesrejse for os som menighed”, fortæller Steen Søvndal. “Det er blevet en tur hvor bibelens historie er blevet tydelig og tilliden til Bibelen blevet større.” “Det har været stærkt og godt, men også udfordrende at møde det budskab, som vi er blevet konfronteret med fra de forskellige mennesker, vi har fået lov til at møde”, er kommentaren fra en anden af deltagerne. “Det er blevet til meget mere end blot information. Det er blevet til en masse små prædikener, som har styrket, men også udfordret, min tro”. En tredje fremhæver mødet med konflikten mellem israelere og palæstinensere: ”Jeg troede, jeg skulle forstå konflikten bedre efter turen. Men det er blevet endnu mere kompleks. Jeg er udfordret af de mennesker, som nægter at affinde sig med status qo og nægter at opgive håbet om en bedre fremtid for deres børn. I mødet med dem skammer jeg mig over de konflikter, vi kan have – også mellem kristne i samme menighed, og som vi vælger at affinde os med frem for forsoning.” For Israelsmissionen har det været en tur, som har fremhævet den kristne tros jødiske rødder og vores forpligtelse over for Israels folk – og at vores missionsarbejde sker gennem partnerskab. Denne gang blev det vores partnere, der fik lov at velsigne og udfordre en flok danskere på tur. For Guds mission går begge veje.

Guds ord til Guds folk

Guds ord til Guds folk – årsmøde 2015

Lørdag den 14. marts fyldte venner af Israelsmissionen missionshuset Klippen i Øster Snede til årsfest. Daniel Goldstein fra Det Israelske Bibelselskab samt Christian Rasmussen, præst i Jaffo, havde taget den lange rejse fra Israel for at være sammen med os. Daniel fortale om både udfordringer og muligheder i bibelarbejdet i dag. En af hovedpointerne var, at der er en langt større åbenhed og imødekommenhed overfor evangeliet i dag end der var for 10 og 20 år siden. Daniel fortalte også, at da israelere er en af de nationaliteter der er aller mest online, er der også flere og flere som får øjnene op for denne måde at evangelisere på. ”Rabbinerne fortæller, at man ikke må læse det Nye Testamente. Men online kan du læse, hvad du vil, uden de følger med i det,” understregede Daniel. Årsmødet i Øster Snede var samtidig Krista Rosenlund Bellows’ første som formand for Israelsmissionen. Hun brugte bl.a. sin formandsberetning til at skue tilbage på 130 års historie i Israelsmissionen. Du kan læse et uddrag af formandsberetningen på midtersiderne. Christian Rasmussen informerede om seneste nyt fra den messianske bevægelse, hvor ét af det mest varme emner lige nu er forsoning. Det bliver diskuteret meget, hvordan man skal forholde sig til dette spørgsmål – særligt efter bølgerne gik højt i forbindelse med krigen i sommers. Om aftenen holdt Christian festtalen med fokus på Guds ord til Guds folk. Det gjorde han bl.a. gennem vidnesbyrd fra nogle af de mennesker, som er kommet til tro gennem Immanuelkirken. Han konkluderede, at når det handler om at bringe Guds ord til Guds folk, så har det altid handlet om Jesus. En tydelig understregning af det, som også er Israelsmissionens hjertesag, og som vi altså fik lov at fejre denne dag. Vi vil gerne fra Israelsmissionens side takke jer alle for et dejligt og velsignet årsmøde. Læs formandsberetning og årsrapporten i sin fulde længde her. Læs det fulde regnskab her. Læs Christian Rasmussens festtale her. Se billeder fra årsmødet her under – klik på det første billede for at se alle i gallerivisning.

Guds ord til Guds folk – festtale til årsmødet

Guds Ord til Guds folk – festtale til årsmødet 2015

Christian Rasmussen, præst ved Immanuelkirken i Jaffo Da jeg satte mig ned og funderede lidt over den titel, tænkte jeg på, at det jo er nogenlunde den arbejdsbeskrivelse, min familie og jeg blev sendt til Tel Aviv med for godt 6 år siden. Det er Israelsmissionens arbejdsbeskrivelse. At bringe Guds Ord tilbage til det folk, vi har fået Guds Ord igennem; det folk, som først hørte det. Jeg tænker især på det juleaften. Nu lyder det helt ekstraordinære budskab igen i Israel på en helt ordinær dag til det samme folk, som først hørte det på en helt ordinær dag for 2000 år siden: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” En stor glæde for hele folket. Alligevel har de fleste i det jødiske folk her 2000 år efter stadig ikke oplevet den glæde; ikke taget imod Jesus. Det er og må være en sorg for os, som det var en sorg for Jesus og Paulus. Vi kan tænke, at det er klart, at det er en sorg for Jesus og Paulus, at deres landsmænd ikke har taget imod Jesus ligesom det er en særlig sorg for os, at der er mange danskere, der ikke tror på Jesus. Men når Paulus i Romerbrevet kap. 9 forklarer, hvorfor det er så stor en sorg for ham, at hans landsmænd ikke tror på Jesus, så er det ikke primært, fordi de er hans landsmænd, men fordi ”de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske.” M.a.o. har de det hele, alt det som dybest set handler om Jesus, deres udvælgelse, pagterne, loven, tempeltjenesten, løfterne, fædrene; ja, Jesus selv blev født ind i deres folk og alligevel har de ham ikke. Det er en sorg, som man ikke behøver være en jødisk rabbi som Paulus for at dele. Den sorg kan også vi ikke-jøder fra det kolde nord identificere os med. Og det bør vi gøre. Ikke fordi det er vigtigere at fortælle jøder end andre om Jesus, men fordi den sorg – at de har det hele, men ikke Ham, som det hele handler om – simpelthen gør, at mission specifikt til det jødiske folk må være på enhver Jesus-troendes hjerte – uanset hvor meget eller lidt det så fylder i vores engagement. Hvordan så bringe Guds Ord til det jødiske folk? Tja, da vi tog af sted, tænkte jeg, at metoden vel for så vidt var enkel nok. I Rom 3 spørger Paulus: Hvilket fortrin har det jødiske folk? Og han svarer selv: Først og fremmest at de har fået Guds ord betroet. Og det er jo rigtig nok; de har Guds Ord, så vi skulle vel bare ned og åbne Guds Ord, den jødiske Bibel, Gamle Testamente, og vise, at det handler om Jesus. Det gør vi også, men for de få, som vi får lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang i stedet Jesus, der bringer dem tilbage til deres egen Bibel / GT mere end det er deres egen Bibel, der bringer dem til Jesus. Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men det er blot vores erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vore venner fra Jews for Jesus siger i øvrigt det samme. Så vi giver dem et Ny Testamente og beder dem læse evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, at Jesus er, og så overveje hvem de nu selv siger, Jesus er, og hvad det så betyder for dem og deres liv.
Camilla og May
Camilla og May
May kom til tro for to år siden. Hun kom egentlig først for at høre, om vi kunne hjælpe hende med nogle kontakter, så hun kunne blive balsamør. Det kunne vi ikke, men hun fik et NT med hjem. Tre uger efter skriver hun følgende: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen Forrådt. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, at Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser og jeg ønsker, at han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.” Skøn mail og læg mærke til, at det er Jesus, der åbner det Guds Ord, som hun ”hele tiden har haft lige foran øjnene”, men aldrig rigtig har fanget.
Sahars opslag på Facebook.
Sahars opslag på Facebook.
Sahar som skal døbes om tre uger. Han gik usædvanligt offentligt ud med sin tro her engang før jul. Han postede det her billede på Facebook og skrev: ”Korset foran mig, verden bag mig. Ingen vej tilbage.” Ingen vej tilbage. Hans kæreste ville ikke acceptere, at deres eventuelle børn skulle lære Jesus at kende, så han så ingen anden udvej end at slå op. Da havde han allerede sagt sit job op, fordi han følte, at han i jobbet som sælger, var nødt til at lyve for kunderne, og det kunne han ikke, hvis han i bund og grund ville leve for Ham, som levede og døde for ham. Det var ikke nogen nyhed for jøden Sahar, at Guds ord siger, at man ikke skal lyve, men nu havde han lyst til at efterleve det. Hvad var der sket? Dette: For en måned siden postede han dette på Facebook ”Hvis en ville dø for dig, ville du så være klar til at leve for ham?” Det er Sahar klar til. Han har simpelthen lyst til at leve for Jesus. For som han siger: Hvis det virkelig er rigtigt, at Guds Ord blev kød for os for at leve det Guds Ords liv ud, som vi skulle have levet, og da han havde gjort det, så tog han straffen for det liv, vi faktisk lever. Hvis han kastede alt ind på at holde/efterleve Guds ord for os, hvad skulle så holde os fra at kaste alt ind på at holde/efterleve Guds Ord for ham? Guds Ord blev kød for Sahar og det ændrede alt. Der er noget med ord her. En relation uden ord mangler noget. Det er svært at lære nogen at kende uden at bruge ord. Men en relation kun med ord mangler også noget. Ord kan udtrykke hengivenhed, men den hengivenhed kommer ikke bare af ord. Jeg er velsignet med fantastiske forældre. Min mor og far gav mig en masse ord, da jeg var lille. Spis op, knægt. Nej, lad være med at stikke fingrene i stik-kontakten. Husk nu at øve på klaveret. Dengang havde jeg helt sikkert en grundlæggende tillid til, at de faktisk ville mig det godt; at alt hvad de gjorde var kærligt ment; at de elskede mig, og jeg elskede dem, men når de bad mig om noget, som jeg ikke havde lyst til, så gjorde jeg nok alligevel mest, hvad de sagde, fordi jeg vidste, at der ville falde brænde ned, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde altså ikke lyst til at gøre det, men jeg havde mindre lyst til konsekvenserne, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg tror imidlertid, at hvis jeg dengang kunne se, hvad jeg kan se i dag, at jeg så i en helt anden grad ville have lyst til at gøre, hvad de sagde (ja, jeg ved udmærket at det her er en gratis omgang); at jeg ville føje dem ud af en hengivenhed født af alt det, som jeg i dag kan se, at de har gjort for mig – at de grundlæggende har ofret sig selv i 18 år for at give mig, hvad jeg havde brug for dem til at give mig. Hvad skal der til for at komme til at få den der hengivenhed? Jo, der skal som nævnt det til, at jeg ser alt det, de har gjort for mig. Det har jo været der lige foran øjnene på mig hele tiden; hele min barndom, men jeg så det ikke dengang. Sådan også med det jødiske folk og alle andre folk. For at vi giver os hen til Gud, skal der det til, at vi ser, at han har givet sig hen for os. Og når vi ser det, så ser vi pludselig, at det er det; at det er Jesus Messias, det Guds Ord, som blev kød for os, som det Guds Ord, der blev skrift, altid har handlet om. Som Tim Keller siger det:
“Jesus er den sande og bedre Adam, som bestod testen i haven, og hvis lydighed tilregnes os. Jesus er den sande og bedre Abel, som også blev uskyldigt dræbt, og hvis blod også råber fra jorden, men ikke på vores fordømmelse, men på vores frifindelse. Jesus er den sande og bedre Abraham, som hørte Guds kald til at forlade det hjemlige og behagelige for at bringe Guds velsignelse til en forbandet verden. Jesus er den sande og bedre Isak; den sande Løftets Søn, som ikke blev reddet, men blev ofret for os. Og mens Gud sagde til Abraham, at nu vidste han, at Abraham elskede ham, fordi han ikke ville nægte ham sin eneste søn, sådan kan vi sige til Gud, der ledte sin søn op af Golgatas bjerg for faktisk at ofre ham dér, at nu ved vi, at du elsker os, fordi du ikke nægtede os din enbårne søn, den elskede. Jesus er den sande og bedre Josef, som ved Kongens højre hånd tilgiver dem, der solgte og forrådte ham og bruger sin position til at frelse dem. Jesus er den sande og bedre Moses, som går imellem folket og Gud som mellemmand for en bedre pagt. Jesus er den sande og bedre Job, den virkelig uskyldigt lidende, som går i forbøn for og frelser sine tåbelige venner. Jesus er den sande og bedre David, hvis egenhændige sejr over den store fjende blev folkets sejr, selvom de ikke løftede så meget som en enkelt sten. Jesus er den sande og bedre Ester, som ikke bare risikerede sit jordiske palads, men mistede sit himmelske palads; som ikke bare risikerede sit liv, men gav sit liv for at redde sit folk. Som ikke blot sagde: Skal jeg dø, så lad mig dø, men sagde: når jeg dør, så dør jeg for at redde mit folk. Jesus er den sande og bedre Jonas, som blev kastet over bord og ud i stormen for at vi ikke skulle lide skibbrud. Jesus er det sande påskelam – uden og plet lyde, som blev slagtet for at Guds dødbringende straf skulle gå forbi os. Jesu er det sande tempel; den sande profet; den sande præst; den sande konge.”
Venner, Guds Ord til Guds folk handler kun om Jesus. Ja, faktisk handler alt dybest set om Ham. Verden drejer sig om Jesus, fordi jorden kun endnu drejer, fordi Gud vil at mange flere – også blandt det jødiske folk – skal lære Jesus at kende; at vi ikke skal nå målet uden dem. De ligger på hans hjerte. Må de også ligge på vores.

Ny formand i Israelsmissionen

Ny formand i Israelsmissionen

Arne H. Pedersen, 20. maj 2014 Det har længe været en kendt sag, at Israelsmissionen skulle have ny formand efter årsmødet i 2014, da Kai Kjær-Hansen for et stykke tid siden meddelte, at han trådte ud af landsstyret. Landsstyret har nu været samlet til første møde siden årsmødet, og de har valgt Krista Rosenlund Bellows som ny formand. Krista er ansat i Indre Mission som tværfaglig konsulent og har tidligere været ansat i Danmission med ansvaret for arbejdet i Tanzania. Hun er således slet ikke ubekendt med international mission. Heller ikke Israelsmission er ukendt for hende. Krista læste teologi i midten af 80’erne og her havde hun Kai Kjær-Hansen som underviser. En dag spurgte han, om hun ville anmelde en lille bog om jødemission til de studerendes tidsskrift. ”Den blev jeg fascineret af,” fortæller hun. ”De Jesus-troende jøder arbejdede med problemstillinger som på én gang var nutidige og fra Ny Testamentes tid. Det var virkelig interessant,” fortsætter hun og tilføjer: ”Jeg betragter jødemission som mit første missionsteologiske værksted.”

Jødemission er unikt

Hun er da også vældig glad for at være blevet en del af Israelsmissionens arbejde: ”Jødemission er noget helt unikt, fordi det er at række evangeliet tilbage til dem, det i første omgang kom fra. Gennem arbejdet i landsstyret kommer jeg desuden tæt på en mangfoldighed af muligheder og en masse spændende mennesker både ude og hjemme. Det er vældig berigende.”

Bidrag og holdarbejde

På spørgsmålet om hvad hun glæder sig mest til at bidrage med som formand, svarer hun: ” Det første jeg tænker, er nu faktisk, at jeg synes, jeg har temmelig meget at lære! Men jeg kan mærke at min arbejdserfaring fra andre missionsorganisationer, Danmission og Indre Mission, og erfaringerne med bestyrelsesarbejde og partnersamarbejde ude i verden har givet mig ’øjne at se med.’ Desuden har jeg noget missionsteologi fra både studietiden og senere at trække på.” Hun understreger også, at det ikke kun er hende, der skal bidrage med noget, men at landsstyrearbejdet er holdarbejde: ”Det er dejligt at kunne bruge det, man kan – men jeg er også en del af et hold – vi arbejder sammen!”

Den største udfordring

Når Krista skal pege på den største udfordring for Israelsmissionen lige nu, fremhæver hun gennemførelsen af det generationsskifte, man så småt er begyndt på. ”Som det lige nu tegner sig, tænker jeg, at vi har begyndt et generationsskifte og det skal vi være omhyggelige med at videreføre ordentligt. Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt har sammen med andre været særdeles dygtige til at tiltrække mange unge, og det skal vi fortsætte med,” siger hun og konstaterer: ”Det er en stor gave at have mange unge, der er parat til at tage opgaver på sig.”

Jødemission er også global mission

For Krista Rosenlund Bellows er der ingen tvivl om, at Israelsmissionen også har noget at bidrage med, når global mission skal sættes på dagsordenen herhjemme: ”Jødemission er også en global mission, og vi bidrager til den. Vi skal – sammen med andre – arbejde med hvad jødemission og anden global mission gensidigt har at lære af hinanden. Det er netop vores opgave at opfordre til den samtale. Ellers bliver den let glemt. Vi har ikke så mange lønnede medarbejdere, så vi skal involvere mange frivillige, og vi skal arbejde sammen med andre, som gerne vil det samme. Og så skal vi sende folk ud for at kunne hente inspiration og erfaring hjem.”

Mission til det jødiske folk skal på dagsordenen – også i Danmark

Krista håber også på at jødemission kan komme på dagsordenen i dansk kirkeliv – bl.a. gennem samarbejde. ”Og så skal vi skrive og tale om jødemission, opfordre teologer og andre til at beskæftige sig med jødemission, være meget konkrete og udadrettede, have fokus på vores specifikke opgave, inddrage så mange unge og så mange frivillige som muligt, sende både unge og andre ud i missionsopgaver og invitere gæster til Danmark for at tale og inspirere.” Vi byder Krista velkommen som formand og lægger hende hen til Israelsmissionens venners forbøn.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503