Skip to main content

Tag: jews for jesus

En historie om et søgende ægtepar, en bog med rabbinsk litteratur og et stjålet testamente

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Yoel Ben David og hans kone Adele kommer begge fra jødiske familier men lever i dag som Jesus-troende jøder. De er begge opvokset i europæiske storbyer og har med deres arbejde for organisationen Jews for Jesus boet flere steder i verden blandt andre i New York, San Fransisco og London. For et par år siden flyttede de til Jerusalem for at åbne et kontor for Jews for Jesus her. De er gift på 22. år, har sammen fire børn, og så har de viet deres liv til at fortælle om Jesus som jødernes Messias. Her fortæller de om at være på en spirituel rejse som førte fra Europa til Israel, og derfra fra ortodoks jødedom til kristendom. Læs med og bliv samtidig klogere på jødedom.

’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’

En livsforvandlende aften i Israel for to årtier siden

En oprørt og målrettet 20-årig Yoel Ben David går gennem Jerusalems gader imod sin veninde Judys hus. Han har netop lagt Esajas’ bog kapitel 53 fra sig, og spørgsmålene myldrer i hans hoved. Efter års søgen på sandheden ved han, at han er stødt på noget, der vækker resonans i ham. Nu har han, en ortodoks jødisk mand, et altoverskyggende behov for at tale om, om Jesus er den Messias, han har læst om. Han banker på døren og siger uden omsvøb: ’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’ Hans veninde inviterer ham indenfor, og de begynder en samtale, som Yoel husker klart som dagslys mere end tyve år efter.

På kontoret i Jerusalem

Vi møder Yoel og Adele på Jew for Jesus’ kontor i Jerusalem i et af de jødiske kvarterer lidt vest for Den Gamle Bys mure. Kontoret ligger på fjerde sal, men navnet står hverken på postkasserne i lobbyen eller på noget skilt på døren. Arbejdet med mission til jøder kan være en varm kartoffel, og specielt i den religiøse højborg Jerusalem, er det ikke alle, som ser lige mildt på denne praksis.  

Yoel laver kaffe og te, og tilbyder chokolade i tilfælde af, at vi, med hans ord, har brug for den slags. Det har vi. Samtalen glider let, og Yoel fortæller, at han har inviteret sin kone med til interviewet, så vi også får mulighed for at kigge på noget pænt, mens vi er der. Man har let til grin i Yoels selskab, og stemningen er munter. Som lovet kommer en smuk og venlig Adele ind ad døren med favnen fuld af indkøbsvare. Hun begynder at stille på plads i det lille køkken, mens vi taler om forskellene på kaffepræferencer rundt i verden. Hun undrer sig over skandinavens evne til at drikke kaffen helt sort og britens foretrukne te med citron. Hun fortæller, at hun foretrækker sin kaffe som europæer med masser af mælk. Vi skal tale om deres spirituelle rejse. Vi sætter os og går i gang med en fortælling som netop starter i en af de europæiske hovedstader, Berlin, et år før årtusindskiftet.

Udlængsel og en envejsbillet tilbage til rødderne

I slut-90’ernes Berlin sad en ung, oprørsk, jødisk kvinde med drømme om at komme ud i verden. Adele skændedes ofte med rabbinerne og kunne ikke finde mening i anvisninger og regler, hun fik fortalt i synagogen. En luftforandring var tiltrængt, og hun søgte til Israel gennem den mulighed alle ikke herboende jøder har: en af staten Israel betalt envejsbillet, som ikke skal betales tilbage, så længe man bliver i landet. Hun så det som sin billet ud af Tyskland og ud i verden.

’’Kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.”

Vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk

Yoel og Adele beskriver, at de begge tidligt begyndte at søge efter svar på spørgsmål, som ikke var blevet diskuteret i deres familier. Adele fortæller om sin families forhold til religion. ’’Vi fejrede helligdage, men Gud var ikke inde i billedet. Vi tog til synagogen en gang i mellem. Men min familie var til gengæld meget spirituelle. Min far kunne jævnligt finde på at tage mig med til et yogacenter, hvor han deltog i alle deres ritualer. Han havde intet problem med at bukke for en yogalærer eller et buddhistisk billede, hvor det for mig føltes forkert.’’ Teenageren Adele brød sig ikke om at bøje for andre religiøse figurer og følte tidligt, at hun ledte efter noget, som ikke fandtes i familiens tilgang til religion. ’’I den tid var jeg i høj grad søgende,’’ fortæller hun.

Yoel kom til Israel på samme tidspunkt som den jævnaldrende Adele. Han og hans familie flyttede hertil for at være tættere på den familie, som allerede boede her. Yoel er opvokset i England og Frankrig med en jødisk, marokkansk mor og en skotsk far. Yoel fortæller om sin mors jødiske opdragelse af ham og hans bror. ’’Min mor var meget traditionel. Hun troede på Gud, troede på jødedommens visdom men udlevede det ikke som sådan. Hun ville insistere på traditioner som for eksempel at spise et særligt måltid og bede en bøn fredag aften og at fejre helligdage og den slags.’’ Adele tilføjer opklarende, ’’kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.’’ Yoel beskriver sit barndomshjems religion med en sammenligning, som resulterer i et grin fra Adele. ’’Den sammenligning jeg altid laver er, at vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk. Det var sådan, det var. Da Adele og jeg blev ortodokse indså vi, at det ikke reelt på kosher, som lovene fra Torahen foreskriver det. Det var ’pick and choose.’ ’’

Kosher

De jødiske spiseregler kaldes kosher og er (If. Jødisk trossamfund) et andet ord for, at noget er egnet og henviser til, hvordan man bør forholde sig til fødevarer. Særligt to steder i Torahen er de jødiske spiseregler udpenslet, nemlig i 3. Mosebog kapitel 11. og i 5. Mosebog kapitel 14.

Et måltid er kosher, når kød og mælkeprodukter ikke er blandede. Nogle jødiske husholdninger tilbereder disse ting i forskellige gryder og pander, og nogle gange endda i to forskellige køkkener. Der vil heller ikke findes kød og mælkeprodukter på samme måltidsbord, og der vil ofte være to forskellige slags tallerkner og bestik afhængigt af, om man spiser måltider bestående af det ene eller det andet. Skaldyr er ikke på menuen, og under påsken er usyret brød til gengæld et must. Sådan lyder nogle af kosher-spisereglerne fra Torahen, Mosebøgerne, som jødisk-troende lever efter i forskelligt omfang.

Forelskelse, militærtjeneste og medbragte pander

19-årige Yoel og Adele mødtes på den hebraiske sprogskole Ulpan i 2000. Det er et skole-kampus, man begynder på, når man flytter til landet uden at tale sproget. De genkendte den religiøse søgen i hinanden, forelskede sig, og inden for et år blev de gift. I tiden efter levede det unge ægtepar som ortodokse jøder. Adele rejste med egne pander, når de skulle besøge familie, så de kunne overholde kosher-spisereglerne, og da Yoel blev kaldt til militærtjeneste, søgte han ind i det militære rabbinat for at være omkring andre religiøse tjenende med samme værdi-sæt som hans. De brugte meget tid på at studere de religiøse tekster, tale om dem og finde meningen i dem sammen.

Ortodoks jødedom

Ortodoks jødedom er (If. Jødisk trossamfund) en af tre hovedgrene inden for jødedom. I ortodoks jødedom fastholdes Torahens, Mosebøgernes, status som åbenbaret fra Gud, og fornyelser er kun mulige, hvis de kan begrundes i talmudisk litteratur (rabbinsk litteratur). Ortodokse jøder lægger stor vægt på ritualer og på religiøs lærdom, og man lever efter Toranens love. Det indebærer blandt andet at holde shabbatten, hviledagen, hellig og at overholde kosher-spisereglerne. I omegnen af 15 % af verdens jøder skønnes at være ortodokse, hvoraf en stor del bor i Jerusalem. Ortodoks betyder rettroende.

”Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod.”

Kan man forstå Biblen uden hjælp fra rabbinerne?

Yoel og Adels åndelige rejse runder et nyt hjørne, da de møder en person, der skal vise sig at blive meget betydeligsfuld for deres liv. Yoel fortæller: ’’Og så mødte vi Judy!’’

Judy var en vens ven, og hun syntes at have nogle af de svar, ægteparret havde søgt efter længe. Adele fortæller om mødet med hende og tankerne, hun havde i den forbindelse. ’’Hun talte om Biblen, som ingen andre, jeg havde hørt tale om den før. Det var som om, hun kendte den ud og ind. Jeg var selv i konstant diskussion med rabbinerne; jeg satte spørgsmålstegn ved tingene hele tiden. ’Det her giver ingen mening, hvorfor skal jeg gøre det?’ Judy sagde, ’bare læs Biblen.’ ’’ Adele forklarer, hvorfor det ikke var faldet hende ind før. ’’Når man er religiøs, har man så travlt med at lære, hvad man må, og hvad man ikke må, at man ikke bruger særligt meget tid på faktisk at læse den egentlige Bibel.’’

Yoel forklarer den måde, han studerede Biblens ord på tidspunktet. ’’Jeg læste det ugentlige Torah-portion. Det er den ugentlige læsning i synagogen fra de fem mosesbøger. Måden, man læser Biblen, som ortodoks jøde, er ved at læse måske fire eller fem linjer fra Biblen, og så læser man to sider af kommentarer i Talmud. Så jeg læste egentligt ikke Biblen. Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod, og så ville jeg læse de rabbinske kommentarer. Jeg ville før det aldrig gå til teksten selv.’’ De to blev draget af tanken om at finde ud af, hvad Biblen kunne fortælle dem. De ville vide forskellen på Guds ord og rabbinernes.

Talmud

Talmud er en litterær samling af rabbinske kommentarer til Toranens, Mosebøgernes, tekster. Traditionelt blev disse kommentarer overleveret fra generation til generation, men de blev skrevet ned for første gang i 400-tallet. Talmud betyder ’studie’ på hebraisk, og netop studiet af skrifterne bliver af flere ortodokse troende set som den sikre vej til et rettroende og gudsnært liv.

Talmud behandler mange temaer. Blandt andre nogle af livet store mystiske emner som religion, etik, ritualer og magi. Men Talmud indeholder også mere jordnære råd og fortællinger om historie, handel, håndværk, sociale problemer og humor. Talmud er et mere omfattende værk end Tanakh, den hebraiske bibel. Derfor vil den læsende typisk læse et mindre stykke i Torahen, Mosebøgerne, og så læse de sidelange tilhørende kommentarer i Talmud for at forstå meningen.

Tanakh

Den hebraiske bibel, Tanakh, består af Nevi’im (Profetlitteraturen) og Ketuvim (Skrifterne) og Torahnen (Mosebøgerne). Afhængig af overbevisning og grad af ortodoksi eller konservatisme, vil man forsøge at efterleve lovene i Torahen. Her findes blandt andet ræsonnementet bag kosher-spisereglerne.

De fleste jødisk-troende går til deres bibel på en anden måde, end der er tradition for i den kristne bibellæsning. Det er ikke unormalt, at man søger svar hos sin rabbiner i den lokale synagoge, hvis man savner svar på et spørgsmål om Guds præcise vilje. Lige så brugt et forståelsesværktøj er det litterære værk Talmud. Man vil typisk søge hjælp til fortolkning en af de to steder, når man studerer den hebraiske bibel, Tanakh. Derfor kan det være svært at vide præcist, hvilke udsagn der findes i Tanakh, og hvilke der er rabbinske overleveringer fra Talmud, hvis man ikke studerer teksterne selv.

”Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem.”

Hverken Abraham, Jakob eller Isak var særligt kloge

Adele beskriver sin oplevelse, efter hun blev opfordret til at læse. ’’For mig var målet at læse Biblen fra ende til anden. Jeg havde ofte fået at vide, at Gud sagde det her eller det her, og du bør gøre sådan her og sådan her. Men jeg ville vide: Hvad sagde han egentligt? Diskursen i ortodokse jødiske kredse er, at det kun er de hellige, rabbinerne, som kan forstå teksten. Det er derfor, vi andre læser kommentarerne i Talmud. Men jeg tænkte, hvad jeg ikke forstår, forstår jeg ikke, men jeg kan i hvert fald finde ud af, om det står skrevet eller ej. Ikke alene kom jeg til at forstå min egen historie bedre men også Guds karakter. Det gjorde en kæmpe forskel for mig.’’ Yoel uddyber: ’’Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem. Så da vi faktisk begyndte at læse Biblen selv – uden kommentarerne, var det en helt anden oplevelse. Man læser historien om Gud og hans forskellige forhold til de forskellige mennesker. Vi læser om Abraham og ser til den rabbinske litteratur, som fortæller om Abraham som en meget hellig og fantastisk mand. Man tænker, jeg kan aldrig blive som Abraham. Men når man læser teksten, tænker man, at hverken Abraham, Jakob eller Isak er særligt kloge. Man oplever Gud være tålmodig, Han prøver at guide og håndtere dumme mennesker. Jeg har læst andre hellige bøger blandt andre Koranen og Bhagavad Gita, men da jeg læste Biblen, tænkte jeg: Den her bog portrætterer mennesker, som de faktisk er – fejlbarlige, for det er vi. Så at læse Biblen selv ændrede fuldstændigt min måde at se på Gud. Det styrkede min tro. Jeg tænkte, ’jeg kan faktisk tro på den her Gud og på en bog, som beskriver mennesker som reelle mennesker.’ ’’

”Du må forklare det for mig!”

Esajas 53, Messias i Det Gamle Testamente

Mødet med Judy og de rene bibelske tekster gav de to en masse svar men også nye spørgsmål. Hvilket leder historien tilbage til den aften, Yoel er nået til Esajas, 53. Han har læst det igen og igen, men det forvirrer ham. ’’På et tidspunkt når jeg til at læse Esajas 53, og for mange jøder er det en stor ting at læse det stykke. Mange mennesker oplever at komme til tro gennem at læse det specifikke kapitel, fordi det er et meget klart billede af Jesus men i det gamle testamente. Jeg læste kapitlet men forstod det ikke. Så jeg tog hen til Judy og sagde, ’Okay, vi har aftalt at læse den rene tekst uden kommentarerne i Talmud, men det her stykke irriterer mig virkeligt. Jeg bliver ved med at læse det igen og igen, men jeg kan ikke forstå det. Du må forklare det for mig!’ ’’ Judy inviterer Yoel indenfor til en samtale. En samtale som han, en jødisk mand, aldrig havde regnet med nogensinde at skulle have.

Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!

Både Yoel og Adele har oplevet deres familier som meget sekulariserede og kulturelt-troende. Dog har der altid været en stærk diskurs i familierne om, at kristendom ikke var noget for dem. Blandt andet derfor kan det være et stort skridt for en jødisk-troende så meget som at underholde ideen om Jesus som den jødiske frelser. Yoel fortæller, at han sad med et vælg af tanker og forbehold i Judys stue for over tyve år siden. ’’Og jeg sidder der og tænker, ’øh nej, jeg kan da ikke tro på Jesus, jeg er jo jødisk, det kan ikke passe!’ Men så går noget op for mig, mens jeg gennemgår alle disse grunde i mit hoved. Jeg har levet som ortodoks jøde. Jeg havde søgt forskellige steder uden at finde sandheden, så hvorfor siger jeg nu nej til Jesus? Og det går op for mig, at den eneste grund til, at jeg siger nej nu, er at min mor altid har sagt til mig som barn, ’Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!’ Og det var det eneste, som holdt mig fra at underholde ideen faktisk!’’ Efter at have indset det, følte Yoel sig ikke mindre forvirret end før. Han måtte have hjælp til at opklare det hele.

”Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Yoels åbenbaring af Jesus og Adeles umiddelbare modvilje

Yoel sidder i Judys stue og beder om hjælp fra Gud. Han taler til ham. ’’ ’Gud, jeg læser alle de tekster, og det giver ikke mening for mig. Jeg har brug for, at Du træder ind og viser mig sandheden’, og i det øjeblik ser jeg for mit indre øje Jesu ansigt. Jeg sidder der, og et billede, jeg har haft i min bevidsthed, bliver vist foran mig, og jeg følte Gud kommunikere. ’This is it,’ tænkte jeg. Det her er Hans svar til mig. Jeg overgav mig til den åbenbaring og sagde til Judy, ’hvis det her er sandheden, hvis Gud vil have mig til at tro det her, vil jeg tro det.’ ’’ De afslutter en af de mest betydningsfulde aftener i Yoels liv med en bøn, og som Yoel forlader Judys hus, slår en tanke ned i ham. ’Hvad med Adele? Hun sidder jo derhjemme! Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Adele sidder i parrets soveværelse og læser i Torahen. Hoveddøren går op, og hendes mand kommer ind. Tydeligt oprørt og med noget på hjerte: ’’ ’Adele, det mest frygtelige er sket! Jeg har fundet ud af at Jesus er Messias!’ Og jeg forventer en stor reaktion fra hende naturligtvist, men hun kigger bare på mig og siger ’øhh.’ ’’ Adele fortæller om sin reaktion: ’’Jeg var slet ikke i humør til en stor åbenbaring den dag! Ser du, for mig var det ikke en tillokkende tanke, at det kunne være sandt. Jeg tænkte: ’Hvad? Kristendom af alle ting – nej tak.’ Jeg søgte jo efter noget sandfærdigt, noget skjult, ikke kristendom som havde været lige der i min nærhed hele mit liv’’ Yoel forklarer vittigt om sin kones sandhedssøgen: ’’Hun håbede på at rejse ind i junglens dybeste skove, finde en grotte, og dér ville sandheden lyse hende i øjnene!’’ De griner begge af Adeles umiddelbare modvilje ved tanken om kristendom. Men hun fortæller, at hun samtidig vidste, at når det kom fra Yoel, måtte der være noget om det. Hun stolede på, at hvis han troede det, måtte det være sandt – selvom det langt fra var, hvad hun havde regnet med. Adele beslutter sig altså for, for første gang i sit liv, at forholde sig til den Jesus, hun har hørt så meget om.

”Skriften talte for sig selv.”

Det stjålne testamente

Yoels var på tidspunktet en del af det militære rabbinat og stod for at holde styr på et lager, hvor man blandt andet opbevarede forskellige religiøse bøger. Når man sværger sig ind til militærtjeneste i Israel, holder man sit våben i den ene hånd og sit helligskrift i den anden. Det være sig Torahen, Koranen eller Det Nye Testamente alt afhængigt af, hvilken religiøs overbevisning, man har. Han gik ind i lagerbygningen og fiskede et eksemplar af Det Nye Testamente frem, smuglede det med hjem og gav det til Adele. På den måde læste de begge for første gang historierne om Jesus.

Skeptikeren Adele gik ind i læsningen for at modbevise den. ’’Jeg ville jo læse den kritisk fra side til side for at finde ud af, hvad der var galt med det. Men jeg fandt ikke noget, som jeg ikke kunne lide. Jeg var forbløffet over det, jeg læste. Jeg tænkte, ’Jesus er virkelig cool’. Og ved slutningen af Matthæusevangeliet var jeg rørt til tårer! Da jeg havde læst det fra ende til anden, gik det op for mig, at det hele var godt! Jeg kunne ikke finde ene eneste ting, som var galt med Det Nye Testamente. Skriften talte for sig selv. Efter det tænkte jeg, ’jamen, Jesus kunne godt være Messias.’ Det var en revolutionerende tanke for mig.’’

Hvorfor har vi aldrig hørt historierne før?

Yoel og Adele finder begge den sandhed, de har søgt efter i Det Nye Testamente og i tanken om Jesus. Yoel kommer hjem en dag og finder sin kone med tåre i øjnene. Hun har netop færdiggjort Matthæusevangeliet, og det har rørt hende dybt. Hun ser på ham og spørger, hvorfor ingen nogensinde har fortalt dem de historier før. ’’Netop dér indså jeg, hun havde ret.’’ Fortæller Yoel. ’’Her var vi: to jødisk-troende, bosiddende i Jerusalem, hvor Jesus levede, døde og rejste sig fra de døde, og alligevel kender INGEN faktisk den historie. Det fik mig til at indse, at jeg ville tale med folk om den’’ Det blev Yoels drivkraft og efter at have færdiggjort sin værnepligt, begyndte han på bibelskole og engagerede sig i den missionerende organisation Jews for Jesus, hvor han har arbejdet lige siden.

Tilbage på kontoret

Tilbage på kontoret er vi gået over den aftalte tid, for historien er ikke hurtigt fortalt, og det er svært at bryde af midt i så medrivende en fortælling, som Yoel og Adele har fortalt. Vi har fået rigeligt med kaffe, som vi nu hver især bedst kan lide den, og Adele inviterer på frokost. En formiddag fuld af grin og bevægende fortællinger ender, og da vi bryder op, er vores afsked fyldt med kram og varme ord om fremtiden. Vi efterlader Yoel og Adele til deres travle hverdag med missionsarbejdet i Jerusalem og går en livshistorie rigere ud i byens lunefulde forår.

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

Træd ind i Herren din Guds pagt

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Stan Meyer, 23/11 2017

Josh Leon er vokset om i et ultraortodokst miljø. Men da han kom hjem efter et længere studieforløb i Jerusalem, oplevede han et tomrum i sit liv. Dette tomrum udfyldte han med et stofmisbrug, der endte med at opslugte ham fuldstændig. En dag fik han en snak om Jesus med en kunde fra hans arbejde, og dette blev et afgørende vendepunkt for ham. Læs historien om, hvordan Gud greb ind i Joshs liv nedenfor.

Josh Leons forældre har ikke altid været ortodokse jøder. Som mange andre jødiske løsarbejdere i 1970’erne var de i opgør med samfundets fastlagte strukturer og søgte nye spirituelle oplevelser. Familien ankom til Berkeley i Californien, hvor de eksperimenterede med new age, kabbalah og prøvede selv et bibelstudie arrangeret af Jews for Jesus. På et tidspunkt opdagede de ”Chabad of Berkeley”, der blev ledt af rabbiner Yehuda Ferris og begav sig entusiastisk ind i det ultraortodokse miljø. Senere flyttede de til Fairfax-distriktet, som ligger hjertet af det ultraortodokse miljø i Los Angeles.

Josh gik på en ortodoks skole og hver fredag aften og lørdag deltog familien i sabbatskolen (shul). De overholdte mange omfattende kosherregler, og selvom de talte engelsk derhjemme, havde de tit samtaler på jiddisch i skolen, sabbatsskolen og på markedspladsen.

Det ortodokse liv
Da Josh blev tretten fejrede han sin bar mitzvah i menigheden Kehillat Yitzchok. I gymnasietiden indeholdte halvdelen af hans studier Talmud og toraen med kommentarer af Rashi – en rabbiner fra middelalderen. Den ortodokse levevej var forudsigelig, struktureret og disciplineret. Bylivet, der ellers kan være uklart og flyvsk, blev holdt på afstand, og han vidste, hvem han var og hvad, der blev forventet af ham. Da han blev færdig på gymnasiet i 1996, sendte Joshs forældre ham til Jerusalem for at studere ved den jødiske institution yeshiva i atten måneder. I marts 1998 vendte han tilbage til Los Angeles retningsløs. Da han havde forladt det intense yeshiva-miljø, oplevede han en uforudset lettelse. Han havde intet arbejde, ingen uddannelse og ingen retning i livet. Han vendte tilbage til en verden fyldt med tvetydighed, ingen grænser eller sociale normer. Han var ny flyttet ud af sine forældres hus, men følte sig fuldstændig fortabt i Los Angeles uden nogen motivation til at finde et arbejde. Noget tid derefter introducerede en bekendt ham til stoffer. Der var noget mørkt og attraktivt over dem, og den festverden, de cirkulerede i. Først prøvede han marihuana, og da han kunne lide effekten, fortsatte han videre til kokain og crytal meth. Stofferne motiverede ham til at arbejde, de fik ham til at føle sig kreativ og gav ham en form for selvtillid.

Oplevelserne i Los Angeles med festerne og stofferne opslugte ham fuldstændig. Han havde aldrig før erfaret en ekstase og en spænding af denne slags. Men han fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne undslippe den negative effekt, stofferne havde på ham. Han levede et dobbeltliv, hvor han prøvede at opretholde kontakten til det ortodokse miljø, han voksede op i alt imens, han blev opslugt af det mørke Hollywoodliv om natten.

Josh hører om Jesus
Ortodokse venner af familien blev bekymrede for Joshs nedtur. En ven af familien tilbød ham et job i salgsafdelingen i et engrosfirma. Fra 7.30 til 16.30 sad Josh ved et skrivebord i et kæmpe varehus, hvor han ringede til kunder og potentielle nye klienter. Om aftenen tog han bussen tilbage til hans lille lejlighed i det vestlige Hollywood.

Efter tre uger begyndte det monotone liv at blive en tung byrde på hans skuldre, og han blev draget tilbage til misbrugsmiljøet. I løbet af den tredje uge talte Josh med en spændende kunde over telefonen, der hed Jay. Jay var medlem af en marginal kristen sekt, hvor medlemmerne boede sammen i deres eget fællesskab, bar uniformer, havde en striks disciplin og kaldte dem selv for ”hæren, der ikke spilder noget blod”. Denne gruppes personlige disciplin og seriøse tro tiltalte Josh, der mindede om hans egen traditionelle barndom.

Jay spurgte ham, ”Josh, hvad tænker du om Jesus?”. Spørgsmålet gav Josh en opvågning. Hans arbejdsgiver var ortodoks, og han var lige startet på jobbet. Han havde ingen ide om, om hans arbejdsgiver lyttede til telefonsamtalerne. Josh fortalte Jay, at han var ortodoks jøde, og at jøder ikke tror på Jesus. Men dybt nede havde Josh lyst til at høre mere. Han gav Jay sit telefonnummer og bad ham ringe om søndagen.

Den søndag ringede Jay. De debatterede og diskuterede, hvorvidt Jesus kunne være messias. Selvom Jay ikke kunne hebraisk eller aramæisk og ikke kunne citere talmud, kendte han de hebraiske skrifter. Josh følte, at dette medlem af ”hæren, der ikke spilder blod”, kunne argumentere på en måde, han ikke havde mødt før. Samtalerne varede ved otte uger, før Josh bad Jay om at stoppe med at ringe.

Google leder til jesustroende jøder
På arbejdet fortsatte Josh med at ringe til kunder, men han blev ved med at tænke på Jay. Under sin frokostpause begyndte han at søge på Google efter jøder, som tror på Jesus, og her stødte han på Jews for Jesus’ hjemmeside. Han fandt et link med titlen ”svar”, som ledte ham til en side fyldt med spørgsmål, han havde omkring Jesus og messias. Josh blev nervøs. Blev hans computer overvåget? Var der nogen, som kunne se, at han kiggede på denne hjemmeside?

Josh udfyldte gæstebogen tøvende, og her blev han sat i kontakt med en medarbejder, som hed Chad. Chad var en del mere afslappet end Jay og mindre voldsom, og han var i stand til at give grundige og detaljerede svar fra de hebraiske skrifter på Joshs spørgsmål. Josh begyndte at overveje, om rabbinerne kunne have taget fejl om Jesus.

Han var i stor konflikt med sig selv i spørgsmålet om Jesus. Men han troede, at kun Gud selv kunne frelse ham fra hans liv i stofmisbrug, og hvis Jesus var den lovede messias, så var troen på ham det rette svar. Josh besluttede at gå i den retning.

Chad introducerede Josh til et fællesskab af messianske jøder. To af dem, Mike og Nikki, inviterede Josh med til Malibu strand for at bekræfte hans beslutning om at følge Jesus. Ortodokse jøder, både mænd og kvinder, praktiserer mikveh, som er en rituel renselseshandling. Dåben kommer ud af denne tradition. Det var en klar og frisk eftermiddag d. 8. september 2007, da Nikki og Mike inviterede Josh til at bede sammen med dem til Abrahams Gud og modtage Jesus som han frelser. Det gjorde Josh, og han blev døbt i havet.

Josh mærkede solens varme stråler på sine skuldre og følte hvordan de tunge mørke byrder i hans liv blev løftet bort. Han huskede, at det var den sidste sabbat før Rosh Hashanah. I dette øjeblik rundt omkring i synagogerne læste jøder verden over torastykket Nitzavim: ”I står i dag alle sammen for Herren jeres Guds ansigt. (…) Du skal træde ind i Herren din Guds edspagt, som Herren din Gud i dag slutter med dig” (5. Mosebog 29, 9-12). Nu stod Josh foran Gud, kongernes konge, og havde indgået en ny pagt med ham.

Jeg arbejder for Jews for Jesus, og Chad havde introduceret mig til Josh. Josh ringede til mig for at fortælle mig, hvad han havde gjort, og jeg begyndte at mødes jævnligt med ham. Hans længsel efter stoffer var væk. Vi mødtes nær hans arbejde i det østlige Los Angeles, men Josh prøvede at holde hans beslutning skjult og lige så hans nye fællesskab med Jesustroende. Efter noget tid kastede han frygten for, at hans arbejdsgiver skulle finde ud af det, væk. En dag bad han mig om at sende en e-mail til ham med noget information, selvom han var på arbejde.

Grebet på fersk gerning
Klokken 10 bad hans overordnede ham komme ind på hans kontor. E-mailen fra Jews for Jesus lå tydeligt fremme på hans skrivebord. ”Josh, kan du forklare denne e-mail?” spurgte han. ”Hvorfor er du involveret i Jews for J?” (Han nægtede at sige Jesus). I mere end en halv time udspurgte han Josh med spørgsmål om hans tro, hvad der havde ledt ham til Jesus og hans engagement i Jews for Jesus. Men hans overordnede vidste, at han ikke kunne fyre ham lovligt grundet hans tro. ”Josh, bare hold det for dig selv, og så taler vi bare ikke om det,” sagde han. Men der gik ikke længe, så var Joshs familie og det ortodokse fællesskab klar over hans nye tro. Underligt nok, så lod de bare som om, de ikke vidste noget, og Josh blev ved med at komme der. En gang i mellem spørger en bekendt privat ind til hans tro.

Josh arbejder og bor stadig i det ortodokse fællesskab. Han kommer også i en kirke, hvor han spiller klaver i lovsangsteamet. Josh fejrer de jødiske højtider med andre messianske jøder, og bliver ved med at studere. En af de ting, han holder allermest af, er at læse rabbinske tekster og opdage, hvad han ser, som flere beviser på, at Jesus opfyldte hans jødiske folks messianske forventninger.

  Historien er oprindeligt skrevet på engelsk. Læs den originale version her.

Den tyske evangeliske kirke anerkender messianske jøder

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/11 2017

Den tyske evangeliske kirke (EKD) tager emnet om messianske jøder op i en ny publikation, der sigter på at informere om bevægelsen og på samme tid begrunde EKD’s teologiske standpunkt om et nej til jødemission. EKD mener ikke, at kristne er kaldet til at missionere for jøder, da Bibelens Gud er Israels Gud – også for den ikke-omvendte jøde. Dette reagerer Avi Snyder, leder af den europæiske afdeling i Jews for Jesus, på i et lille skriv, hvori han udtrykker, at Guds frelsesplan gennem Jesus i lige så høj grad er tiltænkt jøderne som hedningerne.

Fælles tro på Jesus åbner mulighed for dialog
Den tyske evangeliske kirke står stadig fast på deres standpunkt om, at kristne ikke skal missionere for jøder. ”Gud er trofast mod hans folk. Når vi som kristne knytter os til den nye pagt Gud lavede i Jesus Kristus, knytter vi os samtidig til, at Guds pagt med hans folk Israel stadig står ved magt… Derved står det klart, at kristne ikke er kaldet, uanset deres mission i verden, til at vise Israel vejen til Gud og hans frelse,” skriver Irmgard Schwaetzer, formand for den tyske evangeliske kirkes synode og fortsætter: ”Al bestræbelse på at overtale jøder til at skifte religion modsiger dermed vores tro på Guds trofasthed og udvælgelsen af Israel”. Dette anser EKD som værende en forudsætning for en positiv dialog kristne og jøder imellem, der på mange måder har været udfordret af Tysklands smertefulde fortid under 2. Verdenskrig. ”På trods af dette, vil samtalen med messianske jøder ikke blive grundlæggende afvist hvad angår vores fælles tro på Jesus Kristus,” konstaterer Schwaetzer.

Jesus er først og fremmest messias for jøder
I forbindelse med EKD’s publikation om messianske jøder skriver Avi Snyder, leder af den europæiske afdeling i Jews for Jesus:

I EKD’s publikation Judenchristen – jüdische Christen – ”messianische Juden”, konstaterer Dr. Irmgard Schwaetzer, formand for den tyske evangeliske kirkes synode, at “Jews for Jesus eller messianske jøder, er en selvudnævnt bevægelse, der har været aktiv siden 1970’erne i USA og siden begyndelsen af 1990’erne i Tyskland”.

Vi ved fra det nye testamente, at størstedelen af Jesus’ første følgere, inklusive apostlene, var hans med-jøder. Vi er glade for, at den tyske evangeliske kirke (EKD) har taget et skridt, og anerkendt vores eksistens. Vi ser frem til den dag, hvor EKD vil tage et skridt videre, og støtte den sag, der var så nær Jesus’ hjerte, nemlig at bringe evangeliet til hans jødiske folk, som han elsker og længes efter at frelse. Det var hans kærlighed til os jøder, der drev ham til at rejse ”omkring i hele Galilæa, undervise i synagoger, prædike evangeliet om Riget og helbrede al sygdom og lidelse blandt folket” (Matthæus 4,23). Det var hans kærlighed til os jøder, der fik ham til at instruere sine følgere i de første dage af hans præsteskab til at ”gå til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!” (Matthæus 10,6-7). Takket være de første jødiske missionærers anstrengelser, såsom apostlen Paulus’, blev Guds plan om at bringe evangeliet til hedningenationer ført igennem. Men selv Paulus huskede altid, at evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, ”jøde først” såvel som ikke-jøder (Romerbrevet 1,16).

”Jesus er alt for alle”
I Israelsmissionen glæder vi os over, at den tyske evangeliske kirke har taget et skridt henimod at oprette en dialog med messianske jøder. Vi håber, sammen med Avi Snyder og Jews for Jesus, at de en dag vil tage skridtet videre, og støtte udbredelsen af evangeliet til jøder. Som Kai Kjær-Hansen, tidligere formand for Israelsmissionen, har sagt det: ”Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, ellers er han slet ikke noget for nogen.”

Navnet, jeg ikke måtte nævne

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 12/10 2017

Steward Weinisch voksede op i et jødisk-ortodokst hjem. I sin barndom var han stolt over sin jødiske identitet, og oplevede en rigdom i de jødiske traditioner. Men da han blev bar mitzvah, fik han dog en følelse af, at der var noget, der manglede. Selvom han havde en masse religiøs træning, vidste han ikke, hvem Gud var. Da afgav han et løfte om, at han en dag ville finde frem til sandheden. Dette blev et afgørende vendepunkt for Steward. Læs om, hvordan han fik et møde med jøden Jesus og Gud radikalt greb ind i hans liv herunder.

Jeg var kun fem år gammel og havde ingen anelse om, hvad der foregik, da min familie samledes i mine bedsteforældres dagligstue dagen før Yom Kippur (den store forsoningsdag). Jeg husker stadig, hvordan min far tog en kylling, bandt dens fødder sammen og svingede den over vores hoveder mens kyllingen kaglede og fjerene fløj ud over det hele. Det var svært at tænke på andet end lyden og fjerene, men vi gentog alle pligtopfyldende sætningen: ”dette er min suppleant, mit stedfortrædende offer, min soning. Denne høne skal møde døden, men jeg skal finde et langt og behageligt liv i fred.” Min far tog kyllingen med ud i køkkenet, og det sidste vi hørte, var dens kaglen efterfulgt af et bump! Det var det.

“De kristne hader jøder”
I mine teenageår besøgte jeg en ortodoks synagoge i den nordøstlige del af New York, hvor jeg modtog religiøs træning i fem dage. Jeg var stolt over at være jødisk. Men omkring et år før min bar mitzvah havde jeg mit første møde med antisemitismen. Vi boede omkring halvanden kilometer fra synagogen, og mens min far og jeg var på vej derhen for at fejre Rosh Hashanah, begyndte nogle børn at kalde os øgenavne og kaste ting efter os. Jeg kendte de børn og var rådvild over deres opførsel. Sådan havde de aldrig ageret før.

”Hvorfor kalder de os øgenavne?” spurgte jeg. Min far var så oprørt, at han ikke havde lyst til at tale om det. Til sidst sagde han: ”kristne hader jøder, og vi har ikke noget at gøre med dem. Vi forbander Jesus.” jeg vidste ikke hvem Jesus var, jeg vidste bare, at min far reagerede voldsomt. Det var enden på diskussionen. Han lod mig aldrig bringe emnet på bane igen.

Første og sidste besøg i kirken 
Nogle måneder senere, døde en af mine bedste venners far. Nogle af de drenge, jeg hang ud med ville med til begravelsen, og spurgte mig, om jeg ville med. De stod alle ude foran den katolske kirke, og jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne gå med indenfor. De gik ind, mens jeg blev ude. Ti minutter senere besluttede jeg mig for, at han var min ven, og at det ikke betød noget hvilken religion hans familie udøvede. Jeg tog en dyb indånding, gik ind i kirken og listede ned ad altergangen hen til mine venner. Da jeg skulle sætte mig på deres række, kom jeg ved et uheld til at sparke til en af bedeskamlerne og det gav et ekko i hele kirken.  Alle vendte sig og stirrede på mig. Jeg følte mig skamfuld og overbevist om, at Gud dømte mig, svor jeg, at jeg aldrig ville sætte fod i en kirke igen.

Der mangler noget
På min bar mitzvah kiggede jeg på toraen, og fornemmede, at der manglede noget – i mig. Jeg havde en masse religiøs træning, men jeg vidste ikke, hvem Gud var. Lige der gav jeg Gud et løfte: ”en dag vil jeg afdække sandheden om hvem du er, og hvad du forlanger af mig.” I løbet af nogle få måneder, glemte jeg dog alt om mit løfte. Selvom jeg stadig kom i synagogen, var Gud fjern fra mine tanker.

Hvem er Jesus?
Da jeg var femten, kom en god ven forbi min lejlighed og spurgte, om han måtte læse højt fra sin bibel. Det sagde jeg ja til. Han læste kapitel 53 fra Esajas’ bog for mig. “Hvem tror du, det handler om?” spurgte han. “Jeg har ingen anelse,” svarede jeg. Han sagde, ”jeg tror, det er messias, Jesus.” Da det gik op for mig, at han prøvede at prakke Jesus på mig, smed jeg ham ud af lejligheden og bad ham om aldrig at tale til mig igen.

Nogle år senere, var jeg nødt til at konfrontere Jesus, manden, min far havde forbudt mig at tale om. Jeg så en kvinde, som udfordrede mig til at læse bibelen med hende. Da jeg var vokset op med den overbevisning om, at det nye testamente var forbandet, fokuserede vi kun på de hebraiske skrifter. Jeg begyndte at sammenligne den hebræiske bibel med det gamle testamente i den kristne bibel, og opdagede, at oversættelserne var meget ens bortset fra profetierne om messias.

Et barndomsløfte bliver brudt
Efter at have læst i skrifterne, besluttede jeg at bryde mit barndomsløfte og besøge en kirke. Præsten talte om hvordan Abraham var ”far” til jøderne og de kristne – specifikt far til alle dem, som tror på Jesus. Jeg reflekterede over denne ”tro” og indså i mit hjerte, at dette var noget, jeg ikke havde.

Ikke lang tid efter kiggede jeg i det nye testamente for første gang. Min ven (ham, jeg havde smidt ud af lejligheden) havde givet mig et lille grønt eksemplar af det nye testamente. Jeg havde pakket det ind i nogle gamle beskidte strømper og skubbet det ind bagerst i min kommode. Nu fandt jeg det frem igen. Efter at have læst det første vers: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn…” vidste jeg på en eller anden måde, at hvis det jødiske folk var bestemt til at have en messias, måtte det være Jesus! Ikke længe efter bad jeg Jesus om at komme ind i mit hjerte.

Den eneste jøde, der tror på Jesus
Til at starte med holdte jeg det for mig selv. Jeg tænkte, “jeg må være den eneste jøde på Jorden, der tror på dette.” Så huskede jeg, at en gang i mellem havde nogle fra Jews for Jesus givet mig nogle hæfter på Manhattan. Jeg havde en bunke, jeg aldrig havde læst, der lå ved siden af den grønne bibel, og af en eller anden grund havde jeg beholdt dem alle sammen. Så der var andre jøder, der troede på Jesus!

Inden for en uge havde jeg fortalt min eneste levende bedsteforælder, min mors mor, hvad jeg havde besluttet mig at tro på. Jeg havde aldrig hørt min bedstemor skrige før, da hun råbte: ”aldrig sig det navn højt i min tilstedeværelse igen!” Hun må have fortalt det til mine forældre, for da jeg kom hjem fra min bedstemor, havde min far en lignende reaktion. De forbød mig at fortælle andre i familien, hvad jeg troede på. Da min far faldt lidt til ro, sagde han, ”hvad er dette, noget nyt?”. ”Nej,” sagde jeg ”det er omkring to tusind år gammelt”. Det fik ham op i det røde felt igen.

Nogle år senere fortalte jeg min mor, at Jesus var ligesom påskelammet, der blev ofret for vores synder. Hun chokerede mig, da hun svarede: ”da jeg gik i skole, fortalte min bedste ven mig det helt samme.” Det overraskede mig at hun stadig kunne huske det 40 år efter.

De gode nyheder må deles! 
To ting blev hurtigt klart for mig: som det første indså jeg, at det var en ”all-or-nothing-deal”. Jeg blev nødt til at leve hele mit liv for Gud. For det andet måtte jeg bringe budskabet om Jesus til mit folk. En ven fortalte mig at Jews for Jesus havde en bibelstudiegruppe på Manhattan, og der begyndte jeg at komme. Efter et år besluttede jeg at tage på bibelskole, og da jeg dimitterede, begyndte jeg at fortælle andre jøder om messias.

  Fortællingen er oversat fra engelsk. Læs den originale artikel her.    

Jews for Jesus deler gode nyheder i Budapest

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/9 2017 

I forbindelse med det jødiske nytår har Jews for Jesus været på gaden i Budapest for at fortælle om evangeliet. Avi Snyder, leder af den europæiske gren af Jews for Jesus, deler opmuntrende fortællinger om nogle af de møder, de havde under kampagnen. Her i blandt et jødisk par, som blev inviteret til at lukke Jesus ind i deres liv, og en muslimsk mand, som valgte at tage imod Guds gave om et nyt liv.

Ildi fortæller:

”Min forlovede Gábor og jeg delte spørgeskemaer ud søndag morgen på en stor plads fuld af turister. Vi startede ud med at bede, og derefter gik vi ud for at tale med folk. Først mødte vi kun afvisninger, men så nærmede vi os et par, der så meget venlige ud. Jeg hilste på dem og stillede dem spørgsmålet ”hvem tror du, Jesus er” som jeg så ofte gør. De kiggede meget forundret på mig, og sagde noget, jeg ikke forstod, mens de vinkede afvisende med hænderne og gik væk. Gábor og jeg gik derefter videre for at tale med andre mennesker. Mens vi gik, foreslog jeg, at vi skulle bede til Gud om, at vi måtte få nogle gode samtaler. Mens vi bedte på ungarsk, begyndte nogen at råbe bag os: ”undskyld, vent, vent!” Derefter mærkede jeg nogen røre ved min skulder, og da jeg vendte mig om, så jeg kvinden fra det par, vi tidligere havde mødt. Hun sagde til mig: ”undskyld, men jeg læste bagsiden af din T-shirt. Det er jo hebræisk. Hvem er I?” ”Vi er jøder, som tror på, at Jesus er messias,” sagde jeg. ”Jesus?” sagde hun. ”Men jøder tror da ikke på ham.” Jeg smilede. ”Det gør jøder, som os.” De så først forbløffede ud men det udtryk blev hurtigt afløst af interesse. Eva og Sholom (ikke deres rigtige navne) var på besøg fra Israel. På trods af sprogbarrieren havde vi en dejlig snak på engelsk om Jesus, og de gav os med glæde deres kontaktinformationer, så vi kunne forblive forbindelsen ved lige.

Francoise fortæller:

”Jeg talte med en ung mand, Turan, som har en islamisk baggrund, men som ikke er praktiserende muslim. Han fortalte mig, at han havde hørt, at Jesus var en profet. Jeg gav ham ret, og tilføjede så, ”men han var så meget mere.” Turan lyttede, da jeg forklarede, at Jesus, profeten lige som Moses og samtidig Guds søn, gav sit liv for os som betaling for vores synder og opstod fra de døde – til forskel fra nogen anden profet eller messiansk kandidat før ham. Som samtalen skred frem, blev det klart, at Turan var tynget af sin synd. Jeg fortalte ham, at han kunne få del i evigheden ved at bekende sin synd for Jesus og ved at stole på ham. Dette skabte en ydmyghed hos Turan. Da jeg spurgte, om han havde lyst til at bede om Jesus’ tilgivelse og forpligte sig på, at følge ham, åbnede Gud hans hjerte. Selvom Turan indrømmede, at nogle af de her ting var svære at omfavne, havde han lyst til at tage skridtet. Og derefter, ord for ord, bad han en bøn om tilgivelse med mig, hvori han modtog Jesus og lagde sit liv over til ham.

Vær med til at bede sammen med os for kampagnen, og de mennesker, den har berørt. Bed særligt for de 24 mennesker, som har taget i mod Jesus som deres frelser.

Jews For Jesus planter frø

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Jews For Jesus’ kampagne ”Behold Your God”  har nået sin årlige afslutning. Kampagnen strækker sig over flere år, og fokuserer på tolv forskellige regioner i Israel. Dette år har den fundet sted i det sydligste af Israel i Aravah regionen. Igennem kampagnen søger Jews for Jesus at sprede evangeliet ved at møde mennesker i gadebilledet med litteratur, musik og andre kreative metoder.

Jews For Jesus’ missionsteam har gennem kampagnen uddelt 5,690 evangeliske hæfter og haft telefonsamtaler med mere end 812 mennesker om tro. Derudover har de modtaget kontaktoplysninger på 256 mennesker, hvoraf 224 af dem har en jødisk baggrund og ikke tror på Jesus. Afsluttende har teamet fået lov til at opleve, at fire mennesker har givet deres liv til Jesus.

Kampagnelederen fortæller
Peter Nasser, som var dette års kampagneleder, fortæller: ”Jeg er så taknemmelig for vores missionsteam, som har arbejdet utroligt hårdt for at dele evangeliet i Avarah regionen. De har vist et stort initiativ og tjent med flittighed, selv i solens brændende hede, for at sprede det gode budskab til folket i Israel. Jeg glæder mig over dem og takker Gud for, hvad han har opnået gennem deres indsats. Vores personale vil følge op på hver eneste kontakt, de har fået i Avarah regionen. Vi vil ringe til dem og invitere dem til samtaler om tro og Bibelstudie. Må hver enkelt frø, som evangeliet har plantet, finde vej til den gode jord og bære megen frugt for Herren!”

Hvad så nu?
Selvom 2017 kampagnen har nået sin ende, fortsætter arbejdet. I de kommende uger, vil der være forskellige begivenheder i Moishe Rosen Center i Tel Aviv. Den største af disse begivenheder vil være et kunstgalleri i forbindelse med Laila Lavan (den hvide nats) festival i juni. Det er femte år i træk denne event afholdes, og den har endda fået en plads i byens officielle program. Derudover arbejder de på at lave en spilleaften for naboerne og en særlig kagedag med en gæstekok.

Ungdomsgruppen er også ved at planlægge deres rejseprojekt Massah. Hvert år giver Massah unge jødiske troende fra 19-26 år muligheden for at tage del i deres fællesskab i nogle uger i Israel, for derefter at rejse til Indien eller Sydamerika for at mødes med israelske rejsende og dele evangeliet med dem.

Afsluttende planlægger de et stort og omfattende projekt i 2018 i Israel, der skal inkludere alle Jews For Jesus’ missionærer på verdensplan. Det bliver et kæmpe foretagende og det største af sin slags i deres afdeling i Israel. Forberedelserne begyndte tidligt sidste år, men opgaverne hober sig stadig op. Dan Sered, Missionary Director, udtaler: ”De logistiske forordninger alene er en stor udfordring, og vi har brug for jeres forbøn. Bed om at Gud må vejlede os og forberede os på denne enorme mission.”

Shmuel får interesse for Jesus
Sahar fra deres personale fortæller et vidnesbyrd fra kampagnen: ”jeg ringede til Shmuel* (navnet er ændret) i eftermiddags. Han er en gift mand med tre børn. Jeg fortalte ham, at vi arbejder på et projekt, der yder gratis litteratur om den mest indflydelsesrige karakter i hele Israels historie, som tilfældigvis er Messias. Shmuel var interesseret, og jeg delte min tro på Jesus som Messias med ham. ”Det er ikke retfærdigt, at det kun er hedningene der får lov at opleve Messias’ kærlighed,” sagde jeg, ”hvorfor ikke også vores jødiske folk?” Jeg forklarede, at det var formålet med mit opkald. ”Anderledes fra andre firmaer, der prøver at sælge dig noget,” sagde jeg, ”tilbyder vi en gratis bog der redegør for hvordan Jesus opfyldte profetierne i Tanakh (hebræiske skrifter).” Shmuel udtrykte, at han gerne ville have bogen, men han var usikker på det, da hans kone er ortodoks, og da han ikke ved, hvordan hun vil reagere. ”Det er fantastisk,” sagde jeg, ”I kan læse den sammen. Hun burde ikke have noget i mod, at du læser profetier fra Tankh. Sammen ser I måske, hvad den siger om Messias.” Han gav mig ret og gav mig sine kontaktoplysninger. Jeg ser frem til at høre, hvad han har at sige i de kommende uger.”

Israelitterne dummede sig – og det gør vi også

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Bibel og jødedom.

Samuel Rood, missionær for Jews for Jesus

Jeg husker, da jeg så det afsluttende øjeblik i Stephen Spielbergs animerede fortælling om udvandringen fra Egypten Prinsen fra Egypten. Opløftende musik lyder alt imens Moses kommer ned fra Sinaibjerget med de ti bud på to stentavler, og filmen ender.

Brok i ødemarken
Den Bibelske beretning slutter ikke helt så pænt. Lige så snart Israel når den anden side af det røde hav, bliver det mere og mere klart, at israelitternes største problem ikke var slaveriet i Egypten. På vejen fra Egypten til Sinai brokker folket sig, fordi de vil have vand (2. Mosebog 15,2-26) og derefter mad (2. Mosebog 16,1-3).  I kapitel 17 vers 2 er de utilfredse (læs: gør oprør) mod Moses, fordi de igen er tørstige og kræver vand. Dette mønster af brok og oprør forsatte gennem hele Israels tid i ødemarken. Så ankommer Israel til Sinai.

Gud nedstiger i en blanding af special effects, der inkluderer en stor sky, ild, torden og lyn, og hele folket hører hans stemme, da han taler de ti bud til dem. Moses tager op på bjerget og modtager lovene og budene fra Herren, og vender derefter tilbage for at undervise folket i dem. Da de hører alt Gud befaler dem at gøre, svarer de: ”Alt hvad Herren har talt, vil vi gøre, og vi vil være lydige”. Israelitterne kunne hævde at være uskyldige før Toraen blev givet til dem, da man kan sige at de syndede i uvidenhed om, hvad Guds vilje var. Men nu ved de, hvordan Gud helt konkret vil have, at de lever. De første to bud er klare: de må ikke have andre Guder end Herren, og de skal ikke lave afbildninger af Ham (2. Mosebog 20,2-5).

Sådan dummede de sig
Så hvorfor dummede Israel sig 40 dage senere ved at lave en guldkalv og tilbede den? Gud kalder endnu engang Moses op på bjerget, og giver ham videre instruktioner og to stentavler indgraveret med de ti bud. Fortællingen fortsætter: ”Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: ”Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.”” (2. Mosebog 32,1)

Rashi, rabbiner fra middelalderen, indikerer, at grunden til at folket bygger kalven, er fordi de tror, at Moses kommer for sent, og at de går i panik. Folket Israel konkluderer midt i fortvivlelsen og frygten, at de ikke har nogen til at lede dem og til at bringe dem frem for Gud. Dét motiverer dem til at bede Aron om at lave guder til dem, der kan lede dem.

Kan vi stole fuldt ud på Rashis spekulationer? Var hans formål at frifinde det jødiske folk – Aron især – for skyld i forhold til guldkalven? Det ved vi ikke, men ser man på fortællingerne, der leder henimod deres oprør mod Moses og Gud, kan frygt meget vel have motiveret israelitterne til at lave en ny gud. Hvad end deres motivation var, bliver de utålmodige med Moses og søger en erstatning.

Lav os en Gud!
Israelitterne går til Aron og forlanger, at han laver dem en gud. Moses havde ledt dem til og repræsenteret Gud for dem, men nu er han væk, og de har brug for noget at erstatte ham med. Arons udsagn i vers fem indikerer, at han og det jødiske folk ikke prøvede at erstatte Herren: ”I morgen er der fest for Herren (pagtens navn for Gud).” Ligesom Moses, skulle guldkalven repræsentere Gud for folket. Men dette var ikke den slags tilbedelse Gud ønskede. Han ønskede ikke at Israel skulle tilbede ham, som de forestillede sig ham. Han befaler at han skal tilbedes på den måde, han åbenbarer sig.

Israelitterne ved, at de har behov for at tilbede den Gud, som ledte dem ud af Egypten, men de opgiver at vente på, at Moses vender tilbage fra Sinai med instruktionerne til tabernaklet – dén tilbedelse Gud ønskede. I stedet for at vente på Guds instruktioner, tager folket sagen i egen hånd, og gør ligesom alle andre nationer rundt om dem – laver falske guder, de kan tilbede.

Hvem vil du tilbede?
Mennesker er skabt til at tilbede. Alle mennesker tilbeder, uanset hvilken gud vi tror eller ikke tror på. Den postmoderne forfatter, David Foster Wallace, hvis forældre er ateister, talte om dette under et arrangement på Kenyon College:

Der er ikke noget, der hedder, at man ikke tilbeder. Alle tilbeder. Det eneste valg vi får, er hvad vi vil tilbede. Og en fantastisk grund til at vælge en slags gud eller spirituel ting er, at næsten alt andet vil æde dig levende. Hvis penge og materielle ting er, hvori du finder sand mening i tilværelsen, vil du aldrig få nok. Du vil aldrig føle, at du har nok. Det er sandheden. Tilbeder du din egen krop, skønhed og seksuelle tiltrækningskraft vil du altid føle dig grim, og når tiden og alderen begynder at sætte sine spor, vil du dø hundrede gange, før de endelig planter dig. Tilbeder du magt, vil du føle dig svag, og du vil have brug for mere og mere magt over andre, for at holde frygten væk. Tilbeder du dit intellekt, og gerne vil ses som intelligent, ender du med at føle dig dum og som en svindler, altid på kanten til at blive opdaget.

Valget om hvordan vi vil tilbede er ligeså afgørende som hvad (eller bedre: hvem) vi tilbeder. Heldigvis er Gud ikke tavs omkring tilbedelse. Han fortæller os faktisk helt præcist, hvordan vi skal gå til ham og tilbede ham. Men, hvis vi ignorerer Guds instruktioner, ender vi med at omforme Gud i vores eget billede ligesom israelitterne. Vi prøver måske at tilbede den sande Gud på en falsk måde og ender med at tilbede en anden gud. Hvordan ved vi, at vi tilbeder Gud på den rigtige måde?

En fantastisk påstand: vejen til sand tilbedelse
I det Nye Testamente taler Jesus til kvinden ved brønden: “Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Johannesevangeliet 4,23-24)

Kvindens respons og Jesus’ svar er en åbenbaring: Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; ”når han kommer, vil han fortælle os alt. ”Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den der taler til dig.”” (Johannesevangeliet 4,25-26)

For dem som tror, at Jesus aldrig påstod at være Messias, er denne udveksling af ord lærerig. Jesus hævder ikke blot at kende den rette måde at tilbede på, han er den rette måde at tilbede Gud. Han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (Johannesevangeliet 14,6)

Ligesom Gud gav Moses instruktioner i at bygge Tabernaklet, sender han Jesus for at give os en måde at tilbede den ene sande og levende Gud, ved at blive forvandlet af hans søn, ”Den usynlige Guds billede”. (Kolossenserbrevet 1,15)

  Artiklen er oversat. Læs den originale her.  

Glimt fra en lysende kampagne

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Da Jews for Jesus lancerede deres første online-kampagne ”spred lys” i december, blev mere end 210,000 mennesker berørt af et klart evangelisk budskab. Ét af disse mennesker er den sekulære jødiske mand Shlomo fra Australien, der kom i snak med Jews for Jesus gennem deres online chat.

Ziggy Rogoff, messiansk jøde, førte samtalen med Shlomo. Efter en indledende introduktion nævnte Shlomo, at han havde læst det nye testamente. Her er et lille udsnit af samtalen:

”Hvad lærte du om øjenvidneberetningerne om Jesus i det nye testamente?” spørger Ziggy.

”Efter at have været politibetjent i mange år, har jeg lært aldrig udelukkende at stole på øjenvidner,” indrømmer han.

”Okay, men hvad tænker du så om Elie Wiesel’s øjenvidneberetning om Auschwitz? Hvorfor tror du på Elie?”

”Det må stadig afhænge af samstemmende øjenvidneberetninger med understøttende beviser, der ikke afhænger af, hvad folk siger,” insisterer Shlomo.

Ziggy fortsætter med at udfordre: “hvis vi brænder alle øjenvidneberetninger og enhver video med vidnesbyrd ved vi intet om Auschwitz, ikke? Det hele afhænger af øjenvidner. Og når det kommer til Jesus, har vi masser af øjenvidneberetninger. Hvorfor er du så besluttet på ikke at tage Jesus seriøst?”

”Jeg tror virkelig ikke på en skaber af universet – hvis vi antager, at en sådan eksisterer – der er blevet født som en jødisk prædikant for 2000 år siden,” ytrer Shlomo. ”Det skal der en del mere til end et par manuskripter. De påstande Jesus kom med, giver ikke nogen mening for mig. Jeg troede faktisk at denne hjemmeside var en joke, men det viser sig at I er ægte nok.”

Da Shlomos interesse vedblev, tilbød Ziggy at sætte ham i kontakt med Jews for Jesus’ missionærer i Sydney, som kan mødes med ham ansigt til ansigt og hjælpe ham finde sandheden. Bed for Shlomo og for at hans interesse ikke går tabt, og at Helligånden må nå ham. Shlomos møde med evangeliet er blot ét af mange lysglimt fra kampagnen.

Ny kampagne spreder lys på internettet

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

”Jews for Jesus” lancerede deres første online-kampagne i december, som udelukkende fokuserer på at nå mennesker via internettet. Kampagnen ”spred lys” er et nyt initiativ i kampen for at række evangeliet til de omkring 1,4 millioner jøder, der befinder sig i Europa i dag.

Aron Lewin, der er leder af Jews for Jesus’ afdeling i Berlin, kom på ideen til projektet. Han har allerede haft succes med at skabe kontakt til jøder gennem sociale medier. For nylig kom Aron i kontakt med Alon, som han mødte på Facebook. Aron fortæller:

”Første gang vi mødtes, stod det klart for mig, at det ikke var et tilfælde, at jeg havde set hans opslag blandt tusinder af andre på Facebook. Alon søger Gud, og er meget tæt på hans rige. Til vores andet møde spurgte han, om vi kunne læse i bibelen sammen. Det har vi gjort ugentligt lige siden. Da vi kiggede på passager fra tanak (hebraiske skrifter) såsom Esajas kapitel 53 og Jeremias kapitel 31, stod det klart for mig, at Alon tydeligt forstod evangeliets budskab. ”Jeg behøver ikke at blive overbevist om, at Jesus er Messias!” sagde han. Da jeg spurgte ham, hvad der hindrer ham i at sætte hans lid til Jesus, fortalte han mig, at han var bange. Bange for at træde ud på det dybe vand og betro Jesus med sit liv. Bed om, at Jesus må vise sig for Alon!

Mere end 210,000 mennesker blev berørt af kampagnens evangeliske budskab bare i de første fem dage. Derudover førte ansatte og volontører ”live chat” med over 700 mennesker. Facebook var fyldt med kommentarer og samtaler med mennesker fra vidt forskellige baggrunde: troende, ikke-troende, venlige, ikke så venlige, åbne, oprigtigt nysgerrige og forargede.

Avi Snyder, der er leder af Jews for Jesus’ europæiske afdeling, føler sig især opmuntret over de samtaler, de har haft med ikke-troende jøder, der er tydeligt uenige, og som misbilliger deres tro på Jesus.

”Hvorfor er jeg opmuntret? Fordi de følte sig nødsaget til at kommunikere med os online. De kunne ikke ignorere os. Som et resultat modtog disse mennesker et klart evangelium, og hvem ved, hvad Gud vil gøre med de frø, der er blevet plantet. ”Sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Esajas’ bog kapitel 55 vers 11)”

”Spred lys” fortsætter med at gøre sit indtryk på internettet. Jews for Jesus håber på, at kampagnen kun er en start, og at online-samtaler vil føre til møder ansigt til ansigt med oprigtigt søgende mennesker.

  Øverste billede: (C) Jews for Jesus 

Julekort fra jødedommen

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

David Brickner fra Jews for Jesus deler ugentligt et ”julekort”, hvori han reflekterer over julens jødiske rødder. Denne gang skriver han om jomfrufødslen og glæden ved Messias.  

I sidste uge fortalte jeg, at de første julekort var jødiske. De var løfter talt af profeterne om en kommende Messias.

Denne uge vil jeg gerne dele endnu et julekort med dig.

Lad os se på et fantastisk kort fra Profeten Esajas, der ligesom Mika, skrev om vores Messias 700 år før hans fødsel: Esajas skrev, “Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Esajas’ Bog 7,14). Et barn skal fødes og dette barn skal være Messias.

I det jødiske samfund forstår man ikke, at Messias skal fødes. Vi ser ham som en voksen mand, der måske kommer ridende ind i Jerusalem på en hvid hest for at løsrive os fra undertrykkelse og give os en fire dages arbejdsuge. Men dette julekort siger tydeligt, at han skal fødes på mirakuløs vis, og at det skal være et tegn. Og ikke nok med det, han skal fødes af en jomfru, én som aldrig har været sammen med en mand, men alligevel er blevet gravid. Se dét er mirakuløst.

Engang fortalte Larry King mig, at den person han allerhelst ville interviewe var Jesus. Hans første spørgsmål ville være: ”Blev du virkelig født af en jomfru?” Rabbinerne vil udfordre denne idé: “Jomfru, hvor står det?” Det hebraiske ord der bruges her er almah og almah betyder ikke bogstavelig jomfru. Almah oversættes som en ung kvinde i giftealderen. Jeg er klar over, at i nutidens samfund betyder det ikke nødvendigvis jomfru, men dengang gjorde det. Udover det, er der et andet ord, betulah, der bogstavelig talt betyder jomfru. Rabbinerne vil sige, at hvis Esajas virkelig mente jomfru, ville han have brugt betulah og ikke almah.

Alligevel dukker ordet betulah op utallige gange i Bibelen uden at det refererer til en jomfru. For eksempel i Joels Bog 1:8, hvor betulah refererer til en enke. Hmmm. Så det ord er altså ikke brugt så præcist i kontekst som almah, der betyder en ung kvinde i giftealderen, som altså endnu ikke var blevet gift og derfor i daglig tale på Esajas’ tid var en jomfru. Derudover oversatte rabbinerne den hebraiske Bibel til græsk i Alexandria 400 år før Jesus blev født, og de brugte ordet parthenos, der er definitionen på en jomfru. Så, denne fantastiske tekst giver os mere information. Mika fortæller os hvor Messias skulle fødes, og Esajas fortæller os hvordan han skulle fødes.

Dette julekort blev taknemmeligt modtaget af Mattæus og jøderne af sin tid og igen i dag af os mens vi sender vores hilsner. Mattæus fortæller os om Esajas kapitel 7, “Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: ”Gud med os” (Mattæusevangeliet 1:22-23)

Mattæus understreger, at navnet Immanuel ikke kun udtrykker, at Gud er på vores side, men at han tog bolig i blandt os. Han kom ned for at leve med os. Kedem ha olam. Den som er født og er fra evigheden, er Gud med os. Disse ord rummer en sådan kraft, en sådan styrke, en sådan teologisk dybde, at du ikke kan undgå Messias’ teologi i den hebraiske Bibel; det er der alt samen. Det er skrevet med stort og det er dybdegående. Vi ser til med forundring og får en lille smag af hans pragt.

Med håb om, at du må opleve Gud med os denne uge og i juletiden.

Gud velsigne dig,
David