Skip to main content

Tag: messianske jøder

Et hav af hans kærlighed

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Marit Long 

Syd for Tel Aviv ligger byen Bat Yam lækkert ud til middelhavet. Her finder vi menigheden Yam Ahavato, som betyder ”et hav af hans kærlighed”. Pastor Shmuel Birnbaum oplevede, at han fik navnet på menigheden fra Gud.

Shmnuel Birnbaum voksede op i et traditionelt jødisk hjem i USA, uden at familien aktivt praktiserede troen udover at fejre de jødiske højtider. Han blev troende som 22-årig. Da havde han allerede været aktiv i hippiemiljøet i flere år, et miljø som, i følge ham selv, påvirkede ham negativt både psykisk og følelsesmæssigt.

Gud kalder
En del år senere var Shmuel på et bønnemøde, og der oplevede han, at Gud forandrede ham på en radikal måde. Han var ikke optaget af jøderne, men oplevede, at Gud sagde til ham, at ”du er jødisk. Jeg vil, at du skal drage tilbage til dit folk. Jeg vil, at du skal gøre noget for dem. Jeg vil, at du skal give dit liv til mit folk”.

I 1991 flyttede Shmuel og Chaya Birnbaum fra USA til Israel med fem små børn, og et kald om at starte en messiansk menighed. Selvom kaldet var klart, var vejen uklar, og de første år var meningsfulde, men også krævende. Shmuel kom til et punkt, hvor han måtte erkende, at han var meget udbrændt, og sagde til Gud: ”Jeg er her, og jeg ser, at mine børn udretter ting, men hvad med mig?” Gud svarede, og sagde, at han havde noget til Shmuel. Dette var i 1994, og kort tid efter kom opstarten af den nye menighed i Bat Yam, som ligger udenfor Tel Aviv.  Shmuel og Chaya oplevede, at de fik navnet på menigheden fra Gud: Yam Ahavato, som betyder ”et hav af hans kærlighed”.

Fællesskabet er vigtigt
Når Shmuel fortæller om menigheden og det, som kendetegner den, hører jeg, at navnet på mange måder reflekterer deres fællesskab. Han fortæller, at det er en lille menighed, men at styrken er, at alle bliver set. Det er et åbent miljø, hvor man ved, hvad der foregår og let kan mobilisere hjælp, når det er behov for det. Som pastor udtrykker han, at det er en stor glæde at vide, at han hjælper folk og at han er med til at bidrage til, at de lever nær Jesus. Han ved, at fællesskabet betyder meget for dem, som kommer, og at folk oprigtigt bryder sig om hinanden.

Troen på Jesus har konsekvenser
Men vejen har ikke altid været let, og menigheden har haft sine op-og nedture. Den største udfordring, sådan som Shmuel ser det, er ikke bare at dele evangeliet, men at finde folk, som er villige til virkelig at følge Jesus. En jøde kan måske høre om Gud og være nysgerrig, men noget andet er at nå til det punkt, hvor man virkelig er villig til at forlade alt og følge ham og tage imod ”the pearl of great price”. Omvendelse er lidt mere kompliceret for jøder, end for os andre. Der er mange spørgsmål: hvor kommer jeg til at blive begravet? Hvor skal jeg gifte mig? Hvad med min familie? En vigtig værdi er at opretholde en holdning, hvor man både kan være jødisk og troende. Menigheden evangeliserede på stranden for nogle år siden, og ønsker at gøre det igen. Det handler om, at bygge relationer til mennesker, og om at bede. Shmuel forklarer, at konceptet for evangelisering er det samme for alle, men at perspektivet i en jødisk kontekst er anderledes. Når nogen modtager Jesus, som deres frelser, så handler det om Guds intention for Israel. En jøde bliver ikke bare troende, men fuldfører sin identitet som jøde.

Yam Ahavato rummer forskellighed
Yam Ahavato er mindre end en typisk messiansk menighed i Israel, men den inkluderer et vidt spektrum af mennesker fra hele verden, blandt andet en arabisk kristen familie, amerikanere og russere. Menigheden oplever, at Gud har velsignet dem rigt, også økonomisk. De har møder lørdag aften, og starter med bøn. De beder for landet, om sikkerhed for landet og for regeringen.  Fokusset på bøn i begyndelsen af gudstjenesten startede ud fra et tydelig behov: tidligere skete det ofte, at de hørte om terrorangreb, da de skulle starte mødet, og tænkte ”hvad gør vi nu”? De bestemte sig for at begynde at bede imod terrorangrebene. De vælger specifikke byer og beder om Guds beskyttelse over byen, soldaterne og så videre. Yam Ahavato oplever dette som en del af deres ansvar som menighed. Efter bønnen fortsætter mødet med en lovsangsblok på cirka 30 minutter, og så er der en tale. Afsluttende er der forbøn efter behov.

Menigheden rækker ud
Yam Ahavato driver også et distributionscenter, som er åbent hver torsdag. Der kommer cirka 60 familier for at få mad og tøj. Én gang om måneden laver og serverer de varme måltider til cirka 40 personer. Shmuel deler gerne lidt om jødisk historie, bibelsk historie og tro. Menigheden har også en bibelgruppe samt en ungdomsgruppe.

Shmuel og Chaya’s vision og ønske er, at folk skal kende Jesus, og at de som menighed skal nå byen med Guds kærlighed. Discipelskab er en nøglefaktor. Shmuel er optaget af først og fremmest at leve med Jesus i sit eget liv, og at det, han prædiker, stemmer overens med hans eget liv. Derudover er han optaget af at bruge tid med folk, og ”tage dem under vingerne” – med Jesus som rollemodel.

  Bed med os:  
-For Shmuel og Chaya Birnbaum
-For menigheden Yam Ahavato
-For arbejdet med evangelisering og discipelskab i menigheden
-For flere arbejdere/frivillige
-For det messianske miljø i Israel
 

Mediernes portrættering af messianske jøder i Israel

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Mange messianske jøder har oplevet at blive latterliggjort, chikaneret og endog overfaldet af deres israelske landsmænd. Men hvordan har medierne dækket de messianske jøder gennem årene? Det har Lea Bendel undersøgt i en artikel i tidsskriftet Mishkan, der udgives af Caspari Centeret i Jerusalem. Hun har analyseret medieuddrag helt tilbage til 1979, og tegner herigennem nogle klare tendenser i portrætteringen og opfattelsen af messianske jøder i de israelske medier.

Kristen eller jøde?

Mange messianske jøder oplever at stå i et spændingsfelt, når det kommer til deres identitet. På trods af, at de deler overbevisningen om at Jesus er messias med ”hedninge kristne”, adskiller messianske jøder sig ved at omfavne deres identitet som jøder. Dette har distanceret dem til både den kristne kirke, der ikke forstår, hvorfor de holder fast i de jødiske traditioner, og det israelske samfund, der oplever deres tro som direkte forkastelig og forræderi. I forlængelse heraf har det hebraiske ord for kristne notzrim en meget negativ klang i Israel, da det forbindes med en tragisk historie fyldt med antisemitisme i form af korstogene og holocaust. Joseph Shulam, messiansk jøde, har opsummeret dette spændingsfelt i en enkelt sætning: ”Vi er ofte for jødiske for de kristne, og for kristne for jøderne.”

Sproget former holdninger

Sprogbruget spiller en stor rolle, når den offentlige mening om en minoritetsgruppe bliver dannet. Lea Bendel fremhæver forskellige artikler, hvori der er brugt meget farvede udtryk og personlige holdninger.

Det er heller ikke ualmindeligt, at Holocaust bliver nævnt i forbindelse med messianske jøder. Udtalelser som ”Hitler dræbte vores legemer for os og de dræber vores sjæle,” og ”messianske jøder er ansvarlige for mordet på seks millioner under Holocaust” er holdninger, som præger debatten. På samme måde er paralleller til terroristgrupper heller ikke ualmindelige.

Mange medier har igennem årene også spredt falske informationer om messianske jøder og deres trospraksis. Det er for eksempel ikke usædvanligt, at messianske jøder bliver forvekslet med andre trossamfund. Lea Bendel giver flere eksempler på artikler, hvori messianske jøder bliver ligestillet med kristne sekter såsom Moon-bevægesen, Scientology eller Children of God, eller hvor organisationen Jews for Jesus bliver brugt som synonym for hele bevægelse.

Yad L’Achim og anti-mission

Yad L’Achim er den mest velkendte anti-missionske organisation i Israel. Den er grundlagt i 1950, og et af dens hovedformål er at kæmpe i mod ”den missionske trussel”. Yad L’Achim har mange tusinde agenter placeret rundt om i Israel, som holder øje med blandt andet messianske jøder. Organisationen har også fået fyret messianske jøder på baggrund af deres tro. En lille del af deres budget kommer fra blandt andet udenrigsministeriet og uddannelsesministeriet i Israel.

Debatten om, at messianske jøder er missionærer, som vil have jøder til at omvende sig fra deres tro og døbe dem ind i kristendommen, førte til, at der blev lavet en anti-missionærlov. Det er ikke alle, der er helt klar over, hvad denne lov indebærer, og mange evangelister bliver skræmt væk, når anti-missionærer prøver at overbevise dem om, at det er ulovligt at sprede evangeliet. Egentlig er det lovligt, så længe man ikke tilbyder folk penge eller materielle goder for at ændre deres religion. Er den jødiske demokratiske stat demokratisk? Regeringens rolle i den jødiske demokratiske stat er meget omdiskuteret. Nogle argumenterer, at fokus på jødedommen er stærkere end nødvendigheden af at være et demokrati. Det er utvivlsomt, at religiøse autoriteter har stor indflydelse på politiske beslutninger, og det kommer også til udtryk i debatten om messianske jøder. Medlemmer af staten lægger ikke skjul på deres holdninger, og med deres position har de ligeledes indflydelse på deres israelske medborgere. Det religiøse råds overhoved i Eilat har for eksempel udtalt, at han ”er alt for godt bekendt med messianske jøder” og at han ”personligt vil sørge for, at de ikke vil overleve her.” Udviklingen er positiv Der er ikke noget enstemmigt perspektiv på messianske jøder i Israel. Nogle journalister skriver til fordel for, eller i det mindste upartisk om de troende. Andre skriver i en mere provokerende stil. Gennem de seneste år oplever flere og flere messianske jøder, at medierne giver dem en platform, hvor de i stigende grad får lov til at sætte egne ord på deres tro. Det har mange messianske jøder brugt som en mulighed for at fortælle deres personlige historie.

Lea Bendel afslutter sin undersøgelse med at konkludere, at der generelt set er sket en positiv udvikling i offentlighedens anerkendelse af de uretfærdigheder, messianske jøder oplever fra både ekstreme ortodokse grupperinger og fra regeringens side.

Læs hele Lea Bendels undersøgelse her.

Sejre og nederlag i Seksdageskrigen – 50 år efter (del 1)

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen

2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.

Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. Her kan du møde den første, Baruch Maoz.

Krigen skabte håb om fred

Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:

”Min deling i reserven blev indkaldt i krigens sidste dage, og jeg kom derfor tilbage til Israel, netop som krigen sluttede. Jeg oplevede ikke krigen i Israel, men tiden umiddelbart efter. Selvom tingene havde ulmet helt siden Suez-krisen i 1956, kom krigen og ikke mindst dens udfald, som en kæmpe overraskelse for os. Indtil da havde konflikten været en Israelsk-arabisk konflikt. Men efter 1967 blev konflikten israelsk/palæstinensisk. Udfaldet var på mange måder med til at forme den palæstinensiske identitet. Blandt israelere var den med til at skabe nyt håb – også et håb om fred. Disse forhåbninger er aldrig blevet indløst, bl.a. fordi Israel selv har fulgt en uansvarlig politik, som i min optik har gjort oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat umulig.

I tiden efter 1967 og frem til midten af 70erne blev der på det personlige plan dannet mange positive relationer mellem israelere og palæstinensere. Israelske soldater kunne i 1967 fortælle, hvordan palæstinensere hjalp dem med at komme frem til deres base. Men med tiden er disse personlige relationer blevet ødelagt af den politik, lederne på begge sider har ført. Som israeler kan jeg bedst forholde mig til det, der er sket i det israelske samfund. At have magten over et folk som ikke ønsker at være underlagt ens magt, påvirker ikke kun dem, man har magten over. Det påvirker også en selv og ikke i positiv retning. Det har blandt mange skabt en manglende forståelse for palæstinensernes lidelse og manglende villighed til at forholde sig deres ønske om selvstændighed.

For den messianske bevægelse har ønsket om at blive accepteret af det øvrige samfund været en drivende kraft, som har trumfet moralske og etiske overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til konflikten og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Vestbredden og dens befolkning. Man har antaget en teologi som legitimerede en politisk nationalisme ud fra et behov for som minoritet at blive accepteret – bl.a. motiveret af et oprigtigt ønske om for at komme på talefod med naboer og venner for at dele evangeliet med dem.

Krigen og tiden derefter ændrede zionismen. Før talte vi om Israel, som en ”hjemland” for jøder. Men med 1967 fik Vestbredden en religiøs dimension, som ikke havde været fremtrædende før. Moralsk og etisk står vi overfor et kollaps, som for vores samfund er et lige så stort problem, som den manglende fred med palæstinenserne. Desværre forholder det nuværende lederskab sig slet ikke til det. Det vil kræve nye ledere, som tør forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være en demokratisk eller en jødisk stat. Ønsker vi at være både jødisk og demokratisk, får det konsekvenser, som ingen er villige til at tage nu. Som samfund mangler vi et moralsk og etisk barometer at styre efter.

Den manglende teologiske refleksion i den messianske bevægelse betyder også, at mange ikke forholder sig til, hvad det vil sige at være en del af en besættelsesmagt. Man affærdiger kritik fra andre kristne alene ved at stemple dem som ”erstatningsteologer” – oftest uden at kunne gøre rede for, hvad det betyder. I bevægelsen har man en fasttømret teologisk forståelse af staten Israels rolle i forhold til profetier, landløfter og endetiden. Ingen stiller spørgsmål til det. For gør man det, vil det åbne op for en række andre spørgsmål, som man ikke er villige til at stille – fx spørgsmålet om etik og palæstinensernes rettigheder.

Jeg har tillid til den næste generation af messianske jøder. De deler ikke frygten for ikke at blive anerkendt, selv om vi fortsat er et mindretal. De er vokset op her i landet, har gjort tjeneste i hæren og er en integreret del af samfundet på en anden måde, end min generation var det. De har også et stærkt ønske om at være loyale over for deres tro og deres menighed. Men de fleste ikke har et gennemreflekteret teologisk standpunkt. Man ved, hvad man gør, men ikke hvorfor, og så er man et let bytte for stærke holdninger.

Jeg har set næste generation vokse frem i den messianske bevægelse og set dem tage ansvar. Derfor er jeg ikke kun kritisk. Jeg er også optimistisk, når det gælder kirken i Israel. Desværre har jeg ikke den samme optimisme, når det gælder det politiske lederskab i vores land, og den kurs vi som nation er slået ind på.”

Om Luther og hans løgne – en messiansk jøde ser nærmere på Luther

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Antisemitisme, Bibel og jødedom.

dr. theol. Richard Harvey, seniorforsker, Jews for Jesus

“Om jøderne og deres løgne” blev udgivet i 1542. Den er skrevet af Martin Luther og beskriver Luthers syn på jøderne og deres tro på Gud.
I fem år har Luthers skrifter og påvirkningen af hans syn på det jødiske folk tynget mig.

Jeg er vokset op i Storbritannien, hvor reformationen ledte til dannelsen af Church of England og hvor den anglikanske kirke, ligesom den lutherske, kombinerer katolsk og reformert tradition. Da jeg kom til tro på Jesus, blev jeg i mine første år primært oplært i en evangelisk/protestantisk sammenhæng, så jeg er godt bekendt med hans skrifter, ligesom jeg blev undervist i de klassiske dogmer om retfærdiggørelse af tro, Skriftens forrang og behovet for personlig tro.

Nyt perspektiv på Paulus

Da jeg begyndte at studere teologi i 1970erne, oplevede faget en revolution inden for paulinske studier, forårsaget af E.P. Sanders bog ”Paul and Palestinian Studies”. Bogen satte spørgsmålstegn ved dét, han karakteriserede som ”den lutherske læsning af Paulus”, hvor man satte Loven, som den kommer til udtryk i det Gamle Testamente, op imod evangelium og nåde som det kommer til udtryk det Nye Testamente. Min underviser i Ny Testamente, John Ziesler, var i regelmæssig kontakt med Sanders, alt i mens vi arbejdede os igennem Romerbrevets græske tekst i undervisningen. Jeg blev klar over, at dette ”nye Paulus-perspektiv” var gode nyheder for Jesus-troende jøder som mig selv, som ofte har følt sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Messias, og som ofte er blevet beskyldt for loviskhed, hvis vi har valgt at leve efter Toraen, selvom vi er Jesus-troende.

Jeg var en del af den messianske bevægelse og var engageret i Londons Messianske Menighed i 1980erne. Meget af den messiansk-jødiske teologi var på det tidspunkt en reaktion imod de anti-jødiske elementer i kristen teologi, hvilket særligt kom til udtryk i forhold til erstatningsteologien, som hævder, at den kristne kirke har erstattet det jødiske folk som det ”nye” eller det ”sande” Israel. Den messianske teologi tog ligeledes et opgør med ”foragtelseslæren” som hævder, at jøder fortjener at leve i eksil og blive straffet, fordi de slog Jesus ihjel og fortsat afviser ham som Messias.

Fortvivlet over at læse Luther

Mit eget møde med Martin Luther har skærpet min fornemmelse for Luthers centrale placering i den kristne anti-jødiske og anti-semitiske tradition på en måde, som har udfordret mit eget perspektiv på troen og min egen evne til at tilgive Luther og lutheranere i det hele taget for de lidelser, de har påført mit folk. Men jeg oplever også en stærk passion for at se forsoning mellem lutheranere, jøder og Jesus-troende jøder i dag.

Jeg blev fortvivlet over at læse Luthers anti-jødiske skrifter. Hans nedladende og hånende udtryk er fyldt med had og fjendskab mod jøder og jødedom, hvilket er chokerende og uacceptabelt. Hans onde, vulgære og opildnende sprogbrug er uundskyldeligt. Men hans blanding af race- og religionshad, hans påstande om at være funderet i Skriften og i Jesu og apostlenes lære, hans mordtrusler og giftige beskyldninger mod det jødiske folk er nok de værste eksempler nogensinde på kristen anti-judaisme. Han håner den jødiske respekt for Guds hellige navn og plæderer for, at Talmud er kommet til verden gennem en gris’ anus.

Lovprist af nazisterne

Det er ikke så mærkeligt, at Luthers tanker blev lovprist og genoptrykt af nazisterne, som påstod, han ville være stolt af deres handlinger i Krystalnatten og som henviste til Luther under retssagerne i Nürnberg for at retfærdiggøre deres handlinger. Luther argumenterede for, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, deres ejendele konfiskeres, deres bøger brændes, synagogerne ødelægges og at jøderne selv ikke skulle beskyttes. Han fulgte op på sine opildnende ord ved at forsøge at overtale tyske ledere til at udføre det, han foreslog. Luthers anti-jødiske teologi og hans sociale og politiske antisemitisme kan ikke skilles ad eller undskyldes.

Myterne om anger må afvises

Der er to almene myter omkring Luthers syn på det jødiske folk. Ingen af dem er rigtige, men de bruges i vidt omfang til at gøre hans holdninger spiselige. Den første er, at Luther i begyndelsen af sit arbejde havde en positiv holdning til det jødiske folk, idet han mente, at hvis de blot blev behandlet ordentligt, ville de komme til tro på Jesus og hjælpe Luther i hans kamp mod den romersk-katolske kirke. Den anden er, at Luther angrede sine anti-jødiske og antisemitiske synder på sit dødsleje.

Mens det er korrekt, at Luthers tidlige værker, særligt ”At Jesus Kristus blev født som jøde”, har nogle positive tilkendegivelser om, hvordan jøderne skal behandles, og at han argumenterede for, at man ikke skulle bruge tvangsomvendelse, så bruger han helt fra sine tidlige værker, som fx hans undervisning ud fra Salmernes Bog og 1. Mosebog, en antisemitisk retorik. Den har han taget med videre fra sin tid som augustinsk munk, for Augustin mente, at jøder var dømt til at være ”modvillige vidner” om kristendommens sandhed, fordi de har afvist Jesus. Derfor er de, som en konsekvens heraf, dømt til at være et omflakkende folk indenfor kristendommen.

Når man undersøger, om Luther ”angrede på sit dødsleje”, er det godt nok sandt, at han bekendte sine synder, men hans frygt for og angreb på det jødiske folk fortsatte helt indtil tiden omkring hans sidste prædikener. Efter hans mening var det jøderne, der angreb ham, og som prøvede at dræbe ham. I sine sidste prædikener og private ord til sin kone formanede og fordømte han dem hårdt.

Der er elementer af teologisk anti-judaisme og samfundsmæssig antisemitisme i Luthers liv og værker. Teologisk fordi den jødiske fortolkning af skriften, sådan som den er videregivet i rabbinsk tradition, benægter, at Jesus er Messias, og derfor måtte Luther gøre indsigelser imod sådanne fortolkninger i sine oversættelser, udlægninger og applikationer af Skriften. ”Om jøderne og deres løgne” er en 65,000-ord lang tirade imod det jødiske folk og deres fortolkning af Skriften, især deres udlægning af de messianske profetier i det Gamle Testamente, som Luther prøver at påvise, er blevet opfyldt i Kristi komme. Ifølge Luther er det jødiske folks fortsatte eksil gennem de sidste 1500 år bevis på, at Guds fordømmelse og dom hviler over dem.

Messiansk jødiske perspektiv på Luther

Hvad er så mit messiansk-jødiske perspektiv på Luther?

For det første anerkender jeg alt det gode, Luther gjorde. Hans frygtløse og trofaste forkyndelse af evangeliet, hans villighed til at stå i mod kirkens misbrug og ondskab på hans tid, hans bidrag til udviklingen af den moderne verdens reformation, hans oversættelse af bibelen til tysk, hans indflydelse på dannelsen af den moderne verden, nationalstaten og udviklingen af alment kristent liv og kultur. Jeg anerkender og sætter pris på alle disse ting og Luthers bidrag.

Tilgivelse

For det andet tilbyder mit perspektiv tilgivelse. Luthers anti-judaisme kan ikke og skal ikke adskilles fra den senere antisemitisme, som kulminerede under holocaust. Mit folk lider stadig under posttraumatisk stress, der strækker sig på tværs af generationer, og som ligeledes har uheldige og utilsigtede konsekvenser såsom at den forfulgte bliver forfølgeren, som vi ser i Israel-Palæstina-konflikten. Så forsoning, først mellem tyske kristne og messianske jøder, og derefter i større udstrækning blandt jøder og lutheranere, er i høj grad tiltrængt. Desværre har jeg observeret meget lidt af dette og oplever, at mange lutheranere simpelthen ikke forstår, hvad jøder og Jesus-troende jøder føler. Dette er en stor sorg for mig, da jeg gerne vil, at min familie, hvori størstedelen ikke tror på Jesus, skal høre oprigtigt gode nyheder fra lutheranerne, eller i det mindste et udtryk for fortrydelse, en antydning af en undskyldning og en villighed til at gøre noget for at rette op på tingene igen.

Jeg beder dagligt bønnen om tilgivelse, som en ortodoks jøde beder fra en jødisk bønnebog. Den minder meget om Jesu ord på korset ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Den lyder sådan:

”Jeg tilgiver hermed enhver, som har ophidset, provokeret mig eller syndet imod mig fysisk eller finansielt eller ved at undlade at give mig den respekt, der tilkommer mig, eller i noget andet anliggende der vedkommer mig, ufrivilligt eller villigt, ubevidst eller bevidst, om det er i ord eller handling: lad igen pådrage sig straf på grund af mig.”

Kærlighed til Israel

For det tredje kalder mit perspektiv på konsekvenserne af anger.

Efter 500 år af Luthers anti-judaisme og tusinder år af kristen antisemitisme er der behov for, at lutheranere viser Jesu kærlighed til hans folk Israel. Jeg venter på, at det sker og mangler stadig at se beviserne på det. Et meget stærkt symbol på Luthers anti-judaisme, er den wittenbergske ”jødeso”, som burde fjernes, idet man beder det jødiske folk om tilgivelse og placerer den i et forskningscenter i stedet for efterlade den på en væg i en kirkebygning dedikeret til tilbedelsen af Gud.

Jeg venter på at lutheranerne, både som kirkeretning og som individer, viser anger i både handling og ord. Der er udtrykt fortrydelse og anger i forhold til det jødiske folks lidelser, men ofte uden handling bag. Der er behov for en ny attitude og villighed til at bakke undskyldninger op af handlinger, hvis relationen mellem jøder og lutheranere skal genoprettes.

For det fjerde leder mit perspektiv efter den forsoning kun Jesus kan give. Messianske jøder og lutheranere har én ting til fælles – vi tror begge på Jesus/Yeshua, Guds søn, som blev jødisk kød og døde for os på korset, og som opstod for at forsone os med Gud og med hinanden. Vi er kaldet til at være Guds ambassadører for forsoning i verden, og dette må begynde mellem de splittede folk, etniciteter og den historie vi har indenfor Kristi globale kirke. Når jeg kommer i himlen, ser jeg frem til at omfavne Martin Luther og takke ham for at velsigne mig. Jeg håber, at han også vil omfavne mig med tårer af anger i sine øjne, og at vi i sandhed vil være forsonet sammen i kærlighed og i Israels og alle nationers Guds fællesskab.

Syriske flygtninge giver perspektiv på forsoning

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Messianske jøder og palæstinensiske kristne var samlet til en forsoningskonference i Athen, for at lytte til hinanden i håbet om at kunne opbygge tættere relationer. Jamie Cowen, messiansk jøde, oplevede, hvordan teorien omkring forsoning blev omsat til konkrete handlinger, da de to parter fandt et fælles tredje ved at samarbejde om diakonalt arbejde for trængende syriske familier.

Jamie Cowen og omkring 12 andre deltagere fra konferencen samledes en eftermiddag uden for konferencens officielle program for at møde og hjælpe nogle af de mange syriske familier, som gennem årene har oversvømmet Grækenlands kyster. Ledt af en palæstinensisk præst, der har opstartet et missionsarbejde blandt syrerne i Athen, blev de delt op i mindre grupper, og sendt ud til forskellige familier.

Fælles om at møde familien
Jamie Cowen og hans gruppe ankom til en lille tætpakket lejlighed. Her sad familien samlet – kvinderne klædt i sort – og spiste. De blevet ledt ind i et andet rum af familiens far, som nogle måneder tidligere var blevet en kristen. Det var hans familie imidlertid ikke, og da muslimske naboer var på besøg, ville han snakke med dem privat, indtil de tog hjem.

”Vi introducerede os selv som messianske jøder og palæstinensiske kristne fra Israel, der, i stedet for at se Syrien som en fjende, bad for syrerne,” fortæller Jamie Cowen.

Faderen delte sin og familiens rørende fortælling om deres rejse gennem de seneste år. Efter mange prøvelser og lidelser i både Syrien og Tyrkiet, var de endt i Grækenland.

Elsk din fjende
Faderen kom til tro gennem et bibelstudie organiseret af den palæstinensiske præst, som også havde arrangeret besøget. Her blev det klart for ham, at der er en radikal forskel på islam og kristendom, især i Jesu lære om ”at elske sin fjende”. Efterfølgende begyndte han at stole på Gud.

Da naboerne var taget hjem, sluttede resten af familien sig til gruppen. De kendte til hans nye tro, men lyttede stadig opmærksomt på hans fortælling. Afsluttende fik gruppen lov til at bede for familien. Jamie Cowen beskriver, hvor stærk denne situation var:

”Her sad vi: et par messianske jøder og en palæstinensisk kristen præst fra Israel og bad for denne familie med konen, der var fuldt iklædt muslimsk sort. Vi bad om velsignelse, fremgang, håb og trøst, en fremtid og at Gud ville finde deres savnede søn.”

Guds kærlighed handler om at skabe bro
Da gruppen samledes med resten af konferencedeltagerne, havde andre meget lignende historier at dele.

“Dette er, hvad Guds kærlighed handler om: at skabe bro på tværs af politiske og regionale forskelle ved at lytte til hinanden, arbejde sammen og elske hinanden,” udtrykker Jamie Cowen.

Han vil sammen med sin kone fortsat dedikere sig selv til at skabe tættere relationer til deres arabiske brødre og søstre. De har intentioner om at hjælpe den palæstinensiske præst, der driver mission blandt de syriske flygtninge.

”Alt imens den amerikanske regering tager afstand fra flygtninge og den israelske regering gør livet svært for palæstinenserne, vil min familie og jeg tjene Gud,” fastslår Jamie Cowen afslutningsvist.

  Læs Jamie Cowens fulde beretning her.

Øverste billede: (C) Chad Briggs/Flickr 

25 år med Guds trofasthed i øst

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Odessa
Avi Snyder i Odessa i 1991.


Avi Snyder, leder for Europa i Jews for Jesus, 17. august 2016

Shalom fra Odessa, Ukraine.

Jeg er lige ankommet til begyndelsen af vores jubilæums-kampagne her i byen. Den markerer 25-års jubilæet for begyndelsen af Jews for Jesus’ arbejde i det, som dengang stadig var Sovjetunionen.

Et trosspring ind i kaos
I efteråret 1991 flyttede min kone, Ruth, og jeg til USSR, ligesom det var ved at gå i opløsning. Alt føltes kaotisk, men vi var overbeviste om, at dette var et godt tidspunkt at bringe evangeliets gode nyheder til regionen. Så vi flyttede til Odessa med vores tre børn og en enkelt kollega. Vi havde to målsætninger: At bringe evangeliet til det jødiske folk, og at grundlægge en organisation bestående af mennesker fra Sovjet, og som ville fortsætte med at dele evangeliet med det jødiske folk dér.

Gud har gjort mere i området, end vi nogensinde har turdet håbe eller drømme om. Efter syv år i Odessa forlod vi byen, og der var der etableret en god platform med 30 trofaste medarbejdere i fem nøglebyer: Odessa, Moskva, Kiev, Kharkov og Dnepropetovsk. Senere kom Minsk i Hviderusland også på kortet. Takket være disse trofaste medarbejdere kom hundredevis til tro og kom til at leve et liv sammen med Jesus. Efter kort tid bredte dette arbejde sig både til Tyskland og Israel.

Kampagne på gaden i Odessa.
Kampagne på gaden i Odessa.


Jeg mangler ord for mine følelser, når jeg tænker på, hvad Gud har gjort. Ej heller kan jeg udtrykke min taknemmelighed over at have fået lov til at være en del af dette eventyr. Min følelse af taknemmelighed er næsten kun overgået af min beundring for staben af Jews for Jesus-missionærer i det tidligere Sovjet. De har demonstreret stort mod og det ofte i mødet med modstand, farer og prøvelser.

Lige nu er min kone Ruth og jeg tilbage i Odessa i anledningen af 25-året for vores rejse hertil. Kampagnen løber fra 14.-26. august, og jeg håber, du vil være med til at bede for os. I det tidligere Sovjet er bøn ikke en rutine – det er snarere en absolut nødvendighed. Hverdagen er kompliceret og modstanden mod evangeliet er stadig stor. Bed for ledere af kampagnen og dem, der går på gaden. Bed om at Gud vil lede os til de åbne hjerter, han allerede har forberedt til os.

Gud velsigne jer for at stå sammen med os.

Jeres bror i Yeshua,
Avi Snyder

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Israelsk medlem af Musalaha, 27. maj 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang.

Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.

Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.

I disse dage med terrorisme og besættelse, er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, at den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.

Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelske-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeller. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund.

Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi holdt fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som nogen, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.

Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semitist´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del at et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.

Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.

Mange Jesustroende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv. ” Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget der fører os videre – nemlig håb.

Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er Jesu evangelium. Hans inkarnation lærer os at se med vores fjenders øjne, på samme måde som han blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.

Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.

Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Vil i ikke være med til at bede for Musalaha og alle i dette brudte land, som ønsker at bringe frelse og forsoning gennem evangeliets kraftfulde budskab.

Messianske jøder og kristne palæstinensere søger forsoning på Cypern

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

I slutningen af januar mødtes 30 kristne palæstinensere og messianske jøder i Lanarca på Cypern til konference. Forsoning, teologi og fællesskab var på dagsordenen, og deltagerne er efterfølgende blevet enige om en udtalelse, som understreger deres enhed i troen på Jesus og opfordrer andre troende i Israel/Palæstina til at deltage i forsoningsinitiativer.

Det er Lausannegruppen for forsoning i Israel/Palæstina, der står bag konferencen. Denne gruppe ønsker at skabe et netværk, som med baggrund i den bredere Lausanne-bevægelse ønsker at arbejde for forsoning funderet i evangeliet om Jesus Kristus.

Lanarca-udtalelsen understreger enheden mellem kristne palæstinensere og messianske jøder i troen på Jesus, idet den opfordrer til at begge parter forpligtiger sig til at udleve denne enhed midt i en tid med konflikt og splittelse. Udtalelsen anerkender, at der er udfordrende områder og teologiske uenigheder, samt hvor der må yderligere arbejde til. Der er også forslag til konkret handling, som udtrykker håb for fremtiden – særligt for den næste generation i begge befolkningsgrupper.

Konferenceudtalelsen fremhæver de temaer og udfordringer, som påvirker forsoningsprocessen:

”I tider med spændinger og voldelig konflikt, lider relationerne alt imens mistænkeliggørelse, beskyldninger og gensidige afvisninger trives. I sådanne tider er det endnu mere vigtigt at vi, som bekræfter enheden i Kristus, opretholder etiske standarder for vores liv, som er vores kald værdigt – både hvad angår holdninger, handlinger og ord.”

Den anerkender, at ”vi har meget forskellig teologi mht. landet og også meget forskellige perspektiver på dagligdagen for alle som bor i landet – både hvad angår det sociale, politiske og økonomiske.”

Alligevel opfordres der til ”generøse, teologiske standpunkter, som giver plads til og respekterer andres holdninger, som de har fået gennem oprigtig læsning af Skriften” og til at ”stræbe efter at fastholde fællesskabet med hinanden som et vidnesbyrd for alle kristne og om Guds kærlighed til alle mennesker.”

Dr. Munther Isaac, palæstinensisk kristen siger om konferencen: ”På trods af vores forskellige standpunkter på flere områder, bekræfter vi sammen det store behov for forsoning og for enheden mellem troende på tværs af vores splittede samfund. Vores fælles tro kalder os til at lytte, respektere og udfordre hinanden på Kristus som forbillede. Den tvinger os til at være fortalere for forsoning og retfærdig fred.”

Dr. Richard Harvey, messiansk jøde, tilføjer: ”Det er vigtigt, at et statement som dette bliver læst og nærstuderet af både messianske jøder, kristne palæstinensere og andre, som beder og arbejder for forsoning i konflikten mellem Israel/Palæstina. Det er kun ved at tage Jesu’ bud om at elske vores fjender seriøst, at vi kan se forandringens kraft i hans budskab slå igennem i vores liv og samfund.”

Læs hele konferenceudtalelsen her (engelsk).


Konferencen på Cypern var støttet af Den Danske Israelsmission, og en ny konference er planlagt til januar 2017.

Messianske jøder

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Hvorfor kan de ikke bare være almindelige kristne?



Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 2. december 2015

Messianske jøder er etniske jøder, som er kommet til tro på, at Jesus Kristus er Guds søn, og at han er den Messias, der er profeteret om i det gamle testamente.Når det er sagt, skal det gøres klart, at det er svært at tale generelt om messianske jøder. De er meget forskellige fra hinanden, lige så meget som kristne kan være det. Deres teologi og praksis kan variere meget fra en messiansk jøde til en anden.

Der er nogle træk ved den messianske bevægelse, hvor vi ”hedninge-kristne” måske undres. Hvorfor omskærer mange alligevel deres drengebørn, og hvorfor holder de stadig shabbat? Hvorfor kan de ikke bare holde op med at være så jødiske og være almindelige kristne som os andre?

Det er blandt andet sådanne spørgsmål fra den kristne kirke, der har været med til at distancere mange messianske jøder fra kristennavnet.Kirken har en lang historie med det jødiske folk. En historie der er præget af antisemitisme – specielt udtrykt ved korstogene og holocaust. Jøder vil typisk i dag forbinde kristennavnet med denne tragiske historie.

Det betyder, at mange messianske jøder ikke vil kaldes kristne den dag i dag. Kristenavnet klinger for meget af had, og det navn ville distancere messianske jøder yderligere fra resten af det jødiske folk. Derfor vil de betegne sig selv som Jesus-troende jøder eller messianske jøder. En stor del af deres identitet er bundet op på at være jødisk. Derfor vil messianske jøder ikke give afkald på den titel, selv om man kommer til tro på Jesus. Troen gør dem ikke til ex-jøder. De vil betegne sig selv som værende 100 % jødisk og 100 % messiansk.Som de selv vil sige, holdt de første kristne ikke op med at være jøder efter Jesu himmelfart. Jesus var selv jøde.De messianske jøders situation minder på mange måder om de første kristnes. De skulle også finde ud af, hvad Jesu gerning betød for deres jødiske selvforståelse.

Messiansk jøde i praksis  Messianske jøder holder fast i mange af de jødiske traditioner og forskrifter. Stort set alle messianske jøder omskærer deres nyfødte drengebørn. De lægger stadig en stor værdi i Abrahams-pagten. De ser, i den sammenhæng, stadig sig selv som en del af Guds særligt udvalgte folk, Israel. Nogle messianske jøder, som er kommet til tro på Yeshua (det hebraiske navn for Jesus), har en forståelse af at være ”fuldstændige jøder”. De mener at havde fået opfyldt Guds løfter, fordi løfterne er blevet fuldendt ved Jesus. Derved opdager eller genopdager de deres jødiske identitet igennem evangeliet.

Messianske jøder fastholder stadig shabbaten (fredag solnedgang til lørdag solnedgang) som deres ugentlige hvile- og festdag. De fejrer de traditionelle jødiske fester som løvhyttefesten, chanukah og yom kippur. Disse fester bliver fejret meget tæt på den almindelige jødiske facon, men får et messiansk islæt. Det bliver gjort ved at festdagenes betydning bliver italesat som pegende henimod og opfyldt i Jesus.

Messianske jøder i det jødiske samfund  Samtidig med at messianske jøder ofte ikke er blevet forstået af den kristne kirke, møder de heller ingen forståelse i det jødiske samfund – de bliver ganske enkelt ikke accepteret. Jøden, der bekender sig til Jesus, vil blive set som en forræder mod hele sit folk. Når en jøde kommer til tro på Jesus, skaber det ofte stor forargelse hos familien. Og i nogle situationer vil den pågældende jøde blive forkastet af sin familie. I nogle tilfælde er der særligt dåben, der får familien til at afskrive ham eller hende fuldstændigt.

Messianske jøder oplever i nogle tilfælde meget konkret og håndfast modstand. Det er særligt tilfældet i Israel, hvor nogle bliver udsat for chikane eller trusler, fordi de vælger at leve et liv i troen på Jesus. De messianske jøder står på mange måder mellem to onder. Hos kirken bliver der ikke taget hånd om deres jødiske identitet, mens jøderne ser dem som forrædere og mener, at deres tro på Jesus er direkte forkastelig.

Isralsmissionen og Messianske jøder  Israelsmissionen støtter og arbejder sammen med forskellige messianske organisationer og menigheder i Israel. For os er de naturlige samarbejdspartnere, og vi tror på at samarbejdet er en stor styrke og bærer meget frugt. Vi tror, at de messianske jøders vidnesbyrd har en stor kraft og har brug for at blive talt både ind i den jødiske verden og i den kristne kirke. Messianske jøder har de bedste forudsætninger for at dele evangeliet med det jødiske folk. Men De messianske arbejdere er få og den jødiske høst er stor. Derfor har de brug for støtte og forbøn. Vi vil gerne opfordre til forbøn for messianske jøder: at de må hvile i Guds fred og må have styrke til at vidne om evangeliet til hele det jødiske folk.

Når Israel bliver vigtigere end Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom, Blandet, Mission og messianske jøder.

ONE FOR ISRAEL arbejder med at møde jøder med evangeliet og uddanne fremtidens kirkeledere. De benytter særligt de digitale medier for at nå ud med evangeliet, samtidig driver de den eneste hebræisktalende bibelskole i verden. 

Eitan Bar, evangelist hos One for Israel, 25 september 2015

 Jeg er jøde. Det gør mig til 1 ud af 14.000.000.
Jeg er også født i Israel. Det bringer mig ned på 1 ud af 4.000.000.
Jeg er også en israelsk-jødisk efterfølger af Jesus Messias. Det gør mig til 1 ud af blot 7.000.
Jeg er en del af ”den tilbageværende rest” (Rom 11: 1-6). Hvilket er en svær opgave. På den ene side er der mange af mine jødiske venner, der kun kender til Jesus, på baggrund af det som rabbineren har fortalt dem. De har en tilbøjelighed til at se på mig, som om jeg har forrådt min slægt og valgt at følge en hedensk gud. Messianske jøder er ikke populære blandt store dele af det jødiske folk i Israel.

På den anden side er der flere og flere kristne, hvor deres forståelse af Guds plan for Israel er basseret på det, de ser på CNN og BBC. Hvilket bestemt ikke er positivt. Vi bliver også mindre populære blandt verdens forskellige kirker. Jeg bliver opmuntret af støtten og kærligheden til min nation fra mange af mine kristne brødre og søstre rundt omkring i verden. Samtidig bliver jeg dog trist, når de samme personer mener, at det  jødiske folk ikke behøver frelse gennem Jesus. Israel er måske et dejligt folk, men vi er ikke perfekt.

Det gør det svært som messiansk jøde at finde et ståsted, hvor vi på den ene side er forrædere eller og på den anden er vores tro på Jesus unødvendig. Vi har også brug for at få vores synder betalt, præcis ligesom alle andre. Hvis man foreslår andet, fordømmer man os til en evig adskillelse fra Gud.

Nogle elsker Israel for meget

Et godt eksempel på en der elsker Israel for meget er pastor John Hagee formand for Christians United for Israel. I sin lære promoverer Hagee den falske idé, at jøder ikke har brug for et personligt forhold til Jesus, men at de kan blive frelst ved at overholde det Gamle Testamente.

Han har tragisk sagt: ”Moseloven er tilstrækkelig nok til at kunne give en person kendskab til Gud, indtil Gud giver ham en dybere åbenbaring… Alle andre, uanset om de er buddhist eller baha’i, har brug for at tro på Jesus, men ikke jøder” Pastor John Hagee, Houston Chronicle Jeg var virkelig chokeret over hans udmelding! Hagee forstår ikke formålet med Abrahamspagten. Han forstår den som en national pagt, der ikke har noget at gøre med personlig frelse. Istedet for at forstå den således at Gud lover frelse til det jødiske folk og alle andre folkeslag. Hagee forstår heller ikke meningen med moseloven. Hvordan kan Hagee forvente, at Israel holder moseloven? Når de ikke har noget præsteskab, intet tempel og intet offersystem? Hvilket alt sammen omfatter essensen af loven, og er det eneste middel, der kan lede os til Kristus. Man kan ikke adskille Moses-pagten fra moseloven. Lovene er kun en konsekvens af pagten. Lovene kan ikke stå alene.

Pagten blev stadfæstet med udgydt blod (2. mos 24:8) og blev opretholdt af offerblodet på alteret (2. mos 30:10). Uden offersystemet kan vi ikke overholde Moses pagt. Desuden siger Bibelen, at ingen er i stand til at holde loven eller blive retfærdiggjort ved lovens gerninger (Gal 2:16). Derfor har der aldrig været nogen, som kunne opnå frelse gennem loven. Det er kun Jesu blod, der kan frelse os og fjerne synd.

Hagee går videre i hans bog ”In defense of Israel”. Hvilket ironisk nok ender ud med at være en langt større fare for Israel end en reel beskyttelse. Hagee siger: ”Det højeste formål for Jesu liv var at være et lys for hedninger.” (p. 133) Men Jesus sagde selv, at han var sendt til de fortabte får af Israels hus. (Matt 15:24)

Hagee siger: ”Der er ikke et sted i det nye testamente, der siger at Jesus kom for at være Messias…” (p. 136) Men Jesus sagde han var Messias: Kvinden sagde til ham ”Jeg ved, at Messias skal komme…” Jesus sagde til hende ”Det er mig, den der taler til dig”. (Joh 4:25-26)

Hagee siger: “Jøderne afviste ikke Jesus som Messias, det var Jesus som nægtede at være Messias for jøderne.” (p. 140) Men Jesus siger: “Fra nu af skal I ikke se mig, før i siger: velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 23:39)

Hagee siger: ”Han nægtede at være deres Messias og valgte i stedet at være verdens frelser.” (p. 143) Men Bibelen siger, ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” (ApG 2:36)

Kan I se problemet?

Det Israel du nok ikke kender

Jeg bliver som israelsk jøde bedrøvet over, at nogle kristne mener, det er fint, at det jødiske folk bliver ved med at afvise Jesus som Messias. Det er ikke kun fordi, det er vranglære. Bedrøvelsen kommer også på grund af det Israel jeg oplever, hvilket John Hagee hverken har set eller oplevet.

Jesus troede tydeligvist kraftigt på Bibelens ord. Han gjorde meget lidt ud af territorier og landområder, men gjorde et stort nummer ud af at drage omsorg for de svage. Specielt den fattige, den trængende, de ældre, enkerne, forældreløse og mange flere. Jesu budskab var ikke noget nyt. Gang på gang fortæller det Gamle Testamente, at nationen Israel skal tage hånd om sin befolkning.

Alligevel lider 1 ud af 3 israelske børn under fattigdom i dag. Israel rangerer som nummer 4 på listen over børnefattigdom i den udviklede verden. Den israelske hospitals verden er ved at bukke under for mangel på økonomiske midler og medicinsk bemanding. Israels hospitaler er registreret som nogle af de mest fyldte hos OECD. 1 ud af 4 overlevende fra Holocaust lider under fattigdom. Ved flere lejligheder det seneste år har jeg uddelt mad til overlevende fra Holocaust, som hver uge skal vælge mellem at købe mad eller nødvendig medicin. Human trafficking er på samme niveau i Israel som i den tredje verden. Sexhandlen i Israel har en årlig indtægt på op til 500 mio. dollars. Det er over 60 dollars pr. israeler. Samtidig er prostitution lovligt og let tilgængeligt i Israel. I den årlige rapport fra det international narkotika grænsekontrol i 2012 bliver Israel nævnt blandt lande, hvor der er store og mange fabrikanter, eksportører, importører og forbrugere af narkotiske stoffer. Israel er en af verdens førende nationer i forhold til abort. Der bliver dræbt 55 babyer hver dag, og vores regering understøtter dette foretagende.

Ligesom alle andre steder i verden er vores land fyldt med syndige mennesker, der desværre mangler at opdage deres behov for en frelser. (For at gøre det klart, så elsker jeg Israel, og det faktum at jeg kan kritisere min egen regering, beviser at Israel er det eneste sande demokrati i Mellemøsten. Havde jeg gjort det et hvilket som helst andet sted i mellemøsten, havde jeg nok stået ansigt til ansigt med Jesus i himlen).

Som Israels folk burde vi ikke kun sætte vores lid til regeringen eller det israelske forsvar, men have tillid til vores frelser alene. Noget af det som Guds hjerte virkelig glædes over, er ikke et flagrende israelsk flag, nye skinnende israelske tanks, eller olivenolie købt i det hellige land. Gud glædes, når et menneske vælger at følge Messias. Det vores folk virkelig har brug for er… Jesus!

Kære kristne, fra en jødisk discipel af Jesus, er min udfordring til dig ikke at elske os jøder uanset hvad, men at leve op til det bibelske mandat om at provokere os til misundelse i Jesus (Rom 11:11). Stol på det jeg siger. Jeg er et levende eksempel på, at det virkede for 16 år siden, og at det stadig virker på mange andre jøder i dag.

Oversat fra engelsk. Læs det originale indlæg her.

Læs mere om One for Israel:  http://www.oneforisrael.org/