Skip to main content

Tag: jesus

En lærlings bekendelser

Christian Rasmussen, generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og tidligere præst i Immanuelkirken i Jaffo, 31. august 2016

”Syv år, Niller. Så ved man et og andet,” sagde Sofie Gråbøl i Den Eneste Ene. Syv et halvt år i Jaffo. Så ved man vel et og andet; i det mindste har man vel lært et og andet? Det skulle man synes, og det har jeg vel også – altså lært noget. Herunder følger nogle eksempler.

Før vi tog til Immanuelkirken i 2009 havde jeg nok en grundlæggende idé om, at vi skulle ned og åbne Gamle Testamente (GT) for de jøder, vi måtte komme i kontakt med. De har jo fået Guds Ord betroet, som Paulus siger, så hvad kunne være mere naturligt end at åbne det og vise dem, at deres egen bibel dybest set handler om Jesus, deres og min Messias. Det kom ikke helt til at gå sådan – eller jo, men på en mere bagvendt måde, end jeg havde forestillet mig.

De gange jeg i begyndelsen snakkede om tro med jøder, gik jeg ofte direkte til GT og tog fat i nogle af de linjer, vi har dér. Løftet om en søn af Eva, der skulle knuse slangens hoved og selv blive såret i kampen; løftet om velsignelse til alle jordens familier gennem en fra Abrahams familie; løftet om en profet som Moses, men større end ham; løftet om en konge som David, men større end ham; løftet om en evig præst som Melkizedek, men større end ham og så videre.

Men dels fik jeg ofte den respons, at det godt kunne være, at GT kunne siges at pege på Jesus, men det gjorde nu ikke den store forskel, for GT havde ikke nogen betydning for dem og derfor ingen autoritet i deres liv, for de troede slet ikke på Gud. Derfor måtte vi begynde et helt andet sted med mere klassisk apologetik og tale om, hvorvidt det overhovedet er fornuftigt og relevant at tro på Guds eksistens.

Det er et typisk billede af Tel Avivs jøder i dag. Gennem-sekulariserede og mange præsenterer sig som ateister, selvom de fleste af dem nok reelt er agnostikere. En af vore lokale venner (som ellers er vokset op i et ortodokst hjem med en far, der er rabbiner) sagde, da vi mødtes for sidste gang inden afrejsen: ”Jeg fatter stadig ikke helt, I kan tro på Gud. Jeg mener, I er jo ikke dumme…”

Den havde jeg ikke set komme, før vi landede i Jaffo. Jeg troede nok lidt naivt, at jøder nærmest per definition tror på Gud, men det er altså ikke tilfældet.

Et andet fænomen gør sig gældende for mange af dem, der er 60+. Her har jeg mødt flere, som nok tror Gud eksisterer, men de vil ikke have noget at gøre med ham. Når han lod Holocaust ske, så er han ikke værd at samle på. Og her er jeg ofte kommet til kort. Der er ikke rigtig noget at sige, synes jeg, andet end at det kan jeg faktisk godt forstå. Hvad er det da for en Gud, der tillader noget sådan? Det ved jeg ikke – eller jo, det gør jeg jo, men jeg forstår det ikke.

Først Jesus og så Jesus

Ovenstående betyder, at jeg generelt begynder et andet sted, end jeg gjorde, da vi kom. Jeg begynder simpelthen bagfra. Med Jesus. Jeg giver dem et Ny Testamente og beder dem læse et af evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, Jesus er, og så overveje hvem de nu selv vil sige, Jesus er, og hvad det betyder for dem og deres liv. Når jeg tænker på dem, som vi har fået lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang Jesus, der har ledt dem tilbage til deres egen bibel mere end det er deres egen bibel, der ledte dem til Jesus.

Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men dette er blot min erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vores venner fra Jews for Jesus har noteret sig det samme mønster. En ung kvinde skrev følgende til mig i en e-mail tre uger efter hun første gang sad i mit kontor: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen ’Forrådt’. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser, og jeg ønsker, han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”

Jesus er uden tvivl også det nærmeste, vi kommer et svar på lidelsen og i dette tilfælde spørgsmålet om Holocaust. Ikke på dens ’hvorfor’, men på ’hvem’ der tillader den. Som John Stott siger: ”Jeg kunne aldrig selv tro på Gud, hvis ikke det var for korset. Hvordan skulle nogen i denne lidelsens verden kunne tilbede en Gud, der var immun over for den?”

Og så er det jo i virkeligheden slet ikke at begynde bagfra, når vi begynder med Jesus. Han er jo Alpha og Omega, begyndelsen og enden, så det giver faktisk rigtig god mening at begynde med Jesus og se, hvordan han og det han har gjort for os rækker både bagud og fremad.

Mangel på tro

Noget andet jeg (forhåbentlig) har lært er at have lidt mere tiltro til Gud. Jeg må nok være ærlig og bekende, at jeg fra start tvivlede på, at der ville komme nogen særlig frugt ud af vores tjeneste. Dels var vi helt grønne og kom direkte fra studierne, så hvad kunne vi lige bidrage med? Dels skulle jeg jo tage over efter Jan Mortensen, som både teologisk og pastoralt stadig står som et fyrtårn for mig, og som jeg ser både hen og op til. Det var da noget af en nedgradering de skulle undergå de stakkels mennesker i Jaffo. Dels var der det hebraiske sprog, som jeg ret hurtigt indså, jeg ikke fik tid til at investere nok i, og hvilke begrænsninger ville det ikke lægge ned over en præst, der i forvejen synes, han selv havde nok af begrænsninger. Og så den situation vi er i som kirke i Israel, hvor vi simpelthen fra start er bagud på point, fordi vi ikke ligefrem har historien med os. Hvordan jøder skulle kunne overbevises om, at kirken er bærer af troværdigt godt nyt, selvom den selv har været dårligt nyt for det jødiske folk op igennem historien, ja, det var da lidt op ad bakke. Nuvel, dette var jo lykkedes i Jans tid og også før ham og selvfølgelig også andre steder i Israel, så miraklernes tid var ikke forbi, men mon vi skulle få lov at se nogle af dem?

Verdens værste missionær

Nu er ydmyghed på egne vegne fint nok, og jeg håber, jeg har bevaret noget af den, men ydmyghed på Guds vegne er jo slet og ret blasfemi. Men Gud har vist mig, at han gør, hvad han vil, gennem hvem han vil. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men tumlede med at stole på, at det også gjaldt os i Jaffo. Paradoksalt nok. For netop fordi vi boede i Jaffo, har jeg ofte tænkt på Jonas, som ikke ville gå, hvor Gud kaldte ham (og som bekendt stak af fra Jaffo), og som, da han endelig kom til Nineve, blev bitter og vred, da de omvendte sig, og Gud frelste dem. Verdens værste missionær. Intet mindre. Ikke desto mindre reddede Gud, hvad der dengang var verdens største by, gennem den måske mest håbløse missionær verden har set. Kunne og ville Gud bruge Jonas, så kan han bruge lige præcis, hvem han vil. Nu blev hele byen desværre ikke frelst, mens vi var i Jaffo, men alligevel blev min mangel på tro til Gud gjort til skamme. Han brugte vores lille kirke til både at bringe nogle folk tilbage til ham og også til at nå nogle folk for første gang. Vi har fået lov at se folk vokse i tro og efterfølgelse af Jesus. Og måske for at vi ikke skulle tro, at det havde noget med os at gøre, så kom det i bølger, uden at vi gjorde noget anderledes det ene mere frugtbare halvår frem for det andet mere tørre.

Kald er godt

Jeg blev ret hurtigt glad for det gode gamle ord ’kald’. Jeg nærer ingen illusion om, at Immanuelkirken ikke ville have været bedre tjent med en anden præst end mig. Jeg har for eksempel i flere år haft en meget bedre underviser end mig selv i menigheden, så det er ikke bare falsk ydmyghed. Ikke desto mindre har jeg fundet frimodighed i, at vi blev sendt til Jaffo for at varetage en opgave, og netop den sendelse har givet frimodighed til at tage handsken op, selvom jeg havde folk omkring mig, som er dygtigere på mange af de områder, jeg skulle dække.

Mere frimodig

Det vil også være korrekt at sige, at jeg har fået en større frimodighed på evangeliets vegne, og det er jo skræmmende nok mildt sagt på tide! Men jeg kan se på min prædiken fra første gang vi holdt Åbent Hus og havde hundredevis af mennesker forbi til nogle korte gudstjenester, at jeg nok var klar nok ift. at gøre Jesus-tro både fornuftig og relevant, men overforsigtig med appellen til så at tage imod ham. Måske har den israelske mere direkte og uindpakkede måde at kommunikere på haft sin indvirkning, men uanset kan jeg se sort på hvidt i mine prædikener, at min forkyndelse har ændret sig i hvert fald på dét punkt.

Så når folk har spurgt mig, hvordan Immanuelkirken har ændret sig, siden vi kom, så har jeg svaret, at jeg ikke ved af, at den har ændret sig så meget. Det er vist mere mig, der har det.