Skip to main content

Tag: Lausanne

Dryp fra LCJE 2022: Hvem siger I, at jeg er?


14. november 2022 af Kristoffer Eknes, Den Norske Israelsmisjon – oversat af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder

AF KRISTOFFER EKNES, DEN NORSKE ISRAELSMISJON – OVERSAT AF MARIA STRØM RISBJERG, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER

Lidt uden for København mødtes en gruppe mennesker fra hele Europa for tale med hinanden om, hvordan de sammen kan være med til at give evangeliet tilbage til Jesu eget folk.

Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (LCJE) er et af mange netværk indenfor Lausannebevægelsen, der ønsker at forene den globale kirke og udbrede evangeliet til hele verden. Det er Israelsmissionen en del af.

Den 24. oktober mødes det europæiske netværk til inspiration, samtaler og undervisning under temaet Hvem siger I, at jeg er? Et spørgsmål som stadig flere og flere jøder tør udforske. Nogle svarer: ”Du er Messias, den levende Guds søn.”

Konferencen begyndte med en påmindelse

Allerede under første samling mindede Hanna Lindberg fra Finnish Lutheran Overseas Mission (FLOM) forsamlingen om, hvad det vigtigste er for alle os, der står i en kristen tjeneste: ”Vi er alle travle og har meget arbejde, som venter på os. Men det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at vi først og fremmest skal være i Guds nærhed og omsorg,” opmuntrede hun.

Hun fortalte videre, at det er nemt at blive fanget i alt det, der sker omkring os. Ikke bare på de sociale medier og i nyhederne, men også i vores egen tjeneste. Et kort blik rundt om i forsamlingen kunne bekræfte, at mange spejlede sig i denne udfordring. Hun opmuntrede deltagerne til at vende fokus væk fra alt det arbejde, de stod med, og i stedet se hen på alt det, Jesus gør. Hvordan han ændrer livet for mennesker og giver dem fred. Mange af de organisationer, som var til stede, kunne alle fortælle om, hvordan Gud stadig griber ind i menneskers liv og viser jøder, at Jesus er Israels Messias.

Hvordan kan vi dække reelle behov?

Konferencen tog en række spændende temaer op gennem bibeltimer, foredrag, seminarer, møder og mindre gruppesamlinger. Et af temaerne blev afholdt af Aaron Lewin og Dan Sered fra Jews for Jesus. De er begge messianske jøder med israelsk statsborgerskab. Men i øjeblikket bor i andre dele af verden. De kunne fortælle, at en forholdsvis stor del af den jødiske befolkning i Europa er israelere. Dermed er de ikke en del af en jødisk minoritet med en længere historie i de lande, de er bosat i. De understregede, at dét at dele evangeliet med en lokal jødisk minoritet kan se helt forskelligt ud i forhold til at dele evangeliet i den israelske diaspora. ”Forskellige mennesker har forskellige behov. Der findes ikke én effektiv måde at dele evangeliet på. Vi må tilpasse måden, vi deler evangeliet på, og hvem, der fortæller det, efter målgruppen, vi ønsker at nå,” understregede Aaron Lewin.

”Forskellige mennesker har forskellige behov. Der findes ikke én effektiv måde at dele evangeliet på. Vi må tilpasse måden, vi deler evangeliet på, og hvem, der fortæller det, efter målgruppen, vi ønsker at nå.” – Aaron Lewin, Jews for Jesus.

Aaron Lewin leder arbejdet for Jews for Jesus i Berlin, hvor de hovedsageligt arbejder blandt israelere, der er flyttet til byen. Han fortalte, at israelere ofte føler sig ensomme og kan have sproglige udfordringer. Derfor søger de ofte fællesskab med andre israelere. ”Som israelere kan vi være med til at hjælpe med det praktiske, lære dem tysk og hjælpe med at håndtere kulturchokket, som opstår i en ny kultur,” delte han med deltagerne. Lewin understregede, at selvom indpakningen kan være forskellig, så er evangeliets indhold formidlet lige klart. Samtidig må vi være bevidst om målgruppens behov. ”Vi ønsker at hjælpe og dække reelle behov, som israelere støder på i vores by,” fortalte han.

Kampen mod antisemitisme er en unik mulighed

”Hvem herinde er blevet kaldt en beskidt jøde,” spurgte Josh Turin under et seminar om antisemitisme. Flere hænder blev rakt i vejret, og vi hørte historier om, hvordan jesustroende jøder på forskellig vis havde mødt antisemitisme. Det gjorde indtryk.

Turin fortalte videre om, hvordan kristne har en unik mulighed for at vise kærlighed til det jødiske folk ved at tage kampen mod antisemitisme op. Han fortalte blandt andet om et initiativ blandt protestantiske kirker og Jesustroende jøder i Frankrig. De begyndte at bekæmpe antisemitisme, og på den måde byggede de bro til jødiske miljøer i landet.

”Antisemitisme omtales som en sygdom. Vi, som tror på Jesus, bruger et andet begreb, nemlig synd. Vi har et ansvar for at kæmpe imod det,” understregede Turin.

”Antisemitisme omtales som en sygdom. Vi, som tror på Jesus, bruger et andet begreb, nemlig synd. Vi har et ansvar for at kæmpe imod det.” – Josh Turin.

Vores brødre og søstre i Ukraine

Under et seminar ledet af Rolf Gunnar Heitmann, mødte vi Anatoli Emma fra Ukraine. Han er selv jesustroende jøde, præst og ansat i organisationen Jews for Jesus. Han kunne fortælle om en krævende situation ved frontlinjerne. ”Jeg har hundredvis af historier, jeg kunne dele med jer,” fortalte han.

Tidligere leder for Jews for Jesus i Europa, Avi Snyder, fortalte, at der er opstået en række udfordringer, ikke bare materielle og åndelige, men også når det kommer til enheden blandt troende. ”Der er russisktalende trosfæller, som ikke tør se sine ukrainske brødre og søstre i øjnene. Nogle menigheder splittes på grund af etnicitet og sproglige tilhørsforhold,” sukkede han.

Danmark beskyttede sin jødiske befolkning

LCJE-deltagerne fik et spændende indblik i dansk-jødisk liv, både historisk og i dag, ved en guidet tur i København. For mange af deltagerne var det stærkt at høre, hvordan 95 % af den jødiske befolkning i landet blev reddet af danskerne. Først ved at sørge for at alle jøder var ude af hjemmene ved den planlagte pågribelse i 1943. Derefter ved at skjule dem og fragte dem til Sverige ved hjælpe af fiskere og deres både. Det er en historie, som står i stor kontrast til, hvordan mange andre lande forholdt sige til deres jødiske befolkning.

Guiden Bente delte også andre historier om synagogen og om menneskene der. Særligt stærkt var det at høre om, hvordan hendes tidligere elev og medlem af synagogen blev skudt og dræbt ved indgangen i 2015. ”Dette er vanskeligt for mig. Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det,” fortalte hun.

Et fornyet fokus på evangeliet

Et tema, som flere gange dukkede op, var, hvordan vi skal forholde os til kritik af mission til jøder. Både i forhold til humanitært arbejde, som inkluderer at dele evangeliet, eller anklager om, at det at dele evangeliet er en form for antisemitisme eller i mindre grad erstatningsteologi.

Joseph Steinberg afsluttede konferencen med at minde deltagerne om, at evangeliet altid skal være til stede i vores arbejde. Han nævnte, at eksistensberettigelsen af LCJE og vores organisationer netop er, at vi skal dele evangeliet med det jødiske folk. ”Der er mange vigtige emner, vi kan være optagede af. Men vi i LCJE må sætte evangelisation til det jødiske folk på kirkens dagsorden. Hvem gør det, hvis ikke os?” afsluttede han.

 ”Der er mange vigtige emner, vi kan være optagede af. Men vi i LCJE må sætte evangelisation til det jødiske folk på kirkens dagsorden. Hvem gør det, hvis ikke os?” – Joseph Steinberg.

Hvem siger I, at jeg er?

Den røde tråd gennem hele konferencen kom frem gennem de mange spændinger, vi mennesker bevæger os mellem. Mellem lidelse og glæde, mellem jøder og ikke-jøder, mellem kirke og synagoge, mellem kaos og fred, mellem travl hverdag og Guds nærvær. Hanna Lindbergh, Sarah Schrøder, Maia Inbar, Yoel Ben David, Joseph Steinberg og mange flere mindede os om netop dette. At være tæt på Jesus og at erfare, at han er den, han siger, han er. At han er Israels, og dermed også alle mennesker, Messias.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Lausanne satte fokus på mission i Wittenberg

16. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Michelle Tolentino kommer frisk fra Wittenberg, hvor Lausanne-bevægelsen, som Israelsmissionen er en del af, i anledningen af reformationens 500 års jubilæum, de seneste dage har samlet 90 ledere fra hele verden, som alle har fingeren på pulsen hvad angår mission indenfor områder som forretningsverdenen, muslimer osv. Michelle arbejder på Filippinerne med at bringe evangeliet til børn, som kommer ud af trafficking, er udsat for vold eller misbruges på andre måder. Derfor er hun også leder af den Lausanne-interessegruppe, som har med udsatte børn at gøre. Hun er optaget af spørgsmålet: Hvordan bringer vi det hele evangelium til udsatte børn?

Michelle Tolentino
”Det bedste ved at være med på konferencen var helt klart den ånd af fællesskab og samarbejde, der var. Det var ikke sådan, at de ældste påberåbte sig anciennitet og sagde ”Lyt til os!”. Vi, der er unge, blev virkelig lyttet til og vores perspektiv blev værdsat,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg mener, Chris Wright, der jo nærmest er arkitekten bag Lausanne sammen med John Stott, sad sammen med mig til vores rundbordsdiskussion, og han lyttede til mig på samme måde, som jeg lyttede til ham.  Det var stærkt, for det viste samtidig hvilken ydmyghed, der prægede konferencen.”

Konferencen havde ikke noget egentligt program fastlagt – ud over bibeltimer og bøn om morgenen. Man havde inviteret de 90 mennesker fra hele verden i en differentieret alders- og interessegruppe. Konferencen begyndte med spørgsmålet: Hvad ser du som den væsentligste faktor for, at der kan komme gennembrud i verdensmission netop nu? Ud fra svarene blev der så dannet forskellige interessegrupper, hvor man kunne snakke, inspirere og forpligte hinanden og komme med forslag til Lausanne-netværket om konkrete tiltag.

”Jeg var mest optaget af spørgsmålet om partnerskaber,” fortæller Michelle, som har været en del af Lausanne-bevægelsen siden 2010 i Cape Town. ”Vi har en helt enorm vigtig opgave i at bruge vores ressourcer på den bedst mulige måde – på tværs af kristne retninger, sprog og kultur. Vi skal lade os inspirere af andre!” mener Michelle og fortæller, at der ikke er særligt mange evangelikale kirker, som arbejder inden for hendes ekspertiseområde. ”Dem på kanten af samfundet mener ret ofte, at de evangelikale kirker ikke er for dem,” fortæller hun og fortsætter: ”Derfor er jeg virkelig optaget af – ikke bare hvordan vi kan gøre kirken relevant eller kontekstuel for denne gruppe af mennesker, men hvordan kan vi gøre kirken inkarnatorisk? Gud blev menneske – kød og blod – for at gøre evangeliet tilgængeligt for os. Vi må konstant lade os udfordre til, hvordan vi gør det, der hvor vi er, og indenfor det område vi selv arbejder med,” mener hun.

Michael Oh, leder af Lausanne-bevægelsen, mener der primært er to områder, som konferencen har været med til at gøre tydelig: ”Et profetisk kald går ud fra dette sted til kirken i hele verden om at bede og arbejde mere sammen. Der er ingen større barriere til global mission end attituden: ’Jeg har ikke brug for dig.’ I Lausanne kender vi til over et halvt tusind netværk, som arbejder på at sprede evangeliet i verden. Hvad ville der ske, hvis disse netværk arbejdede sammen og stillede helt skarpt på global mission?” spørger han.

Og det var præcis det, der skete i Wittenberg i disse dage på konferencen. 90 mennesker, unge som gamle, fra vidt forskellige arbejdsgrene fra vidt forskellige steder i verden, fandt sammen for at inspirere hinanden – og kirken i resten af verden – og for at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan bliver jeg og min kirke gode nyheder for de mennesker, jeg lever sammen med?

Lad os alle inspireres af det.

Læs mere om konferencen på Lausannes hjemmeside her.

Messianske jøder og kristne palæstinensere søger forsoning på Cypern

I slutningen af januar mødtes 30 kristne palæstinensere og messianske jøder i Lanarca på Cypern til konference. Forsoning, teologi og fællesskab var på dagsordenen, og deltagerne er efterfølgende blevet enige om en udtalelse, som understreger deres enhed i troen på Jesus og opfordrer andre troende i Israel/Palæstina til at deltage i forsoningsinitiativer.

Det er Lausannegruppen for forsoning i Israel/Palæstina, der står bag konferencen. Denne gruppe ønsker at skabe et netværk, som med baggrund i den bredere Lausanne-bevægelse ønsker at arbejde for forsoning funderet i evangeliet om Jesus Kristus.

Lanarca-udtalelsen understreger enheden mellem kristne palæstinensere og messianske jøder i troen på Jesus, idet den opfordrer til at begge parter forpligtiger sig til at udleve denne enhed midt i en tid med konflikt og splittelse. Udtalelsen anerkender, at der er udfordrende områder og teologiske uenigheder, samt hvor der må yderligere arbejde til. Der er også forslag til konkret handling, som udtrykker håb for fremtiden – særligt for den næste generation i begge befolkningsgrupper.

Konferenceudtalelsen fremhæver de temaer og udfordringer, som påvirker forsoningsprocessen:

”I tider med spændinger og voldelig konflikt, lider relationerne alt imens mistænkeliggørelse, beskyldninger og gensidige afvisninger trives. I sådanne tider er det endnu mere vigtigt at vi, som bekræfter enheden i Kristus, opretholder etiske standarder for vores liv, som er vores kald værdigt – både hvad angår holdninger, handlinger og ord.”

Den anerkender, at ”vi har meget forskellig teologi mht. landet og også meget forskellige perspektiver på dagligdagen for alle som bor i landet – både hvad angår det sociale, politiske og økonomiske.”

Alligevel opfordres der til ”generøse, teologiske standpunkter, som giver plads til og respekterer andres holdninger, som de har fået gennem oprigtig læsning af Skriften” og til at ”stræbe efter at fastholde fællesskabet med hinanden som et vidnesbyrd for alle kristne og om Guds kærlighed til alle mennesker.”

Dr. Munther Isaac, palæstinensisk kristen siger om konferencen: ”På trods af vores forskellige standpunkter på flere områder, bekræfter vi sammen det store behov for forsoning og for enheden mellem troende på tværs af vores splittede samfund. Vores fælles tro kalder os til at lytte, respektere og udfordre hinanden på Kristus som forbillede. Den tvinger os til at være fortalere for forsoning og retfærdig fred.”

Dr. Richard Harvey, messiansk jøde, tilføjer: ”Det er vigtigt, at et statement som dette bliver læst og nærstuderet af både messianske jøder, kristne palæstinensere og andre, som beder og arbejder for forsoning i konflikten mellem Israel/Palæstina. Det er kun ved at tage Jesu’ bud om at elske vores fjender seriøst, at vi kan se forandringens kraft i hans budskab slå igennem i vores liv og samfund.”

Læs hele konferenceudtalelsen her (engelsk).


Konferencen på Cypern var støttet af Den Danske Israelsmission, og en ny konference er planlagt til januar 2017.

Vi undgik ikke det svære

Messianske jøder og kristne arabere mødtes på Cypern den 26.-30. januar 2015 for at diskutere, bede og arbejde mod forsoning. Det var ikke let. Men “korset tvinger os til at gå denne vej” udtaler arrangør.

Af Dinna Swartz, 6. marts 2015.

“Det var ikke behageligt, det var ikke afslappende og det var helt sikkert ikke let. Men for mig og 14 andre israelske messianske jøder og palæstinensiske kristne, var det nødvendigt,” fortæller Aaron Abramson, som var med på Cypern. Det er et nyt initiativ i Lausannebevægelsen, som har stået for konferencen (The Lausanne initiative for reconciliation in Israel/Palestine, LIRIP). Visionen for initiativet er “at fremme forsoning i Kristi legeme og i samfundet i Israel og Palæstina ved at skabe et netværk, der opmuntrer til evangeliebaseret, Kristuscentreret forsoning”. Hver dag studerede deltagerne bogen “Med min fjendes øjne”, skrevet af Salim Munayer, kristen palæstinenser og direktør for Musalaha samt Lisa Loden, messiansk jøde og chef for lederudvikling på Nazaret Evangeliske Teologiske Seminar.

 Følelsesmæssigt drænende

Deltagerne mødtes og diskuterede, hvordan sand forsoning ser ud i deres samfund. De udforskede den konfliktfulde historie. De sammenlignede krav på jord. De diskuterede deres forskellige teologiske overbevisninger i relation til endetidsteologi, lidelse, retfærdighed, land og politik. Kort sagt gik de lige i kødet på de mest udfordrende problemstillinger. “Selvom vi mødtes om Jesu kraftfulde værk på korset, fandt vi hurtigt ud af at vores unikke og personlige fortællinger var komplet forskellige og formet af kultur, historie, politik og teologi. Som en israelsk messiansk jøde fandt jeg det følelsesmæssigt drænende. Og jeg kan ikke forestille mig at jeg var ene om at have det sådan,” fortæller Aaron.

 Jesus og enhed

Jesus bad for sine forfølgere: “at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Joh 17,21. Denne bøn gav retning på konferencen på Cypern mens deltagerne kæmpede sig gennem et hav af udfordringer sammen.

Richard Harvey, teolog, messianske jøde og en af initiativtagerne til konferencen udtaler:

“Vores diskussioner var hjertelige og gensidigt respektfulde, men vi undgik ikke at tale om svære emner og ærligt at udtrykke vores uenigheder. Salim og Lisas bog er en værdifuld ressource for alle som er interesserede i udfordringerne og mulighederne for forsoning i regionen.”

En anden af initiativtagerne, Munther Isaac, kristen palæstinenser og professor på Betlehem Bible College tilføjer:

“Vi mødtes hver dag for at bede og læse skriften sammen, dele vores perspektiver og anerkende vores forskelle. Det er vigtigt for vores befolkningsgrupper at tale åbent med hinanden i en kristen ånd. Forsoning i vores kontekst er meget udfordrende og svært, men korset tvinger os til at gå denne vej.”

 At leve forsonende livsstil

Initiativet lægger sig lige op ad den erklæring Lausanne-bevægelsen udstedte i 2011. Ifølge erklæringen kalder evangeliet os til:
  • At tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde
  • At begynde at leve forsoningens livsstil
  • At være et eksempel og en formidler af håb
Det er præcis, hvad Salim Munayer understreger:
“Det er vores overbevisning at Kristi død og genopstandelse er fundamentet for forsoning og at tilgivelse og helbredelse kun kan komme ved at følge hans eksempel og at adlyde hans ord. Vi har brug for at kende og demonstrere dette som israelere og palæstinensere, araber og jøde.”

Hvad er resultatet?

“Jeg må være ærlig – selv efter en uges diskussion på Cypern er vi langt fra at have løst konflikten. Vi talte nogle tunge emner igennem, spiste måltider sammen, delte historier og lærte hinanden at kende. Vi kom ikke til en fuldstændig teologisk enighed. Vores politiske holdninger forblev forskellige. Men noget skete. Jeg føler jeg har forandret mig. Noget kraftfuldt var på spil da vi lyttede til hinanden,” forklarer Aaron.

“Vores resultat var, at vi gik hver til sit forpligtede på at mødes igen, på at fortsætte samtalen i vores respektive lokalsamfund og på at huske på de udfordringer, som vores søstre og brødre i troen står overfor.”

Lisa Loden mener, at konferencen har været anstrengelserne værd:

“De palæstinensiske og messianske grupper indså deres uenigheder og nødvendigheden af at arbejde sammen for at forstå disse uenigheder bedre. Vi har forskellige og ofte modstridende historier, identiteter og teologier. Vores forståelse af retfærdighed, dét at være et folk og landet er ofte påvirket af vrede og smerte. Men i Jesu ånd forsøgte vi at lytte opmærksomt til hinandens synspunkter og svare ærligt og næstekærligt.”

Læs hele Aaron Abramsons oplevelse med konferencen her (engelsk).

40 år med Lausanne-bevægelsen

Bodil Skjøtt, generalsekretær

I den første uge af maj markerede Lausannebevægelsen sit 40 års jubilæum med en konference, som blev holdt i nærheden af Lausanne, hvor det hele begyndte.

Et par citater har sat sig fast. Det ene blev sagt af Lindsay Brown, international leder af Lausanne og kendt i Danmark for sit europæiske engagement i studenterarbejdet. Han sagde – med henblik på udfordringer til os i Europa: “Som kristne er vi kaldet til at være radikalt anderledes, men ikke mærkelige” (radically different, but not strange). Citatet blev understøttet af et 40 år gammelt, men stadigvæk relevant citat af John Stott, den teologiske arkitekt bag Lausanne-bevægelsen: ”For at påvirke det samfund vi lever i, må vi som kristne være moralsk anderledes, men ikke socialt isolerede.”

Det andet citat af John Stott blev også gengivet med henblik på de udfordringer, kirken står over for i Europa i dag: ”Vi har dobbelt synd at bekende: Vores kompromis med evangeliets sandhed og vores pessimisme omkring evangeliets fremtid.”

Konferencen satte især fokus på de udfordringer, der møder os i Europa (og i Danmark) i dag, hvis vi vil være anderledes uden at isolere os. Det er bl.a. vores muslimske (og jødiske) naboer, religionsfrihed i et stadigt mere sekulariseret samfund, human trafficking, kristnes rolle i Ukraine og vores forhold til homoseksuelle ægteskaber og ikke mindst homoseksuelle mennesker. Uanset vores syn på homoseksuelle ægteskaber, må vi fastholde et budskab om håb –  også for homoseksuelle.

Vi hørte ærlige og vanskelige rapporter fra kristne søstre og brødre, som arbejder med disse spørgsmål ud fra et ønske om at gøre evangeliet relevant og tilgængeligt. Det var let at blive pessimistisk, for indlæggene havde flere spørgsmål end svar, og jeg tror, de fleste af os føler os inkluderet, når John Stott taler om behovet for at bekende vores pessimisme på vegne af evangeliets fremtid i Europa. Derfor var det så godt at høre andre rapporter om, hvad der også sker i Europa. Rafael, en af lederne i den evangelikale bevægelse i Frankrig, fortalte, at antallet af evangelikale kristne i Europa de sidste 40 år er gået fra 40.000 til 650.000. Meget skyldes indvandring, men også 2. generationsmuslimer i Frankrig kommer til tro på Jesus og tæller med. Zefjan fra Albanien fortalte, at der i dag – godt 20 år efter landet åbnede op efter at have været det mest lukkede land i Europa – er mere end 20.000 evangelikale kristne i Albanien. Selv kom han til tro i 1991 og er i dag præst og generalsekretær i det albanske studenterarbejde. Det, som den aften gjorde størst indtryk, var alligevel, da Maliuta fra Ukraine og Pavel fra Rusland stod sammen på scenen, og Samuil fra Serbien bad for dem –  bad for fred mellem deres to lande og for, at de måtte være Kristus­vidner om håb og fred midt i den vanskelige situation. Pavels sidste bemærkning, inden han forlod scenen, var: ”Når I næste gang lytter til nyhederne om situationen i vores to lande, så sluk og brug i stedet tiden til at bede for os. Det kan gøre en forskel, for Gud kan gøre en forskel.”

Lausanne-bevægelsen står på to ben. Det ene er analyse og strategier for, hvordan vi kan være mennesker og organisationer i Guds mission i dag. Det andet ben er netværk og partnerskab. Det sidste falder godt i tråd med Israelsmissionens vision, hvor vi de næste år har særligt fokus på partnerskab. Programmet var tæt, men der var også mulighed for at netværke og både få og give inspiration til andre: til vores engagement i studenterarbejdet, til evangelisation, til forsoningsarbejde og til hvordan vi rækker ud til mennesker, der lever i diaspora­miljøer. Der er faktisk mange israelere i Danmark, og der er mere end 20.000 alene i Berlin. Hvordan bringer vi et vidnesbyrd til dem om Jesus som deres Messias? Er den største udfordring for os måske vores egen manglende tillid til, at Bibelen taler sandt, når den siger: ”Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”(ApG. 4,12)?

Lausanne-konference i Kiev

82 mennesker fra 19 forskellige lande med kald og passion for jødemission satte hinanden stævne i Kiev, Ukraine i dagene 28. april til 1. maj. Konferencen var i regi af LCJE – Lausanne Consultation on Jewish Evangelism – altså det netværk indenfor Lausanne-bevægelsen, som beskæftiger sig med mission til det jødiske folk. 11 danskere var med på konferencen. To fra Ordet og Israel, otte fra Israelsmissionen og så en enkelt ansat fra Israel.

Arne Pedersen, 6. maj 2014

Det er svært helt at give en fornemmelse af diversiteten på sådan en konference. Men i skrivende stund sidder jeg på samme række som Christian, som godt nok er dansker, men som til daglig bor og arbejder i Israel. Lidt længere til højre sidder Julia, som er leder af Jews for Jesus’ arbejde i England. Til venstre for mig sidder Avi, som bor i Budapest og rejser hele Europa rundt i evangelisation til jøder. Lidt foran til venstre sidder Hanna fra Finland, som tidligere har været ansat på Caspari Center i Jerusalem, og ved bordet foran til højre sidder Arto fra Armenien. Han har aldrig været i Israel, men har en passion for, at jøder må høre evangeliet om Jesus.

I skyggen af konflikten

Konferencen foregik naturligt nok i skyggen af konflikten mellem Ukraine og Rusland, hvilket bl.a. gav sig udslag i at enkelte ikke kunne være med på konferencen. Derudover var der også et naturligt fokus på de forskellige evangelistiske tiltag der blev taget i forbindelse med urolighederne i bl.a. Kiev tidligere på året. Igor Barbanel og Tolik Emma fra Jews for Jesus fortalte begge om arbejdet i regionen. Det samme havde man inviteret præster fra flere lokale menigheder til at gøre. Tolik Emma fortalte bl.a. om, at han primært møder to typer af jøder i sit arbejde. For det første er der dem, som ønsker at være jøder, som de lokale rabbinere lærer jødedommen. De tænker først og fremmest: ”Jeg er jøde. Jeg ønsker hverken en ny religion eller en ny kultur. Jeg vil ikke forråde mit folk,” fortæller Tolik. En anden type er ateister, og her er problematikkerne de samme som alle andre steder. ”Det er udfordrende,” siger Tolik, ”men udfordringerne gør os stærkere.”

Jøder kommer til tro på Jesus

Han fortæller også, at det er let nok at finde kristne som elsker Israel. ”Noget helt andet er at finde opbakning til evangelisation blandt jøder – det finder vi ikke meget opbakning til blandt de lokale kirker,” konstaterer Tolik Emma. Igor Barbanel, som er daglig leder for de ca. 35 missionærer hos Jews for Jesus i Ukraine følger op på Toliks konstatering: ”Mennesker må forstå, at de kan elske det jødiske folk, men hvis det er en kærlighed, som ikke ønsker at fortælle dem om Jesus, er det en falsk kærlighed,” proklamerer han. ”Men jøder kommer til tro på Jesus som Messias,” fortæller Tolik Emma videre. Særligt er der lydhørhed hos den ældre del af befolkningen. ”Og i det hele taget er det et fantastisk vidnesbyrd at vi overhovedet er her – i det tidligere Sovjetunionen. Ikke bare jøder, men messianske jøder,” smiler han begejstret. Igen tager han udfordringerne op som noget positivt: ”Udfordringerne lærer os hele tiden nye måder at dele evangeliet på. Det er godt, for så hører flere om Jesus!”

Netværk

En anden stor del af konferencen var naturligvis netværket. Når så mange forskellige mennesker fra så mange forskellige steder, men med den samme dagsorden, kommer sammen, så er der en masse at snakke om og idéer at udveksle. Pauserne blev flittigt benyttet til samtaler på tværs af landegrænser, og det var ikke ualmindeligt at gå igennem konferenceforhallen og høre en 4-5 forskellige sprog. Det er også svært at sætte fingeren på, hvad man helt præcist får ud af netværket, og hvad man bliver inspireret til. Men i Israelsmissionens ”lejr” snakkede vi bl.a. om muligheden for at lave et LCJE-netværk i Norden, og derigennem forsøge at inspirere hinanden til, hvordan vi sætte jødemission på dagsordenen i vores respektive lande. Der blev også snakkede om at forsøge at oprette et ungdomsnetværk. Danmark og Norge er nogle af de få lande, hvor et organiseret ungdomsarbejde eksisterer, og vi har en ressource her, som mange af de andre lande og organisationer i netværket kunne gøre brug af.

Guds målestok for succes

Den sidste aften var der indlæg fra Rolf Heitmann fra Den Norske Israelsmisjon og Mike Moore fra det skotske Christian Witness to Israel. De havde fået til opgave at se tilbage på jødemissionens historie i Europa med særligt fokus på succeser og fiaskoer. Ud fra dét fokus sagde Rolf Heitmann bl.a.: ”Det er svært at bedømme succeser og fiaskoer i Guds riges arbejde. For hvad der ligner succes i menneskers øjne er det ikke nødvendigvis i Guds. Og hvad der forekommer at være fiaskoer for mennesker, behøver ikke nødvendigvis at være det for Gud.” Mike Moore fortale om den skotske missions arbejde blandt jøder i Budapest – et arbejde som var præget af store vanskeligheder, massiv modstand fra lokale rabbinere og en missionær som faldt i unåde. Alligevel kom jøder til tro på Jesus, hvilket fik Mike Moore til at konkludere: ”Alt dette demonstrerer at Gud bruger fejlbarlige mennesker i sin tjeneste til at opfylde sin vilje.” En opmuntring til os alle, som er involveret i Guds missions arbejde.