I år fejres 400-året for at Danmark har haft en befolkningsgruppe med jødisk tro. Ikke just alt i denne lange historie er der grund til at være stolt af fra vi kristnes side, mens vi til gengæld må benytte lejligheden til at hylde vores jødiske landsmænd store bidrag til landets økonomiske og kulturelle udvikling. I denne artikel giver jeg som kirkehistoriker nogle træk af historien om jøderne i Danmark.

Middelalder og reformationstid 1100-1600

Længe før der overhovedet var set jøder på dansk grund, kendte man til dem både fra de bibelske skrifter og fra den antisemitiske udlægning i vores sydlige nabolande i middelalderen. En kirkemand fra Odense skrev i 1100-tallet: Jøder har dræbt Jesus; jøderne var blinde og hovmodige og havde fortjent deres forkastelse. I 1516 kom det første direkte antijødiske skrift på dansk: Jøderne udbytter de kristne, deres religion er fejlagtig og derfor bør de udvises af landet og deres bøger brændes.

                      De danske reformatorer fulgte ikke den ældre Luther i hans skrækkelige jødepolemik. Hans Tausen skrev, at jøderne var fortabte på grund af deres vantro, men det gjaldt også katolikker. Også vi evangeliske er skyldige for Gud i vores utaknemlighed, skrev han, og udtrykte håb om jøders fremtidige omvendelse til Kristus.

1600-1700: Danmark åbnes for jøder, trods ensretning

Det var af økonomiske grunde, den danske kong Christian 4. for 400 år siden indbød jøder til sit rige. Kong Frederik 3 gav fra 1651 særlige lejdebreve til jøder, så de lovligt kunne opholde sig i de kristne riger Danmark og Norge. Den lutherske kirke havde i den periode en dyb overbevisning om at et rige kun kunne bestå, hvis alle i landet havde samme religion. Biskop Jesper Brochmann mente, at et land syndede ved at lade ikke-lutherske bo i det. De handelspolitiske hensyn hos kongen sejrede dog. Jøder fik lov til at rejse omkring og handle, fik i 1673 lov til at bosætte sig i Danmark, i 1682 at bygge synagoge i Fredericia og i 1684 at danne en jødisk menighed i København.

Danmark-Norge var tidligere ude på dette punkt end Sverige, hvor der var direkte forbud mod jøder helt frem til 1774.

1700-1750: Mission blandt jøder, og til dels nyt syn på jøder.

Med den pietistiske vækkelsesbevægelse i de lutherske kirker i Tyskland fra omkring 1675 kom der et positivt syn på fremtiden: Hvis kirken fandt frem til bedre arbejdsmetoder, ville det føre til levende tro og helligt liv, og dette ville så være et vidnesbyrd for jøder, så disse kunne ledes til kristen tro. Pietismen begyndte tilfældigvis som bevægelse i byen Frankfurt am Main, hvor der også var en stor jødisk menighed. Præsten Spener så behovet for en aktiv missionsindsats, men ønskede også at give jøder bedre levevilkår og muligheder i datidens tyske samfund, for så ville de ikke have så meget imod kristendommen. I byen Halle, hvor pietismen prægede universitetet, oprettedes der et særligt institut med henblik på mission blandt jøder og muslimer.

Det tyske ægtepar Johanna Eleonora og Johann Wilhelm Petersen hørte til pietismens senere og radikale fløj, og de lærte, at der i Tusindårsriget skulle ske en omvendelse af jøderne, at der skulle oprettes et jordisk rige med Jerusalem som hovedstad, hvor Israel skulle regere sammen med de sande kristne.

En tredje fløj inden for pietismen var Brødremenigheden, hvis leder, grev Zinzendorf overholdt sabbaten, og tænkte på at oprette en særlig jødekristen menighed med sabbat, omskærelse osv.

I Danmark fik Petersens tanker om jøderne og de sidste tider ingen særlig indgang, men de praktiske missionsforslag fra Spener og Halle slog igennem. Dem gik det danske kongehus nemlig ind for, og da man i København fik oprettet et børnehjem (’Vajsenhus’), blev dette et pietistisk arbejdscentrum. På det tidspunkt var der kun 282 jøder i København. Den pietistiske kong Chr. 6 var mere venlig over for jøder end biskopper og byråd. Kongen tillod, at pietistiske jødemissionærer fra Halle kom til landet flere gange i hans tid og i alt blev 84 jøder døbt i Danmark i årene 1700-60.

I den efterfølgende oplysningstid vandt en ny samfundsopfattelse frem, en sækular opfattelse, hvor man mere ville adskille stat og religion. Det ændrede meget på jødernes stilling i samfundet.           

1750-1830: Jødisk ligestilling

Antallet af jøder vedblev at stige i Danmark, særligt i København, hvor der boede ca. 2000 jøder i 1800 (2%). Det var stadig ikke med bystyrets velvilje – og den norsk-danske Ludvig Holberg – der ellers ofte forbindes med oplysningstiden – postulerede, at der ikke fandtes mere løgnagtige folk end jøder. Kongehuset var mere positivt, og tolerancen voksede: Jødiske mænd kunne fra 1783 tage akademiske grader; og jødiske drenge kunne fra 1798 gå i latinskolerne. Regeringen gav omkring år 1800 jøder lov til at opføre egentlige synagoger og begravelsespladser. I 1802 fik jøder tilladelse til at købe godser; i 1809 til at blive soldater osv.  

Da oplysningstankerne vandt frem inden for kirken, gik mange teologer ind for en ’naturlig religion’ – en religion som man kunne slutte sig til ud fra naturen – snarere end en kristentro, der byggede på åbenbaringen i Bibelen. Ikke Kristus som frelser, men Jesus som moralsk forbillede blev det vigtige. Vægten i den naturlige religion lå på moral og fornuft, og derved blev forskellen til jødedommen mindre. Interessen for at drive mission blandt jøder svandt hen igen.

Kun enkelte teologer gik imod den gængse negative indstilling over for jøder. Det gjaldt bl.a. Sjællands biskop N. E. Balle – kaldet Bibelens ensomme kæmpe i samtiden – og hans unge slægtning Grundtvig. Det er glædeligt og bemærkelsesværdigt at netop de to, som senere trods alt er blevet kendt som den positive og bibelske kristendoms forsvarere i landet, også var dem, der trådte op imod de mere rationalistiske teologers jødefjendtlighed. I Tyskland var det desværre ofte konservative teologer, der var mest på den anti-jødiske side.

Loven af 1814 gav jøderne næsten fuld ligestilling i Danmark. Norge skiltes fra Danmark samme år og deroppe gik det jøderne anderledes. De blev udelukkede fra at bo i Norge, i hvis grundlov der kom til at stå: ”Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens officielle religion… Jesuitter og munke-ordener må ikke tåles. Jøder er fremdeles udelukkede fra adgang til riget”. Den paragraf blev ophævet i 1851, men antallet af jøder i Norge blev aldrig stort, størst omkring 1920 med 1500 jøder.

I Sverige fik jøderne først mere frihed i 1838, i liberalismens tid – og fuld emancipation i 1870. Udviklingen fulgte den danske, blot med lidt forsinkelse. Danmark var gået bankerot i 1813, i 1814 tabte vi Norge, og i krisens tid fandt man sig en syndebuk i jøderne. Der var jødefejder i 1813 og igen i 1819. Antijødiske holdninger fandtes igennem hele 1800-tallet, men der var også fornyelse af den kristne jødemission og af det bibelsk-teologiske syn for jødernes plads i frelseshistorien.

Vækkelserne fører til missionsarbejde blandt jøder

Med den evangelikale vækkelse i England omkring 1800 vågnede kaldet til at bringe evangeliet til det jødiske folk. Det Danske Missionsselskabs stifter, præsten Bone Falk Rønne, døbte flere jøder og arbejdede for at jøder skulle tro på Jesus som Messias. Siden fik Det Danske Missionsselskab en formand, Kalkar, der selv var en døbt jøde, opvokset i et rabbinerhjem i Odense. I England og USA var der fra 1830’erne en vældig opblomstring i studiet af de sidste tider og af Bibelens taler om jøder i den henseende. Det kom til at præge angelsaksisk kirkeliv til denne dag.                     

Da denne strømning kom til Danmark, var det folk fra dette miljø, der tog initiativ til at drive mission blandt jøder (Israelsmission). I Norge havde man drevet Israelsmission fra 1844 – før der var jøder i landet – og i Sverige fra 1876. 1880’erne var den tid, hvor Den Danske Israelsmission blev til: Nogle københavnske kvinder dannede en sykreds i 1882, holdt møder for byens jøder og aflagde husbesøg i jødiske hjem. Denne kreds af kvinder var til dels af svensk herkomst og hørte hjemme i vækkelsesmiljøet. Snart fik Israelsmissionen ansat en jødekristen missionær.

Israelsmissionens arbejde var i de første mange år rettet mod jøder uden for Danmark, men efter 1900 ankom flere tusinde jøder østfra som flygtninge. Blandt dem begyndte Den Danske Israelsmission at arbejde i 1907 ved at hjælpe socialt og forkynde evangeliet for dem. En del jøder blev døbt, og der oprettedes en jødekristen forening i 1916. Fra synagogens side mødte missionsarbejdet modstand, men på den anden side blev det fra jødisk side påskønnet, at Israelsmissionen bidrog til at bekæmpe antisemitismens pest.                     

Nazismens tid 1933-1945

I hverken det norske eller danske samfund var der nogen antisemitisk bevægelse af betydning i 1930’erne. Jøder udefra var dog ikke velkomne. De danske fagforeninger havde tusinder af arbejdsløse medlemmer, og ville derfor nødigt se flygtninge tage arbejdet fra danskere. De danske politikere var også bange for, at mange jødiske flygtninge ville skabe en antisemitisme i det danske folk, og turde derfor ikke åbne grænserne for jødiske flygtninge. Men man ville forsvare de jøder, der var her. Mest kendt er den store transport over Øresund i oktober 1943, hvor det lykkedes at få næsten alle danske jøder sejlet i sikkerhed i Sverige. Den danske forfatter Henri Nathanson steg efter 10 timers sejlads i land, i det frie Sverige, og en svensk politimand rakte ham sin hånd og sagde: ”Gud ske lov at ni kom frälst hit”. Fra Norge kom også en mindre gruppe jødiske flygtninge til Sverige og fandt tilflugt.    Det er også værd at mindes den rolle, som danske kirkefolk spillede i den forbindelse.

Som eksempel kan nævnes præsten Christian Bartholdy i Haslev, Indre Missions landsformand. Da et par unge jøder på vej fra København til Sverige havde brug for et skjulested, gav deres jødiske hjælper dem ordre til at tage ind hos pastor Christian Bartholdy. Der var brødrene så, indtil skibet var klar. Det ville ikke have været naturligt alle steder i kristenheden og til alle tider i kirkens historie, at flygtende jøder kunne regne præster som naturlige beskyttere. Men Bartholdy havde været een af de første, der trådte op imod jødehadet. I Indre Missions Tidende havde han skrevet i 1941, at kristne umuligt kunne se ned på jøderne. Udenrigsministeriet var bekymret for at den slags udtalelser kunne belaste forholdet til tyskerne, og bad kirkeministeren påtale udtalelsen over for Bartholdy, men Bartholdy sagde lige ud, at han havde i sinde at gentage sine udtalelser mod jødeforfølgelserne lige så længe, der var vejr i ham.

Da jøderazziaen truede omkring 1. oktober 1943, lod Københavns biskop Fuglsang-Damgård udarbejde et godt og klart hyrdebrev til oplæsning i danske kirker den 3. oktober.                  

At det gik sådan under besættelsestiden, var et vidnesbyrd om, at jøderne på det tidspunkt for længst var velintegrerede i det dengang tydeligt kristne danske samfund. Og de var velanskrevne for deres bidrag til kulturlivet, erhvervslivet og det politiske liv. Da staten Israel efter verdenskrigen blev oprettet som jødisk hjemland, var opbakningen til Israel også helt massiv i den brede danske befolkning.

Forhåbentligt kan den danske jødiske befolkningsgruppe også fortsat bevare den gode position i Danmark, nu hvor samfundets sekulariseres og tolerancen mod al religion i det hele taget synes at være vigende.   

Litteratur

M. S. Laustens bøger om kirken og jøderne i Danmark; Valentin om jødernes historie i Sverige, og Mendelsohns bøger om Norge.

Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, København 2000.

Bent Blüdnikow: Som om de slet ikke eksisterede, København 1991.

Erik Thostrup Jacobsen: Som om intet var hændt – den danske folkekirke under besættelsen, Odense 1991.

Kurt E Larsen: Christian Bartholdy: Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960, Fredericia 2014.