Tag: jews for jesus

Skabt til at fortælle

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 31. august 2015. Bogført i Bibel og jødedom.

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa © Jews for Jesus 2007

I denne og to efterfølgende artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Der er kristne der taler om at velsigne Israel, bede for Israel og om at anerkende, at vi jøder stadig er Guds udvalgte folk. Problemet er bare, at alt for mange troende i bund og grund ikke har en reel forståelse for, hvordan man velsigner Israel, hvordan man beder for Israel, og hvad det betyder, når de gammeltestamentlige skrifter kalder os for udvalgt.

Når Bibelen fortæller om folket Israel som ”udvalgt”, betyder ”udvalgt” ikke, at vi jøder automatisk eller individuelt er ”frelst” fra vores synder. Når Gud taler om ”sit udvalgte folk”, henviser han til, at han valgte os til at tjene et bestemt formål og at udføre en bestemt opgave. Igennem vores historie har vi ganske vist ikke været særligt standhaftige i at udføre denne opgave. Men grundet Guds barmhjertighed og nåde har han hverken forkastet det folk, han udvalgte eller overdraget opgaven til et andet folk. Vi er stadig udvalgt, og Gud venter stadig på, at vi gør det, han kaldte os til at gøre.

Men hvad er så opgaven? Hvorfor udvalgte Gud os? Hvad er kaldet – det eneste kald – som Israels folk har fået? Eller for at sige det lidt mere fladt: Hvad er det for en opgave, Gud venter på, vi jøder skal udføre? Og hvordan kan kirken – Guds folk af frelste mennesker fra alle nationer, både jøder og hedninger – hvordan kan kirken velsigne dette udvalgte folkeslag og bede for det, så opgaven bliver taget op og udført?

Lad mig begynde med at besvare disse spørgsmål ved at tage jer med tilbage til et af de vigtigste øjeblikke i vores nationale historie som jøder – det øjeblik hvor Gud helt tydeligt gav os vores kald og med en enkelt sætning afslørede vores eksistensberettigelse som folk.

Lad mig tage jer med tilbage til Sinai.

Historien i en enkelt sætning

Lad mig begynde med at ”sætte scenen”. I 2. Mos. læser vi om, hvordan forfædrene var samlet ved Sinai-bjerget lige før de modtog Loven. Nogle uger forinden havde Gud frelst os fra Faraos slaveri ”med stærk hånd og løftet arm.” Han udøste sine plager over Egypten. Han ledte os gennem Det Røde Hav, mens han begravede vores forfølgere i vandmasserne. Nu havde vi så slået lejr ved foden af Sinai, mens Moses besteg bjerget for at modtage yderligere befalinger fra Gud. Det var der, Gud sagde til Moses:

Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. (2. Mos 19,3b-6a)

Med udtrykket, ”kongerige af præster”, fastslog Gud intet mindre end vores nationale eksistensberettigelse. Men for at forstå hvad Gud fortalte os, må vi først forstå, hvad dette centrale udtryk betyder. Hvem var præsterne og hvad lavede de?

I tidlige tider havde præsterne primært to opgaver. De fortalte mennesker om Gud, og de gik i forbøn for folket hos Gud. Eller for at sige det på en lidt anden måde: Præsterne fortalte mennesker om Gud, og de fortalte Gud om mennesker. Hvis hele Israels folk var kaldet til at være et kongerige af præster, må vi stille os selv et spørgsmål: Hvilke andre folk skulle vi fortælle om Gud, og for hvilke andre folk skulle vi gå i forbøn? Hvem er der tilbage? Alle øvrige folkeslagene på jorden! For at sige det enkelt: Kaldet til at være et kongerige af præster indebar intet mindre end et kald til et liv i mission. For således elskede Gud verden, at han kaldte et specifikt folk til at fortælle alle andre om sig selv og til at gå i forbøn for disse folk. På Sinai modtog vi mere end blot Moseloven. Vi modtog et mandat til mission, rodfæstet i Guds kærlighed til alle folkeslag og i hans længsel efter at se kendskabet om ham gå ud til alle mennesker på jorden.

Gud havde planlagt at skabe et kongerige af præster – et folkeslag af fortællere og forbedere, budbringere og mellemmænd – så at alle andre folkeslag kunne lære ham at kende og komme og tilbede ham. Han dannede os som et folk for at proklamere sin kærlighed til verden. Han kaldte os til at være vidner i verden. Dette mandat til at være et fællesskab af vidner går gennem hele vores historie – helt tilbage til kaldelsen af Abraham. For…

Da Gud kaldte Abraham…

…havde han et vidnesbyrd for hele verden i tankerne.

Gud kaldte Abraham med følgende ord:

Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. (1. Mos 12,1-3)

Hvordan var Abrahams efterkommere udvalgt til at velsigne verden? Apostlen Paulus havde en forståelse af dette og skriver om os jøder:

…de har fået Guds ord betroet…de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Rom 3,2; 9,4-5)

Jeg bliver rigtig glad, når jeg tænker på alle de kristne, som har fortalt mig, at takket være det jødiske folk er verden blevet velsignet med så meget kunstnerisk talent, så mange intellektuelle bedrifter og så meget videnskabelig fremgang. Men hvor meget jeg end beundrer Chagall, og hvor meget jeg end sætter pris på Spinoza, og hvor taknemmelig jeg end er for poliovaccinen, så må jeg erkende, at disse og andre ”jødiske velsignelser” alle er sekundære i forhold til, hvad Gud havde i tankerne. Paulus forklarer i versene ovenfor, at Gud udvalgte sit folk til at velsigne verden med kendskabet om ham: Først gennem det skrevne og indhuggede ord (Guds ord), og dernæst og ultimativt, gennem den inkarnerede åbenbaring (Ordet der blev kød). Gennem det jødiske folk gav Gud verden skrifterne og dernæst Messias, som skrifterne vidner om. Og således, indeholdt i kaldet til Abraham, ser vi et glimt af Guds hjerte for jordens folkeslag og af Guds løfte om at danne et folk, som skal være vidner til hele verden.

Kunsten at række ud

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. august 2015. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

I Tel Aviv-bydelen Florentin ligger Moishe Rosen Center, som drives af Jews for Jesus. Florentin er en hip bydel for fortrinsvis unge israelere, og Moishe Rosen Center har helt fra begyndelsen været fokuseret på, hvordan stedet kan være relevant for de unge og bidrage positivt til livet i bydelen. Det gør de bl.a. ved at afholde kunstudstillinger, som den Eli Birnbaum, leder af centeret, fortæller om her under.

Eli Birnbaum, 4. august 2015, Moishe Rosencenter

Endnu engang har vi afholdt kunstudstilling her på Moishe Rosen Center: ”Indien med den rejsendes øjne” var en udstilling af femten forskellige fotografers og en tegners billeder. Vi åbnede vores døre og lagde lokaler til en udstilling, som enhver, der har været i Indien, ville elske. Vores formål med denne udstilling og andre arrangementer er at være relevante som et fællesskab af Jesus-troende jøder. Derudover vil vi være aktive i vores bydel og være en del af kulturen.

En af fotograferne havde lavet research om Messias-forestillinger til et kunstprojekt. Der opstod en ret spændende samtale, da vi forklarede, at vi mener, at Messias allerede er kommet og at han, Jesus, har forandret vores liv. Hun ønsker at udstille det endelige projekt her i Moishe Rosen Centeret.

Alle fotograferne kom hen og fortalte os, hvor glade de var for, at de kunne udstille på stedet. Vi fortalte alle, at vi er Jews for Jesus, og at centeret er opkaldt efter grundlæggeren, en amerikansk jøde som kom til tro på Jesus som Messias. Vi forklarer også, at vi naturligvis afholder egne arrangementer i bygningen, men at vi også ønsker at stå til rådighed for lokalsamfundet. (Dette er ofte overraskende for andre, som er vant til at tænke på religiøse mennesker, som meget indadvendte og ikke specielt involverede i mennesker omkring dem.)

201 mennesker besøgte udstillingen, og 177 af dem var jøder, som endnu ikke tror på Jesus. Vi havde længere samtaler med 30, hvor vi både åbnede Bibelen og forklarede, hvorfor vi tror, Jesus er Messias. Men stort set alle som kom blev mødt med evangeliet i en eller anden grad.

Vær med til at bede for kunstnerne og for dem som besøgte udstillingen – at de må få lyst til at vende tilbage til Moishe Rosen Center for at finde ud af mere om, hvem Jesus er.

Artiklen er oprindeligt fra Jews for Jesus’ nyhedsbrev.

Guds rige i San Francisco

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. november 2014. Bogført i Arbejdet i Danmark, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Simon Krüger, stud.theol. på Menighedsfakultetet og projektmedarbejder i Israelsmissionen

En af velsignelserne ved at læse teologi på Menighedsfakultetet er, at der i studieordningen er indlagt tre ugers praktik. En god opsparing og villighed fra vores trofaste partner Jews for Jesus gjorde, at jeg først i uge 40, stod på 60 Haight Street, San Francisco, California og havde udsigt til en fantastisk skyline og tre spændende uger i selskab med lokalafdelingsleder og missionær Rob Wertheim.

Under hele opholdet var jeg indkvarteret i et større victoriansk villahus ejet af organisationen hvor tre andre unge boede fast. Huset er tænkt som et åbent hjem, hvor jøde og ikke-jøde, kristen som ikke-kristen er velkommen. De fastboende unge er tilknyttet ar-bejdet og afholdte sabbatsmåltider og andre arrangementer. Jeg var således hele tiden omgivet af personer, der, på alt fra verdensplan til mindste lokalplan, arbejdede og levede i mission. Primært fulgte jeg Rob i hans arbejde med at skabe og følge op på de kontakter, han og andre missionærer havde fået gennem gadeevangelisation. Jeg var med ude at besøge mennesker i alle aldre, der havde levet med Herren i alt fra få måneder til flere år og jeg erfarede hvordan man kan lede et bibelstudie over Skype.

Giv det videre

Gennem det hele skinnede noget af det Jews for Jesus er allermest skarpe på: Det vigtigste vi kan give videre, er evangeliet om Jesus, derfor skal vi dele det – med det samme! Jews for Jesus ser netop på dette som en påtrængende nødvendighed, et akut behov og de understreger uopsætteligheden af opgaven. Og med dét som mål går de bare i gang. Hvor jeg så et hyggeligt marked, en afslappende park eller en finalekamp i baseball så Rob altid mulighed for mission. Hvis der var et stort event med mange deltagere, skulle vi også være der. Vi var bl.a. til stede ved San Franciscos årlige marked, på det lokale universitetscampus og ved det amerikanske flyvevåbens opvisning. De havde udtalte taktikker omkring uddeling, placering, at man skal sige »velbekomme« når folk siger: »nej tak« etc. I dansk kontekst har jeg sjældent set en så frimodig og direkte måde at forholde sig til, at verden har brug for Jesus.

De unge udfordrer

I anden uge af min praktik afholdtes et internationalt bestyrelsesmøde i organisationen. Repræsentanter fra lokalafdelinger fra hele verden var således samlet ved hovedkvarteret til undervisning, drøftelse af missionærudsendelse, diskussion af organisationens fremtid samt for i fællesskab at gennemføre en outreach. Jeg var med til både undervisning, outreach, intro- og afslutningsarrangement samt måltider og fik her mulighed for at møde flere nøglepersoner og drøfte missionsarbejdet. Her blev det tydeligt for mig, at Jews for Jesus hele tiden eksperimenterer med, hvordan de mest effektivt kan nå mennesker med evangeliet. Især den unge generation i organisationen ser i stigende grad behovet for mere end kun den oldschool taktik, at dele traktater ud. I stedet stiger fokus på de mere fysiske og psykiske behov som »kontakter« kan have. Nogle af dem som har været med i organisationen i lang tid er derfor nervøse for, om traktatuddeling som metode er på vej ud. Det har altid været en kerneaktivitet i Jews for Jesus’ arbejde, fordi det åndelige behov, behovet for at anerkende Jesus som frelser til syndernes forladelse, altid har stået i centrum. De unge i huset, hvor jeg boede, blev oftest venner med dem, de delte evangeliet med. De så deres livsførelse som vidnesbyrd, hvilket mere ligner tilgangen, jeg kender fra Danmark. Rob understregede dog, at der her er stor risiko for ikke at få delt selve evangeliet om syndernes forladelse, fordi man ikke ønsker at støde folk væk. Rendyrkes det åndelige behov, er der dog ligeledes risiko for, at de fysiske og psykiske behov underkendes. Formålet med kontakter bliver kun at præsentere dem for evangeliet. Andre behov må vige fuldstændigt.

Det handler om Jesus

Spørgsmålet om tilgang og måden at missionere på var man ikke helt enige om på det fælles bestyrelsesmøde, men ét holdt alle fast i: Det centrale var evangeliet om Jesus Kristus. Alt vi gør, skal pege på ham og have ham som mål. For en komfortzone-søgende dansker som mig var dette en stor udfordring. Alt for ofte mangler jeg mod til at bringe trosemner på banen, selvom jeg kan karakterisere mit møde med ikke-kristne som en form for mission. Netop at bringe fokus på Kristus blev pejlemærket for mig. Dette kan få en oldschool gademissionær til at se, at man ind i mellem må lade traktaterne blive i taskerne for at tage sig tid til en snak med et dødsfrygtende menneske. Samtidig holder det mig som konfrontationskritisk dansker op på, at troen kommer af det som høres og at jeg må gribe frimodigt om de muligheder, jeg får for at dele min tro.

Mit vidnesbyrd skal være til at forstå!

Ved en uddeling af traktater på San Francisco State University, prikkede en jævnaldrende mørkhåret dreng mig pludselig på skulderen og sagde: »Jews for Jesus. Okay. Så hvem er ham Jesus?«. Noget i mig sagde, at jeg burde blive glad for spørgsmålet. Pga. min basale frygt for troskonfrontation blev jeg der imod mest af alt skræmt og allerværst anede jeg først ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tænkte løs og tyede instinktivt til dogmatiske læresætninger, men det blev hurtigt bremset af min forestilling af, hvordan han ville høre min udlægning af Luthers syndsforståelse. Jeg erfarede kort sagt spændingen mellem at ville formulere korrekt lære og samtidig give et aktuelt og forståeligt vidnesbyrd. Mine dogmatiske kundskaber kunne ikke stå alene, de måtte iklædes en nutidig skikkelse. Efter hændelsen har jeg dog glædet mig over at have set, at evangeliets hovedperson stadig er relevant i dag. Det styrker yderligere frimodigheden til at udfordre min konformitet og opsøge mere direkte mission. Fra læsepladsen og læresætningerne blev der pludselig bygget bro til universitetscampus og vidnesbyrd. Evangeliet skal prædikes lige her og nu og det skal forvandle mennesker lige her og nu!

Udlevet teologi

I forlængelse heraf oplevede jeg, hvordan mine evner fra teologi kan blive bragt i spil ved bibelstudier og i mødet med kontakter. Eksempelvis ville en jødisk kvinde ikke studere profeterne (og uskadeliggjorde således jødemissionærens stærkeste våben: Esajas 53) men kun 1. Mosebog. På vej dertil kunne jeg således foreslå at diskutere Guds Ånd samt flertallet »os« i vers 26. Dette kunne være med til at stille spørgsmålstegn ved den strenge jødiske tro på én Gud, der typisk bliver argument til afværgelse af snakken om Jesus som Guds søn. Når teologien skal »praktiseres« kræver det en åbenhed og frimodighed, som ingen lærebøger umiddelbart kan levere. Samtidig kan god og sund teologisk kundskab bidrage enormt til menneskers vandring med Gud. Et praktisk arbejde med teologi kræver således både viden og frimodighed. På dette punkt er Jews for Jesus enormt skarpe og har således meget at lære mig, der stadig nyder komforten på læsesalen. Jeg så, at hvis begge dele bevares kan Gud virkelig arbejde. Dermed kan han springe grænserne for, hvad vi tænker om hans mission. Dette kan Han gøre gennem alt fra en missionær, der bruger Skype til en fra starten imagebekymret dansker med en statement-t-shirt foran et baseballstadion.

Ukrainere vil høre om Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 24. oktober 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Arne Pedersen, 24. oktober 2014

Fra gadekampagne i London. Foto: Jews for Jesus UK

Det er mini-kampagnetid i Jews for Jesus. Både afdelingen i Dnepropetrovsk, Ukraine og den i London er i gang med mini-kampagner i øjeblikket.

Tatyana (på billedet øverst), som er missionær i Ukraine, fortæller:

“Det er let at blive oprørt over det, som foregår i vores land lige nu. Set fra vores perspektiv, er tilstanden dårlig. Vi ser soldater overalt i gadebilledet, og vi ved, at ikke ret langt væk forgår der militære operationer. Men Gud ser fra et andet perspektiv. For nyligt så jeg hvordan han kan bruge situationer, som umiddelbart ser håbløse ud.

Under vores seneste mini-kampagne var der en gademusikant, som så os og som begyndte at spille “Hava Nagila”. En af dem som nød musikken begyndte at fortælle mig, hvordan hun under et fængselsophold var begyndt at søge Gud igen. Selvom det var koldt, var der mange forbipasserende, som tog imod det materiale, vi delte ud. Om aftenen ringede telefonerne konstant, da både jøder og ikke-jøder ville vide mere om meningen med livet.

Lige i øjeblikket er det godt at invitere mennesker til at opleve Guds shalom – den fred han tilbyder alle gennem Jesus – Israels Messias.”

Vær med til at bede om Guds velsignelse og nærvær til missionærerne på gaderne i henholdsvis Dnepropetovsk og London.

Gademission i Moskva

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 20. juni 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Efter 11 dages gademission i Moskva kan Jews for Jesus med glæde se, hvordan Gud har mødt mange mennesker med sin kærlighed. 40 mennesker er kommet til tro på Jesus, og 787 vil gerne vide mere om Jesus. 19 af de nye troende er jøder og 451 af de ”søgende” er også jøder.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 20. juni 2014.

De høje tal fra Jews for Jesus‘ missionskampagne i Moskva kan virke overvældende for os danskere, der ikke normalt ser omvendelser i så store mængder. Arne Pedersen var med på Moskva-kampagnen sidste år og fortæller her, hvorfor han tror, at kampagnen er så effektiv.

”For det første elsker de Jesus. Missionærerne har virkelig en begejstring over at være med i Guds mission. De har en kærlighed til Gud og en afhængighed af Ham. De var så meget på gaden, at de havde brug for bøn og lovsang midt på dagen inden de gik ud igen. Jeg tror at der er noget sandt i, at når det er hårdt at følge Jesus, så har vi brug for at bede mere. Vi må søge ind til kilden på grund af en spontan kærlighed, der kommer fra afhængighed til Gud.

For det andet er missionærerne i Moskva udholdende i deres kald. De går på gaden i 10-12 timer hver dag. Det er en stressende situation, hvor de møder modstand fra politi, højrefascister og ortodokse kristne. Der er næsten ingen venner på gaden, men alligevel går de udholdende ud for at fortælle om Jesus.

For det tredje er missionærerne modige. De tager Gud på ordet, når Han siger: ”Jeg vil være med jer”. Det er 23 trofaste missionærer. Jeg ved, at der er mennesker, der siger nej til kampagnen fordi de er bange. Det er ikke ufarligt at være missionær i Moskva og derfor er de, som er det modige.”

Muslim kom til tro
Der er mange glædelige historier fra årets kampagne. Blandt andet var der en 18-årig muslim, der tog imod et Nyt Testamente på Arabisk og som dagen efter igen opsøgte en missionær for at vide mere om, hvordan man skal leve som kristen.

Under kampagnen blev der delt 222.034 foldere ud, der handlede om Jesus. Men for Arne Pedersen er det ikke så meget tallene, som metoden, der er værd at bide mærke i.

”Jeg synes, at det er godt, at missionærerne tør insistere på, at man kan konfrontere folk med valget om at følge Jesus. Det valg taler det Nye Testamente også om. Det kan vi godt blive bedre til i Danmark,” mener Arne Pedersen, ”selvom der også skal være plads til at vokse langsomt i troen ligesom apostlen Peter eller disciplen Thomas,” tilføjer han.

Kampagnens leder, Ilya, siger om den netop afsluttede kampagne: ”Jeg er taknemmelig for jeres forbøn. Deltagerne på kampagnen oplevede sig meget velsignede. Gud være lovet!”

Kontroversiel film fra Jews for Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. april 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Arne Pedersen, 25. april 2014

Scenen er sat. Polen anno 1943 i skovene omkring Kraków. En gruppe mennesker gennes hårdhændet frem af den tyske vagt med svastika på jakkeærmet. Grædende og med angsten lysene ud af øjnene kommer den lille gruppe jøder tættere på det ikoniske skilt over arbejdslejren Auschwitz: ”Arbeit macht frei”. Foran porten står to tyske officerer og vælger om de enkelte skal arbejde eller i ”brusebad” – om de skal leve eller henrettes i de fiktive brusebade, hvor vandet er byttet ud med gas.

Pludselig brydes rækken af mennesker af en langhåret mand i kjortel med et stort trækors over skulderen, som han slæber på. Officeren tænker sig om et øjeblik og siger så: ”Brusebad” og den langhårede mand med korset trasker lydig af sted mod døden.

Filmen, som er produceret af organisationen Jews for Jesus, afsluttes med ordene: ”Denne jøde døde for dig” og en alternativ oversættelse af Esajas kapitel 53. (Se filmen her under.)

”Vi ønsker, at ”Denne jøde døde for dig” skal dele et budskab om håb med det jødiske folk,” fortæller Susan Perlman fra Jews for Jesus og fortsætter: ”Vi ønsker at fortælle, at Jesus er på jødernes side, og ikke på nazisternes. Vi vil gerne gøre jøder opmærksomme på, at de lidelser som nazisterne påførte vores folk, ikke har sit grundlag i det budskab Jesus kom med. Faktisk led han og døde for vores skyld for at vise os Guds kærlighed til os,” fortæller hun.

Susan Perlman fra Jews for Jesus. Foto: Bob Mendehlson

I skrivende stund har over 1,2 mio. mennesker set filmen, som ligger på Youtube, Vimeo og andre sociale medier. Og ikke alle er begejstrede.

Den jødiske blogger Jay Michaelson skriver på ”The Jewish Daily”: ”Det er svært at begribe, hvem der synes dette er en god idé. Enhver jøde med personlige, familiære eller blot historiske minder fra Holocaust vil finde filmen frastødende. Muligvis fastslår jeg det åbenlyse, men filmen vanærer mindet om seks millioner jøder, fordi den bruger deres lidelser som middel til at konvertere jøder til kristendommen.”

Han afslutter med at overveje, om filmen i virkeligheden er så kontroversiel, at den får den stik modsatte effekt end hensigten: ”Ironisk nok så tror jeg, at filmen er så frastødende, at den hjælper til med at fastholde jøder, som jøder,” slutter Jay Michaelson.

Også The Jerusalem Post har fundet frem til videoen, og de fastslår, at hvis formået har været at skabe en kontroversiel video, så har Jews for Jesus taget udgangspunkt i det mest kontroversielle emne overhovedet.

Det har dog aldrig været organisations hensigter at gøre folk vrede eller kede af det, men at begynde en samtale om, hvem Jesus er, for ”vi mener, at samtalen om, hvem Jesus er, er vigtig for både jøder og ikke-jøder,” fortæller Susan Perlman. ”Særligt på denne tid af året, hvor det er påske og mindedag for Holocaust [28. april],” siger hun. ”Både jøder og ikke-jøder er optaget af emner som forsoning og håb, og der findes ingen bedre fortælling om forsoning end den om Jesus, som kommer og dør for vores synder og opstår, så at vi alle kan nyt liv i ham,” afslutter Susan Perlman.

Hun forklarer videre, at formålet med at tage udgangspunkt i Holocaust er at understrege, at Jesus faktisk var jøde – et faktum som ofte forbigås i stilhed af dem som misbruger kristendommen til antisemitisme. ”Guds ord lærer kærlighed til det jødiske folk – ikke had,” siger Susan Perlman.

Spørgsmålet vi alligevel efterlades med er, om bloggeren Jay Michaelson ikke trods alt har en pointe? Ikke i at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Men i at sætte spørgsmålstegn ved, om det er særligt klogt at bruge et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie som afsæt til at fortælle evangeliet om jøden Jesus, som er de bedste nyheder noget menneske nogensinde har lagt øre til.

Læs mere om filmen her.

Missionær fængslet i Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 6. marts 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Israel: Engelsk missionær i Jews for Jesus blev onsdag den 20. november anholdt og sat i fængsel, da han fortalte om sin tro. Først fire dage senere blev han løsladt mod kaution. Jews for Jesus er chokeret.

Dinna Bjerrum Swartz; 29. november 2013

Barry Barnett deltog i en evangelisations-kampagne for Jews for Jesus i Israel og holdt et banner mens han fortalte forbipasserende om Jesus. Under kampagnen kom seks migrationsarbejdere og anholdt Barry Barnett. Uden sigtelse blev han først sendt i arrest i flere timer og derefter blev han flyttet til Ramle fængsel udenfor Tel Aviv. Da han var den eneste missionær i gruppen, der ikke var israelsk statsborger, var han også den eneste, der blev anholdt. Efter fire dage i fængsel blev han løsladt mod kaution.

Retfærdigheden ske fyldest
”Jeg er chokeret over denne uhørte opførsel,” udtaler Dan Sareed, leder af Jews for Jesus i Israel. ”Som israeler har jeg være stolt af, at vores land har religionsfrihed. Vores opsøgende arbejde i Israel er 100% lovligt og Barry, der er engelsk statsborger, er ikke en illegal arbejder i Israel. Med sit B2 turistvisa er det tilladt ham at udøve sin tro, som han gjorde.”

I øjeblikket kører Jews for Jesus en sag for Barry Barnett for at omstøde den udvisning, som Barnett ellers står til den 3. december. Hvis han bliver udvist vil han ikke kunne vende tilbage til landet i ti år.

Dan Sareed understreger, at denne sag ikke blot bliver kæmpet for Barry Barnett, men for enhver kristen, der ønsker at tage til Israel og dele evangeliet med jøderne. ”Vi ønsker retfærdighedheden ske fyldest,” påpeger den israelske leder.

Det er fuldt ud lovligt at udtrykke sin tro som turist i Israel og på det israelske turistministeries hjemmeside står der, at de har underskrevet det globale etiske kodeks for turisme, hvori det nævnes at udveksling af religiøse idéer er lovligt og det bliver endda tilskyndet til fordel for turisterne.

Frygteligt at være fængslet
”Jeg er meget træt. Det var frygteligt.” Fortæller Barry Barnett om Ramle fængsel efter han blev sat fri. ”Det værste var at føle sig som et indespærret dyr. Vi havde kun en cirka 20 meter lang gård. Der var lige nok plads til et bordtennisbord. Og det er alt hvad vi havde at gå rundt i tre gange om dagen i 45 minutter.”

Barry Barnett oplevede dog Guds kærlighed og trofasthed i den tid han sad i fængslet.

”Jeg delte celle med ni andre. Efter 24 timer, hvor jeg følte mig alene, viste Gud mig, at der var seks andre kristne og en præst. Præsten havde været der i lang tid og han holdt bønnemøde hver dag klokken 14. Jeg oplevede, at Guds kærlighed holdt mig oppe og forbønnen jeg fik, rørte mig.”

Forbønnens kraft
Mange mennesker bad for Barry Barnett. I England arbejdede Julia Pascoe, engelsk leder for Jews for Jesus, for at mennesker I hele landet skulle huske Barnett.

”Vi sendte en pressemeddelelse ud til alle vores støtter for at bede for Barry. Jeg brugte mange timer på telefonopkald, mails og medier. Vores kristne venner og støtter var meget chokerede. Det gav os helt sikkert en mulighed for at stå sammen som Kristi legeme i en akut situation.”

Julia Pascoe oplevede, at Gud hjalp hende gennem hele Barnetts fængsling. ”Jeg mærkede Guds hjælp, selv da jeg skulle give et interview til en sekulær avis, viste reporteren sig at være kristen! Vi så helt sikkert at Gud brugte sit folk til at opmuntre os.”

Det er første gang, at Jews for Jesus oplever, at en deltager på en kampagne er blevet anholdt.

Jews for Jesus kæmper stadig for, at Barry Barnett ikke må blive udvist af Israel. Bed gerne for, at sagen må blive dømt retfærdigt, og at dette ikke vil forhindre Jews for Jesus i at fortælle om Jesus i fremtiden.

Passioneret leder til Jews for Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Julia Pascoe trådte ind i stillingen i april. Som leder af Jews for Jesus’ afdeling i London, arbejder hun for, at andre jøder må møde Jesus. Men rejsen dertil har været lang.

Dinna Bjerrum Swartz, 11. juli 2013

Julia på gaden for at dele traktater ud.

”Vent lige, skal vi ikke bede sammen, inden vi begynder interviewet?” Spørger Julia Pascoe, som det mest naturlige i verden. ”Lad os bede om, at dette interview kan være en del af Guds riges arbejde og at det kan ære Ham.” Vi beder sammen inden interviewet går i gang.

Julia er vant til at fortælle om sin tro. I sit arbejde går hun ud på gaderne i London og fortæller mennesker om Jesus. I begyndelsen af juni var hun i fjernsynet på den sekulære Kanal Fire, for at fortælle sit vidnesbyrd og i August talte hun på en kristen radiostation. Det er tydeligt at mærke, at ordene er velvalgte og kommer hurtigt til hende. Som missionær er hun nu på hjemmebane.

Frimodigt fortæller Julia Pascoe sin historie om, hvordan hun for 15 år siden kom til tro på Jesus. Det skete efter hendes mors pludselige død da Julia stadig var teenager. En kristen veninde begyndte at lære Julia om Jesus og efter mange overvejelser valgte hun at følge Ham. Da Julia begyndte i en baptistkirke i Nordlondon, blev hun hurtigt en del af lovssangsbandet.

Mødet med Jews for Jesus
”Kort efter jeg kom til tro, fik kirken besøg af en taler fra Jews for Jesus. Jeg var meget spændt på at møde ham, for tænkt at der var en person, der ligesom mig var jøde og troede på Jesus!” Taleren bad Julia spille den aften.

Fra den dag blev hun ved med at spille for Jews for Jesus. Hun spillede jødiske højtidssange til forskellige offentlige begivenheder.

”Det er for mig et privilegie at tjene med musikken. Musik er for mig en kanal til at lovprise Gud, det er en intens kanal, og det er tilfredsstillende for mig at synge og spille guitar til Guds ære.” Fortæller Julia.

Derfor har Julia også været med i bandet Blue Mosaic, der er en del af Jews for Jesus’ arbejde. De rejste rundt i USA i et år og brugte musikken til mission. De spillede jødisk musik på caféer, restauranter, barer og universiteter, og fortalte om Jesus gennem sang og musik. ”Jeg elsker musik” gentager Julia. ”Hvis jeg kan opmuntre andre til at bruge kreativiteten i mission, så vil jeg gøre det!” Men Julia har ikke kun tjent gennem musikken, selvom det var hendes indgang til mission.

At være med i mission
Det var ikke før en kristen veninde skrev en mail til Julia om, at Jews for Jesus laver sommer-evangelisation, at hun overvejede at tage med på gaden. I 2003 var Julia med i London, hvor de i fire uger hver dag tager ud på gaden for at opsøge jøder og fortælle om Jesus.

”Efter den oplevelse blev jeg tilbudt at blive ansat i staben i London. Jeg fik jobbet og begyndte at arbejde fuldtid med mission.” fortæller hun.

”Der gik i alt seks år fra jeg kom til tro på Jesus til jeg blev ansat i Jews for Jesus. Det var en tid, hvor min tro kunne modnes.”

Mange lande, én kultur
Som missionær har Julia været vidt omkring. Siden hun blev ansat har hun både været i Berlin, London, New York og Sidney.

”Selvom jeg har været mange steder, så er arbejdet stadigvæk det samme. Vi bruger samme metode til at komme i kontakt med jøderne. Jeg synes egentlig at den største forskel mellem New York og London er, at der er sværere at finde jøderne i London.”

Der er 2,5 mio. jøder i New York og kun 250.000 jøder i hele England. De kulturelle forskelle synes Julia heller ikke er store.

”De fleste jøder i verden deler samme historie. De tager de samme forholdsregler overfor evangeliet. Lige meget, hvor vi er i verden, så er holocaust meget smertefuldt. Jeg er ofte blevet spurgt: Hvordan kan Jesus være for jøder, når de kristne dræbte så mange jøder under holocaust?”

Der er altså ikke ekstreme forskelle på, hvordan jøder i forskellige lande reagerer på evangelisation. Men evangeliet bliver delt med jøder i hele verden. Og jøder tager også imod evangeliet, ikke i store tal, men det sker.

Tak, Danmark
“I vores arbejde i Jews for Jesus er vi taknemmelige for jeres støtte i Danmark. Som Jesu legeme har vi brug for hinanden, og jeres trofaste støtte og gavmildhed vil vi gerne sige tak for.”

Netop nu har teamet i London haft en kampagne med gadeevangelisation i det centrale London og i Wimledon. Her har 24 ikke-jøder og 1 jøde modtaget Jesus.

“Vi oplever Guds godhed og at han viser os muligheder for at møde mennesker med evangeliet. Bed gerne for, at Gud fortsat vil åbne muligheder for os, så vi kan nå det jødiske folk.”