Skip to main content

Tag: mission

Jøde: Hvis jeg bliver kristen…

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

…må jeg så godt fortsat gå med hat? Skal jeg så barbere alt mit skæg af?

Spørgsmålene, jeg blev stillet, var seriøse spørgsmål. For nogle jøder er der jo bare mange regler. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jøden Baruch, min nye ven, stillede mig disse spørgsmål.

I mit sidste blog-indlæg Jøde: Jeg er skuffet over mit folk, fortæller jeg om mit møde med Baruch. Mit håb var, at der kom en fortsættelse, og det har jeg fået. Efter vores første kaffemøde, var han faktisk taget til gudstjeneste. Fulgtes ikke med mig, men sneg sig ind, så ingen han kendte så ham. Han blev meget overrasket over, at vi sang på hebraisk og med tekster fra GT.

Jeg har mødtes med Baruch tre gange. Vi mødes på en café får en kop kaffe og snakker. Jeg har alle tre gange fået lov til, at fortælle om Yeshua, som er kærlighed og elsker alle mennesker, og siger til alle kristne, at vi også skal elske alle mennesker. Men alle tre gange er jeg også blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor har kristne gennem historien slået så mange jøder ihjel? Både under korsfarerne, i Spanien og i holocaust. Hvorfor? Det samme spørgsmål stiller jeg mig selv. Jeg skammer mig over kirken. Vores mangel på at vise Guds kærlighed ikke bare i ord men i handling. Det står i vejen for evangeliet. På samme måde, som han er skuffet over sit folk, er jeg skuffet over mit.

Igen og igen vælger jeg at sige undskyld på alle kristnes vegne. Det fortjener jøderne. Kirken har i mange år jagtet jøderne, fordi de slog Jesus ihjel, og ja, det var jøder, der gerne ville have ham slået ihjel. Men det er jo ikke jødernes skyld, at Jesus døde. Det er også din og min skyld. Og i sidste ende Guds kærlighedsvalg. Gud brugte bare jøderne og romerne til at gennemføre sin frelsesplan.

Jeg er blevet kaldt en lille smule snæversynet, fordi jeg ser hele verden gennem Yeshua. Snæversyn -knap så fedt. Kendt for Yeshua –  det er fint. Men jeg er også blevet forslået, at jeg skulle blive Rabbiner fordi jeg havde svar på mange spørgsmål. Men det vigtigste for mig er, at han oplever mig som kærlig og venlig – og den ene gang gav han mig endda blomster.

Jeg har virkelig fået lov til at dele meget af evangeliet med Baruch. Jeg er blevet grint af, når jeg svarer på spørgsmål om Guds forhold til Hitler, at Gud også kan tilgive Hitler, og han faktisk også elsker Hitler – slet slet ikke det han gjorde – men elsker Hitler, fordi han er et menneske. Baruch mener, at folk som Hitler er dyr. Guds kærlighed og nåde kan virkelig være svær at forstå.

Men jeg har også set hans tårer trille ned ad kinderne, når jeg for eksempel fortæller, at jeg også er skyldig og har brug for en frelser, eller fortæller lignelsen om den fortabte søn, eller at templets opbygning fortæller om Guds hellighed, men at Gud faktisk ønsker nært fællesskab med os på samme måde, som han havde med Adam og Eva. Igen Guds kærlighed og nåde kan være svær at forstå.

Jeg ved ikke, hvordan historien med Baruch fortsætter. I begyndelsen af vores møde i dag, fortalte jeg ham, at jeg havde NT på hebraisk med til ham. I starten ville han gerne tage imod, men efter 3,5 times snak gav han den tilbage og ville ikke fortælle hvorfor. Jeg fornemmer, at han oplever, der er noget på spil.

Det er spændende, udfordrende og en velsignelse at være med i Guds mission. Men jeg må igen bede Helligånden om fortsat at give mig visdom, tålmodighed og ikke mindst kærlighed. For jeg er sikker på at det er gennem kærlighed vi vinder mennesker for Gud. Ikke en kærlighed jeg selv kan oparbejde, men en kærlighed jeg først og fremmest må modtage fra Gud.    

Jøde: “Jeg er skuffet over mit folk”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Vi kan alle have problemer med telefonen, og man kan have brug for hjælp. Sådan et problem havde den jødiske ældre herre, Baruch, i dag. Han kunne ikke finde ud af, hvor det nyindkøbte kosher simkort skulle sidde i sine to gamle nokia’er. (Man kan simpelthen også få Kosher simkort.. jo jo..) Han spurgte, om jeg ville hjælpe? Det ville jeg gerne og for mig, var det ikke den store udfordring, så det var dejligt at kunne hjælpe.

Organisationen Machaseh står bag suppekøkkenet, hvor jeg i dag mødte Baruch. Machaseh ønsker at imødekomme behovet hos mennesker, der er udfordret på forskellige måder, og derigennem vise Guds kærlighed og omsorg. Man giver blandt andet også tøj og madvarer til trængte og i den indsats hjælper jeg hver fredag formiddag. I dag gav vi nok 70 mennesker mad i suppekøkkenet.

Nå, tilbage til Baruch. Han var så taknemmelig for, at jeg ville hjælpe ham. Vi fik os en lille snak efterfølgende, og her fortæller han mig, at han er så skuffet over jøderne. ”De har så travlt, har slet ikke tid til at hjælpe. Vi som jødisk folk er udvalgt til at være et godt eksempel, men vi er blevet de dårligste.” Det var min første gang i suppekøkkenet, men Baruch er kommet de sidste par år. Det han fortalte mig gjorde mig glad: ”I hjælper. Der er så rart her, for her bliver man mødt med omsorg”. Dejligt! Her var der en mand, som havde fået et godt indtryk af Jesus-efterfølgere. Men det stoppede ikke her…

Jeg fortalte, at jeg arbejder i den danske kirke. Han ville gerne med. Desværre forstår han jo bare ikke dansk. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville følges med ham til en engelsk gudstjeneste. DET VILLE HAN BARE GERNE. Vi udvekslede telefonnumre, og så må vi se, hvordan historien fortsætter…

Mit møde i dag med Baruch opmuntrer mig. Han har et godt indtryk af nogle kristne. Desværre ved jeg også bare om alt for mange, der slet ikke har det som Baruch. For kristne kan nok godt ligne jøderne. Vi er kaldet til at skille os ud, ved måden vi elsker på. Men nogle gange har vi så travlt med at være religiøse, at vi glemmer vores kald: At elske mennesker. Aktivt.

Men Baruch giver mig håb. Det hjælper faktisk som kirke at vise omsorg for mennesker – det rykker noget, det får folk til at undre sig og ja, måske netop det, der skal til, for at mennesker får en relation med Yeshua og ser ham som Messias.

Måske lærer jeg det en dag endnu mere. Det var i hvert fald dejligt at hjælpe med simkortet i dag. Mit håb er, at Gud vil åbne mine øjne, vores øjne, så vi ser de mennesker, som vi kan hjælpe. Et spørgsmål til sidst: Hvor i dit liv viser du Jesu kærlighed?

Jews for Jesus deler gode nyheder i Budapest

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/9 2017 

I forbindelse med det jødiske nytår har Jews for Jesus været på gaden i Budapest for at fortælle om evangeliet. Avi Snyder, leder af den europæiske gren af Jews for Jesus, deler opmuntrende fortællinger om nogle af de møder, de havde under kampagnen. Her i blandt et jødisk par, som blev inviteret til at lukke Jesus ind i deres liv, og en muslimsk mand, som valgte at tage imod Guds gave om et nyt liv.

Ildi fortæller:

”Min forlovede Gábor og jeg delte spørgeskemaer ud søndag morgen på en stor plads fuld af turister. Vi startede ud med at bede, og derefter gik vi ud for at tale med folk. Først mødte vi kun afvisninger, men så nærmede vi os et par, der så meget venlige ud. Jeg hilste på dem og stillede dem spørgsmålet ”hvem tror du, Jesus er” som jeg så ofte gør. De kiggede meget forundret på mig, og sagde noget, jeg ikke forstod, mens de vinkede afvisende med hænderne og gik væk. Gábor og jeg gik derefter videre for at tale med andre mennesker. Mens vi gik, foreslog jeg, at vi skulle bede til Gud om, at vi måtte få nogle gode samtaler. Mens vi bedte på ungarsk, begyndte nogen at råbe bag os: ”undskyld, vent, vent!” Derefter mærkede jeg nogen røre ved min skulder, og da jeg vendte mig om, så jeg kvinden fra det par, vi tidligere havde mødt. Hun sagde til mig: ”undskyld, men jeg læste bagsiden af din T-shirt. Det er jo hebræisk. Hvem er I?” ”Vi er jøder, som tror på, at Jesus er messias,” sagde jeg. ”Jesus?” sagde hun. ”Men jøder tror da ikke på ham.” Jeg smilede. ”Det gør jøder, som os.” De så først forbløffede ud men det udtryk blev hurtigt afløst af interesse. Eva og Sholom (ikke deres rigtige navne) var på besøg fra Israel. På trods af sprogbarrieren havde vi en dejlig snak på engelsk om Jesus, og de gav os med glæde deres kontaktinformationer, så vi kunne forblive forbindelsen ved lige.

Francoise fortæller:

”Jeg talte med en ung mand, Turan, som har en islamisk baggrund, men som ikke er praktiserende muslim. Han fortalte mig, at han havde hørt, at Jesus var en profet. Jeg gav ham ret, og tilføjede så, ”men han var så meget mere.” Turan lyttede, da jeg forklarede, at Jesus, profeten lige som Moses og samtidig Guds søn, gav sit liv for os som betaling for vores synder og opstod fra de døde – til forskel fra nogen anden profet eller messiansk kandidat før ham. Som samtalen skred frem, blev det klart, at Turan var tynget af sin synd. Jeg fortalte ham, at han kunne få del i evigheden ved at bekende sin synd for Jesus og ved at stole på ham. Dette skabte en ydmyghed hos Turan. Da jeg spurgte, om han havde lyst til at bede om Jesus’ tilgivelse og forpligte sig på, at følge ham, åbnede Gud hans hjerte. Selvom Turan indrømmede, at nogle af de her ting var svære at omfavne, havde han lyst til at tage skridtet. Og derefter, ord for ord, bad han en bøn om tilgivelse med mig, hvori han modtog Jesus og lagde sit liv over til ham.

Vær med til at bede sammen med os for kampagnen, og de mennesker, den har berørt. Bed særligt for de 24 mennesker, som har taget i mod Jesus som deres frelser.

Lausanne satte fokus på mission i Wittenberg

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

16. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Michelle Tolentino kommer frisk fra Wittenberg, hvor Lausanne-bevægelsen, som Israelsmissionen er en del af, i anledningen af reformationens 500 års jubilæum, de seneste dage har samlet 90 ledere fra hele verden, som alle har fingeren på pulsen hvad angår mission indenfor områder som forretningsverdenen, muslimer osv. Michelle arbejder på Filippinerne med at bringe evangeliet til børn, som kommer ud af trafficking, er udsat for vold eller misbruges på andre måder. Derfor er hun også leder af den Lausanne-interessegruppe, som har med udsatte børn at gøre. Hun er optaget af spørgsmålet: Hvordan bringer vi det hele evangelium til udsatte børn?

Michelle Tolentino
”Det bedste ved at være med på konferencen var helt klart den ånd af fællesskab og samarbejde, der var. Det var ikke sådan, at de ældste påberåbte sig anciennitet og sagde ”Lyt til os!”. Vi, der er unge, blev virkelig lyttet til og vores perspektiv blev værdsat,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg mener, Chris Wright, der jo nærmest er arkitekten bag Lausanne sammen med John Stott, sad sammen med mig til vores rundbordsdiskussion, og han lyttede til mig på samme måde, som jeg lyttede til ham.  Det var stærkt, for det viste samtidig hvilken ydmyghed, der prægede konferencen.”

Konferencen havde ikke noget egentligt program fastlagt – ud over bibeltimer og bøn om morgenen. Man havde inviteret de 90 mennesker fra hele verden i en differentieret alders- og interessegruppe. Konferencen begyndte med spørgsmålet: Hvad ser du som den væsentligste faktor for, at der kan komme gennembrud i verdensmission netop nu? Ud fra svarene blev der så dannet forskellige interessegrupper, hvor man kunne snakke, inspirere og forpligte hinanden og komme med forslag til Lausanne-netværket om konkrete tiltag.

”Jeg var mest optaget af spørgsmålet om partnerskaber,” fortæller Michelle, som har været en del af Lausanne-bevægelsen siden 2010 i Cape Town. ”Vi har en helt enorm vigtig opgave i at bruge vores ressourcer på den bedst mulige måde – på tværs af kristne retninger, sprog og kultur. Vi skal lade os inspirere af andre!” mener Michelle og fortæller, at der ikke er særligt mange evangelikale kirker, som arbejder inden for hendes ekspertiseområde. ”Dem på kanten af samfundet mener ret ofte, at de evangelikale kirker ikke er for dem,” fortæller hun og fortsætter: ”Derfor er jeg virkelig optaget af – ikke bare hvordan vi kan gøre kirken relevant eller kontekstuel for denne gruppe af mennesker, men hvordan kan vi gøre kirken inkarnatorisk? Gud blev menneske – kød og blod – for at gøre evangeliet tilgængeligt for os. Vi må konstant lade os udfordre til, hvordan vi gør det, der hvor vi er, og indenfor det område vi selv arbejder med,” mener hun.

Michael Oh, leder af Lausanne-bevægelsen, mener der primært er to områder, som konferencen har været med til at gøre tydelig: ”Et profetisk kald går ud fra dette sted til kirken i hele verden om at bede og arbejde mere sammen. Der er ingen større barriere til global mission end attituden: ’Jeg har ikke brug for dig.’ I Lausanne kender vi til over et halvt tusind netværk, som arbejder på at sprede evangeliet i verden. Hvad ville der ske, hvis disse netværk arbejdede sammen og stillede helt skarpt på global mission?” spørger han.

Og det var præcis det, der skete i Wittenberg i disse dage på konferencen. 90 mennesker, unge som gamle, fra vidt forskellige arbejdsgrene fra vidt forskellige steder i verden, fandt sammen for at inspirere hinanden – og kirken i resten af verden – og for at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan bliver jeg og min kirke gode nyheder for de mennesker, jeg lever sammen med?

Lad os alle inspireres af det.

Læs mere om konferencen på Lausannes hjemmeside her.

Muslimer, kristne og jøder lærer om forsoning af Jesus

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen


Salim J. Munayer, leder og én af grundlæggerne af organisationen Musalaha, oplever, hvordan mange israelske og palæstinensiske ledende figurer er interesserede i at lære mere om forsoning, og han modtager mange forespørgsler om at dele ud af sine erfaringer. Én af disse forespørgsler var, at undervise i et træningsprogram, organiseret af tænketanken ”the Shalom Hartman Institute”, der involverer israelske skoleledere med både muslimsk, kristen og jødisk baggrund. Her fik han muligheden for, at dele sine perspektiver ud fra en kristen synsvinkel. 

Villighed til at lytte
Til et af møderne i træningsprogrammet underviste Salim om, hvordan Gud skabte mennesket i sit billede, og om hvordan det relaterer til mennesker både i vores lokalsamfundet såvel som fremmede. Han delte passager fra det Nye Testamente med gruppen, og de passager inkluderede bjergprædikenen, den barmhjertige samaritaner og den samaritanske kvinde ved brønden.

”Det var fascinerende for en person som mig, der er vokset op i forskellige segregerede skoler, israelsk-jødiske som palæstinensiske, at se disse skoleledere sidde sammen og lytte, imens de læste i det Nye Testamente,” fortæller Salim.

For tredive år siden ville et sådant undervisningsprogram aldrig have eksisteret, og selv i en israelsk kontekst i dag er undervisning og promovering af forsoning sjælden og vanskelig. Det var et bemærkelsesværdigt syn at se disse kristne, muslimske og jødiske undervisere være optagede af det Nye Testamente. De viste tegn på åbenhed og følte sig ikke truede.

Jesus nedbryder grænser
Da de læste om Jesu møde med den samaritanske kvinde, kunne hele gruppen relatere til hendes historie. Hun var fjenden, der tilhørte den anden side af det etniske skel, og det var tydeligt for dem, at hun levede et farligt liv. De kvindelige undervisere kunne nemt finde mange ligheder med deres egne liv i det israelske samfund i dag, og de muslimske deltagere genkendte med det samme den skam, kvinden bar i forhold til sin ægteskabelige situation. De jødiske skoleledere lagde mærke til, hvordan hun havde en teologisk samtale med Jesus, da det ikke var tilladt på den tid og heller ikke i nogle religiøse forbindelser i dag.

Salim beskriver denne oplevelse, som en enestående mulighed for at få et indblik i en gruppe med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde.

”Jeg er overbevist om, at det var en opmuntrende oplevelse for skolelederne, da det gav dem et forum, hvor de kunne øve sig i at stille spørgsmål og lære mere om andres religiøse praksis.”

Det var bevægende for ham at se, hvordan de arbejder med det Nye Testamente og gerne ville lære mere, da det var en u-familiær og anderledes udlægning af teksterne, der måske havde kunnet skabe følelser af frygt.

Samtale opmuntrer
Da Salim forlod mødet, følte han sig opmuntret over de fremskridt, der sker i dele af samfundet. Atmosfæren mellem israelere og palæstinensere i landet er præget af intolerance og isolation, og mange nægter at lytte til hinanden. Da Salim guidede disse undervisere gennem det Nye Testamente, så han en anderledes virkelighed end den, som en gennemsnitlig person ser i nyhederne.

”Endnu mere spændende er det, at skolelederne spiller en kæmpe rolle for tusinder i deres skoler, og her kan de dele hvad de har lært med mange flere unge mennesker,” udtrykker han.

Det var en oplevelse, der på mange måder opmuntrede ham, og som viser, hvordan Musalahas arbejde vokser og blomstrer, og nu kan blive delt og værdsat af et større segment i samfundet.      

Glimt fra en lysende kampagne

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Da Jews for Jesus lancerede deres første online-kampagne ”spred lys” i december, blev mere end 210,000 mennesker berørt af et klart evangelisk budskab. Ét af disse mennesker er den sekulære jødiske mand Shlomo fra Australien, der kom i snak med Jews for Jesus gennem deres online chat.

Ziggy Rogoff, messiansk jøde, førte samtalen med Shlomo. Efter en indledende introduktion nævnte Shlomo, at han havde læst det nye testamente. Her er et lille udsnit af samtalen:

”Hvad lærte du om øjenvidneberetningerne om Jesus i det nye testamente?” spørger Ziggy.

”Efter at have været politibetjent i mange år, har jeg lært aldrig udelukkende at stole på øjenvidner,” indrømmer han.

”Okay, men hvad tænker du så om Elie Wiesel’s øjenvidneberetning om Auschwitz? Hvorfor tror du på Elie?”

”Det må stadig afhænge af samstemmende øjenvidneberetninger med understøttende beviser, der ikke afhænger af, hvad folk siger,” insisterer Shlomo.

Ziggy fortsætter med at udfordre: “hvis vi brænder alle øjenvidneberetninger og enhver video med vidnesbyrd ved vi intet om Auschwitz, ikke? Det hele afhænger af øjenvidner. Og når det kommer til Jesus, har vi masser af øjenvidneberetninger. Hvorfor er du så besluttet på ikke at tage Jesus seriøst?”

”Jeg tror virkelig ikke på en skaber af universet – hvis vi antager, at en sådan eksisterer – der er blevet født som en jødisk prædikant for 2000 år siden,” ytrer Shlomo. ”Det skal der en del mere til end et par manuskripter. De påstande Jesus kom med, giver ikke nogen mening for mig. Jeg troede faktisk at denne hjemmeside var en joke, men det viser sig at I er ægte nok.”

Da Shlomos interesse vedblev, tilbød Ziggy at sætte ham i kontakt med Jews for Jesus’ missionærer i Sydney, som kan mødes med ham ansigt til ansigt og hjælpe ham finde sandheden. Bed for Shlomo og for at hans interesse ikke går tabt, og at Helligånden må nå ham. Shlomos møde med evangeliet er blot ét af mange lysglimt fra kampagnen.

Du er ikke alene

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

I anledning af Hanukkah afholdte “Tents of Mercy”, et netværk af messianske menigheder i det nordlige Israel, en lejr for mere en 80 teenagere. Flere deltagere deler opmuntrende vidnesbyrd om deres møde med Jesus og det indbyrdes fællesskab.

Det er en stor udfordring for mange unge i dagens Israel at tro på Jesus. De oplever, hvordan det at identificere sig selv som messiansk jøde, skaber uønskede barrierer mellem dem og deres klassekammerater, og at det har konsekvenser for deres sociale liv. Selvom det er alment accepteret, at livet som jøde kan leves på mange måder, er det endnu ikke acceptabelt at tro på Jesus.

Til trods for de mange udfordringer, fortæller ungdomskonsulenten Sarah om store opmuntringer fra lejren. Hun beretter blandt andet om pigen Muriel:

”Muriel kæmpede. Hun var blevet stemplet som en ”outsider” af sine klassekammerater, og troede, at hun var den eneste troende på skolen. Men, bare et par timer efter at vi havde bedt Gud om at sende en anden troende, mødte hun en ny ven på lejren, som viste sig at gå på sammen skole.”

… Og andre unge, der delte deres vidnesbyrd:

Ester (18 år): ”Den første nat rørte Gud virkelig ved mig. Jeg kunne ikke presse mere lovsang ud. Jeg eksploderede indvendig af Guds kærlighed.”

Eli (rådgiver): ”Det var min første gang på lejren. På den første aften under lovsangen, følte jeg Guds nærvær meget stærkt! Det var én af de dybeste oplevelser, jeg havde haft i Israel. Jeg takker Gud for muligheden for at være en del af lejren.”

Elior (17 år): ”Jeg kendte ikke nogen. Jeg følte mig malplaceret. Men I tog i mod mig og jeg fik nye venner. Det var en stor velsignelse.”

Ær Gud med livet hele livet

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Rebekka Zoll Nielsen, netværkskoordinator i Israelsmissionens Unge

I sommers havde jeg fornøjelsen af at være i Israel med fem tidligere missionspiloter. På turen gennemlevede vi vores volontørprogram igen, da vi besøgte flere af de organisationer, som vi tidligere har arbejdet for, herunder Ebenezer-hjemmet i Haifa. Under arbejdet kom en af de ansatte, Fred, forbi, og vi holdt en pause, hvilket Fred benyttede til en spontan lille andagt.

Han kom ind på, hvordan det er vigtigt at have den rette attitude i det arbejde, man laver. Han fortalte, at det er lige meget, hvad man laver. Om man fx bruger sin dag på hygiejnemæssige opgaver, så længe man har den rette attitude – at man vil gøre sit bedste og elske sine medmennesker i det, man laver.

Han betonede, at Jesus kun prædikerede offentligt en lille del af sit liv, og at han resten af sit liv arbejdede som tømrer og fokuserede på sit hverdagsliv. Det var ikke noget særligt arbejde, men Jesus tjente og ærede alligevel Gud i det og ønskede at elske menneskene omkring sig. Fred påpegede, at Jesus godt kunne have startet sit offentlige virke tidligere, men at han blandt andet ønskede at tjene Gud og mennesker ved at leve et normalt liv og at bruge det som forbillede.

Jeg kan nogle gange tænke, at mit liv først rigtigt begynder, når jeg engang er færdig med min uddannelse, og at ’fromme’ gerninger kan vente til, jeg bliver ’voksen’. Fred sagde om Jesus, at han ikke ventede med at tjene og ære Gud, til han begyndte sit offentlige virke. Han gjorde det igennem hele sit liv, dér hvor han var.

Hvis du ligesom jeg, kan tænke, at mission kan vente, så er det nok en påmindelse værd at minde om, at dit liv allerede er i gang, og at du er kaldet til mission også nu. Hvis du modsat mig tænker, at du er for gammel til mission, og at det er tid til, at de unge tager over, vil jeg udfordre dig på at tage en snak med Gud om, hvorvidt han er færdig med dig. Det er han næppe!

Skal vi ikke elske og tjene de mennesker, vi er iblandt? Bruge tid med vores kollegaer og studiekammerater og danne relationer til dem? Hilse på vores naboer og hjælpe dem, hvis nødvendigt?

Der på græsplanen i Ebenezer-hjemmets have opfordrede Fred os og alle andre med til at ære Gud med vores liv. Lige meget om vi er studerende, arbejdsløse, på arbejdsmarkedet eller pensionister. Jeg læste engang i en bog, at vi som kristne skal leve gennemsigtigt. At vi skal lade mennesker se mindre af os og mere af Gud, når de ser på os. Jeg tror, Jesus med sit liv forsøgte at vise os et eksempel, også da han var tømrer, som vi skal efterligne.

I Hebræerbrevet 13,16 står der: ’Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i’. Det er et vers inspireret af Esajas 58, 6-7 om en faste med fokus på næstekærlighed. Mon ikke Jesus blandt andet har haft Esajas’ ord i sit hoved, da han som ung mand tjente Gud som tømrer i Nazaret?

Flygtninge er den vestlige kirkes håb

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Lausanne-bevægelsen afholdte i august deres tredje ungdomskonference i Indonesiens hovedstad Jakarta, som omkring 1000 kristne fra mere end 140 lande tog del i. Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, deler indtryk og udfordringer fra ti begivenhedsrige dage.

Den mangfoldige kirke
Konferencen afspejlede på mange måder kirkens mangfoldighed på verdensplan. Det kom blandt andet til udtryk gennem lovsangen, hvor rytmer, ord og kropssprog blev brugt til at lovprise Gud. Konferencen bød også på både opmuntringer og udfordringer.

”Vi fik fortalt om de herlige og forunderlige ting, der sker for Guds rige på de mest overraskendende steder i verden”

Bodil fortæller om, hvordan de blev udfordret til at fortælle deres egen historie i lyset af Guds frelsende og fornyende kærlighed. Ikke kun, som den kommer til udtryk i den bibelske fortælling, men også sådan som Gud ved sin Ånd fortsat virker og kalder i dag.

Troen må afspejle sig i livet
Temaet for konferencen var ”Forenet i den store historie”, og blev indledt med en dramatisering af Bibelens fortælling fra skabelse til nyskabelse. Gennem bibeltimer, foredrag og andre indlæg blev Bibelens store kapitler sat i fokus under mindre overskrifter: skabe, bekende, reflektere og meditere, elske, forsone og tilbede. Temaerne var formuleret som handlinger med fokus på, hvordan Gud handlede og fortsat handler i verden. Vores respons på dét Gud gør må nødvendigvis føre til handlinger og komme til udtryk i en tro, som er aktiv, og som afspejler sig i måden vi lever på – i den verden som Gud fortsat kalder for sin.

20 000 kinesiske missionærer
200 unge kinesere deltog i konferencen, og de havde et helt særligt fokus på mission. De planlægger at udsende 20 000 kinesiske missionærer inden 2030. Særligt har de fokus på muslimske områder mellem Kina og Jerusalem under overskriften ”tilbage til Jerusalem”. I dag bor der også mere end en million kinesere i Afrika, så tiden blev brugt strategisk på at skabe kontakter og finde nye samarbejdspartnere.

Nyt hospital i Nazareth
Sammen med Tuvya Zaretsky fra Jews for Jesus stod Bodil for to mindre samlinger, der havde særligt fokus på jødemission. Her dukkede mennesker fra vidt forskellige steder op: Korea, Kina, Pakistan, Israel og Afrika. Der var blandt andet én, hvis organisation netop havde begyndt et hospitalsarbejde i Nazareth. Han ville have hjælp til at forholde sig til situationen mellem israelere og palæstinensere. Det var vigtigt for ham og hans organisation, at deres indsats for især børn med fysiske problemer med behov for operationer blev til et holistisk missionsarbejde.

Navn eller stemme?
Konferencen havde et dynamisk program med gode bibeltimer og ærlige og udfordrende indlæg fra ældre ledere i mission. De fortalte om de mange erfaringer, de havde gjort sig som ledere gennem de fejl og fristelser, de havde stået i gennem deres tjeneste.

Bodil husker især et citat af Mutua Mahiani fra Kenya, der er international præsident for navigatørerne: ”Som leder må du vælge, om du vil være et navn eller have en stemme” I mødet med et menneskes personlige historie, bliver vi både udfordret og velsignet.

Mødet med den forfulgte kirke
Mødet med en ung pige fra Tunesien gjorde et stort indtryk på Bodil. Pigen fortalte om, hvordan muslimske kvinder, der var kommet til tro, oplever forfølgelse tæt ind på livet. Selv havde hun levet med dødstrusler fra sin egen familie. Hun var blevet gift med en kristen egypter i Tunesien, men da myndighederne fandt ud af, at hun var konverteret, blev manden udvist af landet. De bor nu i hver deres land. Som konvertit kan hun ikke flytte til Egypten. Pigen udtrykker dog klart:

”Men jeg er ikke et offer. Sådan må I ikke se på mig. Det er ikke min identitet. Jeg er en, som følger Jesus. Det koster, men det er prisen værd.”

Flygtninge er kirkens håb
Den næstsidste aften stillede Os Guinness spørgsmålet: ”Kan der skabes vækkelse i kirken i Europa?”

Spørgsmålet står stadig klart i Bodils hukommelse. Guinness var ikke selv så sikker på det, men skal det ske, fastslog han, må vi have hjælp fra kirken i Afrika og Asien. ”Men det er også dem, der nu kommer til os som flygtninge eller immigranter. De er ikke kirkens problem i Europa. De er kirkens håb.”

  Artiklen er en forkortet version, læs Bodils fulde beretning her  

Guitarmanden, Jesus & kunsten i at få de to til at mødes

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge

En ældre mand i blå crocs rykker tættere og tættere på os. Han har fulgt med på sidelinjen en 10 minutters tid. Lyttet til vores lovsang og suget stemningen til sig her på Abramham Hostels tagterrasse i hjertet af Jerusalem. Han virker nysgerrig og rykker helt tæt på. Til sidst hiver han sin guitar frem og synger for os:

”Oh Jerusalem. You’re the place on earth where we find the light. We can take the world and make it shine so bright,” synger han med smukke melankolske toner, mens hovedet svinger fra side til side i takt til fingerspillet. Den blomstrede kippa på hans hoved følger med. Bedesnorene i trøjen dingler frem og tilbage.

Det var en stærk tekst, som jøden Glenn præsenterede for os en lun sommeraften. Hans publikum var et par håndfulde IUere, der i juli rejste til Israel i 14 dage. Og måske virkede teksten så stærk på os, fordi den frimodige jøde havde ret. Jerusalem er noget særligt. Her er lyset, kunne vi blive enige om trods hver vores tro. Vi danskere tænkte på Jesus. Glenn så et andet lys.

Da sangen ebbede ud, delte Glenn sin historie. Han viste sig at være lige så gammel som staten Israel – og insisterede lige så meget på at jødedommen er sandheden, som Israel gør på at eksistere.   Måske var det derfor, samtalen gik i hårknude.

Efter Glenn havde delt sin historie, var dialogen åben. Han stillede spørgsmål til os og vores tro – og vi gjorde det samme til ham. Men kort efter blev det særlige rum brudt. Èn stillede et spørgsmål til den standhaftige jøde, som kom lidt for tæt på. Glenn gik i forsvarsposition og forklarede sit synspunkt i en aggressiv tone. Sådan fortsatte det begge veje, selvom vi sammen forsøgte at finde tilbage til udgangspunktet. Der var clash og mure af store ubesvarede spørgsmål overalt.

Til sidst gik jeg i frustration. Et par dage tidligere var jeg med organisationen Jews for Jesus rundt i Tel Aviv for at dele flyers ud i nabolaget. I hver postkasse, jeg kom til, hang der allerede en reklame for et lokalt tøjrenserfirma med ekstra gode tilbud. Jeg følte, jeg lavede samme PR-stunt ved at smide en flyer med Jesus, der også vil vaske ren. Han vil bare vaske lidt mere end tøjet – og gratis. Sikke et tilbud. Med de tanker besluttede jeg mig for, at tøjrenser-stilen ikke var den rigtige måde at dele sin tro på. Kontakten til selve mennesket måtte være vigtig.

Men da jeg gik i frustration fra samtalen med Glenn, blev jeg alligevel i tvivl. For her stod jeg med et menneske, der delte frimodigt. Og alligevel gik det galt.

Hvordan møder vi bedst jøder med evangeliet? I dialog, eller når vi efterligner den lokale tøjrenser? Jeg er i tvivl. Flere tusinde fik muligheden for at læse om det gode tilbud, da jeg delte flyers ud. Jeg brugte cirka lige så meget tid med Glenn, før jeg gik.  

Uanset hvad er det som om, evangeliet nemt går i hårknude. Heldigvis er det i sidste ende Gud og ikke mig, der skal vise vejen til Jerusalems lys. Men det er stadig værd at overveje: Hvordan leder jeg bedst folk til Jerusalems lys?