Tag: messianske jøder

Messianske jøder fik en stemme på Tyske Kirkedage

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 18. juni 2015. Bogført i Nyheder.

Dinna Swartz, 18. juni 2015

For første gang har de Evangeliske Tyske Kirkedage taget messiansk jødedom op til debat. Et tema, som tidligere har været no-go. I 1999 besluttede præsidiet, at ”messianske grupper ikke har tilladelse til aktiv deltagelse på Kirkedagene”. Men alligevel blev den jødisk-messianske teolog Richard Harvey fra England inviteret til Stuttgart for at tale om den messianske bevægelse. Her introducerede han, hvordan den messianske bevægelse ser ud og hvilke udfordringer kirken står med i dag, når de skal forholde sig til den.

På Israelsmissionens hjemmeside har vi tidligere omtalt, at messianske jøder ikke var velkomne på de tyske kirkedage, da Kirkedagenes præsidie mener, at alle missionske tiltag mod jøder ses som et negativ bidrag til den jødisk-kristne dialog. Alligevel blev det kontroversielle emne taget op af et panel, der repræsenterede både messianske jøder, den kristne kirke og jøderne. Panelet bestod af teologen Richard Harvey, biskoppen Ralf Meister og den jødiske professor, Micha Brumlik.

Hvad er den messianske bevægelse?

De messianske jøder er en relativt ung bevægelse, der primært opstod tidligt i 1800tallet i England og USA. Nutidens messianske jøder findes i England, Israel og USA og i Europa står de særligt talstærke i Østeuropa. Det er jøder, som ønsker at se Jesus som messias, men stadig vil bevare deres jødiske identitet. Hvordan de udlever deres jødiske kultur er meget forskelligt og strækker sig fra streng loyalitet overfor Toraen (Moseloven) til liberale jøder, som hverken spiser kosher eller bliver omskåret.

Forholdet mellem messianske jøder og kristne

Richard Harvey beskrev messianske jøder, som “the missing link” mellem jødedom og kristendom. Han gennemgik den lange historie med forfølgelser af jøder og udelukkelse fra samfundet for at give en forståelse af modstanden fra Jesus-troende jøder mod at definere sig selv som “kristne”. “I kan ikke dømme ofrene for en adskillelse, som I selv har skabt,” udtalte han. Richard Harveys pointe var, at messianske jøders modstand mod at blive en del af kirken har sit ophav i den smertefulde historie. Begyndelsen på en dialog Kirkedagene er et firedages arrangement med mere end 100.000 mennesker, der kom forbi Stuttgart. Der var et stort program af aktiviteter, der dækkede næsten alle aspekter af det kristne liv.

“Mødet gik rigtig godt,” udtaler Richard Harvey, “Jeg synes det var et bemærkelsesværdigt gennembrud, som vil lede til en fortsat diskussion om involveringen af messianske jøder i jødisk-kristne relationer generelt og især på De Tyske Kirkedage. Jeg var i stand til at svare på mange af indvendingerne og publikum, der bestod af over 750 mennesker, var meget opmærksomme og gav til sidst et taknemmeligt bifald.”

Han tilføjer: “Jeg opfattede meget skyldfølelse, vrede og smerte fra fortiden, og jeg forsøgte at tage fat på disse følelser og ikke bare blive på den overfladiske del af diskussionen.”

Endelig konkluderer Richard Harvey: “Jeg håber, at diskussionen vil fortsætte. De tilstedeværende messianske jøder og gruppen, der har bedt for og forberedt dette møde var alle meget glade for det.”

Messiansk jødedom blomstrer i Ukraines Holocaust-byer

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. april 2015. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, 28. april 2015

Tolik Emma and Irina Voldorska — Anatoli Emma

”Det at vi overhovedet er her i landet stadigvæk, er et mirakel. Ikke alene er vi jøder, men vi tror på Jesus!”

Ordene blev udtalt på LCJEs konference i Kiev sidste år af Anatoly Emma, præst og leder af Jews for Jesus i Ukraine. Og man må sige, han har ret. De messianske jøders tilstedeværelse i de lande, som tidligere udgjorde Sovjetunionen, er et stort vidnesbyrd om Guds trofasthed.

Ikke kun de kommunistiske regimer, men også nazismen forsøgte at udrydde jøderne – og dermed også de Jesus-troende jøder – i Ukraine. En af Holocausts største massakrer blev udført på Ukrainsk jord, i Babi Yar, i udkanten af hovedstaden Kiev, hvor nazi-soldater og lokalt politi dræbte over 33.000 mennesker på blot to dage.

Ifølge det kristne magasin, Christianity Today, er Kiev i dag hjemsted for en af verdens største messianske menigheder, Kiev Jewish Messianic Congregation, hvor cirka 1.600 er medlemmer. De mødes under 15 kilometer fra Babi Yar.

Også på et andet sted med forfærdelige minder, mødes messianske jøder for at fejre gudstjeneste. I den Nordukrainske by Berdichev myrdede nazisterne 15.000 jøder, men i dag huser byen en messiansk menighed på over 200.

Det estimeres at der er 10-15.000 messianske jøder i alt i Ukraine.

Græften, Babi Yar, hvor nazister og lokalt politi myrdede over 33.000 på blot to dage. — Grøften, Babi Yar, hvor nazister og lokalt politi myrdede over 33.000 på blot to dage. Billedet øverst er mindesmærket rejst på stedet.

Mange ukrainere immigrerer også til Israel – over 5.100 i 2014. Nogle af dem er også messianske jøder, som har et ønske om at rejse til både Israel og andre steder i verden for at plante messianske menigheder.

Dette får Jonathan Bernis, grundlægger af Jewish Voice Ministries International, til at komme en opsigtsvækkende udtalelse: ”Ukraine repræsenterer sandsynligvis den største mulighed for at nå det jødiske folk med evangeliet.”

I Israelsmissionen ved vi ikke, om denne påstand er rigtig, men vi glæder os over, at jøder kommer til tro på Jesus som Messias – også i Ukraine.

Læs den oprindelige artikel i Christianity Today her.

Vi undgik ikke det svære

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. marts 2015. Bogført i Nyheder.

Messianske jøder og kristne arabere mødtes på Cypern den 26.-30. januar 2015 for at diskutere, bede og arbejde mod forsoning. Det var ikke let. Men “korset tvinger os til at gå denne vej” udtaler arrangør.

Af Dinna Swartz, 6. marts 2015.

“Det var ikke behageligt, det var ikke afslappende og det var helt sikkert ikke let. Men for mig og 14 andre israelske messianske jøder og palæstinensiske kristne, var det nødvendigt,” fortæller Aaron Abramson, som var med på Cypern. Det er et nyt initiativ i Lausannebevægelsen, som har stået for konferencen (The Lausanne initiative for reconciliation in Israel/Palestine, LIRIP). Visionen for initiativet er “at fremme forsoning i Kristi legeme og i samfundet i Israel og Palæstina ved at skabe et netværk, der opmuntrer til evangeliebaseret, Kristuscentreret forsoning”. Hver dag studerede deltagerne bogen “Med min fjendes øjne”, skrevet af Salim Munayer, kristen palæstinenser og direktør for Musalaha samt Lisa Loden, messiansk jøde og chef for lederudvikling på Nazaret Evangeliske Teologiske Seminar.

Følelsesmæssigt drænende

Deltagerne mødtes og diskuterede, hvordan sand forsoning ser ud i deres samfund. De udforskede den konfliktfulde historie. De sammenlignede krav på jord. De diskuterede deres forskellige teologiske overbevisninger i relation til endetidsteologi, lidelse, retfærdighed, land og politik. Kort sagt gik de lige i kødet på de mest udfordrende problemstillinger. “Selvom vi mødtes om Jesu kraftfulde værk på korset, fandt vi hurtigt ud af at vores unikke og personlige fortællinger var komplet forskellige og formet af kultur, historie, politik og teologi. Som en israelsk messiansk jøde fandt jeg det følelsesmæssigt drænende. Og jeg kan ikke forestille mig at jeg var ene om at have det sådan,” fortæller Aaron.

Jesus og enhed

Jesus bad for sine forfølgere: “at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Joh 17,21. Denne bøn gav retning på konferencen på Cypern mens deltagerne kæmpede sig gennem et hav af udfordringer sammen.

Richard Harvey, teolog, messianske jøde og en af initiativtagerne til konferencen udtaler:

“Vores diskussioner var hjertelige og gensidigt respektfulde, men vi undgik ikke at tale om svære emner og ærligt at udtrykke vores uenigheder. Salim og Lisas bog er en værdifuld ressource for alle som er interesserede i udfordringerne og mulighederne for forsoning i regionen.”

En anden af initiativtagerne, Munther Isaac, kristen palæstinenser og professor på Betlehem Bible College tilføjer:

“Vi mødtes hver dag for at bede og læse skriften sammen, dele vores perspektiver og anerkende vores forskelle. Det er vigtigt for vores befolkningsgrupper at tale åbent med hinanden i en kristen ånd. Forsoning i vores kontekst er meget udfordrende og svært, men korset tvinger os til at gå denne vej.”

At leve forsonende livsstil

Initiativet lægger sig lige op ad den erklæring Lausanne-bevægelsen udstedte i 2011. Ifølge erklæringen kalder evangeliet os til:

At tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde
At begynde at leve forsoningens livsstil
At være et eksempel og en formidler af håb

Det er præcis, hvad Salim Munayer understreger:
“Det er vores overbevisning at Kristi død og genopstandelse er fundamentet for forsoning og at tilgivelse og helbredelse kun kan komme ved at følge hans eksempel og at adlyde hans ord. Vi har brug for at kende og demonstrere dette som israelere og palæstinensere, araber og jøde.”

Hvad er resultatet?

“Jeg må være ærlig – selv efter en uges diskussion på Cypern er vi langt fra at have løst konflikten. Vi talte nogle tunge emner igennem, spiste måltider sammen, delte historier og lærte hinanden at kende. Vi kom ikke til en fuldstændig teologisk enighed. Vores politiske holdninger forblev forskellige. Men noget skete. Jeg føler jeg har forandret mig. Noget kraftfuldt var på spil da vi lyttede til hinanden,” forklarer Aaron.

“Vores resultat var, at vi gik hver til sit forpligtede på at mødes igen, på at fortsætte samtalen i vores respektive lokalsamfund og på at huske på de udfordringer, som vores søstre og brødre i troen står overfor.”

Lisa Loden mener, at konferencen har været anstrengelserne værd:

“De palæstinensiske og messianske grupper indså deres uenigheder og nødvendigheden af at arbejde sammen for at forstå disse uenigheder bedre. Vi har forskellige og ofte modstridende historier, identiteter og teologier. Vores forståelse af retfærdighed, dét at være et folk og landet er ofte påvirket af vrede og smerte. Men i Jesu ånd forsøgte vi at lytte opmærksomt til hinandens synspunkter og svare ærligt og næstekærligt.”

Læs hele Aaron Abramsons oplevelse med konferencen her (engelsk).

Vidnesbyrd fra Ebenezer

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 19. februar 2015. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, 19. februar 2015

Der er tradition for at Johnny Khoury, leder på Ebenezer-hjemmet i Haifa, fortæller lidt om de beboere, som er afgået ved døden. Det gør han primært i de nyhedsbreve, der sendes ud fra hjemmet. De seneste tre har vi lyst til at bringe videre til jer her.

Miriam Munce, 92 år gammel.

Hun blev født i USA, og var meget tæt knyttet til sin jødiske tradition. Hun kom til tro på Kristus i forbindelse med forbøn for hendes børn, som var syge. Først blev datteren helbredt for et dobbelt kraniebrud efter fald fra anden etage, og hendes søn blev helbredt for kræft i øjet. Hendes mand kom også til tro senere, da hendes søn blev dræbt på den skole han gik på. Manden kom sig dog aldrig over sønnens død, og døde selv af et knust hjerte to år senere. Omkring to år efter hendes mands død, giftede Miriam sig igen og fik opfyldt sin drøm om at bo i Israel. Hun boede i Cæsarea og var medlem af menigheden Beit Asaf. Hun efterlod sig en lang liste over undere, som Gud havde gjort i hendes liv.

Inna Weisburd, 92 år gammel.

Hun blev født i Ukraine under Stalins styre, og hendes far var fra en troende familie, mens hendes mor var ateist. 2. Verdenskrig brød ud, da hun var 18 år gammel. Ved Guds nåde klarede hun sig igennem både nazismen og dødelige bombninger. Ved et tilfælde fandt hun ly i en kælder sammen med nogle andre. Cathrine, en 11 år gammel pige som gemte sig sammen med hende, så Innas frygt og fortalte hende, at hun kunne bede til Gud. Det var første gang, hun bad. Bagefter undrede hun sig meget over, at den bygning, hun havde gemt sig i, var den eneste, som stod hel i hele det område, der var blevet bombet. En anden gang blev hun reddet i en storm, hvor hun bad til Gud. Pludselig kom der en kvinde ud af ingenting og fortalte hende, hvilken vej hun skulle gå. En ven lånte hende en bibel, og gennem den lærte hun den Gud at kende, som ofte havde reddet hendes liv. Efter at være kommet til tro, blev hun medlem af en undergrundsmenighed. I 14 blev hun forhindret af KGB i at rejse til Israel, men hun fik hjælp af en tysk præst. Hans datter blev senere volontør på Ebenezer. Inna fortalte inden hun døde, at Salme 91 er summen af hendes liv.

Hans Meyer, 94 år gammel.

Han blev født i Haifa med en schweizisk far og tysk mor, som gik ud af Tempelsamfundet efter hun giftede sig. Hans voksede op i Waldheim – nu Allonei Abba uden for Haifa – og var nært knyttet til de messianske jøders historie i Israel. Han mødte sin kone, mens hans arbejdede som elektriker ved Beit Shalom. Efter de havde giftet sig, arbejdede Hans som vagtmester ved Eliaskirken, hvor han havde ansvaret for lageret. Han har også installeret det elektrisk anlæg på det messianske konferececenter, Beit Yeddia på Karmel. Efter det åbnede arbejdede parret der i seks år. I 2011 kom de begge til Ebenezer-hjemmet. Hen imod slutningen længtes Hans efter at møde Herren, som han havde tjent trofast.

Om troskab, jødedom og troen på Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 29. januar 2015. Bogført i Refleksioner.

Avi Brickner, 29. januar 2015

Denne artikel er oprindeligt skrevet til magasinet Issues, som udgives af Jews for Jesus. Du kan læse mere om Issues på issuesmag.org. Jeg har ind i mellem fået at vide af andre jøder, at min åbne bekendelse af troen på Jesus af Nazareth som Messias, er forræderisk overfor mit folk. Jeg og en af mine venner, som også tror på Jesus, besøgte engang en fremtrædende rabbiner i vores by. Det var denne rabbis påstand, at vores tro på Jesus svarede til at vi forlod vores folk og frasagde os vores spirituelle arv. For mange jøder – og ikke-jøder – betyder troen på Jesus for en jøde, at vedkommende også frasiger sig sin egen jødiskhed.

Det er en problemstilling, som jeg personligt har kæmpet med. Jeg blev opdraget i et hjem, hvor de jødiske regler for det mest blev overholdt. Vi var ikke de mest konservative, men vi var heller ikke afslappede omkring de rabbinske reglementer. Som mange andre tog jeg min jødiskhed og praktiseringen af jødedom for givet i min ungdom. Men i takt med at jeg nærmede mig voksenalderen, begyndte jeg at overveje nogle af de dybere spørgsmål i livet, og hvordan det, at jeg er jøde, relaterer sig til meningen med livet.

Der mangler noget
Synagogens forskrifter syntes smukke. Hvem kunne finde noget forkert ved påbuddet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv? Men der manglede noget. Denne vidunderlige Gud, som jeg var blevet undervist om siden barndommen, syntes så uvirkelig og langt væk.

At overholde religiøse påbud og forskrifter gav mig ikke nogen fornemmelse af en relation med Gud. Og det syntes ikke i overensstemmelse med, hvordan Skrifterne beskriver vores forfædres forhold til Gud. De giver det indtryk, at de havde et personligt forhold til Ham. Derudover måtte jeg også – i mine mest ærlige øjeblikke – erkende, at jeg ikke evnede at elske min næste, selv ikke når jeg ønskede det.

Igennem det jødiske liv
Ud over denne fornemmelse af behov og ønske om at komme i kontakt med Gud, var der en anden faktor, som gjorde mig villig til at undersøge påstandene om Jesus nærmere. Den eneste måde jeg kan beskrive det på er, at han syntes at komme til mig igennem det jødiske liv. Nogle af dem som fortalte mig om Jesus, var jøder. Deres tro på ham forekom ikke at gøre dem mindre jødiske. Tværtimod – de var mere optaget af, hvad det ville sige at være jøde, og hvad det jødiske folks mission var, end mange andre jeg var sammen med til daglig. De forstod snarere deres tro på Jesus som en fuldendelse, end som en fornægtelse af deres jødiske åndelige arv.

Troende ikke-jøder, som delte deres vidnesbyrd med os, fortalte, at de havde fået al deres åndelige velsignelse gennem Israel. De så sig selv som deltagere i den åndelige arv fra det jødiske folk.

Disse mennesker viste mig en kilde til hjælp, som ingen andre havde. Ingen havde foreslået, at jeg måske ville finde svarene på mine spørgsmål i de hellige skrifter. Det jeg fandt, havde jeg aldrig drømt om skulle findes på disse sider.

Portrættet af Messias i Det Gamle Testamente forekom mig at passe til beskrivelsen af Jesus af Nazareth. Selv før jeg begyndte at studere Det Nye Testamente, vidste jeg nok om Jesu liv, til at anerkende de bemærkelsesværdige ligheder. Tænk, at Gud ville identificere sig med mennesket på denne måde!

Den ultimative troskab
Midt i min søgen udfordrede en ung Jesus-troende jødinde mig med et spørgsmål: ”Vil du virkelig gerne vide om Jesus er Messias eller ej?” ”Ja, det vil jeg,” svarede jeg. ”Hvorfor spørger du ikke Gud,” replicerede hun. Dér blev jeg udfordret på, hvor min ultimative troskab lå.

Var jeg villig til at søge Gud på hans egne præmisser? Kunne jeg sætte mine egne fordomme og forudfattede meninger til side og tro, at den Almægtige kunne vise mig sandheden, hvis jeg var villig til at modtage og følge den hvor end den ville lede mig?

Når jeg ridser min historie op, er jeg klar over, at den adskiller sig fra andres. Jeg er også klar over, at vi jøder har en tendens til at afvise Jesus eller modsætte os hans påstande om at være Messias, fordi så meget, der bærer hans navn, synes fremmed for os eller står i modsætning til vores egne interesser. Vi er meget følsomme med hensyn til de smertefulde oplevelser jøder har haft på grund af såkaldte kristne. Denne smertefulde historie rodfæster ofte vores troskab overfor den jødiske identitet og hærder vores modstand mod kristendommen og Jesus.

En anden side af spørgsmålene
Hvor sandt dette end måtte være (og jeg er ikke ham der hverken benægter eller afviser det), så hjalp min egen oplevelse mig til at se den anden side af spørgsmålet om troskab overfor jødedommen og troen på Jesus. Min grundlæggende bekymring udviklede sig omkring mit forhold til Gud. En dyb krise afslørede et åndeligt hul, som overholdelse af religiøse praksis ikke kunne fylde. Hvordan kunne jeg komme i kontakt med Gud? Dét spørgsmål blev afgørende. Men hvordan relaterede det sig til at være jøde? For første gang var der spørgsmål, som dukkede op: Eksisterer det jødiske folk af anden årsag end bare at være anderledes? Skal vores eksistens som et udvalgt folk mon pege på en større sammenhæng?

Ønsket om at lære Gud at kende ledte mig til dem, som guidede mig til skrifterne og til Jesus. Og troen på Jesus bragte mig ind i et livgivende forhold til Israels Gud. I lyset af dét forhold opdagede jeg, at Jesus er kædet uløseligt sammen med den større sammenhæng, som selve eksistensen af det jødiske folk skal pege hen til.

Jeg opdagede også, at selvom jeg var kommet til tro på Jesus, var jeg ikke holdt op med at være jøde. Jeg havde tværtimod opdaget en større og dybere mening. Nu ser jeg at Israels tro, som den er beskrevet i de hellige skrifter og i Jesu tjeneste, finder sit klimaks – ikke i en religiøs tradition, men i en person, som Israels Gud helt unikt har vist sig selv igennem. Dét gjorde Gud – ikke kun for at velsigne Israel, men for at frelse hele verden. Han havde lovet, at i Abraham og hele hans afkom skulle alle jordens slægter velsignes. I Jesus Messias flød denne velsignelse over til ikke-jøder.

Jeg kunne ikke afvise Jesus
Alle disse oplevelser førte mig til den overbevisning, at bare fordi jeg er jøde, er det ikke grund nok til at afvise Jesus. Det letteste ville have været at overtage en blind accept af religiøs tradition og derigennem få løst mit problem. Men tilværelsens barske realiteter såede tvivl om denne blinde accept.

Da det kom til det punkt om at søge Israels Gud oprigtigt og blive konfronteret med påstanden om, at skrifterne er hans åbenbaring, hvordan kunne jeg så afvise en oprigtig søgen efter deres budskab? I min søgen blev jeg nødt til at forholde mig til Jesus.

Selvom vi opmuntres til at søge Gud af hele vores hjerte, er det ikke fordi Gud er blevet væk et sted derude, og vi må finde ham. Men fordi vi er blevet væk, og Gud vil finde os.

Den profetiske formaning er i virkeligheden en guddommelig opmuntring til at svare på Guds søgen efter os i al vores fortabthed. Gud demonstrerede dybderne af sin kærlighed og bredden af sin determination, da han identificerede sig selv med os, ikke i pomp og pragt, men i svaghed, smerte og afkald. Dét gjorde han gennem Messias, som sagde ”Jeg er kommet for at opsøge og frelse de fortabte.” Som et svar på hans søgen, er jeg fundet, og i Messias har jeg fundet troskaben fra en sand jøde.

Jesus er stadig ikke helt kosher

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 29. januar 2015. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, 29. januar 2015

Tidsskriftet Christianity Today fortæller i deres januarnummer, at amerikanske jøder i stigende grad finder det acceptabelt, at jøder tror på Jesus. USA har det største jødiske samfund uden for Israel, så det er en væsentlig nyhed for ikke bare amerikanske jøder, som tror på Jesus, men for messianske jøder i hele verden.

Det er videnscenteret Pew Reseach Center, der står bag undersøgelsen, som fortæller, at 34 procent af den jødiske befolkning mener, der er overensstemmelse mellem at være jøde og tro på Jesus. Og 35 procent af de ultra-ortodokse var enige!

Richard Harvey, Jews for Jesus, mener, at det i højere grad end tidligere er kulturelle kriterier frem for religiøse, som definerer, om man opfatter sig selv og andre som jøde eller ej.

Til sammenligning fortæller samme undersøgelse, at hele 68 procent af amerikanske jøder mener, man ikke behøver tro på Gud for at være jøde.

Richard Harvey, seniorforsker ved Jews for Jesus, hævder, at undersøgelsen viser et paradigmeskifte: ”Jødisk identitet bliver i højere og højere grad målt kulturelt og familiært og ikke gennem forskellige religiøse udtryk.”

Russ Resnik, leder af sammenslutningen af messianske menigheder, fortæller, at lederne i de jødiske samfund stadig er imod messianske jøder, ”men en stor del af jøder i det brede samfund anerkender, at vi er her for at blive, at vi er en del af det jødiske samfund, og at vi er optaget af jødiske mærkesager.”

Træerne vokser dog stadig ikke ind i himlen. I forbindelse med åbningen af et stort center i Brooklyn, oplevede organisationen Chosen People Ministries ikke den store modstand, for ”det jødiske samfund er blevet mere vandt til os,” fortæller Mitch Glaser, leder af organisationen. Alligevel konstaterer han: ”Der er i det jødiske samfund væsentlige fordomme om de af os, som tror på Jesus. Og vi udgør en større gruppe, end det jødiske samfund vil anerkende.”

Hvad er på spil?

Messianske jøder er presset fra to sider. På den ene side fra jødisk hold, som påstår, at de ikke længere er jøder, fordi de bekender troen på Jesus. På den anden side står også mange kristne uforstående overfor, hvorfor de ikke bare kalder sig kristne.

Spørgsmålene: ”Hvem er jøde?” og ”hvad vil det sige at være jøde?” er væsentlige – særligt i forhold til messianske jøder.

Mange jøder bebrejder både kristne og kirken for forfølgelser op gennem tiden - også for Holocaust. Foto: AFP — Mange jøder bebrejder både kristne og kirken for forfølgelser op gennem tiden – også for Holocaust. Foto: AFP

Når mange jøder har problemer med Jesus, handler det i vid udstrækning om den historie jødedommen og kristendommen har med hinanden. Kristne har op igennem historien været forfølgere af det jødiske folk med både pogromer og inkvisitioner til følge. I Holocaust spillede kirken og kristne en rolle ved at være passive og ikke kæmpe imod den uretfærdighed, det jødiske folk blev udsat for.

Derudover spiller kulturen en stor rolle. Mange jøder opdrages til, at hvad end de gør i livet, så er der ét, de aldrig må gøre: bekende troen på Jesus af Nazareth som Messias. Det anses for forræderi, og mange mener, at man vender sit folk og sin jødiskhed ryggen.

Spørgsmålet ”hvem er jøde?”, spiller også en rolle internt i staten Israel, hvor spørgsmålet ofte koges ned til en juridisk problematik om, hvem der har lov at gøre aliya – immigrere til Israel.

Loven er blevet meget vigtig for de to forskellige parter, som dels ønsker at jødisk identitet skal være religiøst betinget, hvilket især gælder de ortodokse, og de sekulære, som ønsker, at jødisk identitet skal være rent nationalt betinget. Denne konflikt er yderligere skærpet efter Knesset i november 2014 vedtog en lov, som skulle gøre det lettere at konvertere til jødedommen. Loven blev vedtaget med særligt henblik på de tusinder af jødiske immigranter, især fra det tidligere Sovjet, der har fået statsborgerskab, men som ikke anerkendes som jøder i henhold til rabbinsk lov.

I 1957 blev den første lov vedtaget, som enkelt fastslog at ”enhver som med rene motiver erklærer sig selv som jøde, kan registreres som jøde, og ingen andre beviser skal afkræves ham.” Det fik samtlige religiøse i parlamentet til at træde tilbage. I 1970 blev der tilføjet væsentlige ord til loven. Nu blev en jøde defineret, som ”en der er født af en jødisk mor, og som ikke er konverteret til eller tilhører en anden religion.” Dette er stadigvæk gældende i forhold til at gøre aliya. Derudover er børn, børnebørn og ægtefælle til en jøde også omfattet af Law of Return (loven om hjemvendelse).

Det er ulogisk for en jøde at tro på Jesus

Ud fra denne tankegang ser vi, hvorfor messianske jøder kæmper for at blive anerkendt som jøder. Deres tro på jøden Jesus indebærer ikke – set fra deres perspektiv – at de tilslutter sig en anden religion. Men det gør det for langt de fleste andre jøder, hvilket undersøgelsen, omtalt i begyndelsen af artiklen, også vidner om.

Anti-missionsorganisationen Yad LAchim advarer mod kristent arbejde i Israel. Her står de uden for Immanuelkirkens menighedshus i Jaffo.

Chabad, en stor organisation som arbejder for større jødisk bevidsthed, svarer fx på spørgsmålet ”Kan en jøde tro på Jesus?” på følgende måde:

”Selvfølgelig kan en jøde tro på Jesus. Ligesom en vegetar kan nyde en rød bøf, en fredsaktivist kan deltage i en voldelig demonstration og en diktator som prædiker martyrium kan overgive sig selv til sine fjender. Så længe logik og klar tænkning sættes ud af funktion, kan alt lade sig gøre.”

I deres svar giver de også udtryk for, at jøder generelt – uanset om de er jøder eller ej – ikke ønsker at opgive deres jødiskhed. Derfor har missionærerne fundet en ”løsning”, så jøderne kan blive ved med at være jøder, selv efter de er kommet til tro på Jesus. Men konklusionen er, at missionærerne ”er fulde af bedrag.”

Anti-missionsorganisationen Yad L’Achim arbejder også ud fra den overbevisning, at jøder ikke kan tro på Jesus og vedblive med at være jøder. Immanuelkirken i Jaffo har fra tid til anden besøg af dem. De stiller sig ved indgangen til menighedshuset og forsøger at komme i kontakt med dem, som skal til bibelstudie eller Alphakursus.

Ruth Rosen fra Jews for Jesus pointerer en anden årsag til, at messianske jøder ikke accepteres af fx ortodokse jøder: De udgør en risiko for det jødiske samfund. ”Jøder som accepterer Jesus Messias som lærer og autoritet, kan ikke samtidig underlægge sig rabbinernes autoritet, uanset hvor meget man så kan respektere dem. Hvordan kan vi betragtes som andet end en trussel, når vi ikke bare selv ser hen til Jesus som autoritet, men også opfordrer andre til at gøre det samme?”

Jøden Jesus og den kristne kirke

Det er kun de færreste, der vil benægte, at Jesus var jøde. De første til at på Jesus, var jøder. De første der skrev om ham, var jøder. Alligevel nægtes jøder, som i dag bekender troen på Jesus, at være jøder.

Vi i den kristne kirke kan ikke sige os fri fra ansvar. Der er meget vi kan gøre for ikke at marginalisere messianske jøder yderligere. Vi kan fx anerkende kristendommens og kirkens jødiske rødder og hjælpe andre til samme indsigt.

Her ligger der ikke blot en kilde til personlig opbyggelse og glæde, men også en mulighed for at invitere messianske jøder ind i menigheden. For at lytte til og lære af dem.

Her kan du læse et personligt vidnesbyrd fra Avi Brickner om hans egen kamp med identitetsspørgsmålet: Kan en jøde tro på Jesus af Nazareth som Messias?

Kongens medieskole

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 20. januar 2015. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, 20. januar 2015

Hvis man gerne vil evangelisere, handler en stor del af det om at være der, hvor mennesker er. Engang betød det at gå på det lokale torv en travl dag. Det gør det stadigvæk mange steder. Men det kan også betyde at tænde sin computer og gå på internettet.

Greg og Sarah med sønnen Zacharias — Greg og Sarah med sønnen Zakarias

Israel er et land, hvor medier – og i særligt grad internettet – fylder rigtig meget. 99 % af alle husstande er koblet til internettet, og der er 122 computere for hver 100 indbyggere. Ingen i verden tilbringer mere tid online på Youtube og Facebook end israelere. Derfor er det også helt afgørende, hvis man vil nå israelere med evangeliet at være dygtig til at bruge tidens medier til at forkynde det gamle budskab.

Ville uddanne unge til medier
Sarah og Greg Williams forlod alt i USA for at rejse til Israel og uddanne unge mennesker i at lave film og andre medier. Skolens vision er, at uddanne unge mennesker til at være en aktiv del af medieindustrien – uden at gå på kompromis med deres tro på Jesus.

Det lå ikke lige i kortene, at Greg, en bondedreng fra det østlige Texas, skulle rejse til Israel og starte en medieskole. Han havde slet ikke beskæftiget sig med medier, da han en dag på vej til arbejde mærkede et stærkt kald til at skulle arbejde inden for medier. Men skridt for skridt oplevede han, hvordan tingene lagde sig til rette for ham. Først med et job i den lokale kirke og senere i form af et job i en større kristen medieorganisation.

Greg har aldrig taget en egentlig uddannelse inden for branchen, men har lært håndværket ved at gøre det. Da han nogle år senere kom til Israel, så han et behov, og den messianske menighed, King of Kings, var den platform, som medieskolen skulle bygges på. Menigheden var stor nok til ikke at blive overvældet af Gregs visioner, og de havde ressourcerne til at bakke ham op, så det var et godt match.

Fra ”Top Model” til Israel

Sarahs historie er anderledes på mange måder. Allerede fra en meget tidlig alder følte hun, at Gud kaldte hende til mission over for det jødiske folk. Efter at have afsluttet en medieuddannelse på Biola Universitet rykkede hun til Hollywood, hvor hun kom til at arbejde på store, nationale tv-shows som fx ”Top Model”.

Selvom Sarah følte, hun gjorde en positiv forskel i Hollywood, forstod hun også, at Gud stadig ville have hende til Israel. Hun sagde sit job op og rejste. I første omgang 1½ år til Israel, hvor hun arbejdede med medier, men derefter rejste hun hjem igen. En veninde gjorde hende opmærksom på, at der var blevet startet en medieskole i Jerusalem, og hun sendte sit CV af sted. ”Inden for en måned sad jeg på et fly til Israel. Det var egentligt meningen, det kun skulle være tre måneder for lige at se det an, men det endte med en lang kontrakt. Og inden for 9 måneder blev jeg gift med Greg,” fortæller Sarah.

Sammen har de sønnen, Zakarias – og en medieskole i hjertet af Jerusalem.

Fokus på discipelskab
Som nævnt er det ikke kun medierne, der fylder. Det gør et fokus på discipelskab også. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det det, der får mig op om morgenen,” fortæller Greg og fortsætter: ”Hvis vi kun underviste i det tekniske, ville det være virkelig kedeligt.” Parret fortæller, at fokus på discipelskab også gør, at de gerne vil blive ved med at være en lille skole. Der er dog plads til flere , for i øjeblikket er der kun syv studerende på skolen, som har udklækket 15 elever på de fire hold, der er gennemført.

Alle studerende på skolen er lokale undtagen én, og det er netop en af visionerne: At uddanne lokale til at være en del af medieverdenen i Israel. Skolen er åben for alle, men man har alligevel valgt at gøre det billigere for lokale at tage den to-årige uddannelse.

Medierne og kirken
”I alt for lang tid har kirken undladt at engagere sig helhjertet i medieindustrien,” mener Sarah. ”Der har måske været en opfattelse af medieverdenen, som Djævelens legeplads. Men denne industri er jo i høj grad blevet, som den er, fordi kirken ikke har engageret sig,” forklarer Sarah passioneret. Hun mener at kunne se en tendens til, at det ændrer sig. Gennem de sidste 15-20 år er flere og flere kristne blevet engageret inden for film og TV, og der er begyndt at brede sig en holdning om, at kunst sagtens kan være præget af kristendom og kristne værdier – også selvom det ikke lige foregår i en kirke.

Middelmådighed er et fy-ord
Parret vil gerne være med til at fremelske en kultur, hvor man ikke lader sig nøje med middelmådighed inden for medier bare, fordi det er en kristen organisation. ”Det er et godt bibelsk princip, at når man arbejder, så arbejder man for Gud. Hvis man arbejder for Gud, skal man ikke lade sig nøje med middelmådigt arbejde,” mener Sarah.

Greg supplerer: ”Der er rigtig mange kristne organisationer, som gerne vil være gode til at lave film og TV, men de laver den fejl, at de taler til ”deres egne”. De glemmer at være kontekstuelle, og så bliver det for pænt og steriliseret,” mener han. ”Vi kommer aldrig ud over kanten, hvis ikke vi taler lige ud af posen!” Han pointerer, at hvis dem, vi gerne vil nå med evangeliet, ikke kan forstå vores indforståede og klichéfyldte sprog – hvordan skal de så forstå det budskab, vi gerne vil ud med?

Sarah fortæller, at hun håber, Gud vil kalde flere mennesker ind i medieverdenen. ”Medier forandrer kulturen og forandrer verden. Og det er det, Gud vil – han vil forandre menneskers liv og menneskers hjerter.”

Kongens medieskole ligger i hjertet af Jerusalem. Lad os bede til at Gud bruger skolen og dens studerende til at forandre det jødiske folks hjerter.

Jøder i Israel er unåede med evangeliet

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. august 2014. Bogført i Nyheder.

For Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, er der ingen tvivl: Jøder i Israel er med i den pulje af verdens befolkningsgrupper, som er unåede med evangeliet! Det kan virke provokerende at hæfte et sådan prædikat på Guds eget folk i Guds eget land.

Arne Pedersen, 4. august 2014

Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, mener at de israelske jøder er unåede med evangeliet.

Alligevel har han argumenter for sin sag: ”Tallene taler for sig selv. Ud af 6,2 mio. jøder i Israel tror mellem 5-20.000 på Jesus som Messias. Personligt tror jeg, der er cirka fem tusind Jesus-troende jøder, men nogle er mere optimistiske end jeg, så de siger 20.000,” fortæller Dan med et smil. ”Men selv hvis vi tager det mest optimistiske tal, er det stadig kun omkring 0,3% af israelske jøder, som er troende.” Derudover peger Dan Sered på kulturen i Israel som en faktor. Jesus’ hebraiske navn er ”Yeshua”, som betyder frelse. Men i daglig tale omtales Jesus som ”Yeshu”, der er et akronym på hebraisk for ”må hans navn og mindet om ham blive udvisket”. Det er ganske givet ikke noget den almindelige israeler er sig bevidst, men det vidner om, at de i hvert fald ikke har deres opfattelse af Jesus fra Det Nye Testamente. Derudover påpeger Dan, at Ny Testamente ikke findes de steder, man normalt finder bøger. Man kan ikke bare gå ind i en boghandel eller på biblioteket og hente et Ny Testamente. Dermed ved den gennemsnitlige jøde i Israel også meget lidt om, hvem Jesus egentligt er. ”Det er disse tal sammenholdt med hvad jøder i Israel ved om Jesus, som får mig til at sige, at denne befolkningsgruppe er unåede med evangeliet,” forklarer Dan. ”Når jeg går på gaden, så møder jeg både hårde hjerter, modstand og chikane, men alligevel kan jeg ikke konkludere, at jøder i Israel ikke vil lytte, for jeg møder også åbenhed. Ingen har forklaret dem, hvad evangeliet er, og hvad det går ud på, så hvordan kan vi konkludere, de ikke vil lytte?” spørger Dan retorisk.

Kristne turister

Dan Sered vender tilbage til de kristne turister og forklarer, at han primært ser to misforståelser, når det kommer til at bringe evangeliet tilbage til Israel: ”For det første er der den misforståelse, at bare fordi man som kristen besøger Israel som turist, så er man med til at række evangeliet tilbage til Israel. Det er man ikke! Misforstå mig ikke, for naturligvis skal kristne ud over verden besøge Israel og se Jerusalem, Grædemuren osv., og lad dem endelig lave deres udgravninger og arkæologiske arbejde, men mission er det ikke. For det andet ser jeg en tendens til, at rigtig mange mennesker udenfor Israel giver mange penge til diakonalt arbejde her i landet. Men af en årsag jeg ikke kender til, er mange af de mest populære organisationer ikke åbne om, at de praktiserer deres diakoni i Jesu navn. Og hvordan kan man så række evangeliet tilbage?” spørger Dan.

Et helt evangelium

Han understreger, at han intet har imod diakonalt arbejde – tværtimod! ”Vi har brug for en hel tilgang til evangeliet,” pointerer Dan ivrigt og giver dermed udtryk for en tilgang til mission, som inkluderer både evangelisation og diakoni – en tilgang som anerkender Guds omsorg for hele sin skabning. ”Der er nok ikke den store chance for, at Jews for Jesus begynder at engagere sig i diakonalt arbejde,” erkender Dan, og han mener heller ikke, at alle organisationer bør være engageret i både evangelisation og diakoni. ”Vi har brug for hinanden for sammen at gøre evangeliet om Jesus Messias helt.” Selvom Jews for Jesus ikke er direkte engageret i diakoni prøver de alligevel at finde nye måder at møde mennesker med evangeliet. Moishe Rosen Center i Tel Aviv er fx et af de steder, hvor de gennem udstillinger af kunst samt andre kulturelle og sociale tiltag skaber relationer til mennesker på en anderledes måde, end de gør normalt. Centeret giver dem mulighed for at engagere sig i lokalområdet, være i dialog med mennesker der og være synlige på en anden måde end når de går på gaden for at evangelisere, forklarer Dan.

Dan Sered i aktion med gadeevangelisation i Tel Aviv.

Partnerskab

”Immanuelkirken i Jaffo er også et godt eksempel på, hvordan organisationer fra udlandet og organisationer her i landet kan samarbejde om at gøre evangeliet om Jesus mere helt,” forklarer Dan Sered som baggrunden for, at Jews for Jesus gerne vil være med i et samarbejde omkring Immanuelkirken, som ikke ligger mere end 10 minutters gang fra Moishe Rosen Center. Netop tanken om partnerskab fylder rigtig meget hos Dan Sered. Han drømmer fx om at der må blive formet langvarige partnerskaber mellem kirker i Danmark og menigheder i Israel, så det arbejde der allerede er i gang kan blive udbygget. ”Det skal ikke være engangsforestillinger, sådan som det ofte ser ud nu. Unge skal ikke bare komme til Israel for at være volontører i 2-3 dage. Vi har brug for at opbygge relationer som strækker sig over og varer ved i flere år – på den måde kan vi virkelig hjælpe hinanden!” fortæller Dan begejstret. Han forestiller sig, at partnerskaber kan opbygges mellem menigheder eller organisationer, som er optaget af det samme område. ”Hvis der fx er en menighed i Danmark, som er særligt optaget af at arbejde blandt unge, så vil det jo være oplagt, at forme et partnerskab med en menighed i Israel, som er optaget af det samme og så bruge hinandens kompetencer, så vi alle kan blive bedre til det vi gør hver for sig. Det har vi brug for,” gentager Dan.

Fokus på mennesker – ikke på sten

Han ser for sig hvordan der kan udveksles volontørophold flere gange over en årrække. ”Og de skal ikke bare komme her for at være turister,” understreger Dan. ”Jo, selvfølgelig skal de da se Jerusalem og andre turiststeder på deres fridag, men lad os bringe fokus tilbage til det Jesus fokuserede på: Mennesker. Da han græd over Jerusalem græd han jo ikke på vegne af mursten og bygninger, men på vegne af de mennesker, som boede der.”

Velsign israelske jøder i Jesu navn

Spørgsmålet om Holocaust og mission til det jødiske folk er et kontroversielt emne, som har fyldt meget i den missionsteologi, som er formet i tiden efter 2. Verdenskrig – måske er det en af årsagerne til, at jøder i Israel er unåede med evangeliet? ”Jeg tror spørgsmålet om mission og Holocaust er mere relevant i forhold til de jøder, der bor uden for Israel,” siger Dan. ”Her i Israel er der jo ingen der føler sig truet af fx lovgivning mod jøder. Her føler jøder sig sikre. Det er anderledes end i fx Frankrig eller Ungarn,” mener han og fortsætter med en klar opfordring: ”Kirken bliver nødt til at holde op med at bruge Holocaust som en undskyldning for ikke at fortælle jøder om Jesus!” Det bliver sagt med eftertryk, så man ikke er i tvivl om, at det kommer fra hjertet. Dan fortsætter: ”Jeg har snarere lyst til at vende det om og sige: På grund af Holocaust må kirken fortælle jøder om Jesus. Fortæl sandheden om, hvem Jesus er, så de får et rigtigt billede af ham.” Og Dan vender tilbage til emnet om det hele evangelium: ”Hvis kristne kommer til Israel for at dele evangeliet med jøder – både gennem ord og handling – og hvis det sker i Jesu navn, så vil jøder i Israel opleve at blive velsignet i netop Jesu navn. Det vil være stærkt og stå som en kontrast til deres traditionelle opfattelse af, hvem kristne er og hvad kirken står for,” slutter han.

Helligåndens arbejde

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 13. juni 2014. Bogført i Refleksioner.

I forbindelse med pinsen skrev Caspari Centret dette vidnesbyrd om, hvordan Helligånden kan gribe ind i menneskers liv gennem undervisning. Artiklen blev offentliggjort på Casparis hjemmeside den 3. juni 2014.

Skrevet af Casparis personale, oversat af Dinna Bjerrum Swartz, 13. juni 2014

Som vi nærmer os højtiden pinsen, kommer jeg igen til at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvad var Guds mening med at sende Ånden? Har vi stadig denne kraft – den selv samme overnaturlige kraft, som den tidlige kirke modtog på den dag? Og hvis vi har, hvordan manifisterer Ånden sig så gennem Casparis arbejde? Jeg tror på Helligånden, beder i tunger og jeg lægger mine hænder på de syge, som nogle gange faktisk bliver helbredt. Og stadig er det ofte som om Åndens enestående arbejde let kan blive overset eller blive forvekslet med almindelige menneskelige evner og aktiviteter. Så vi må stille et spørgsmål mere: Hvordan skelner vi mellem Åndens arbejde og hvordan ved vi at vi ikke spilder ressourcer på menneskelig stræben, men i stedet ærer Gud ved at lade Hans Ånd være vores guddommelige hjælper? Hvis Caspari Centret havde et evangelistisk arbejde ville det være lettere at skelne. En oprigtig omvendelse fra vantro til tro på Jesus ville være et vidunderligt tegn på, at Ånden kunne udrette dette. Det samme ville gøre sig gældende i dæmon-uddrivelse. I Matt 12, 28 siger Jesus, at det var ved Guds Ånd han uddrev dæmoner.

Men Casparis vigtigste opgave er hverken evangelisation eller uddrivelse, det er undervisning. Vi underviser og optræner troende, normalt uden nogle dramatiske manifestationer, fordi i en undervisende tjeneste forvandler Ånden hjertet og sindet stille i det usynlige. Men siden Gud blev til menneske i Kristus er Åndens arbejde blevet synligt – også i tilfældet med ”Grethe”, mor til ”Heidi” og deltager i vores sabbatskole-seminar. Hun fortæller:

”Jeg var til hovedforelæsningen og lyttede til præsten Daniel Yahavs budskab om at elske børn, som er anderledes. Da han delte sine personlige kampe med at være tålmodig overfor sin adopterede søn, der har Down syndrom, blev jeg ved med at tænke min datters ADHD. Selv efter jeg havde fået kendskab til syndromet og indså, at Heidi ikke ønsker at være på tværs, var mit temperament ofte for stort og jeg var ofte efter hende. Da jeg lyttede til Daniel, delte han et bibelord, som jeg kendte, men aldring havde forstået i mit hjerte: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hægt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18, 6).

Da jeg læste det, følte jeg, at Gud talte til mig og advarede mig mod den seriøse fare, som min datter og jeg var i. Gudsfrygten ramte mig, da jeg indså at min uretfærdige vrede kunne blive en forhindring for Heidi og kunne lede til katastrofale konsekvenser. Lige der midt i forelæsningen begyndte jeg at bede indvendigt med en passion, som jeg ikke havde kendt før. Jeg skreg efter Guds nåde mod min utålmodighed og jeg fortsatte denne bøn i måneder. Når jeg ser tilbage fra i dag, kan jeg se at Daniels budskab var et vendepunkt i min lange kamp. Jeg er stadig langt fra perfekt, hvilket hjælper mig ned på mine knæ, men der er en tydelig forandring i min kommunikation med Heidi, og det kan hun også se.”

Læs den engelske tekst her.

Jødemission skal på kirkens dagsorden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 12. maj 2014. Bogført i Nyheder.

Frimodigheden i Ukraine er til stor inspiration for Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen. Han har sammen med otte andre danskere fra Israelsmissionen været på konference i Ukraine, hvor brændende hjerter, åbenhed og kærlighed mødte ham. I dette interview fortæller han, om sine oplevelser.

Dinna Bjerrum Swartz, den 9. maj 2014.

”Under de politiske kampe i Kiev følte de ukrainske missionærer en endnu større nød, end de plejer, for at fortælle om Jesus på gaderne, for måske var det oprørernes sidste chance for at høre evangeliet. Det er en frimodighed som kan gøre mig ydmyg, fordi jeg selv risikerer så lidt for min tro,” indrømmer Arne Pedersen, der var i Kiev fra den 28. april til den 1. maj.

Lausanne-konferencen havde fokus på mission til jøder, og foregik i regi af netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (Lausannes-rådet for jødemission). LCJE er det ældste interessenetværk i Lausanne-bevægelsen.

Hvorfor er konferencen interessant?
”Fordi jødemission er vigtig og fordi den skal sættes på kirkens dagsorden. Evangeliet har jo sin oprindelse i Israel, så vi skal holde fast i, at jøderne har brug for Jesus,” understreger Arne Pedersen. Han fastslår, at vi ikke må blive forvirrede af al den teologi, der handler om jødernes rolle i de sidste tider.

”Der findes simpelthen ikke to veje til fred med Gud. Man kan blive forvirret af kristendommens jødiske rødder og mange har ikke et klart svar på, om jøder og kristne tror på den samme Gud. Men der er kun én vej til Gud, og det er Jesus.”

Arne Pedersen var særligt glad for muligheden for at opmuntre de ukrainske kristne i denne politisk ustabile tid.

”Det er nemt at blive glemt af vestens kirke, for det gamle Sovjet er usexet i vores øjne. Det er meget mere eksotisk at tage på missionsrejse til fx Brasilien eller Zimbabwe end Ukraine. Så de har brug for at vide, at de ikke er glemt.”

Kunne du mærke, at du var i et tidligere Sovjet-land?
”Jeg var imponeret over, hvordan de forvaltede deres økonomiske ressourcer. Det er tydeligt, at generationen, der er vokset op i Sovjet-tiden bruger sine ressourcer optimalt. De smed ikke bare tingene ud fordi de var stykker – det udfordrer mig når jeg til hverdag lever i et materialistisk samfund.”

Hvad var den bedste oplevelse på konferencen?
”Det var fantastisk opmuntrende at møde andre mennesker fra resten af Europa, der også er passionerede om jødemission. Vi havde en fælles global nød for at nå ét folkeslag med evangeliet.”

For Arne Pedersen var det overvældende at mærke, hvordan Guds kirke og Guds mission er global. Over 80 deltagere fra 19 forskellige lande gjorde konferencens internationale fokus konkret og levende.

”Når jeg sidder hjemme på kontoret, kan jeg glemme, at jeg er en del af et globalt kald til, at jøderne skal høre om Jesus.”

Arne Pedersen håber, at det globale perspektiv må fortsætte med at være en naturlig del af hans arbejde.

Hvordan udfordrede konferencen dig?
”Første aften var der en lokal ukrainer, der fortalte, om arbejdet i Ukraine. Han talte ud fra Joh 9,4: ”Der kommer en nat, hvor ingen kan arbejde”, Det vil sige, at vi skal gøre Guds arbejde nu, hvor det er dag. Det ramte mig. Der kommer et tidspunkt, hvor vi ikke længere kan fortælle om Jesus. Der er altså en påtrængende nødvendighed for at mennesker skal lære Jesus at kende nu.“

På trods af sproglige udfordringer og mangel på dansk struktur, så er Arne Pedersen ikke i tvivl om, at konferencen har sat sine spor i ham.

”Det var enormt inspirerende! Vores ukrainske brødre og søstre står i udfordringer, der giver mig perspektiv. Det er bare godt at blive konfronteret med den virkelighed, de står i.”