82 mennesker fra 19 forskellige lande med kald og passion for jødemission satte hinanden stævne i Kiev, Ukraine i dagene 28. april til 1. maj. Konferencen var i regi af LCJE – Lausanne Consultation on Jewish Evangelism – altså det netværk indenfor Lausanne-bevægelsen, som beskæftiger sig med mission til det jødiske folk. 11 danskere var med på konferencen. To fra Ordet og Israel, otte fra Israelsmissionen og så en enkelt ansat fra Israel.
Arne Pedersen, 6. maj 2014
Det er svært helt at give en fornemmelse af diversiteten på sådan en konference. Men i skrivende stund sidder jeg på samme række som Christian, som godt nok er dansker, men som til daglig bor og arbejder i Israel. Lidt længere til højre sidder Julia, som er leder af Jews for Jesus’ arbejde i England. Til venstre for mig sidder Avi, som bor i Budapest og rejser hele Europa rundt i evangelisation til jøder. Lidt foran til venstre sidder Hanna fra Finland, som tidligere har været ansat på Caspari Center i Jerusalem, og ved bordet foran til højre sidder Arto fra Armenien. Han har aldrig været i Israel, men har en passion for, at jøder må høre evangeliet om Jesus.
I skyggen af konflikten
Konferencen foregik naturligt nok i skyggen af konflikten mellem Ukraine og Rusland, hvilket bl.a. gav sig udslag i at enkelte ikke kunne være med på konferencen. Derudover var der også et naturligt fokus på de forskellige evangelistiske tiltag der blev taget i forbindelse med urolighederne i bl.a. Kiev tidligere på året.
Igor Barbanel og Tolik Emma fra Jews for Jesus fortalte begge om arbejdet i regionen. Det samme havde man inviteret præster fra flere lokale menigheder til at gøre.
Tolik Emma fortalte bl.a. om, at han primært møder to typer af jøder i sit arbejde. For det første er der dem, som ønsker at være jøder, som de lokale rabbinere lærer jødedommen. De tænker først og fremmest: ”Jeg er jøde. Jeg ønsker hverken en ny religion eller en ny kultur. Jeg vil ikke forråde mit folk,” fortæller Tolik. En anden type er ateister, og her er problematikkerne de samme som alle andre steder. ”Det er udfordrende,” siger Tolik, ”men udfordringerne gør os stærkere.”
Jøder kommer til tro på Jesus
Han fortæller også, at det er let nok at finde kristne som elsker Israel. ”Noget helt andet er at finde opbakning til evangelisation blandt jøder – det finder vi ikke meget opbakning til blandt de lokale kirker,” konstaterer Tolik Emma.
Igor Barbanel, som er daglig leder for de ca. 35 missionærer hos Jews for Jesus i Ukraine følger op på Toliks konstatering: ”Mennesker må forstå, at de kan elske det jødiske folk, men hvis det er en kærlighed, som ikke ønsker at fortælle dem om Jesus, er det en falsk kærlighed,” proklamerer han.
”Men jøder kommer til tro på Jesus som Messias,” fortæller Tolik Emma videre. Særligt er der lydhørhed hos den ældre del af befolkningen. ”Og i det hele taget er det et fantastisk vidnesbyrd at vi overhovedet er her – i det tidligere Sovjetunionen. Ikke bare jøder, men messianske jøder,” smiler han begejstret. Igen tager han udfordringerne op som noget positivt: ”Udfordringerne lærer os hele tiden nye måder at dele evangeliet på. Det er godt, for så hører flere om Jesus!”
Netværk
En anden stor del af konferencen var naturligvis netværket. Når så mange forskellige mennesker fra så mange forskellige steder, men med den samme dagsorden, kommer sammen, så er der en masse at snakke om og idéer at udveksle. Pauserne blev flittigt benyttet til samtaler på tværs af landegrænser, og det var ikke ualmindeligt at gå igennem konferenceforhallen og høre en 4-5 forskellige sprog.
Det er også svært at sætte fingeren på, hvad man helt præcist får ud af netværket, og hvad man bliver inspireret til. Men i Israelsmissionens ”lejr” snakkede vi bl.a. om muligheden for at lave et LCJE-netværk i Norden, og derigennem forsøge at inspirere hinanden til, hvordan vi sætte jødemission på dagsordenen i vores respektive lande.
Der blev også snakkede om at forsøge at oprette et ungdomsnetværk. Danmark og Norge er nogle af de få lande, hvor et organiseret ungdomsarbejde eksisterer, og vi har en ressource her, som mange af de andre lande og organisationer i netværket kunne gøre brug af.
Guds målestok for succes
Den sidste aften var der indlæg fra Rolf Heitmann fra Den Norske Israelsmisjon og Mike Moore fra det skotske Christian Witness to Israel. De havde fået til opgave at se tilbage på jødemissionens historie i Europa med særligt fokus på succeser og fiaskoer.
Ud fra dét fokus sagde Rolf Heitmann bl.a.: ”Det er svært at bedømme succeser og fiaskoer i Guds riges arbejde. For hvad der ligner succes i menneskers øjne er det ikke nødvendigvis i Guds. Og hvad der forekommer at være fiaskoer for mennesker, behøver ikke nødvendigvis at være det for Gud.”
Mike Moore fortale om den skotske missions arbejde blandt jøder i Budapest – et arbejde som var præget af store vanskeligheder, massiv modstand fra lokale rabbinere og en missionær som faldt i unåde. Alligevel kom jøder til tro på Jesus, hvilket fik Mike Moore til at konkludere: ”Alt dette demonstrerer at Gud bruger fejlbarlige mennesker i sin tjeneste til at opfylde sin vilje.”
En opmuntring til os alle, som er involveret i Guds missions arbejde.
David Lazarus, der er præst i Beit Immanuel-kirken, fortæller om to unge mænd, der søgte arbejde som lastbilchauffører, var meget i tvivl om, hvorvidt de skulle fortælle i deres ansøgning, at de var messianske jøder.
De valgte at lade være, men da de var til samtale, besluttede de spontant at fortælle det alligevel. ”Så I er messianske jøder,” grinede lederen. ”Min bror er også messiansk jøde ligesom I. Han er en fantastisk fyr, og alle de messianske jøder, jeg har mødt, er ærlige og pålidelige. Jobbet er jeres!”
Det er desværre ikke alle, der reagerer som lederen af lastbilfirmaet. Messianske jøder oplever i stigende grad chikane på grund af deres tro. Immanuelkirken i Jaffo oplever jævnligt at antimissionsorganisationen ”Yad L’Achim” står uden for kirken eller menighedshuset og deler flyers ud med budskabet om, at Det Nye Testamente er løgnagtigt. Andre steder i landet er ”Yad L’Achim” knap så ”stilfærdige”. Menigheder i Ashdod og Be’er Sheva har oplevet at få invaderet deres kirker, blive slået og spyttet på og råbt efter og chikaneret på anden vis.
Mellemøstens eneste demokrati?
Israel står i en svær balanceakt, for landet er i befolkningens selvbevidsthed ikke en almindelig sekulær stat: På den ene side er det et demokrati – ofte proklameret som Mellemøstens eneste – med alt, hvad det indebærer af demokratiske rettigheder for indbyggerne i landet. På den anden side er Israel også en jødisk stat med bestemte religiøse og værdimæssige normer.
At balancere de to størrelser er ikke let, og en minoritet i befolkningen, som ofte må sande dette, er de messianske jøder. Michael Decker er advokat og arbejder på ”Jerusalem Institute of Justice.” Han har et indgående kendskab til borgerrettigheder i Israel. I bogen ”Chosen to Follow”, som for nyligt blev udgivet af Caspari Centeret, skriver han:
”Messianske jøder kan stå over for religiøs intolerance, diskrimination og åbenlys chikane fra alle sider af samfundet.” Et andet sted går han endda så langt som til at sige, at diskriminationen af messianske jøder er systematisk.
Hverdagens udfordringer
Hverdagseksemplerne er mange og spænder lige fra visum- og imigrationsproblemer til manglende kosher-certifikater og byggetilladelser. Alt sammen problemer, som hænger sammen med den generelle antagelse blandt jøder, at man ikke kan være både jøde og tro på Jesus.
Hverdagseksemplerne er ofte hverken dramatiske eller særligt opsigtsvækkende, men de er eksempler på den tankegang, at jøder, som kommer til tro på Jesus, bliver ”meshumadim” – frafaldne, som forråder deres folk – både historisk, kulturelt og religiøst.
En tankegang som bl.a. kommer stærkt til udtryk i bogen ”Forrådt” af Stan Telchin, hvor han åbenhjertigt fortæller om sin egen reaktion på datterens tro på Jesus som Messias – en reaktion, som kulminerer med spørgsmålet: ”Hvordan forholder man sig til et barn, der vender ryggen – ikke blot til én selv, men til hele sit folk?”
Den religiøse balancegang
Spørgsmålet om den jødiske stat og demokrati er en svær balancegang, som også er kendt herhjemmefra i spørgsmålet om Danmark som et ”kristent land” samtidig med, at det er demokratisk. Alligevel oplever vi i disse år en bevægelse længere væk fra det kristne grundlag, som vi ønsker Danmark skal bygge sin lovgivning på.
Engang holdt butikkerne lukket alle kristne helligdage, men i dag er det helt anderledes med lukkelovens afskaffelse – til stor frustration og beklagelse for mange kristne. På samme måde har mange religiøse jøder et ønske om, at lovgivningen skal beskytte den religiøse praksis i landet. I Danmark har vi haft 164 år til at øve os i balancen mellem demokrati og religion, mens Israel som nation kun har haft 65.
I Israelsmissionen håber og beder vi naturligvis om, at messianske jøder i Israel med tiden vil få samme rettigheder som alle andre – i såvel teori som praksis.
At miste ens kære
På det personlige plan – blandt både familie og venner – er det også en vanskelig sag, når jøder kommer til tro på jøden Jesus. Så vanskelig, at mange mister venner og udstødes af familien, når de bekender deres tro. I Israelsmissionen beder vi også om – og arbejder på – at flere må komme til tro på Jesus som Messias – at flere, ganske som Stan Telchin gjorde det, selv må læse det Nye Testamente og proklamere:
Jeg tror, Jesus er Messias! Det gør vi vel vidende, at denne proklamation har en pris – men også med den overbevisning, at troen på Jesus og livet sammen med ham er prisen værd.
I september måned bragte Jerusalem Post en kronik fra rabbi Eugene Korn, daglig leder af Center for jødisk og kristen samtale og samarbejde (CJCUC) i Nordamerika. Organisationen har til formål at fremme forståelsen mellem den jøder og kristne og vil – med egne ord – fremme ”en diskurs, som omfatter gensidig respekt for hinandens trosretninger, og som frasiger sig enhver målsætning om at omvende den anden til sin egen tro.”
Kronikken, som er skrevet til jøder, bærer overskriften ”Hadets pris” og sætter fokus på forholdet mellem de to religioner. Eugene Korn opfordrer jøder generelt til at opgive det had, de måtte nære til kristne og til kristendommen. Det er et lev fra fortiden at nære disse følelser til en religion, som ikke længere ”er det jødiske folks fjender”. Korn citerer også den britiske rabbiner Jonathan Sacks for at have sagt, at for at blive virkelig fri må du opgive dit had til andre. ”Hvis vi virkelig skal trives, må vi fokusere på de virkelige udfordringer, som er forude,” skriver Eugene Korn. Det jødiske folks fjende er ikke længere de kristne, men den øgede sekularisme, anti-zionismen samt radikal islamisme.
Eugene Korns ærinde om at lade sig frigøre fra sit had er der al mulig grund til at bakke op om. Dog giver mindst én af hans præmisser anledning til bekymring. Eugene Korn konstaterer, at ”kirken ikke længere er en åndelig trussel mod det jødiske folk,” og at ”der i dag ikke længere findes en katolsk institution, som har en mission om at omvende jøder”. På den baggrund kan man spørge, om kirken i virkeligheden har svigtet ved at tie stille om det evangelium, som også det jødiske folk har brug for. Måske har kirken svigtet ved i misforstået hensyntagen at tie stille om jøden Jesus, som er den eneste vej til frelse – for jøde såvel som for græker. Alt sammen for at forsøge at vinde accept og tilgivelse fra det jødiske folk.
Vi har bedt en række forskellige personer kommentere på indholdet af Eugene Korns kronik. Dem kan du læse her på siden.
