Jøde: Hvis jeg bliver kristen…
…må jeg så godt fortsat gå med hat? Skal jeg så barbere alt mit skæg af?
Spørgsmålene, jeg blev stillet, var seriøse spørgsmål. For nogle jøder er der jo bare mange regler. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jøden Baruch, min nye ven, stillede mig disse spørgsmål.
I mit sidste blog-indlæg Jøde: Jeg er skuffet over mit folk, fortæller jeg om mit møde med Baruch. Mit håb var, at der kom en fortsættelse, og det har jeg fået. Efter vores første kaffemøde, var han faktisk taget til gudstjeneste. Fulgtes ikke med mig, men sneg sig ind, så ingen han kendte så ham. Han blev meget overrasket over, at vi sang på hebraisk og med tekster fra GT.
Jeg har mødtes med Baruch tre gange. Vi mødes på en café får en kop kaffe og snakker. Jeg har alle tre gange fået lov til, at fortælle om Yeshua, som er kærlighed og elsker alle mennesker, og siger til alle kristne, at vi også skal elske alle mennesker. Men alle tre gange er jeg også blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor har kristne gennem historien slået så mange jøder ihjel? Både under korsfarerne, i Spanien og i holocaust. Hvorfor? Det samme spørgsmål stiller jeg mig selv. Jeg skammer mig over kirken. Vores mangel på at vise Guds kærlighed ikke bare i ord men i handling. Det står i vejen for evangeliet. På samme måde, som han er skuffet over sit folk, er jeg skuffet over mit.
Igen og igen vælger jeg at sige undskyld på alle kristnes vegne. Det fortjener jøderne. Kirken har i mange år jagtet jøderne, fordi de slog Jesus ihjel, og ja, det var jøder, der gerne ville have ham slået ihjel. Men det er jo ikke jødernes skyld, at Jesus døde. Det er også din og min skyld. Og i sidste ende Guds kærlighedsvalg. Gud brugte bare jøderne og romerne til at gennemføre sin frelsesplan.
Jeg er blevet kaldt en lille smule snæversynet, fordi jeg ser hele verden gennem Yeshua. Snæversyn -knap så fedt. Kendt for Yeshua – det er fint. Men jeg er også blevet forslået, at jeg skulle blive Rabbiner fordi jeg havde svar på mange spørgsmål. Men det vigtigste for mig er, at han oplever mig som kærlig og venlig – og den ene gang gav han mig endda blomster.
Jeg har virkelig fået lov til at dele meget af evangeliet med Baruch. Jeg er blevet grint af, når jeg svarer på spørgsmål om Guds forhold til Hitler, at Gud også kan tilgive Hitler, og han faktisk også elsker Hitler – slet slet ikke det han gjorde – men elsker Hitler, fordi han er et menneske. Baruch mener, at folk som Hitler er dyr. Guds kærlighed og nåde kan virkelig være svær at forstå.
Men jeg har også set hans tårer trille ned ad kinderne, når jeg for eksempel fortæller, at jeg også er skyldig og har brug for en frelser, eller fortæller lignelsen om den fortabte søn, eller at templets opbygning fortæller om Guds hellighed, men at Gud faktisk ønsker nært fællesskab med os på samme måde, som han havde med Adam og Eva. Igen Guds kærlighed og nåde kan være svær at forstå.
Jeg ved ikke, hvordan historien med Baruch fortsætter. I begyndelsen af vores møde i dag, fortalte jeg ham, at jeg havde NT på hebraisk med til ham. I starten ville han gerne tage imod, men efter 3,5 times snak gav han den tilbage og ville ikke fortælle hvorfor. Jeg fornemmer, at han oplever, der er noget på spil.
Det er spændende, udfordrende og en velsignelse at være med i Guds mission. Men jeg må igen bede Helligånden om fortsat at give mig visdom, tålmodighed og ikke mindst kærlighed. For jeg er sikker på at det er gennem kærlighed vi vinder mennesker for Gud. Ikke en kærlighed jeg selv kan oparbejde, men en kærlighed jeg først og fremmest må modtage fra Gud.
Spørgsmålene, jeg blev stillet, var seriøse spørgsmål. For nogle jøder er der jo bare mange regler. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jøden Baruch, min nye ven, stillede mig disse spørgsmål.
I mit sidste blog-indlæg Jøde: Jeg er skuffet over mit folk, fortæller jeg om mit møde med Baruch. Mit håb var, at der kom en fortsættelse, og det har jeg fået. Efter vores første kaffemøde, var han faktisk taget til gudstjeneste. Fulgtes ikke med mig, men sneg sig ind, så ingen han kendte så ham. Han blev meget overrasket over, at vi sang på hebraisk og med tekster fra GT.
Jeg har mødtes med Baruch tre gange. Vi mødes på en café får en kop kaffe og snakker. Jeg har alle tre gange fået lov til, at fortælle om Yeshua, som er kærlighed og elsker alle mennesker, og siger til alle kristne, at vi også skal elske alle mennesker. Men alle tre gange er jeg også blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor har kristne gennem historien slået så mange jøder ihjel? Både under korsfarerne, i Spanien og i holocaust. Hvorfor? Det samme spørgsmål stiller jeg mig selv. Jeg skammer mig over kirken. Vores mangel på at vise Guds kærlighed ikke bare i ord men i handling. Det står i vejen for evangeliet. På samme måde, som han er skuffet over sit folk, er jeg skuffet over mit.
Igen og igen vælger jeg at sige undskyld på alle kristnes vegne. Det fortjener jøderne. Kirken har i mange år jagtet jøderne, fordi de slog Jesus ihjel, og ja, det var jøder, der gerne ville have ham slået ihjel. Men det er jo ikke jødernes skyld, at Jesus døde. Det er også din og min skyld. Og i sidste ende Guds kærlighedsvalg. Gud brugte bare jøderne og romerne til at gennemføre sin frelsesplan.
Jeg er blevet kaldt en lille smule snæversynet, fordi jeg ser hele verden gennem Yeshua. Snæversyn -knap så fedt. Kendt for Yeshua – det er fint. Men jeg er også blevet forslået, at jeg skulle blive Rabbiner fordi jeg havde svar på mange spørgsmål. Men det vigtigste for mig er, at han oplever mig som kærlig og venlig – og den ene gang gav han mig endda blomster.
Jeg har virkelig fået lov til at dele meget af evangeliet med Baruch. Jeg er blevet grint af, når jeg svarer på spørgsmål om Guds forhold til Hitler, at Gud også kan tilgive Hitler, og han faktisk også elsker Hitler – slet slet ikke det han gjorde – men elsker Hitler, fordi han er et menneske. Baruch mener, at folk som Hitler er dyr. Guds kærlighed og nåde kan virkelig være svær at forstå.
Men jeg har også set hans tårer trille ned ad kinderne, når jeg for eksempel fortæller, at jeg også er skyldig og har brug for en frelser, eller fortæller lignelsen om den fortabte søn, eller at templets opbygning fortæller om Guds hellighed, men at Gud faktisk ønsker nært fællesskab med os på samme måde, som han havde med Adam og Eva. Igen Guds kærlighed og nåde kan være svær at forstå.
Jeg ved ikke, hvordan historien med Baruch fortsætter. I begyndelsen af vores møde i dag, fortalte jeg ham, at jeg havde NT på hebraisk med til ham. I starten ville han gerne tage imod, men efter 3,5 times snak gav han den tilbage og ville ikke fortælle hvorfor. Jeg fornemmer, at han oplever, der er noget på spil.
Det er spændende, udfordrende og en velsignelse at være med i Guds mission. Men jeg må igen bede Helligånden om fortsat at give mig visdom, tålmodighed og ikke mindst kærlighed. For jeg er sikker på at det er gennem kærlighed vi vinder mennesker for Gud. Ikke en kærlighed jeg selv kan oparbejde, men en kærlighed jeg først og fremmest må modtage fra Gud.