Tag: jøder i Danmark

Jøder i Danmark i 400 år

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 24. november 2022. Bogført i Arbejdet i Danmark, Bibel og jødedom.

24. november 2022 af Kurt E. Larsen, folkekirkepræst og professor, dr. theol.

I år fejres 400-året for at Danmark har haft en befolkningsgruppe med jødisk tro. Ikke just alt i denne lange historie er der grund til at være stolt af fra vi kristnes side, mens vi til gengæld må benytte lejligheden til at hylde vores jødiske landsmænd store bidrag til landets økonomiske og kulturelle udvikling. I denne artikel giver jeg som kirkehistoriker nogle træk af historien om jøderne i Danmark.

Middelalder og reformationstid 1100-1600

Længe før der overhovedet var set jøder på dansk grund, kendte man til dem både fra de bibelske skrifter og fra den antisemitiske udlægning i vores sydlige nabolande i middelalderen. En kirkemand fra Odense skrev i 1100-tallet: Jøder har dræbt Jesus; jøderne var blinde og hovmodige og havde fortjent deres forkastelse. I 1516 kom det første direkte antijødiske skrift på dansk: Jøderne udbytter de kristne, deres religion er fejlagtig og derfor bør de udvises af landet og deres bøger brændes.

De danske reformatorer fulgte ikke den ældre Luther i hans skrækkelige jødepolemik. Hans Tausen skrev, at jøderne var fortabte på grund af deres vantro, men det gjaldt også katolikker. Også vi evangeliske er skyldige for Gud i vores utaknemlighed, skrev han, og udtrykte håb om jøders fremtidige omvendelse til Kristus.

1600-1700: Danmark åbnes for jøder, trods ensretning

Det var af økonomiske grunde, den danske kong Christian 4. for 400 år siden indbød jøder til sit rige. Kong Frederik 3 gav fra 1651 særlige lejdebreve til jøder, så de lovligt kunne opholde sig i de kristne riger Danmark og Norge. Den lutherske kirke havde i den periode en dyb overbevisning om at et rige kun kunne bestå, hvis alle i landet havde samme religion. Biskop Jesper Brochmann mente, at et land syndede ved at lade ikke-lutherske bo i det. De handelspolitiske hensyn hos kongen sejrede dog. Jøder fik lov til at rejse omkring og handle, fik i 1673 lov til at bosætte sig i Danmark, i 1682 at bygge synagoge i Fredericia og i 1684 at danne en jødisk menighed i København.

Danmark-Norge var tidligere ude på dette punkt end Sverige, hvor der var direkte forbud mod jøder helt frem til 1774.

1700-1750: Mission blandt jøder, og til dels nyt syn på jøder.

Med den pietistiske vækkelsesbevægelse i de lutherske kirker i Tyskland fra omkring 1675 kom der et positivt syn på fremtiden: Hvis kirken fandt frem til bedre arbejdsmetoder, ville det føre til levende tro og helligt liv, og dette ville så være et vidnesbyrd for jøder, så disse kunne ledes til kristen tro. Pietismen begyndte tilfældigvis som bevægelse i byen Frankfurt am Main, hvor der også var en stor jødisk menighed. Præsten Spener så behovet for en aktiv missionsindsats, men ønskede også at give jøder bedre levevilkår og muligheder i datidens tyske samfund, for så ville de ikke have så meget imod kristendommen. I byen Halle, hvor pietismen prægede universitetet, oprettedes der et særligt institut med henblik på mission blandt jøder og muslimer.

Det tyske ægtepar Johanna Eleonora og Johann Wilhelm Petersen hørte til pietismens senere og radikale fløj, og de lærte, at der i Tusindårsriget skulle ske en omvendelse af jøderne, at der skulle oprettes et jordisk rige med Jerusalem som hovedstad, hvor Israel skulle regere sammen med de sande kristne.

En tredje fløj inden for pietismen var Brødremenigheden, hvis leder, grev Zinzendorf overholdt sabbaten, og tænkte på at oprette en særlig jødekristen menighed med sabbat, omskærelse osv.

I Danmark fik Petersens tanker om jøderne og de sidste tider ingen særlig indgang, men de praktiske missionsforslag fra Spener og Halle slog igennem. Dem gik det danske kongehus nemlig ind for, og da man i København fik oprettet et børnehjem (’Vajsenhus’), blev dette et pietistisk arbejdscentrum. På det tidspunkt var der kun 282 jøder i København. Den pietistiske kong Chr. 6 var mere venlig over for jøder end biskopper og byråd. Kongen tillod, at pietistiske jødemissionærer fra Halle kom til landet flere gange i hans tid og i alt blev 84 jøder døbt i Danmark i årene 1700-60.

I den efterfølgende oplysningstid vandt en ny samfundsopfattelse frem, en sækular opfattelse, hvor man mere ville adskille stat og religion. Det ændrede meget på jødernes stilling i samfundet.

1750-1830: Jødisk ligestilling

Antallet af jøder vedblev at stige i Danmark, særligt i København, hvor der boede ca. 2000 jøder i 1800 (2%). Det var stadig ikke med bystyrets velvilje – og den norsk-danske Ludvig Holberg – der ellers ofte forbindes med oplysningstiden – postulerede, at der ikke fandtes mere løgnagtige folk end jøder. Kongehuset var mere positivt, og tolerancen voksede: Jødiske mænd kunne fra 1783 tage akademiske grader; og jødiske drenge kunne fra 1798 gå i latinskolerne. Regeringen gav omkring år 1800 jøder lov til at opføre egentlige synagoger og begravelsespladser. I 1802 fik jøder tilladelse til at købe godser; i 1809 til at blive soldater osv.

Da oplysningstankerne vandt frem inden for kirken, gik mange teologer ind for en ’naturlig religion’ – en religion som man kunne slutte sig til ud fra naturen – snarere end en kristentro, der byggede på åbenbaringen i Bibelen. Ikke Kristus som frelser, men Jesus som moralsk forbillede blev det vigtige. Vægten i den naturlige religion lå på moral og fornuft, og derved blev forskellen til jødedommen mindre. Interessen for at drive mission blandt jøder svandt hen igen.

Kun enkelte teologer gik imod den gængse negative indstilling over for jøder. Det gjaldt bl.a. Sjællands biskop N. E. Balle – kaldet Bibelens ensomme kæmpe i samtiden – og hans unge slægtning Grundtvig. Det er glædeligt og bemærkelsesværdigt at netop de to, som senere trods alt er blevet kendt som den positive og bibelske kristendoms forsvarere i landet, også var dem, der trådte op imod de mere rationalistiske teologers jødefjendtlighed. I Tyskland var det desværre ofte konservative teologer, der var mest på den anti-jødiske side.

Loven af 1814 gav jøderne næsten fuld ligestilling i Danmark. Norge skiltes fra Danmark samme år og deroppe gik det jøderne anderledes. De blev udelukkede fra at bo i Norge, i hvis grundlov der kom til at stå: ”Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens officielle religion… Jesuitter og munke-ordener må ikke tåles. Jøder er fremdeles udelukkede fra adgang til riget”. Den paragraf blev ophævet i 1851, men antallet af jøder i Norge blev aldrig stort, størst omkring 1920 med 1500 jøder.

I Sverige fik jøderne først mere frihed i 1838, i liberalismens tid – og fuld emancipation i 1870. Udviklingen fulgte den danske, blot med lidt forsinkelse. Danmark var gået bankerot i 1813, i 1814 tabte vi Norge, og i krisens tid fandt man sig en syndebuk i jøderne. Der var jødefejder i 1813 og igen i 1819. Antijødiske holdninger fandtes igennem hele 1800-tallet, men der var også fornyelse af den kristne jødemission og af det bibelsk-teologiske syn for jødernes plads i frelseshistorien.

Vækkelserne fører til missionsarbejde blandt jøder

Med den evangelikale vækkelse i England omkring 1800 vågnede kaldet til at bringe evangeliet til det jødiske folk. Det Danske Missionsselskabs stifter, præsten Bone Falk Rønne, døbte flere jøder og arbejdede for at jøder skulle tro på Jesus som Messias. Siden fik Det Danske Missionsselskab en formand, Kalkar, der selv var en døbt jøde, opvokset i et rabbinerhjem i Odense. I England og USA var der fra 1830’erne en vældig opblomstring i studiet af de sidste tider og af Bibelens taler om jøder i den henseende. Det kom til at præge angelsaksisk kirkeliv til denne dag.

Da denne strømning kom til Danmark, var det folk fra dette miljø, der tog initiativ til at drive mission blandt jøder (Israelsmission). I Norge havde man drevet Israelsmission fra 1844 – før der var jøder i landet – og i Sverige fra 1876. 1880’erne var den tid, hvor Den Danske Israelsmission blev til: Nogle københavnske kvinder dannede en sykreds i 1882, holdt møder for byens jøder og aflagde husbesøg i jødiske hjem. Denne kreds af kvinder var til dels af svensk herkomst og hørte hjemme i vækkelsesmiljøet. Snart fik Israelsmissionen ansat en jødekristen missionær.

Israelsmissionens arbejde var i de første mange år rettet mod jøder uden for Danmark, men efter 1900 ankom flere tusinde jøder østfra som flygtninge. Blandt dem begyndte Den Danske Israelsmission at arbejde i 1907 ved at hjælpe socialt og forkynde evangeliet for dem. En del jøder blev døbt, og der oprettedes en jødekristen forening i 1916. Fra synagogens side mødte missionsarbejdet modstand, men på den anden side blev det fra jødisk side påskønnet, at Israelsmissionen bidrog til at bekæmpe antisemitismens pest.

Nazismens tid 1933-1945

I hverken det norske eller danske samfund var der nogen antisemitisk bevægelse af betydning i 1930’erne. Jøder udefra var dog ikke velkomne. De danske fagforeninger havde tusinder af arbejdsløse medlemmer, og ville derfor nødigt se flygtninge tage arbejdet fra danskere. De danske politikere var også bange for, at mange jødiske flygtninge ville skabe en antisemitisme i det danske folk, og turde derfor ikke åbne grænserne for jødiske flygtninge. Men man ville forsvare de jøder, der var her. Mest kendt er den store transport over Øresund i oktober 1943, hvor det lykkedes at få næsten alle danske jøder sejlet i sikkerhed i Sverige. Den danske forfatter Henri Nathanson steg efter 10 timers sejlads i land, i det frie Sverige, og en svensk politimand rakte ham sin hånd og sagde: ”Gud ske lov at ni kom frälst hit”. Fra Norge kom også en mindre gruppe jødiske flygtninge til Sverige og fandt tilflugt. Det er også værd at mindes den rolle, som danske kirkefolk spillede i den forbindelse.

Som eksempel kan nævnes præsten Christian Bartholdy i Haslev, Indre Missions landsformand. Da et par unge jøder på vej fra København til Sverige havde brug for et skjulested, gav deres jødiske hjælper dem ordre til at tage ind hos pastor Christian Bartholdy. Der var brødrene så, indtil skibet var klar. Det ville ikke have været naturligt alle steder i kristenheden og til alle tider i kirkens historie, at flygtende jøder kunne regne præster som naturlige beskyttere. Men Bartholdy havde været een af de første, der trådte op imod jødehadet. I Indre Missions Tidende havde han skrevet i 1941, at kristne umuligt kunne se ned på jøderne. Udenrigsministeriet var bekymret for at den slags udtalelser kunne belaste forholdet til tyskerne, og bad kirkeministeren påtale udtalelsen over for Bartholdy, men Bartholdy sagde lige ud, at han havde i sinde at gentage sine udtalelser mod jødeforfølgelserne lige så længe, der var vejr i ham.

Da jøderazziaen truede omkring 1. oktober 1943, lod Københavns biskop Fuglsang-Damgård udarbejde et godt og klart hyrdebrev til oplæsning i danske kirker den 3. oktober.

At det gik sådan under besættelsestiden, var et vidnesbyrd om, at jøderne på det tidspunkt for længst var velintegrerede i det dengang tydeligt kristne danske samfund. Og de var velanskrevne for deres bidrag til kulturlivet, erhvervslivet og det politiske liv. Da staten Israel efter verdenskrigen blev oprettet som jødisk hjemland, var opbakningen til Israel også helt massiv i den brede danske befolkning.

Forhåbentligt kan den danske jødiske befolkningsgruppe også fortsat bevare den gode position i Danmark, nu hvor samfundets sekulariseres og tolerancen mod al religion i det hele taget synes at være vigende.

Litteratur

M. S. Laustens bøger om kirken og jøderne i Danmark; Valentin om jødernes historie i Sverige, og Mendelsohns bøger om Norge.

Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, København 2000.

Bent Blüdnikow: Som om de slet ikke eksisterede, København 1991.

Erik Thostrup Jacobsen: Som om intet var hændt – den danske folkekirke under besættelsen, Odense 1991.

Kurt E Larsen: Christian Bartholdy: Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960, Fredericia 2014.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Demokratiet skal beskytte minoriteterne

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 24. august 2015. Bogført i Antisemitisme, Arbejdet i Danmark.

Der har boet jøder i Danmark i mere end 400 år. Med jævne mellemrum blusser der dog debatter om, som relaterer sig til det jødiske samfund i Danmark. Disse debatter viser, at danskerne kun er for religionsfriheden, hvis den ikke har praktiske konsekvenser, mener overrabbiner Jair Melchior.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 24. august 2015

Jair Melchior blev født i Norge, men familien flyttede allerede til Israel, da han var tre år, så det er her, han er vokset op. Han kommer ud af en lang rabbinsk tradition, da både hans far, Michael Melchior, og farfar, Bent Melchior, har været overrabbinere. Nu står han så selv, i en alder af 32 år, i spidsen for det jødiske samfund i Danmark. Da Jair Melchior for to år siden flyttede til Danmark for at efterfølge Bent Lexner i overrabbinatet fik han det, han selv kalder en velkomstgave: Debatterne om rituel slagtning og omskæring. Det var overraskende for Jair Melchior: ”For mig har Danmark altid stået som et forbillede, når det kom til jøder. Det er ikke kun et billede, jeg har fra redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig, men også hvordan det danske samfund har behandlet jøderne i dagligdagen. Da jeg selv kom til landet, så jeg desværre den grimme side af Danmark,” fortæller han og afslører med både kropssprog og stemmeføring, at meget er på spil i disse spørgsmål.

Jair2 — Jair Melchior foran alteret i synagogen i København. Foto: Arne Pedersen

Religionsfrihed har konsekvenser

”For mange danskere handler religionsfrihed om, at hvis man tror på en eller anden mærkelig gud, så må man gerne spilde sin tid på det. Men det er en kæmpe misforståelse. Religionsfrihed handler i bund og grund om minoritetsbeskyttelse. For når man har med en minoritet at gøre, handler det ofte om religion,” mener overrabbineren. Jair Melchior forklarer, at det som bekymrer ham mest ved forbuddet mod rituel slagtning er, at det mest er et principielt forbud uden praktiske konsekvenser. Det hænger sådan sammen, at det jødiske trossamfund altid har importeret deres kød, og det vil de blive ved med. ”Dermed siger politikerne: Vi er meget tolerante overfor dem, som er præcis som os, og hvis nogen vil komme her, så skal de være præcis som os. Når jeg taler om jøderne, som har boet her i over 400 år, kan det lyde mærkeligt, at jeg bruger udtrykket ”de som kommer her til.” Princippet var vigtigere end religionsfriheden. Ja, man er for religionsfrihed, men kun hvis det ikke har konkret betydning.” Det ærgrer også overrabbineren meget, at man valgte at gennemføre forbuddet inden det jødiske trossamfund var blevet hørt. Først bagefter inviterede man til dialog, hvilket Jair Melchior mener er den forkerte rækkefølge at gøre tingene i. ”Men ja, det var altså min velkomstgave fra de danske politikere,” smiler han.

Mindeplade for Dan Uzan foran synagogen i København. Ordene på pladen er valgt af Dan Uzans far. Foto: Arne Pedersen

Slut med jødisk liv i Danmark

Nogle måneder senere blussede debatten om omskærelse op. Her sad Jair Melchior med den samme fornemmelse af, at det jødiske samfund ikke blev hørt som minoritet. ”Det er en debat, som afspejler et flertal, som ikke kan forstå mindretallets kultur,” mener han. Han har ingen forventning om, at danskerne skal have et dybt kendskab til jødiske skikke og ritualer eller til den jødiske religion, men han ønsker, danskerne skal kende konsekvenserne af debatten. ”Debatten skubber jøderne udenfor,” mener han og sigter dermed til, at danske jøder italesættes – i kraft af omskærelsesdebatten – som værende anderledes end andre danskere, som ikke omskærer deres børn. ”Der bliver sagt til jøder i Danmark: I kan kun være her, hvis I er ligesom os,” konstaterer overrabbineren. ”Hvis forbuddet vedtages bliver det afslutningen på jødisk liv i Danmark,” mener Jair Melchior og uddyber: ”Det betyder ikke, at alle jøder flygter, men de som bliver, vil ikke have en stærk jødisk identitet eller være praktiserende jøder – så jødisk liv vil forsvinde i Danmark. Vi vil kunne lukke synagogen den samme dag. For mig er Danmark ikke et hjem, hvis Danmark siger nej til minoriteter. Så ønsker jeg ikke Danmark som mit hjem. Det er det, der er mit problem – ikke det tekniske.” Overrabbineren fremhæver igen majoritetens ansvar overfor minoriteten i et demokratisk samfund: ”Demokrati handler om den måde du ser på dine minoriteter. Der er for mange der forstår demokratiet forkert – hvordan beholder flertallet magten? Der følger et ansvar med,” understreger han.

Der er konstant politi foran synagogen i København. Foto: Arne Pedersen

Angreb gav sammenhold

14. og 15. februar blev København og resten af Danmark rystet af terrorangrebene på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade. Jair Melchior fortæller, at han fornemmer resten af samfundet har ændret syn på det jødiske samfund efter angrebet. ”Før angrebet følte jeg mig respekteret som menneske, men ikke som jøde,” fortæller han og uddyber: ” Efter angrebet følte vi en kæmpe støtte. Det var tydeligt, at danskerne ikke kun støttede det jødiske samfund af principielle årsager. Det var en af deres egne, som var blevet dræbt.” Jair Melchior bliver rørt, når han fortæller om angrebet, og de reaktioner der kom efterfølgende. ”Mængden af blomster var ufattelig. Den måde alle kom på – politikere fra alle partier. Statsministeren viste sin støtte, og det var ikke kun officielt, men også personligt. Dybt fra hjertet.” Jair Melchior har boet i Israel siden han var tre år gammel. Derfor er han heller ikke uvant med terror. ”Det er første gang jeg oplever terror i en situation, hvor jeg var ansvarlig for andre mennesker end min familie. På det personlige plan har jeg desværre for meget erfaring på området. Det er ikke første gang, jeg mister en ven til terror,” fortæller han og stirrer stille frem for sig i et stykke tid, inden han fortsætter: ”Menigheden støttede hinanden gennem det hele. Anden aften samlede vi menigheden i synagogen. Ikke for at holde gudstjeneste eller have mindesamvær – vi havde bare brug for at være sammen. Vi åbnede for spørgsmål, så alle kunne få klarhed over, hvad der var sket.” Netop menighedens øgede sammenhold er blevet meget tydelig for Jair Melchior. Der kommer flere til arrangementerne i både synagoge og det jødiske hus nu end før angrebet. ”Hvis de vil gøre os svagere, har terroristerne valgt den forkerte taktik,” konstaterer han.

Zionisme og konflikten i Mellemøsten

Når snakken falder på angrebene andre steder i Europa, hærværket på Carolineskolen i løbet af sidste sommer og forårets reklamer på busser i København, som også førte til busafbrændinger, mener Jair Melchior at kunne konstatere, at disse begivenheder har rod i konflikten mellem jøder og palæstinensere: ”Angrebet på Carolineskolen og bus-skandalen er antizionisme, som bliver rettet mod os som jøder. Vi er jo zionister, og det er ikke nemt at adskille jøder og zionister. Vi skal være bedre til at forklare, hvad zionismen egentligt er. Næsten alle de angreb, som foregår mod jøder i Danmark og i Europa, er rettet mod Israel. Hvis man vil angrebene til livs i Europa, skal man løse Mellemøstkonflikten,” mener han.

Snigende antisemitisme

Jair Melchior forklarer, at det ikke er de åbenlyse angreb, der bekymrer ham mest. ”De skal naturligvis bekæmpes,” konstaterer han meget nøgternt. Det er mere den antisemitisme, som kan komme snigende ubemærket ind i samfundet: ”Man går altid efter dem, som er anderledes. Det er ikke altid, man fx i omskærelsesdebatten er motiveret antisemitisk i sine argumenter eller holdninger, men derfor vil et forbud mod omskærelse stadigvæk være en antisemtisk handling. Og det er vigtigt, de forstår det!” forklarer Jair Melchior passioneret. ”Det kan godt være politikerne siger: ”Vi ønsker det bedste for alle mennesker!” Men nej, I ønsker ikke det bedste for mig, når I vil forbyde omskæring.” På spørgsmålet om hvad vi kan gøre for at bekæmpe antisemitismen i Danmark peger Jair Mechior først og fremmest på måden Israel og jøder fremstilles i medierne. ”Det er ikke fordi, jeg vil forsvare alle Israels handlinger. Jeg er selv en stor kritiker af den nuværende premierminister, Netanyahu,” afslører han. ”Men usandhederne må modsiges,” erklærer han. ”Når en journalist fx portrætterer danske jøder som ekstreme bosættere, så er det ikke bare dårlig journalistik – men også faktuelt forkert,” mener Jair Melchior og fortsætter: ”Hvis det er det billede, som præsenteres af os, forstår jeg godt, hvorfor danske palæstinensere kommer til at hade os.” Han afslutter med igen at fremhæve omskærelsesdebatten: ”I denne debat skal det ikke være os jøder, som forsvarer os selv. Det skal være danskere som siger: Hvordan kan i tale sådan om vores jøder i Danmark? I må vise den anden side af Danmark. Så majoriteten måske kan få en forståelse for, hvordan det er at være minoritet.”