Vores teologiske netværker Julie Kajgaard afslutter i dag sin treårige kontrakt hos os i Israelsmissionen. Vi er utroligt taknemmelige for det engagement og den gejst hun har lagt i arbejdet. Julie har på mange måder været med til at bane vejen for vores nyfundne engagement blandt danske jøder og så har hun været vidt omkring i det danske landskab for at undervise og skabe dialog om Israelsmissionens arbejde. Læs med og hør hvilke erfaringer hun har gjort sig de sidste tre år – og hvad hun vil opfordre Israelsmissionen til at arbejde videre med.
Mission i Danmark
I februar 2019 er Julie taget til London for at tale med Richard Harvey, der arbejder i missionsorganisationen Jews For Jesus. Hun er optaget af at opdyrke et stærkere europæisk samarbejde og herigennem at give mennesker i Danmark blik for Guds mission. Men samtalen tager en uventet drejning, og hun bliver udfordret på egen banedel. For hvem bringer egentlig evangeliet til jøder i Danmark? Nogle måneder senere finder spørgsmålet sit svar på en konference i Toronto, hvor både Israelsmissionens landsstyre og ansatte deltager.
”Vi stod alle med en klar følelse af, at det var os i Israelsmissionen, der skulle finde ud af, hvordan mission til jøder i Danmark kunne se ud,” fortæller Julie.
Konferencen blev startskuddet til det engagement og arbejde, vi i dag har i København.
Nye veje
Hjemme i Danmark igen begynder en lille håndfuld mennesker at mødes en gang om ugen for at bede for Israelsmissionens arbejde.
”Vi bad om, at vi måtte finde en vej for mission i Danmark,” fortæller Julie.
Lige så stille begynder en vej at tage form. Julie kommer i kontakt med to Jesus-troende jøder, som bor i København. De åbner deres hjem, og i fællesskab med Israelsmissionen begynder de at afholde sabbatsmåltider en gang i måneden.
”De har en helt anden indgang til jødisk liv og et spændende netværk,” fortæller Julie.
Mads Bjørn Thuren bliver ansat i sensommeren 2020 som Israelsmissionens første dialogmedarbejder i København, og mission til jøder i Danmark bliver for alvor en realitet:
”Det ændrer mine arbejdsopgaver, og det giver mig en mulighed for at tænke praktisk og strategisk om mission til jøder i Danmark.”
Perspektiver på mission til danske jøder
Mission blandt jøder har aldrig været nemt, og det er det heller ikke i en dansk kontekst. For Julie er det blevet særligt klart, at vi skal være opmærksomme på den forskellighed, der findes blandt danske jøder:
”Når vi taler om danske jøder, så er det ikke én sammenhængende gruppe. Du kan være sekulær, religiøs eller spirituelt søgende. Og alt derimellem. Der er en kæmpe diversitet. Det kræver præcision og nysgerrighed i samtalen med det enkelte menneske,” fortæller hun og fortsætter:
”Der hersker en stærk fortælling også blandt danske jøder om at være det forfulgte folk gennem historien – med sit klimaks under 2. Verdenskrig. Det er enormt vigtigt, at vi har forståelse for denne baggrund, og det er nødvendigt, at vi har den i baghovedet i stort set alle samtaler. De fleste danskere har en meget individualistisk tilgang til livet. Her står den jødiske kollektivistiske fortælling i kontrast, og jeg tror at det er noget, som også kan være med til at inspirere os. For det gør noget ved os at være en del af noget større.”
Gode samtaler om livet med Gud
Udover at arbejde praktisk og strategisk med mission i Danmark, har Julie brugt tid på at holde møder og oplæg ude i det danske kirkelandsskab.
”I Israelsmissionen har vi nogle vigtige perspektiver på livet med Gud, som jeg oplever, kan være til opmuntring i menneskers tros- og livsvandring. Mange af de møder, jeg har hold, har givet anledning til gode og spændende samtaler. Det er jeg meget taknemmelig for.”
Julie har også udviklet et nyt pocketbogskoncept, som skal gøre trosmæssige og teologiske spørgsmål bredere tilgængeligt:
”I Israelsmissionen går vi i dybden. Vi ønsker at trække tråde mellem Bibelens fortællinger, og reflektere over hvordan det påvirker vores måde at leve i fællesskab med Gud og andre mennesker. Pocketbogsformatet åbner op for en ny måde at gøre dette på.”
Derudover har hun også afholdt påskemåltider i konfirmand-højde, og derigennem været med til at give unge blik for påskens fantastiske budskab.
Mission med oprejst pande
For Julie er der ingen tvivl om, at stillingen som teologisk netværker har været spændende og udfordrende.
”Jeg håber, at Israelsmissionen fastholder sit fokus på mission til jøder i Danmark. At man tør være udholdende, vedholdende og ikke mindst bedende. At man tør prioritere resurser, også selvom man ikke ser et afkast med det samme. Vi lever i en tid, hvor vi nemt kan blive draget af de hurtige resultater. Men der er ingen hurtige resultater i mission,” fortæller Julie og fortsætter:
”Men selvom mission er svært, så er det også sjovt og lærerigt. Og når et menneske kommer til tro, er det al arbejdet værd.”
Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 29. august 2017
500 året for reformationen markeres på mange forskellige måder. Også i Lausannebevægelsens netværk for jødemission (LCJE) har vi markeret jubilæet i forbindelse med en konference i Berlin i dagene 14.-17. august, hvor cirka 80 deltagere fra 12 forskellige lande satte hinanden stævne.
Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang altså i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag.
Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen løfter her lidt af sløret for, hvad hun tager med hjem fra konferencen: ” Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.”
Opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Vi blev mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet os om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret.
Her neden for kan konferenceudtalelsen læses i oversættelse.
Reformationens indvirkning på relationen mellem jøder og kristne samt jødemission
Udtalelse fra den 11. europæiske LCJE-konference, Berlin, Tyskland.
Mere end 80 deltagere fra 12 lande – inklusiv Israel og USA – mødtes 14.-17. august i Berlin for at dele viden og reflektere over reformationens indvirkning på jøders og kristnes indbyrdes relation i fortid, nutid og fremtid. Deltagerne udtaler følgende:
Vi, deltagerne på den 11. europæiske konference i Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE), både jøder og ikke-jøder fælles i troen på Jesus Messias, er tak skyldig til Martin Luther og de andre reformatoriske fædre, som gjorde det muligt for alle troende at læse og forstå Bibelen som det eneste sande og autoritative åbenbarede Guds Ord.
Vi slår endnu engang fast, at frelse af nåde er tilgængelig for enhver, som bekender Jesus som frelser og herre. Dét budskab blev først forkyndt for det jødiske folk og er stadig nødvendigt for frelse i dag – for det jødiske folk først, og for ikke-jøder (Rom 1,16).
Vi afviser:
Martin Luthers fordømmende udtalelser om det jødiske folk som fuldstændige modsigelser af Bibelens lære.
den antijødiske og antisemitiske forkyndelse og undervisning, som stadig findes i kirkerne, og som bunder i en forkert forståelse af det jødiske folk, deres tro, livsstil og religiøse praksis. Vi beklager Kirkens uvidenhed og vrangforestilling, når det gælder relationen til det jødiske folk gennem den bibelske pagt.
Vi glæder os over:
at protestantiske organisationer og kirker gennem århundreder aktivt har vist Guds kærlighed til det jødiske folk i ord såvel som i handling – særligt i Europa.
det jødiske folks åbenhed overfor evangeliet om Jesus Messias og det voksende antal jøder, som kommer til tro på dette evangelium – både i Israel, Europa og resten af verden.
at Jesus-troende jøder og ikke-jøder er forenet i mission til verden og derigennem opfylder kaldet til at genoprette Israel og være et lys for alle folkeslag (Esajas 49,6).
Idet vi med taknemmelighed fejrer 500-året for reformationen og er bevidste om dens arv, hverken kan eller vil vi ignorere Luthers udtalelser mod det jødiske folk og den virkningshistorie, disse udtalelser har haft.
Derfor vil vi udfordre kirker og den enkelte troende:
til at tale respektfuldt og sandt om det jødiske folk og klart tage afstand fra alle former for antijudaisme og antisemitisme – både historisk og i dag.
til at anerkende den kristne tros bibelske og jødiske rødder, og de tætte bånd der er mellem Jesus-troende jøder og ikke-jøder (Rom 11,18).
til at acceptere og være fortalere for Jesus-troende jøders fortsatte identitet som jøder og deres fuldgyldige medlemskab af fællesskabet i Jesus Messias.
til at dele evangeliet – i både ord og handling – med deres jødiske venner, naboer og bekendtskaber, for vi tror, at evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Rom 1,16)
Vi takker Gud, fordi han elskede os så højt, at han sendte sin søn, Jesus Messias, for at dø for vore synder og opstå igen fra de døde, så at hele menneskeheden, både Israel og alle folkeslag, kan blive forsonet med ham.
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Jews For Jesus’ kampagne ”Behold Your God” har nået sin årlige afslutning. Kampagnen strækker sig over flere år, og fokuserer på tolv forskellige regioner i Israel. Dette år har den fundet sted i det sydligste af Israel i Aravah regionen. Igennem kampagnen søger Jews for Jesus at sprede evangeliet ved at møde mennesker i gadebilledet med litteratur, musik og andre kreative metoder.
Jews For Jesus’ missionsteam har gennem kampagnen uddelt 5,690 evangeliske hæfter og haft telefonsamtaler med mere end 812 mennesker om tro. Derudover har de modtaget kontaktoplysninger på 256 mennesker, hvoraf 224 af dem har en jødisk baggrund og ikke tror på Jesus. Afsluttende har teamet fået lov til at opleve, at fire mennesker har givet deres liv til Jesus.
Kampagnelederen fortæller
Peter Nasser, som var dette års kampagneleder, fortæller:
”Jeg er så taknemmelig for vores missionsteam, som har arbejdet utroligt hårdt for at dele evangeliet i Avarah regionen. De har vist et stort initiativ og tjent med flittighed, selv i solens brændende hede, for at sprede det gode budskab til folket i Israel. Jeg glæder mig over dem og takker Gud for, hvad han har opnået gennem deres indsats. Vores personale vil følge op på hver eneste kontakt, de har fået i Avarah regionen. Vi vil ringe til dem og invitere dem til samtaler om tro og Bibelstudie. Må hver enkelt frø, som evangeliet har plantet, finde vej til den gode jord og bære megen frugt for Herren!”
Hvad så nu?
Selvom 2017 kampagnen har nået sin ende, fortsætter arbejdet. I de kommende uger, vil der være forskellige begivenheder i Moishe Rosen Center i Tel Aviv. Den største af disse begivenheder vil være et kunstgalleri i forbindelse med Laila Lavan (den hvide nats) festival i juni. Det er femte år i træk denne event afholdes, og den har endda fået en plads i byens officielle program. Derudover arbejder de på at lave en spilleaften for naboerne og en særlig kagedag med en gæstekok.
Ungdomsgruppen er også ved at planlægge deres rejseprojekt Massah. Hvert år giver Massah unge jødiske troende fra 19-26 år muligheden for at tage del i deres fællesskab i nogle uger i Israel, for derefter at rejse til Indien eller Sydamerika for at mødes med israelske rejsende og dele evangeliet med dem.
Afsluttende planlægger de et stort og omfattende projekt i 2018 i Israel, der skal inkludere alle Jews For Jesus’ missionærer på verdensplan. Det bliver et kæmpe foretagende og det største af sin slags i deres afdeling i Israel. Forberedelserne begyndte tidligt sidste år, men opgaverne hober sig stadig op. Dan Sered, Missionary Director, udtaler:
”De logistiske forordninger alene er en stor udfordring, og vi har brug for jeres forbøn. Bed om at Gud må vejlede os og forberede os på denne enorme mission.”
Shmuel får interesse for Jesus
Sahar fra deres personale fortæller et vidnesbyrd fra kampagnen:
”jeg ringede til Shmuel* (navnet er ændret) i eftermiddags. Han er en gift mand med tre børn. Jeg fortalte ham, at vi arbejder på et projekt, der yder gratis litteratur om den mest indflydelsesrige karakter i hele Israels historie, som tilfældigvis er Messias. Shmuel var interesseret, og jeg delte min tro på Jesus som Messias med ham. ”Det er ikke retfærdigt, at det kun er hedningene der får lov at opleve Messias’ kærlighed,” sagde jeg, ”hvorfor ikke også vores jødiske folk?” Jeg forklarede, at det var formålet med mit opkald. ”Anderledes fra andre firmaer, der prøver at sælge dig noget,” sagde jeg, ”tilbyder vi en gratis bog der redegør for hvordan Jesus opfyldte profetierne i Tanakh (hebræiske skrifter).” Shmuel udtrykte, at han gerne ville have bogen, men han var usikker på det, da hans kone er ortodoks, og da han ikke ved, hvordan hun vil reagere. ”Det er fantastisk,” sagde jeg, ”I kan læse den sammen. Hun burde ikke have noget i mod, at du læser profetier fra Tankh. Sammen ser I måske, hvad den siger om Messias.” Han gav mig ret og gav mig sine kontaktoplysninger. Jeg ser frem til at høre, hvad han har at sige i de kommende uger.”
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 7. april 2016
Susan Perlman er Jesus-troende jøde og har mere end 40 års erfaring i Guds mission gennem missionsorganisationen Jews for Jesus, som hun har været med til at grundlægge. En af de vigtigste erfaringer hun har gjort sig er, at en sund praksis omkring mission, begynder i fællesskab med andre mennesker og med Jesus. Her kan du læse hendes historie.
Susan vasker fødder på en aktivist under en gadeaktion i Irland.
”Hvis nu du kunne tjene Gud på lige præcis den måde, du drømmer om – hvad ville du så lave?” Susan Perlman lyttede til stemmen i telefonen og holdt en kort pause inden hun svarede: ”Jeg drømmer om at skrive skuespil. Jeg drømmer om at skrive tekster til Guds ære.” Moishe Rosen, som var stemmen i den anden ende svarede, at det kunne hun da gøre sammen med ham og de andre i Los Angeles, Californien, som var i gang med at starte den organisation, som skulle blive til Jews for Jesus.
Susan Perlman boede på det tidspunkt på Manhattan i New York, arbejdede i et reklamebureau som tekstforfatter og havde lige fået både forfremmelse og lønforhøjelse. Hun havde det godt. Hun var også kommet til tro på Jesus et års tid tidligere.
”Jeg kan ikke love dig meget,” sagde Moishe Rosen, ”men jeg lover dig, at så længe jeg har mad på bordet, så har du mad på bordet, og så længe jeg har tag over hovedet, har du tag over hovedet.” Det var ikke meget, men det var nok til, at Susan sagde sit job op og rejste til Californien for at være med til at starte den missionsorganisation, som i dag har 25 afdelinger i 12 forskellige lande verden over.
Det var i 1973, så Susan Perlman har mere end 40 års erfaring med arbejdet inden for jødemission.
Rabbineren kunne ikke give svar
Susan Perlman voksede op i en traditionel ortodoks-jødisk familie i Brooklyn, New York. Susan husker det som om hele bydelen var jødisk, for både forretninger og skoler lukkede i de jødiske helligdage, og efternavnene vidnede om jødiske indvandrere fra Østeuropa.
Da Susan som kun 12 årig mistede sin far foregik både begravelse og mindesamvær da også på traditionel jødisk vis. Da rabbineren kom for at besøge familien, spurgte den unge Susan: ”Er min far i himlen nu?” Det første svar rabbineren forsøgte sig med, tilfredsstillede hende ikke, så hun spurgte igen. Denne gang gav rabbineren et mere alvorligt svar: ”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et endegyldigt svar, Susan, men det kan jeg ikke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der kommer efter døden. Vi kan kun håbe.”
Efterfølgende var Susan meget frustreret over de manglende svar fra både rabbineren, Gud og jødedommen i det hele taget.
Susan deler sin tro med unge tyskere på et fodboldstadion.
Forventede en undskyldning
Mange år senere stødte hun ind i en gademusikant på Manhattan. Han bar et lille skilt, hvorpå der stod ”Smil. Gud elsker dig!” Susan havde netop læst en artikel i et amerikansk magasin om ”Jesus-folket” og spurgte ham, om han var en af dem. Han inviterede hende på kaffe og fortalte hende mere om Jesus. Da hun fortalte ham, at hun var jøde, forventede hun halvt at få en undskyldning, for i hendes verden kunne jøder ikke tro på Jesus, da kristendommen jo var skyld i så meget ulykke mod det jødiske folk. Undskyldningen kom aldrig. I stedet blev Susan inviteret med i kirke.
Det blev begyndelsen på et venskab, hvor Larry, som gademusikanten hed, udfordrede Susan til at læse i Bibelen. ”Til sidst kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er Jesus mon virkelig den, han hævder at være – min Messias?!” fortæller Susan og fortsætter: ”Til sidst fortalte jeg Gud, at jeg havde lyst til at have en relation til ham, og at jeg troede, hans søn, Jesus, er Messias.”
En ensom tro
Susan Perlman genkalder sig minderne om den første tid som Jesus-troende: ”Jeg troede, jeg var den eneste jøde, der troede på Jesus som Messias. Det var ensomt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne formulere og udtrykke min tro i en jødisk kontekst. Hele livet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne tro på Jesus!” Da hun fortalte sin mor, at hun var kommet til tro på Jesus, var moderens reaktion da også chok og uforståenhed. ”Hun sagde, det havde været bedre, om jeg var kommet hjem og havde fortalt, at jeg var på stoffer eller gravid,” fortæller Susan.
Gennem kristne venner kom hun i kontakt med andre jøder, som også troede på Jesus, og med tiden altså også Moishe Rosen, som inviterede hende til Californien for at være med til at starte Jews for Jesus, hvor hun har arbejdet lige siden.
Susan på gaden i vanlig Jews for Jesus-stil.
Teologi og mission må gå hånd i hånd
Selvom Susan Perlman anser sig selv for at være en praktiker frem for akademiker, sagde hun for mange år siden ja til at sidde i bestyrelsen for Dallas Theological Seminary, et stort og meget anerkendt teologisk uddannelsessted. Måske var det netop, fordi hun er praktiker, hun sagde ja. Susan forklarer: ”Bare fordi jeg ser mig selv som praktiker, undskylder det mig ikke for at have en dårlig teologi, ligesom gode teologer ikke kan undskyldes for at have en dårlig praksis. God teologi og god praksis må gå hånd i hånd,” mener Susan Perlman og tilføjer: ”Hvis du kun arbejder med teologien akademisk og ikke har en missionspraksis, så går du ganske enkelt glip af noget.”
Derfor gør Jews for Jesus også rigtig meget ud af at udvikle deres teologi hele tiden, for, som Susan udtrykker det: ”Teologien er hele tiden i bevægelse; den er ikke statisk.” Organisationen har derfor ansat teologen Richard Harvey, som besøgte Israelsmissionen til et årsmøde for nogle år siden. Han arbejder blandt andet med at udfolde en messiansk teologi, som kan være med til at svare på nogle af de spørgsmål om identitet, som mange jøder sidder tilbage med, når de kommer til tro på Jesus. Når troen på Jesus ikke betyder, at man holder op med at være jøde, skal man så stadig overholde Toraen? Og i så fald hvor meget af den? Hvad med sabbatten? Disse og andre teologiske spørgsmål, arbejder Jews for Jesus også med.
Krydsfeltet hvor troen giver mening
Med årene har Susan ikke selv de samme kræfter til at gå på gaden og dele traktater ud og konfrontere andre jøder med spørgsmålet: Hvem mener du, Jesus er? En konfrontatorisk evangelisationsform Jews for Jesus er blevet både elsket og kritiseret for. Det har givet hende anledning til udforske andre måder at dele evangeliet. ”For mange i Jews for Jesus har det måske gjort lidt ondt at gøre op med den konfrontatoriske stil og anerkende andre måder at dele evangeliet på,” fortæller Susan og konkluderer: ”Men det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men et både-og.” Hun har selv opdaget, hvordan hendes hjem er blevet en missionsmark. Rammerne for at fortælle evangeliet kan være noget så enkelt som at lave et måltid mad, invitere nogle mennesker på besøg af have en god samtale. Herigennem har hun oplevet, hvordan den gode fortælling kan bruges til at forklare evangeliet – frem for en dogmatisk forklaring. ”Vi må finde det krydsfelt, hvor vores tro giver mening for sekulære mennesker,” understreger Susan. Her er fortællingen et bedre redskab end dogmatik.
Det mener hun blandt andet i lyset af, at det vestlige samfund er blevet endnu mere sekulært. ”Da jeg var i 30erne var det nogle helt andre spørgsmål, man blev udfordret af,” fortæller Susan. ”Naturligvis findes der stadig klassiske apologetiske spørgsmål, men de fundamentale og kritiske spørgsmål stikker langt dybere i dag.” Det er ikke kritiske spørgsmål til indholdet i Bibelen, hun møder, men snarere mistro til hele det religiøse system og deri også en afvisning af både Gud og Bibelen som autoritet. ”Det er spørgsmål, vi må blive endnu bedre og endnu modigere i at gå i dialog med,” mener Susan.
I den sammenhæng er det også vigtigt for både Susan og Jews for Jesus at understrege, at mission og evangelisation er noget man gør i fællesskab: ”En robust og langtidsholdbar missionspraksis begynder i fællesskab med andre,” mener Susan og forklarer, at alt for mange står alene med opgaven med at forkynde evangeliet. Derfor brænder de ud, mener hun.
Kristne skal skabe misundelse
Selvom Jews for Jesus er kendt for at sende jødiske missionærer til jøder for at fortælle om jøden Jesus, er Susan ikke i tvivl om, at Gud også bruger ikke-jøder til at nå hendes folk med evangeliet. ”Når jøder ser på en kristen, er det hverken livsstilen eller kulturen, de misunder,” mener Susan og fortsætter: ”Jøder sætter stor pris på deres egen kultur, men når de ser en kristen, ser de et menneske, som har en relation til den levende Gud! Det kan rigtig mange jøder genkende en længsel efter, og derfor må vi alle øve os i at være åbne om vores tro og relation med Gud.” Den vished der er i troen på Jesus, var netop den vished, rabbineren ikke kunne give hende, da hun stillede spørgsmål til ham om, hvor hendes far var.
”Som Jesus-troende har vi en vished om, at Gud elsker os. Vi ved, han er til stede. Vi er sikre på, vi kan komme i kontakt med ham. Vi er overbeviste om hans tilgivelse og udholdende i håbet om, at vi har evigt liv i fællesskab med ham. En vished mange jøder vil anerkende, de mangler,” slutter Susan.
Derfor vil både Jews for Jesus og Israelsmissionen frimodigt arbejde videre i formålet om at gøre spørgsmålet om, hvem Jesus er til et uundgåeligt og vedkommende emne for jøder verden over.
Anne-Mette Ladegaard, volontør på Caspari Centeret, 18. februar 2016
I 2000 år har det været konfliktfyldt at være både jøde og Jesus-troende. Den dag i dag kæmper messianske jøder stadig med at finde svar på, hvordan både troen på Jesus og den jødiske identitet kan forenes. Her fortæller Alexander Goldberg om både glæder og udfordringer ved at være jøde, bo i Israel og tro på Jesus.
”At være Jesus-troende jøde er et stort og kompliceret spørgsmål, som vi alle kæmper med,” fortæller Alexander Goldberg, israelsk direktør for Caspari Center for Bibelske og Jødiske Studier i Jerusalem, et teologisk ressourcested for den messianske bevægelse i Israel.
I 2000 år har kirken og synagogen været enige om, at man ikke kan tro på Jesus og samtidigt bevare sin jødiske identitet.
”Men i dag udfordrer messianske jøder denne årtusinder gamle konsensus ved at pege tilbage til de tidligste jødiske tilhængere af Jesus,” siger Goldberg. Historisk har der været store spændinger mellem jøder og kristne, hvor den kristne kirke bl.a. har praktiseret tvangsdåb af jøder og deltaget direkte i forfølgelser og fordrivelser af jøder. Holocaust er et nyere historisk eksempel på dette. Disse forhold gør det vanskeligere for de jøder, som kommer til tro på Jesus som messias at bevare deres jødiske identitet, fordi de bliver anset som forrædere. ”Hvordan man kan leve sin tro på Jesus ud i en jødisk kontekst efter 2000 år med disse spændinger i den jødisk-kristne historie. Det er et svært spørgsmål, som alle messianske jøder forsøger at løse,” mener han.
Jesus-troende jøder i 2000 år
Goldberg har været ansat på Caspari Center i syv år. Hans opgaver her er at udvikle centerets arbejde blandt de lokale messianske menigheder og at undervise i forskellige sammenhænge. Blandt andet har vi tidligere skrevet om, hvordan han har været med til at holde Alpha-kurser for russisk-talende immigranter.
”Der har altid været etniske jøder her og der, som har troet på Jesus som messias. Faktisk viser et af Caspari Centerets akademiske studier, at der har været Jesus-troende jøder de sidste 2000 år,” fortæller Goldberg og forklarer videre: ”Fra omkring det 5. århundrede blev Jesus-troende jøder en del af de ikke-jødiske kirker og dermed en del af en ikke-jødisk kultur. Derfor holdt mange op med at identificere sig selv som jøde.” Denne udvikling er ærgerlig for både Jesus-troende jøder og for den kristne kirke. Jesus-troende jøder har al mulig grund til at fastholde deres jødiske identitet samtidig med, de bekender troen på Jesus som messias. Både Jesus selv, disciplene, hovedparten af forfatterne i Bibelen og mange af de første efterfølgere af Jesus, var jøder, så disse to står slet ikke i kontrast med hinanden. Hvis den kristne kirke mister gruppen af Jesus-troende jøder eller fremmedgør dem, mister kirken ikke blot en gruppe mennesker, som naturligvis hører til i kirken, men den mister også en væsentlig del af sin egen identitet, for også den kristne kirke har jødiske rødder.
”Mange af de Jesus-troende jøder som bor i Israel, bevarer i dag deres jødiske identitet, ligesom Jesus selv og hans tidlige jødiske tilhængere også gjorde. Således bliver den jødiske del af den universelle kirke genoprettet i vore dage, og det er bemærkelsesværdigt,” fortæller Goldberg.
Kaldet som underviser
Goldberg er selv messiansk jøde og immigrerede i 2003 fra Rusland til Israel, hvor han bosatte sig i Jerusalem med sin familie. Her fik han arbejde i en turistvirksomhed. Goldberg havde dog et stort ønske om at blive teolog, så ved siden af arbejdet begyndte han på teologiske studier. Da finanskrisen ramte verden i 2008, ramte den også turistvirksomheden, og samme år blev han fyret. Goldberg sendte en ansøgning af sted til Caspari og blev ansat.
”Jeg tror, Herren viste mig vejen til at søge stillingen på Caspari. Caspari er et perfekt sted for mig, for det er et evangelikalt undervisningcenter, og centerets akademiske karakter matcher mit kald som underviser,” fortæller han.
Pengegaver kan give problemer
Den messianske bevægelse står overfor mange udfordringer i dag, hvor spørgsmålet om identitet er et af dem. En anden udfordring er ifølge Goldberg, at udenlandske pengegaver kan give problemer i de lokale menigheder.
”Nogle udenlandske enkeltpersoner, lokale kirker og missionsorganisationer skaber utilsigtet en finansiel afhængighed for de lokale messianske menigheder i deres iver efter at velsigne det jødiske folk,” siger han og fortsætter: ”Selvom deres hjælp i visse tilfælde afhjælper nogle økonomiske byrder, så skaber det også usunde venskaber og relationer, der svækker os åndeligt. Disse godhjertede venner mangler nogle gange rettidig omhu i deres forvaltning af ressourcer. Der er tilfælde, hvor den sultne klarer sig bedre med en fiskestang end en fisk.”
Casparis mange opgaver
”Casparis arbejde spænder fra akademiske studier til praktisk undervisning, men alt vi laver, relaterer til Guds arbejde blandt det jødiske folk,” forklarer Alexander Goldberg.
Caspari Center udruster på flere forskellige måder de messianske menigheder – blandt andet gennem undervisning og kurser for ledere og undervisere, som bidrager til idéudvikling og inspiration. Deres sabbatsskoleundervisning har fx deltagere fra hele Israel. Centeret udgiver også bøger og undervisningsmaterialer sammenfattet af lokale og internationale ressourcepersoner i den messianske bevægelse. De ønsker at udruste den messianske bevægelse med teologiske kompetencer og viden, for selvom der har været Jesus-troende jøder i 2000 år, er den messianske bevægelse stadig ny hvad angår teologi og refleksion over denne. Derfor er der brug for seriøse kompetencer på dette område.
Caspari Centers fokus på jøderne kommer ifølge Goldberg fra en overbevisning om, at Gud ikke kun var, men stadig er og altid vil være Abrahams, Isaks og Jakobs Gud (2. Mos. 3,15).
”Derfor tror vi også, at Gud stadig er meget aktiv blandt det jødiske folk. For os, der tror på Jesus, betyder det, at vi gennem vores arbejde i jødemission med egne øjne kan se det, Gud gør blandt jøder i dag,” konstaterer Alexander Goldberg.
Savner rollemodel for den messianske bevægelse
Han ser også en tredje udfordring for den messianske bevægelse i dag: Modstanden de messianske jøder møder fra andre jøder, fx nogle ortodokse, og fra samfundet. ”Selvom Israel er et demokrati, er det et meget ufuldkommen ét,” mener Goldberg. Messianske jøder oplever diskrimination i forskellige former, og i enkelte tilfælde, mener den israelske direktør for Caspari godt, at man kan tale om, at de messianske ledere kommer i situationer, som kan betegnes som reel forfølgelse. Ikke ved at de stræbes efter livet, men gennem systematisk chikane fra anti-missionsorganisationer eller besværliggørelse af deres arbejde fra myndighedernes side. Han er dog usikker på, hvordan denne udfordring bedst skal løses.
”Skjuler vi vores lys under en skæppe i frygt? Mister vi vores vilje til at være salt ind i samfundet og for vores nabo – eller undgår vi det? Skal vi gå på kompromis med vores overbevisninger og tro i håb om at blive accepteret og nyde vores ro og fred eller står vi fast, betaler prisen og udholder trængslerne, når det er nødvendigt?” spørger Goldberg retorisk og fortsætter: ”Disse spørgsmål er udfordrende, men de har brug for at blive besvaret,” mener han.
Han savner en rollemodel for den messianske bevægelse i dagens kirke, som kan inspirere og vise vej gennem modstanden. Udfordringen med den manglende rollemodel hænger for Goldberg sammen med identitetsspørgsmålet for den messianske bevægelse: ”Det er kun ganske få, som har stået overfor disse udfordringer, som de messianske jøder møder fra andre jøder og fra samfundet. Derfor står vi lidt famlende overfor problemet,” analyserer han.
Caspari som brobygger
”Caspari tjener ikke kun den messianske bevægelse, men også den kristne kirke ved at oplyse kirken om kristendommens jødiske rødder, og ved at kirken møder deres jødiske brødre og søstre i troen,” fortæller Goldberg.
Internationalt samarbejder Caspari med kirker og missionsbevægelser og sætter derigennem fokus på den messianske bevægelse i Israel, og de udfordringer de Jesus-troende jøder står overfor. Det foregår blandt andet gennem kurser for teologer, missionsledere, studerende og andre interesserede, samt gennem partnerskaber på tværs af landegrænser. Derudover giver Casparis medarbejdere guidede ture til turistgrupper, information og undervisning om den messianske bevægelse.
På spørgsmålet om hvilke glæder der er i den messianske bevægelse i Israel, svarer Goldberg: ”Den første og vigtigste glæde for mig er den voksende åbenhed overfor evangeliet, som jeg kan spore i det israelske samfund. Interessen for Jesus vokser meget langsomt, men støt. Bare i de 12 år, jeg har boet i Israel, kan man se en forskel”, fortæller Goldberg.
Ligesom Israelsmissionen ønsker Caspari Center at nå det jødiske folk med budskabet om, at Yeshua (Jesus på hebraisk) er Messias.
Den anden store glæde ved den Messianske bevægelse i dag er, at bevægelsen vokser. Ifølge en undersøgelse fra 1999 udført af Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt og tidligere formand Kai Kjær-Hansen havde de messianske menigheder dengang omkring 5.000 medlemmer i Israel. Der er ikke blevet lavet en officiel statistik siden, men Goldberg mener, der er mindst 10 tusind messianske jøder i Israel. Andre vil ikke gå højere end syv tusind, mens andre igen vil sætte tallet højere – til 15 tusind. Det er altså et tal der hersker en del usikkerhed omkring.
”Nye menigheder opstår, eksisterende menigheder vokser; præster og missionærer bliver teologisk uddannet og nye missionale projekter bliver hele tiden etableret for at styrke bevægelsen,” fortæller Goldberg glad.
Og hvordan kan vi i Danmark støtte og opmuntre den messianske bevægelse i Israel?
”Udbyg partnerskabet med Caspari og vær trofast!” opfordrer Goldberg inden han slutter: ”Vi er ikke en lokal menighed, så støtten til Caspari skaber ikke nogen ”afhængighed”. Men med støtten kan vi hjælpe de lokale menigheder på en sund måde.”
Velkommen til Israelsmissionens årsmøde den 12. marts kl. 13.30 på TORVET i Aarhus. Adresse: Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N.
Susan Perlman
Hvad er det nu for noget med de grænser. Forældre får at vide, de skal sætte dem – lære deres børn, hvor de går, for ellers går det galt. Børn elsker at gå over dem, ja, de skal vel nærmest gå over dem, udfordre dem, for at vi skal synes, de er raske og sunde. Grænser kan også bruges til både at afgrænse og begrænse – alt efter om man vil holde noget eller nogen inde eller ude.
Guds kærlighed ej grænse ved, synger vi i Lönegrens gamle salme. Og i mødet med dén grænseløse kærlighed rykkes vore egne grænser. I forhold til os selv. I forhold til vores næste og i forhold til det samfund og den verden, vi alle er en del af.
Morten Hørning
Det er denne grænserykning, vi skal være sammen om på Israelsmissionens årsmøde 12. marts på TORVET i Aarhus. Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet, vil fortælle om, hvordan Jesus rykkede på grænserne for rent og urent. Susan Perlman, der er en del af ledelsen i Jews for Jesus, vil fortælle om grænseoverskridende mission til jøder i dag og om, hvordan hendes egne grænser blev rykket, da hun selv kom til tro på Jesus som Messias. Vi skal også lytte til Israelsmissionens tidligere formand, Kai Kjær-Hansen, som med udgangspunkt i Johannes 3,16 vil forkynde om, hvordan Gud selv sprængte alle grænser, da han blev menneske. Derudover skal vi lytte til nogen af alle de mennesker, som hvert år krydser grænser sammen med Israelsmissionens Unge for at rejse ud i verden for deltage i og lære mere om Guds mission.
Rigtig hjertelig velkommen til årsmøde!
Program for dagen
Kai Kjær-Hansen
Man er velkommen til en kop kaffe fra kl. 13.
Velkomst og sang
13:30 Indledning
13:45 Jesus flytter grænsen for rent og urent – Jesu ord om rent og urent i lyset af arkæologien og historien v/ Morten Hørning Jensen
14:10 Intro til Jews for Jesus
14:15 Hvordan når vi jøder med evangeliet i dag? v/ Susan Perlman, Jews for Jesus
14:50 Musikindslag
15:00 Kaffepause
15:30: Årsberetning v/ Krista Rosenlund Bellows og Bodil Skjøtt
16:30: Sang/musik
16:40: Opdatering fra Israelsmissionens Unge v/ Simon Krüger
16:50 Seminarer
1) ”The Gospel in the Passover” v/ Susan Perlman (på engelsk)
2) Nyt fra den messianske bevægelse i Israel v/ Bodil Skjøtt
3) Min plads i Guds mission v/ Jakob Wilms Nielsen
17:50: Aftensmad – tilmelding til fællesspisning på kontor@israel.dk
Aftenprogram
19.00 Velkomst – og børnesange
19:10: Nyt fra medarbejderne i Israel
19:20: Min vej til Jesus – mit liv med Jesus v/ Susan Perlman
19:45: Sang/Musik
19:50: For således elskede Gud verden, prædiken v/ Kai Kjær-Hansen
20:10: Sang og kollekt til Israelsmissionens arbejde
20:15: Året rundt og jorden rundt med Israelsmissionens Unge – kom med til bl.a. Jerusalem, Betlehem og Jakarta!
Afslutning med Musik-andagt
21:00: Kaffe til alle
21:45: IU fortsætter festen
I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her, anden del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.
Der er mindst tre forkerte tilgange til Israels udvælgelse fra kirkens side. Den første er en ligegyldighed overfor Israels kald; den anden er en grundlæggende modvilje mod kaldet, som kommer til udtryk i erstatningsteologien; den tredje giver sig udslag i en beundring for alt, der er jødisk.
I den første gruppe finder vi dem, som er ligeglade med Israels udvælgelse. Men hvis Gud virkelig har givet Israel det kald, som er omtalt i de to tidligere artikler i denne serie, og hvis vi er ligeglade med dét, er vi så ikke også ligegyldige overfor den måde, Gud har tænkt at nå verden med evangeliet? Burde vi ikke give de metoder opmærksomhed, som Gud har givet os? Hvis Gud virkelig har kaldet ét folk og givet dem den særlige opgave at proklamere evangeliet globalt, så burde vi være med til at bekræfte dette kald – ikke være ligeglade med det.
Der er også dem, som mener, at kirken har erstattet Israel, og som ikke bryder sig om tanken, at Gud har givet et uigenkaldeligt kald til det jødiske folk. De mener, det lyder som om Gud har ét bestemt folk, der er hans favorit. Men Gud kalder ikke de særligt værdige. Han kalder dem, han vil. Gud kaldte ikke det jødiske folk, fordi de var særlige. Og Gud har ikke bevaret os, fordi vi var trofaste. Han kaldte os, han bevarede os, og han erklærede kaldet uigenkaldeligt, fordi han er trofast. Det er det, nåde betyder. Og så burde vi i øvrigt huske på, at Gud kaldte Israel ud af sin kærlighed til alle jordens folkeslag, så der er ingen grund til at foragte det folk, han udvalgte. Men der er grund til at glæde os over, at han elsker folkeslagene.
I den sidste gruppe finder vi de kristne, som elsker den jødiske Messias og det jødiske folk, og som uden tøven fastslår, at jøderne stadig er Guds udvalgte folk. Her er der faldgruber, som bør påpeges. Hvis kærligheden slår over i at beundre alt, hvad der er jødisk, bliver det farligt. For det hjælper ikke det jødiske folk med at opfylde kaldet, det gør os bare mere stolte af at være jøder. Hvis du ”respekterer” eller undskylder, at jøder ikke tror på Jesus, hjælpes vi heller ikke med at opfylde kaldet. Så forhindres vi blot i at komme til tro.
Så hvordan kan du hjælpe os til at opfylde kaldet? Hvad har vi brug for? Vi har brug for, du beder for vores frelse. Vi har brug for, du opmuntrer os til at erkende vores synd og sætte vores lid til Jesus. Vi har brug for at blive tilskyndet til at læse hele Bibelen og til at gå ud, til jøde først og så til ikke-jøder. Det vil hjælpe os til at opfylde kaldet. Og det vil fremme evangeliets udbredelse til alle folkeslag, som Gud er så opsat på at nå.
Vi har brug for, at I beder Herren om at sende arbejdere ud til sin høst. Jeg har hørt (og set!), at markerne er modne!
Det uigenkaldelige kald
På en måde begyndte det hele på en slette i Mesopotamien. Gud sagde til Abraham:
Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
I dig skal alle jordens slægter velsignes.
Selv navneforandringen fra Abram til Abraham vidner om Guds kærlighed til folkeslagene. Abram betyder ”ophøjet fader” mens Abraham betyder ”fader til mange folkeslag” (1. Mos 17,5).
Men at følge dette kald var ikke let for Abraham, og det har heller ikke været let for de fysiske efterkommere, Gud udvalgte til at være instrumenter for hans velsignelse. Flere gange har det jødiske folk opført sig mere som modstandere af Gud end som medhjælpere. Men Gud har vist nåde i mod os og trofasthed mod sit ord, så han har aldrig ændret sine planer for det jødiske folk – eller blevet mindre opsat på at se sin plan om at bringe evangeliet til alle folkeslag ført ud i livet. Et af de mest tydelige steder på dette, er Romerbrevet 11,1-2 og 28-29:
Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. […] I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
Nogle gange tænker jeg, at dette på en gang er nogle af de mest foruroligende og opmuntrende vers i Bibelen. Paulus erklærer ligefremt, at dem som ikke er kommet til tro, er fjender af evangeliet. Hårde ord! Men han tilføjer hurtigt, at modstanden er for ikke-jødernes skyld. Og på trods af modstanden erklærer Paulus utvetydigt, at det jødiske folk stadig er elsket på grund af fædrene, fordi det kald han har givet, har han ikke fortrudt.
Paulus havde et godt grundlag til at forstå disse vers, for hans eget liv indkapsler meget godt selve pointen. I Galaterbrevet 1,13 og Apostlenes Gerninger 22,4 taler han meget tydeligt om sit eget fjendskab og modstand mod evangeliet:
I har jo hørt om, […] at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. […] Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel.
Gud ændrede ikke sine planer for Paulus grundet hans fjendskab mod evangeliet. Gud brugte tværtimod dette fjendskab som et eksempel på, at Guds nåde er tilgængelig for enhver, der omvender sig og tror.
Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1. Timotheus 1,16)
Kaldet – det eneste kald Israel nogensinde har modtaget – består stadig i dag. Det ses tydeligt i Skriften. Det ses i måden Paulus drev mission på. Det ses endda i den søgen efter mening efter noget større, som er i mange af det jødiske folks hjerter. Paulus beskrev denne malplacerede passion meget godt, da han skrev: ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand.” Det er ikke så mærkeligt, at mange jøder gennem historien har brudt nyt land eller taget på store eventyr. Vi blev skabt til at være budbringere, og det er det, vi ender med at være – om det så er med evangeliet eller ej. Men hvor er det godt og naturligt, når vi jøder endelig begynder at proklamere det evangelium, vi blev skabt til at proklamere.
Joshua Turnil, missionær for Jews for Jesus i Paris
Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
og bjergene vakler i havets dyb,
når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver. Sela
Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig. (Salme 46, 2-5)
Gud mindede mig om ovenstående ord, da vores elskede by blev angrebet. Salme 46 trøstede mig meget, da jeg havde brug for det efter 11. september i New York, da tårnene kollapsede og byen var i en tilstand af kaos. Den 13. november blev Paris’ ungdom myrdet, og hendes hjerte blev knust.
Disse tragiske begivenheder kommer efter længere tids debat om national identitet og religionens plads i samfundet, som har øget polariseringen i landet. Frankrigs præsident har sagt: ”Jeg vil, at vi skal kende ét samfund: det nationale. Jeg vil, at vi kun skal kende én religion: republikkens religion.” Han fik bifald fra parlamentet og tankegangen er bifaldet over hele Frankrig og særligt i Paris. Da mange delte billedet med ”Pray for Paris” (Bed for Paris) på de sociale medier, brød franskmændene sig faktisk ikke så meget om det. En ung bruger responderede: ”Venner fra hele verden, tak! Men vi har ikke brug for mere religion! Vores tro og tillid er i musikken! Livet!” Religiøse udtryk er ikke velkomne.
Hvordan rækker vi ud til dem, som sørger, men ikke åbne?
Gennem Guds ord. Over hele Paris kan man se ordene: ”ikke bange”, men alligevel er frygten åbenlys for alle som går på gaden. Jeg lærte noget i New York, som hjalp mig i januar under angrebet på Charlie Hebdo og som også er sandt i dag: ”Det er ikke fraværet af fare, som bringer tryghed. Det er Guds nærhed.” Det fortæller Salme 46 om. Og vi har skrevet det i vores vindue, på vores Facebookside, hjemmeside og hvor ofrene bliver mindet over hele Paris. Derudover har vi lavet traktater med ordene, som vi deler ud.
Vi føler os kaldet til at bede for dem, som bor i Paris, men hvordan kan vi bede for dem, som ikke ønsker forbøn? Vi har evangeliseret i mange år i det 11. distrikt, hvor angrebene fandt sted. Så missionærerne tog hen til Bataclan for at ære ofrene. Derefter sang de sange foran rådhuset og på Place de la République, som du måske har set i nyhederne. Håbet var, at sangen kunne nå nogen og at vi måske ville få mulighed for at bede for dem, vi mødte.
På Place de la Républlique sang mine kolleger Karl deSouza og Chantale Onona ”Amazing Grace”, da en ung kvinde pludselig standsede og begyndte at græde. ”Hvad hedder sangen?” spurgte hun. Først ville hun ikke, vi bad for hende, men efter lidt snak om, hvorfor vi var der, spurgte hun til sidst om forbøn.
Vi ved ikke hvordan disse terrorangreb vil påvirke vores arbejde over de næste dage og uger. Alle taler om ”de mørke tider”. Må Verdens Lys skinne gennem mørket og hele Paris’ knuste hjerte. I skrivende stund har folk i byen stadig ikke vendt sig til Gud for ”tilflugt og styrke”, men søger stadig. Mange søger tilflugt blandt venner i Paris’ mange caféer. Jeg håber mange af indbyggerne i Paris vil åbne deres hjerter for Jesus, for Jesus elsker Paris og han er mægtig til at frelse.
(Artiklen er oversat fra et blogindlæg fra Jews for Jesus’ hjemmeside. Læs originalen her.)
ONE FOR ISRAEL arbejder med at møde jøder med evangeliet og uddanne fremtidens kirkeledere. De benytter særligt de digitale medier for at nå ud med evangeliet, samtidig driver de den eneste hebræisktalende bibelskole i verden.
Eitan Bar, evangelist hos One for Israel, 25 september 2015
Jeg er jøde. Det gør mig til 1 ud af 14.000.000.
Jeg er også født i Israel. Det bringer mig ned på 1 ud af 4.000.000.
Jeg er også en israelsk-jødisk efterfølger af Jesus Messias. Det gør mig til 1 ud af blot 7.000.
Jeg er en del af ”den tilbageværende rest” (Rom 11: 1-6). Hvilket er en svær opgave.
På den ene side er der mange af mine jødiske venner, der kun kender til Jesus, på baggrund af det som rabbineren har fortalt dem. De har en tilbøjelighed til at se på mig, som om jeg har forrådt min slægt og valgt at følge en hedensk gud. Messianske jøder er ikke populære blandt store dele af det jødiske folk i Israel.
På den anden side er der flere og flere kristne, hvor deres forståelse af Guds plan for Israel er basseret på det, de ser på CNN og BBC. Hvilket bestemt ikke er positivt. Vi bliver også mindre populære blandt verdens forskellige kirker.
Jeg bliver opmuntret af støtten og kærligheden til min nation fra mange af mine kristne brødre og søstre rundt omkring i verden. Samtidig bliver jeg dog trist, når de samme personer mener, at det jødiske folk ikke behøver frelse gennem Jesus. Israel er måske et dejligt folk, men vi er ikke perfekt.
Det gør det svært som messiansk jøde at finde et ståsted, hvor vi på den ene side er forrædere eller og på den anden er vores tro på Jesus unødvendig. Vi har også brug for at få vores synder betalt, præcis ligesom alle andre. Hvis man foreslår andet, fordømmer man os til en evig adskillelse fra Gud.
Nogle elsker Israel for meget
Et godt eksempel på en der elsker Israel for meget er pastor John Hagee formand for Christians United for Israel.
I sin lære promoverer Hagee den falske idé, at jøder ikke har brug for et personligt forhold til Jesus, men at de kan blive frelst ved at overholde det Gamle Testamente.
Han har tragisk sagt: ”Moseloven er tilstrækkelig nok til at kunne give en person kendskab til Gud, indtil Gud giver ham en dybere åbenbaring… Alle andre, uanset om de er buddhist eller baha’i, har brug for at tro på Jesus, men ikke jøder” Pastor John Hagee, Houston Chronicle
Jeg var virkelig chokeret over hans udmelding!
Hagee forstår ikke formålet med Abrahamspagten. Han forstår den som en national pagt, der ikke har noget at gøre med personlig frelse. Istedet for at forstå den således at Gud lover frelse til det jødiske folk og alle andre folkeslag.
Hagee forstår heller ikke meningen med moseloven. Hvordan kan Hagee forvente, at Israel holder moseloven? Når de ikke har noget præsteskab, intet tempel og intet offersystem? Hvilket alt sammen omfatter essensen af loven, og er det eneste middel, der kan lede os til Kristus. Man kan ikke adskille Moses-pagten fra moseloven. Lovene er kun en konsekvens af pagten. Lovene kan ikke stå alene.
Pagten blev stadfæstet med udgydt blod (2. mos 24:8) og blev opretholdt af offerblodet på alteret (2. mos 30:10). Uden offersystemet kan vi ikke overholde Moses pagt. Desuden siger Bibelen, at ingen er i stand til at holde loven eller blive retfærdiggjort ved lovens gerninger (Gal 2:16). Derfor har der aldrig været nogen, som kunne opnå frelse gennem loven. Det er kun Jesu blod, der kan frelse os og fjerne synd.
Hagee går videre i hans bog ”In defense of Israel”. Hvilket ironisk nok ender ud med at være en langt større fare for Israel end en reel beskyttelse. Hagee siger: ”Det højeste formål for Jesu liv var at være et lys for hedninger.” (p. 133)
Men Jesus sagde selv, at han var sendt til de fortabte får af Israels hus. (Matt 15:24)
Hagee siger: ”Der er ikke et sted i det nye testamente, der siger at Jesus kom for at være Messias…” (p. 136)
Men Jesus sagde han var Messias: Kvinden sagde til ham ”Jeg ved, at Messias skal komme…” Jesus sagde til hende ”Det er mig, den der taler til dig”. (Joh 4:25-26)
Hagee siger: “Jøderne afviste ikke Jesus som Messias, det var Jesus som nægtede at være Messias for jøderne.” (p. 140)
Men Jesus siger: “Fra nu af skal I ikke se mig, før i siger: velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 23:39)
Hagee siger: ”Han nægtede at være deres Messias og valgte i stedet at være verdens frelser.” (p. 143)
Men Bibelen siger, ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” (ApG 2:36)
Kan I se problemet?
Det Israel du nok ikke kender
Jeg bliver som israelsk jøde bedrøvet over, at nogle kristne mener, det er fint, at det jødiske folk bliver ved med at afvise Jesus som Messias. Det er ikke kun fordi, det er vranglære. Bedrøvelsen kommer også på grund af det Israel jeg oplever, hvilket John Hagee hverken har set eller oplevet.
Jesus troede tydeligvist kraftigt på Bibelens ord. Han gjorde meget lidt ud af territorier og landområder, men gjorde et stort nummer ud af at drage omsorg for de svage. Specielt den fattige, den trængende, de ældre, enkerne, forældreløse og mange flere. Jesu budskab var ikke noget nyt. Gang på gang fortæller det Gamle Testamente, at nationen Israel skal tage hånd om sin befolkning.
Alligevel lider 1 ud af 3 israelske børn under fattigdom i dag. Israel rangerer som nummer 4 på listen over børnefattigdom i den udviklede verden.
Den israelske hospitals verden er ved at bukke under for mangel på økonomiske midler og medicinsk bemanding. Israels hospitaler er registreret som nogle af de mest fyldte hos OECD.
1 ud af 4 overlevende fra Holocaust lider under fattigdom. Ved flere lejligheder det seneste år har jeg uddelt mad til overlevende fra Holocaust, som hver uge skal vælge mellem at købe mad eller nødvendig medicin.
Human trafficking er på samme niveau i Israel som i den tredje verden. Sexhandlen i Israel har en årlig indtægt på op til 500 mio. dollars. Det er over 60 dollars pr. israeler. Samtidig er prostitution lovligt og let tilgængeligt i Israel.
I den årlige rapport fra det international narkotika grænsekontrol i 2012 bliver Israel nævnt blandt lande, hvor der er store og mange fabrikanter, eksportører, importører og forbrugere af narkotiske stoffer.
Israel er en af verdens førende nationer i forhold til abort. Der bliver dræbt 55 babyer hver dag, og vores regering understøtter dette foretagende.
Ligesom alle andre steder i verden er vores land fyldt med syndige mennesker, der desværre mangler at opdage deres behov for en frelser. (For at gøre det klart, så elsker jeg Israel, og det faktum at jeg kan kritisere min egen regering, beviser at Israel er det eneste sande demokrati i Mellemøsten. Havde jeg gjort det et hvilket som helst andet sted i mellemøsten, havde jeg nok stået ansigt til ansigt med Jesus i himlen).
Som Israels folk burde vi ikke kun sætte vores lid til regeringen eller det israelske forsvar, men have tillid til vores frelser alene. Noget af det som Guds hjerte virkelig glædes over, er ikke et flagrende israelsk flag, nye skinnende israelske tanks, eller olivenolie købt i det hellige land. Gud glædes, når et menneske vælger at følge Messias. Det vores folk virkelig har brug for er… Jesus!
Kære kristne, fra en jødisk discipel af Jesus, er min udfordring til dig ikke at elske os jøder uanset hvad, men at leve op til det bibelske mandat om at provokere os til misundelse i Jesus (Rom 11:11).
Stol på det jeg siger. Jeg er et levende eksempel på, at det virkede for 16 år siden, og at det stadig virker på mange andre jøder i dag.
Den 3. juni 2015 løber De Tyske Evangeliske Kirkedage af staben i Stuttgart. Kirkedagene kender vi fra Danmark som en tværkirkelig konference, hvor inspiration og fællesskab er i højsæde. Men ikke alle kan være med i Stuttgart. Arrangementets præsidie har besluttet, at grupper med jødemissionske intentioner ikke kan medvirke i Kirkedagene.
Kirkedagenes præsidie begrunder beslutningen med, at biblens Gud er Israels Gud – også for den ikke-omvendte jøde.
Præsidiets argument
Præsidiet forklarer deres beslutning med følgende argument:
Jesu far er ingen anden end Israels Gud, ”den trofaste Gud, som bevarer pagten” (5. mos. 7,9). Gud udvalgte Israel til at være hans folk og gjorde jøderne til hans vidner i verden. I det ny testamente er Gud stadig Israels Gud (Matt 15, 31; Luk 1, 68; ApG 13, 17) og vil fortsat være Israels folks Gud for ikke-jesustroende jøder. (Præsidie beslutning til Tyske Evangeliske Kirkedage, 31. Januar 2014)
Det er argumentet for at bevare det jødiske vidnesbyrd om Gud og pege på en kristen-jødisk dialog i øjenhøjde og dermed udelukke al mission. Vi skal altså ikke fortælle jøderne, hvordan Jesus døde for alle mennesker – inklusiv jøderne. Dette er overflødigt, hvis Gud fortsat er Israels Gud for jøder, der ikke tror på Jesus.
Konsekvensen for Israels Evangelietjeneste
Altså kan messianske jøder i Tyskland ikke præsentere sig selv til kirkedagene. De må gerne komme, men de må ikke erklære, hvem de er. Det har konsekvenser for Evangliumsdienst für Israel (EDI), Israelsmissionens søsterorganisation i Tyskland. Ifølge EDIs hjemmeside er dette forbud som at lade Jesus deltage på kirkedagene, men at han på ingen måde kan sige, at han er Israels messias og frelser for alle mennesker.
Kirkedagsbesøgende og støtter af messianske jøder kan dog vise deres solidaritet, da tre jødiske, messianske menigheder i Stuttgart inviterer til en Sabbatsgudstjeneste med efterfølgende samtaleforum.
Israelsmissionens standpunkt
Israelsmissionen mener, at det er et essentielt spørgsmål: Skal vi evangelisere for jøder? Argumentet for jødemission kan, ifølge Israelsmissionens tidligere formand Kai Kjær-Hansen, ganske kort beskrives i to sætninger:
Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller han er slet ikke noget for nogen.
Men for hvis skyld skal vi bedrive mission? Fem forhold kan nævnes kort, baseret på en helhedsforståelse af det nye testamente.
For jøders skyld. Guds vedvarende pagt med det jødiske folk annullerer hverken, at de har brug for Jesus til frelse, eller at de frelses på en anden måde end ikke-jøder. Troen kommer, når evangeliet forkyndes, og derfor må evangeliet om Jesus forkyndes for det jødiske folk.
For kirkens egen skyld.Jødemission fører kirken ind i en nærkontakt med det jødiske folk, som kirken selv har brug for.
For verdensevangelisationens skyld.Vi mener ikke, at jødemission er vigtigere i Guds øjne end anden mission. Men som teologisk og missiologisk størrelse er jødemission unik.
For Jesus-troende jøders skyld.Disse bliver ofte frosset ude af deres eget folk på grund af deres tro på Jesus.
For Guds æres skyld.Sidst, men helt fundamentalt, skal der drives jødemission for Guds æres skyld. Det kostede Gud en pris at hengive sin elskede søn på korset.
Meget står på spil. Som kirke har vi intet evangelium at bringe andre eller for den sags skyld os selv, hvis Jesus ikke er jødernes Messias.
Temaet for de tyske kirkedage er “Damit wir klug werden”, som kan oversættes til “Så vi bliver kloge”. Det er også et citat fra Salme 90 vers 12, hvor der står “så vi får visdom i hjertet.”
I Israelsmissionen finder vi det hverken klogt eller víst at udelukke jødemissionsselskaber fra at udbrede budskabet om, at Jesus er alles messias – også det jødiske folks.
