Tag: mission

Jødemission skal på kirkens dagsorden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 12. maj 2014. Bogført i Nyheder.

Frimodigheden i Ukraine er til stor inspiration for Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen. Han har sammen med otte andre danskere fra Israelsmissionen været på konference i Ukraine, hvor brændende hjerter, åbenhed og kærlighed mødte ham. I dette interview fortæller han, om sine oplevelser.

Dinna Bjerrum Swartz, den 9. maj 2014.

”Under de politiske kampe i Kiev følte de ukrainske missionærer en endnu større nød, end de plejer, for at fortælle om Jesus på gaderne, for måske var det oprørernes sidste chance for at høre evangeliet. Det er en frimodighed som kan gøre mig ydmyg, fordi jeg selv risikerer så lidt for min tro,” indrømmer Arne Pedersen, der var i Kiev fra den 28. april til den 1. maj.

Lausanne-konferencen havde fokus på mission til jøder, og foregik i regi af netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (Lausannes-rådet for jødemission). LCJE er det ældste interessenetværk i Lausanne-bevægelsen.

Hvorfor er konferencen interessant?
”Fordi jødemission er vigtig og fordi den skal sættes på kirkens dagsorden. Evangeliet har jo sin oprindelse i Israel, så vi skal holde fast i, at jøderne har brug for Jesus,” understreger Arne Pedersen. Han fastslår, at vi ikke må blive forvirrede af al den teologi, der handler om jødernes rolle i de sidste tider.

”Der findes simpelthen ikke to veje til fred med Gud. Man kan blive forvirret af kristendommens jødiske rødder og mange har ikke et klart svar på, om jøder og kristne tror på den samme Gud. Men der er kun én vej til Gud, og det er Jesus.”

Arne Pedersen var særligt glad for muligheden for at opmuntre de ukrainske kristne i denne politisk ustabile tid.

”Det er nemt at blive glemt af vestens kirke, for det gamle Sovjet er usexet i vores øjne. Det er meget mere eksotisk at tage på missionsrejse til fx Brasilien eller Zimbabwe end Ukraine. Så de har brug for at vide, at de ikke er glemt.”

Kunne du mærke, at du var i et tidligere Sovjet-land?
”Jeg var imponeret over, hvordan de forvaltede deres økonomiske ressourcer. Det er tydeligt, at generationen, der er vokset op i Sovjet-tiden bruger sine ressourcer optimalt. De smed ikke bare tingene ud fordi de var stykker – det udfordrer mig når jeg til hverdag lever i et materialistisk samfund.”

Hvad var den bedste oplevelse på konferencen?
”Det var fantastisk opmuntrende at møde andre mennesker fra resten af Europa, der også er passionerede om jødemission. Vi havde en fælles global nød for at nå ét folkeslag med evangeliet.”

For Arne Pedersen var det overvældende at mærke, hvordan Guds kirke og Guds mission er global. Over 80 deltagere fra 19 forskellige lande gjorde konferencens internationale fokus konkret og levende.

”Når jeg sidder hjemme på kontoret, kan jeg glemme, at jeg er en del af et globalt kald til, at jøderne skal høre om Jesus.”

Arne Pedersen håber, at det globale perspektiv må fortsætte med at være en naturlig del af hans arbejde.

Hvordan udfordrede konferencen dig?
”Første aften var der en lokal ukrainer, der fortalte, om arbejdet i Ukraine. Han talte ud fra Joh 9,4: ”Der kommer en nat, hvor ingen kan arbejde”, Det vil sige, at vi skal gøre Guds arbejde nu, hvor det er dag. Det ramte mig. Der kommer et tidspunkt, hvor vi ikke længere kan fortælle om Jesus. Der er altså en påtrængende nødvendighed for at mennesker skal lære Jesus at kende nu.“

På trods af sproglige udfordringer og mangel på dansk struktur, så er Arne Pedersen ikke i tvivl om, at konferencen har sat sine spor i ham.

”Det var enormt inspirerende! Vores ukrainske brødre og søstre står i udfordringer, der giver mig perspektiv. Det er bare godt at blive konfronteret med den virkelighed, de står i.”

Lausanne-konference i Kiev

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 6. maj 2014. Bogført i Nyheder.

82 mennesker fra 19 forskellige lande med kald og passion for jødemission satte hinanden stævne i Kiev, Ukraine i dagene 28. april til 1. maj. Konferencen var i regi af LCJE – Lausanne Consultation on Jewish Evangelism – altså det netværk indenfor Lausanne-bevægelsen, som beskæftiger sig med mission til det jødiske folk. 11 danskere var med på konferencen. To fra Ordet og Israel, otte fra Israelsmissionen og så en enkelt ansat fra Israel.

Arne Pedersen, 6. maj 2014

Det er svært helt at give en fornemmelse af diversiteten på sådan en konference. Men i skrivende stund sidder jeg på samme række som Christian, som godt nok er dansker, men som til daglig bor og arbejder i Israel. Lidt længere til højre sidder Julia, som er leder af Jews for Jesus’ arbejde i England. Til venstre for mig sidder Avi, som bor i Budapest og rejser hele Europa rundt i evangelisation til jøder. Lidt foran til venstre sidder Hanna fra Finland, som tidligere har været ansat på Caspari Center i Jerusalem, og ved bordet foran til højre sidder Arto fra Armenien. Han har aldrig været i Israel, men har en passion for, at jøder må høre evangeliet om Jesus.

I skyggen af konflikten

Konferencen foregik naturligt nok i skyggen af konflikten mellem Ukraine og Rusland, hvilket bl.a. gav sig udslag i at enkelte ikke kunne være med på konferencen. Derudover var der også et naturligt fokus på de forskellige evangelistiske tiltag der blev taget i forbindelse med urolighederne i bl.a. Kiev tidligere på året. Igor Barbanel og Tolik Emma fra Jews for Jesus fortalte begge om arbejdet i regionen. Det samme havde man inviteret præster fra flere lokale menigheder til at gøre. Tolik Emma fortalte bl.a. om, at han primært møder to typer af jøder i sit arbejde. For det første er der dem, som ønsker at være jøder, som de lokale rabbinere lærer jødedommen. De tænker først og fremmest: ”Jeg er jøde. Jeg ønsker hverken en ny religion eller en ny kultur. Jeg vil ikke forråde mit folk,” fortæller Tolik. En anden type er ateister, og her er problematikkerne de samme som alle andre steder. ”Det er udfordrende,” siger Tolik, ”men udfordringerne gør os stærkere.”

Jøder kommer til tro på Jesus

Han fortæller også, at det er let nok at finde kristne som elsker Israel. ”Noget helt andet er at finde opbakning til evangelisation blandt jøder – det finder vi ikke meget opbakning til blandt de lokale kirker,” konstaterer Tolik Emma. Igor Barbanel, som er daglig leder for de ca. 35 missionærer hos Jews for Jesus i Ukraine følger op på Toliks konstatering: ”Mennesker må forstå, at de kan elske det jødiske folk, men hvis det er en kærlighed, som ikke ønsker at fortælle dem om Jesus, er det en falsk kærlighed,” proklamerer han. ”Men jøder kommer til tro på Jesus som Messias,” fortæller Tolik Emma videre. Særligt er der lydhørhed hos den ældre del af befolkningen. ”Og i det hele taget er det et fantastisk vidnesbyrd at vi overhovedet er her – i det tidligere Sovjetunionen. Ikke bare jøder, men messianske jøder,” smiler han begejstret. Igen tager han udfordringerne op som noget positivt: ”Udfordringerne lærer os hele tiden nye måder at dele evangeliet på. Det er godt, for så hører flere om Jesus!”

Netværk

En anden stor del af konferencen var naturligvis netværket. Når så mange forskellige mennesker fra så mange forskellige steder, men med den samme dagsorden, kommer sammen, så er der en masse at snakke om og idéer at udveksle. Pauserne blev flittigt benyttet til samtaler på tværs af landegrænser, og det var ikke ualmindeligt at gå igennem konferenceforhallen og høre en 4-5 forskellige sprog. Det er også svært at sætte fingeren på, hvad man helt præcist får ud af netværket, og hvad man bliver inspireret til. Men i Israelsmissionens ”lejr” snakkede vi bl.a. om muligheden for at lave et LCJE-netværk i Norden, og derigennem forsøge at inspirere hinanden til, hvordan vi sætte jødemission på dagsordenen i vores respektive lande. Der blev også snakkede om at forsøge at oprette et ungdomsnetværk. Danmark og Norge er nogle af de få lande, hvor et organiseret ungdomsarbejde eksisterer, og vi har en ressource her, som mange af de andre lande og organisationer i netværket kunne gøre brug af.

Guds målestok for succes

Den sidste aften var der indlæg fra Rolf Heitmann fra Den Norske Israelsmisjon og Mike Moore fra det skotske Christian Witness to Israel. De havde fået til opgave at se tilbage på jødemissionens historie i Europa med særligt fokus på succeser og fiaskoer. Ud fra dét fokus sagde Rolf Heitmann bl.a.: ”Det er svært at bedømme succeser og fiaskoer i Guds riges arbejde. For hvad der ligner succes i menneskers øjne er det ikke nødvendigvis i Guds. Og hvad der forekommer at være fiaskoer for mennesker, behøver ikke nødvendigvis at være det for Gud.” Mike Moore fortale om den skotske missions arbejde blandt jøder i Budapest – et arbejde som var præget af store vanskeligheder, massiv modstand fra lokale rabbinere og en missionær som faldt i unåde. Alligevel kom jøder til tro på Jesus, hvilket fik Mike Moore til at konkludere: ”Alt dette demonstrerer at Gud bruger fejlbarlige mennesker i sin tjeneste til at opfylde sin vilje.” En opmuntring til os alle, som er involveret i Guds missions arbejde.

Immanuelkirken åbner igen dørene for byens folk

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. april 2014. Bogført i Nyheder.

I syv måneder har Immanuelkirken været pakket ind i plastik på grund af renovation. Derfor har kirken i løbet af ugen været lukket på grund af håndværkernes arbejde. Men i tirsdags åbnede de igen Åben Kirke, så mennesker kan blive vist rundt og få fortalt evangeliet om Jesus mens de ser en rigtig kirke indefra.

Af Dinna Bjerrum Swartz

Det var en stor glæde, da Juan fra Immanuelkirken kunne vise en gruppe rundt i kirken i tirsdags. Disse rundvisninger er en mulighed for at vise lokale israelere, hvad en kirke er, og hvorfor den ser ud som den gør. De første reaktioner var meget positive. En af guiderne skrev:

”Kære Juan!

Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dit fantastiske værtskab. Jeg er glad for, at kirken er åben igen. Der er ingen tvivl om, at grunden til, at hele vores tur var en succes, var på grund af besøget i kirken.

Jeg må dele med dig, at efter din fine præsentation og orgelspil, udtrykte mange fra denne gruppe højtuddannede folk, hvor imponerede de var, og hvor godt det havde været. Jeg er en erfaren tour-guide, men du giver noget nyt hver eneste gang. Jeg håber, vi kan fortsætte på denne måde.”

Det var en rigtig god start og kirken glæder sig over at kunne åbne dørene for nysgerrige. Normalt kommer cirka mellem 100 og 150 til kirken om ugen.

Kontroversiel film fra Jews for Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. april 2014. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, 25. april 2014

Scenen er sat. Polen anno 1943 i skovene omkring Kraków. En gruppe mennesker gennes hårdhændet frem af den tyske vagt med svastika på jakkeærmet. Grædende og med angsten lysene ud af øjnene kommer den lille gruppe jøder tættere på det ikoniske skilt over arbejdslejren Auschwitz: ”Arbeit macht frei”. Foran porten står to tyske officerer og vælger om de enkelte skal arbejde eller i ”brusebad” – om de skal leve eller henrettes i de fiktive brusebade, hvor vandet er byttet ud med gas.

Pludselig brydes rækken af mennesker af en langhåret mand i kjortel med et stort trækors over skulderen, som han slæber på. Officeren tænker sig om et øjeblik og siger så: ”Brusebad” og den langhårede mand med korset trasker lydig af sted mod døden.

Filmen, som er produceret af organisationen Jews for Jesus, afsluttes med ordene: ”Denne jøde døde for dig” og en alternativ oversættelse af Esajas kapitel 53. (Se filmen her under.)

”Vi ønsker, at ”Denne jøde døde for dig” skal dele et budskab om håb med det jødiske folk,” fortæller Susan Perlman fra Jews for Jesus og fortsætter: ”Vi ønsker at fortælle, at Jesus er på jødernes side, og ikke på nazisternes. Vi vil gerne gøre jøder opmærksomme på, at de lidelser som nazisterne påførte vores folk, ikke har sit grundlag i det budskab Jesus kom med. Faktisk led han og døde for vores skyld for at vise os Guds kærlighed til os,” fortæller hun.

Susan Perlman fra Jews for Jesus. Foto: Bob Mendehlson

I skrivende stund har over 1,2 mio. mennesker set filmen, som ligger på Youtube, Vimeo og andre sociale medier. Og ikke alle er begejstrede.

Den jødiske blogger Jay Michaelson skriver på ”The Jewish Daily”: ”Det er svært at begribe, hvem der synes dette er en god idé. Enhver jøde med personlige, familiære eller blot historiske minder fra Holocaust vil finde filmen frastødende. Muligvis fastslår jeg det åbenlyse, men filmen vanærer mindet om seks millioner jøder, fordi den bruger deres lidelser som middel til at konvertere jøder til kristendommen.”

Han afslutter med at overveje, om filmen i virkeligheden er så kontroversiel, at den får den stik modsatte effekt end hensigten: ”Ironisk nok så tror jeg, at filmen er så frastødende, at den hjælper til med at fastholde jøder, som jøder,” slutter Jay Michaelson.

Også The Jerusalem Post har fundet frem til videoen, og de fastslår, at hvis formået har været at skabe en kontroversiel video, så har Jews for Jesus taget udgangspunkt i det mest kontroversielle emne overhovedet.

Det har dog aldrig været organisations hensigter at gøre folk vrede eller kede af det, men at begynde en samtale om, hvem Jesus er, for ”vi mener, at samtalen om, hvem Jesus er, er vigtig for både jøder og ikke-jøder,” fortæller Susan Perlman. ”Særligt på denne tid af året, hvor det er påske og mindedag for Holocaust [28. april],” siger hun. ”Både jøder og ikke-jøder er optaget af emner som forsoning og håb, og der findes ingen bedre fortælling om forsoning end den om Jesus, som kommer og dør for vores synder og opstår, så at vi alle kan nyt liv i ham,” afslutter Susan Perlman.

Hun forklarer videre, at formålet med at tage udgangspunkt i Holocaust er at understrege, at Jesus faktisk var jøde – et faktum som ofte forbigås i stilhed af dem som misbruger kristendommen til antisemitisme. ”Guds ord lærer kærlighed til det jødiske folk – ikke had,” siger Susan Perlman.

Spørgsmålet vi alligevel efterlades med er, om bloggeren Jay Michaelson ikke trods alt har en pointe? Ikke i at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Men i at sætte spørgsmålstegn ved, om det er særligt klogt at bruge et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie som afsæt til at fortælle evangeliet om jøden Jesus, som er de bedste nyheder noget menneske nogensinde har lagt øre til.

Læs mere om filmen her.

Strandbibler i Tel Aviv

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 16. april 2014. Bogført i Nyheder.

Andy Ball er ansat i Det Israelske Bibelselskabs butik i Tel Aviv. Her fortæller han om den seneste kampagne på stranden i Tel Aviv.

Andy Ball, april 2014

Efter et stykke tids pause, hvor vi ikke har lavet nogle kampagner, besluttede vi at lave en på stranden i Tel Aviv. Til at begynde med var vi meget begejstrede over idéen, og der var over 60 unge mennesker, som meldte sig til at være med. Men så begyndte vi at blive lidt nervøse. Det var første gang vi skulle lave en kampagne på stranden, og vi var usikre på, hvordan de lokale ville reagere. Efter at have tilbragt meget tid i bøn følte vi fred til at fortsætte. Endelig kom dagen, og vi gik alle ned til stranden.

Vi begyndte med at stille borde op, hvor vi lagde bøger, Det nye Testamente på hebraisk, russisk og arabisk samt noget andet materiale. Vi havde også børnebibler og bibler på engelsk. Lige så snart vi havde lagt bøgerne på bordene og hængt skiltet med “Gratis bøger” på plads, stimlede folk sammen for at se på materialet.

Vores dramagruppe begyndte også deres show, og det tiltrak mange unge mennesker. Familier med børn på vej til stranden standsede også op og var meget interesseret i bøgerne. De mest populære bøger var børnebiblerne, Ny Testamente og Salmerne.

Som musikken fra dramagruppen fortsatte med at spille, begyndte nogle af de unge at danse, og vi fik mulighed for at snakke med mange af dem – der var rigtig meget god respons!

Et ortodokst jødisk par med børn gik forbi det sted vi delte bøger ud, og efter et øjeblik kom de tilbage og stillede en mængde forskellige og nysgerrige spørgsmål. Det overraskede os, hvor åbne de var. En anden ortodoks mand deltog også i dansen og blev først bagefter klar over, hvem vi egentligt var. Alligevel ville han gerne have en af vores bøger med hjem.

Efter ca. tre timer på gaden samlede vi de unge mennesker for at høre, hvordan de havde det og deres første svar var: Hvornår skal vi af sted igen?!

Grænseløs nåde – grænseløs mission

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Lørdag den 22. marts mødte ca. 100 mennesker op til ”familiefest” på TORVET. Israelsmissionen havde indbudt til årsmøde og Israelsstævne under overskriften ”Grænseløs nåde – grænseløs mission” og ønskede i den forbindelse at sætte fokus på vores samarbejdspartnere i Europa.

Vi havde derfor inviteret Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, samt Armin Bachor, leder af vores søsterorganisation i Tyskland, EDI. Derudover havde vi besøg af den nyligt hjemvendte præstefamilie fra Jerusalem, Jakob og Lise Nielsen.

De fortalte om deres erfaringer og oplevelser de sidste 4½ år i Det Hellige Land. Jakob holdt festtalen om aftenen under netop overskriften: ”Grænseløs nåde – grænseløs mission.” Dette årsmøde vil også blive husket som Kai Kjær-Hansens sidste årsmøde som formand for Israelsmissionen. Efter 17 år på posten har han besluttet at stoppe for at få mere tid til sit forfatterskab.

På årsmødet blev det markeret med en lille kavalkade af billeder og videohilsner sendt fra både danske og internationale samarbejdspartnere. For at understrege pointen om at når vi i Israelsmissionen taler om israelsmission – så taler vi først og fremmest om mission til et folk og ikke et land – havde vi også inviteret mange af de volontører, som har været udsendt siden sidste årsmøde til at fortælle om deres oplevelser. Cæcilie, Peter, Caroline og Kirstine fortale om kampagner med Jews for Jesus i hhv. Budapest, Moskva og New York.

Fremtidens israelsmission — Fremtidens Israelsmission

Traditionen tro afsluttede Kai Kjær-Hansen med at lyse velsignelsen over forsamlingen til sidst.

Vi takker for vores venners opbakning og engagement. Tak fordi I støtter Israelsmissionen i at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – i Ungarn, Rusland, USA, Israel og hvor de end måtte være.

Tak for et velsignet årsmøde!

For jøde først – Amen! men fortæl mig hvordan…?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. marts 2014. Bogført i Refleksioner.

At det jødiske folk har brug for at høre Guds gode nyheder er heldigvis klart for mange af Israels tilhængere. Spørgsmålet er så, hvordan jøderne vil høre det. Eller rettere: Hvordan præsenterer vi evangeliet på sådan en måde at vores publikum rent faktisk vil modtage det i deres hjerter?

Alec Goldberg, israelsk leder af Caspari Centret. Oversat af Dinna Bjerrum Swartz

Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.

Det ovenstående spørgsmål er vigtigt for enhver formidler, men når det kommer til at dele Yeshua (Jesus) med mit folk, bliver det mere end bare en god historie. Hvordan taler du om Gud til holocaust overlevere, deres børn og børnebørn? Hvad siger du, hvis de spørger dig, hvor denne gode og almægtige Gud var, da mænd, kvinder og børn, gamle og unge blev gasset i Auschwitz i mængder bare fordi de var jødiske? Hvordan taler du om den elskende messias med dem, hvis genetiske hukommelse bærer smerten af korsfarernes mord og inkvisitionen, af tvungne omvendelser og blodige krænkelser? Hvordan kommunikerer du et religiøst budskab til mennesker, der generelt har allergi for prædikener og især religiøs prædiken?

I jagten på svar må jeg begynde med det negative – ting jeg ikke vil gøre. Jeg vil ikke prøve på at købe sjæle, mens jeg giver humanitær hjælp med den ene hånd og en evangelisk traktat i den anden. I stedet vil jeg ganske enkelt vise omsorg og kærlighed lige meget, hvad der kommer ud af det. Jeg vil ikke prædike – jeg vil hellere invitere til snak og diskussion. Jeg vil ikke retfærdiggøre kirken – i stedet vil jeg indrømme dets skyld, indse og føle smerten og græde med dem, der græder. Men hvad kalder du denne tilgang? Er den uhørt? Er jeg ved at opfinde den dybe tallerken?

På en måde er det at dele evangeliet med det jødiske folk stadig ukendt land. I løbet af de sidste 200 år har der været oprigtige forsøg, nogle mere succesfulde end andre. I de sidste 30 år har man set en opblomstring og stadig vækst af den messianske bevægelse – en anden spændende udvikling. Men i det store hele er det jødiske folk stadig i overvejende grad unåede. Så ja, vi må stadig spørge, søge og banke på i vores stræben efter Guds vej, eller veje, til at dele troen med jøder.

Men ideen om at opgive autoritativ prædiken for samtaler med rigeligt plads til indvendinger og svære spørgsmål, er ikke ny. En tiltrækkende måde at gøre det på, er det velkendte alpha-kursus, der først begyndte i de sene halvfjerdsere i et anglikansk sogn i London (Holy Trinity Brompton, for at være helt præcis). Alpha er nu succesfuldt brugt i over 160 nationer af mange forskellige kirkeretninger, fra ortodoks og romers katolsk kirke til baptist og pinsekirke.

Det, at Alphas tilgang ser ud til at virke i så mange forskellige kulturer udfordrede mig til at tænke på, om Israel stadig er for anderledes til at prøve det her. For flere år siden, da jeg spurgte et par af Jerusalems præster om det, var deres svar negative. Hvorfor? Israelere vil ikke diskutere Yeshua offentligt, var forklaringen. Det var på en måde nedslående, men senere, da præsten Christian Rasmussen fra Immanuelkirken i Tel-Aviv ringede til mig og foreslog at jeg selv skulle undersøge Alpha – noget jeg aldrig rigtig havde gjort i dybden – gjorde jeg det med glæde. Og omkring et år senere fik jeg et telefonopkald fra en anden præst.

Michael Beener fra Sderot (en messiansk menighed, red.) spurgte Caspari om at introducere troen til en gruppe russisktalende israelere. Resten af vores historie er fortalt af ham i det kommende interview, men resultatet er dette: Vi ved at Alpha virker, selv i Israel. For tiden bliver det brugt til russiske indvandrere, som er mere åbne for Yeshua og ikke har noget imod at diskutere ham i en gruppe. Helt oprindelige israelere foretrækker stadigt samtaler på tomandshånd, men det er okay: Gud er ansvarlig for timing, så vi har ikke travlt. Hvor et net ikke er nødvendigt endnu, kan vi fortsætte med at fiske med en almindelig fiskestang. I mellemtiden planlægger Caspari at bearbejde vores erfaring med at overføre Alpha til den jødiske kontekst og at dele den med alle, som er villige til at lære. Når alt kommer til alt, så gør vi Guds arbejde, ikke?

Alpha på israelsk

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Caspari Centret er sammen med en lokal messiansk menighed med succes begyndt at holde Alpha-kurser for russiske jøder i Israel. Her kan jøder frit diskutere og undersøge Jesus sammen, og flere af deltagerne er begyndt at komme i menigheden. Michael Beener fra menigheden og Alec Goldberg fra Caspari Centret fortæller om, hvorfor og hvordan de har gjort det.

Dinna Bjerrum Swartz, 4. februar 2014

Jøder i Israel er et udfordrende publikum at fortælle om Jesus til. Mange mennesker har forsøgt gennem historien, men udfordringer som holocaust og politiske spændinger kan hurtigt blive en barriere, når man gerne vil give jøderne evangeliet om Jesus. Israelsmissionen har støttet Caspari Centret siden 1980erne i at give messianske menigheder bibelundervisning og ledertræning. Nu er de begyndt at holde Alpha-kurser gennem en af disse menigheder.

Der skal være plads til debat
”Alphas form, der tillader diskussion, uenighed og svære spørgsmål, er meget god for et jødisk publikum. Vi jøder elsker at debattere og argumentere. Man siger, at to jøder har tre meninger,” fortæller Alec Goldberg, der har undervist på Alpha-kurset i efteråret.

Michael Beeners menighed, Sderot, har i længere tid lavet evangeliserende arbejde gennem guidede ture i Israel. Nogle mennesker er gennem dette arbejde blevet rørt af evangeliet, og de har taget imod Jesus i deres hjerter.

”Vi begyndte at søge efter en måde, vi kunne følge op på vores arbejde med dem. Vi indså, at vi var nødt til at undervise disse mennesker og give dem et fundament for deres tro,” fortæller Michael Beener.

Da mange af disse mennesker er højtuddannede, ville menigheden gerne give dem en god og professionel undervisning. Derfor kontaktede de Alec Goldberg fra Caspari Centret. Det har været et godt samarbejde.

Michael Beener fortæller:

”Til det første møde havde vi 15 deltagere. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at deres interesse var oprigtig. Det format, vi bruger, giver dem frihed til at stille alle slags spørgsmål, være uenige og argumentere, og det er en af grundene til, at de kan lide at komme. Vi besluttede os for at fortsætte møderne uden at vide, hvad det ville føre til. I dag (et år senere) er der fire, der er begyndt i menigheden ud af de 15 deltagere. Dem, der endnu ikke er begyndt i menigheden, vil gerne fortsætte møderne.”

Helligånden arbejder i diskussionen
Inden hvert møde lægger Michael Beener og Alec Goldberg aftenen over til Gud.

”Vi beder om, at Helligånden vil blive nærværende iblandt os og give en god atmosfære til mødet. Så føler deltagerne sig velkomne, afslappede og frie til at være sig selv og til at respondere på, hvad de hører. Vi behandler hver person med respekt og varme, og samtidig tøver vi ikke med at være ærlige om, hvad vi tror på og hvorfor. Vi spiller med åbne kort,” fortæller Alec.

Om fremtiden fortæller Michael Beener:

”Vi skal fortsætte med møderne, fordi interessen stadig er der, og enkelte mennesker har sluttet sig til. Deltagerne tager deres venner med, og vi anbefaler også kurset på vores guidede ture. Vi er nu efterhånden kommet omkring mange emner, så vi vil snart begynde en ny omgang. Vi håber på at få nogle nye mennesker med efter de næste guidede ture.”

Alpha-kurset har givet et åbent og frit rum, hvor jøder kan diskutere Jesus og stille alle deres spørgsmål. Netop denne mulighed har åbnet en usædvanlig dialog med jøder, der ellers ofte forbinder kristendommen med holocaust og forfølgelse. Caspari Centret har oplevet, hvordan god undervisning kan åbne publikums øjne for, hvem Jesus er. Men diskussionen skal være ærlig og intens for det argumentationslystne folkefærd.

”Et klassisk Alpha-kursus kan ikke være så intenst, men et jødisk Alpha bør være intenst, hvis det skal give resultater,” afslutter Alec Goldberg.

Missionær fængslet i Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 6. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Israel: Engelsk missionær i Jews for Jesus blev onsdag den 20. november anholdt og sat i fængsel, da han fortalte om sin tro. Først fire dage senere blev han løsladt mod kaution. Jews for Jesus er chokeret.

Dinna Bjerrum Swartz; 29. november 2013

Barry Barnett deltog i en evangelisations-kampagne for Jews for Jesus i Israel og holdt et banner mens han fortalte forbipasserende om Jesus. Under kampagnen kom seks migrationsarbejdere og anholdt Barry Barnett. Uden sigtelse blev han først sendt i arrest i flere timer og derefter blev han flyttet til Ramle fængsel udenfor Tel Aviv. Da han var den eneste missionær i gruppen, der ikke var israelsk statsborger, var han også den eneste, der blev anholdt. Efter fire dage i fængsel blev han løsladt mod kaution.

Retfærdigheden ske fyldest
”Jeg er chokeret over denne uhørte opførsel,” udtaler Dan Sareed, leder af Jews for Jesus i Israel. ”Som israeler har jeg være stolt af, at vores land har religionsfrihed. Vores opsøgende arbejde i Israel er 100% lovligt og Barry, der er engelsk statsborger, er ikke en illegal arbejder i Israel. Med sit B2 turistvisa er det tilladt ham at udøve sin tro, som han gjorde.”

I øjeblikket kører Jews for Jesus en sag for Barry Barnett for at omstøde den udvisning, som Barnett ellers står til den 3. december. Hvis han bliver udvist vil han ikke kunne vende tilbage til landet i ti år.

Dan Sareed understreger, at denne sag ikke blot bliver kæmpet for Barry Barnett, men for enhver kristen, der ønsker at tage til Israel og dele evangeliet med jøderne. ”Vi ønsker retfærdighedheden ske fyldest,” påpeger den israelske leder.

Det er fuldt ud lovligt at udtrykke sin tro som turist i Israel og på det israelske turistministeries hjemmeside står der, at de har underskrevet det globale etiske kodeks for turisme, hvori det nævnes at udveksling af religiøse idéer er lovligt og det bliver endda tilskyndet til fordel for turisterne.

Frygteligt at være fængslet
”Jeg er meget træt. Det var frygteligt.” Fortæller Barry Barnett om Ramle fængsel efter han blev sat fri. ”Det værste var at føle sig som et indespærret dyr. Vi havde kun en cirka 20 meter lang gård. Der var lige nok plads til et bordtennisbord. Og det er alt hvad vi havde at gå rundt i tre gange om dagen i 45 minutter.”

Barry Barnett oplevede dog Guds kærlighed og trofasthed i den tid han sad i fængslet.

”Jeg delte celle med ni andre. Efter 24 timer, hvor jeg følte mig alene, viste Gud mig, at der var seks andre kristne og en præst. Præsten havde været der i lang tid og han holdt bønnemøde hver dag klokken 14. Jeg oplevede, at Guds kærlighed holdt mig oppe og forbønnen jeg fik, rørte mig.”

Forbønnens kraft
Mange mennesker bad for Barry Barnett. I England arbejdede Julia Pascoe, engelsk leder for Jews for Jesus, for at mennesker I hele landet skulle huske Barnett.

”Vi sendte en pressemeddelelse ud til alle vores støtter for at bede for Barry. Jeg brugte mange timer på telefonopkald, mails og medier. Vores kristne venner og støtter var meget chokerede. Det gav os helt sikkert en mulighed for at stå sammen som Kristi legeme i en akut situation.”

Julia Pascoe oplevede, at Gud hjalp hende gennem hele Barnetts fængsling. ”Jeg mærkede Guds hjælp, selv da jeg skulle give et interview til en sekulær avis, viste reporteren sig at være kristen! Vi så helt sikkert at Gud brugte sit folk til at opmuntre os.”

Det er første gang, at Jews for Jesus oplever, at en deltager på en kampagne er blevet anholdt.

Jews for Jesus kæmper stadig for, at Barry Barnett ikke må blive udvist af Israel. Bed gerne for, at sagen må blive dømt retfærdigt, og at dette ikke vil forhindre Jews for Jesus i at fortælle om Jesus i fremtiden.

Når den gode stemning ikke er nok

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Artikler, Mission.

Vi tror på, Jesus kommer igen. Netop derfor er vi i Israelsmissionen optaget af at fortælle det jødiske folk om, at Messias faktisk har været her én gang. Netop derfor er vi optaget af mission.

Arne Pedersen, 5. august 2013

Den kristne kirkes historie med det jødiske folk er plettet af ugerninger og forsyndelser. Allerede fra det 3. århundrede var kirken præget af både anti-semitisk og anti-judaistisk teologi og praksis, hvilket har medført et anstrengt forhold de to parter imellem.

Pave Francis mødtes i juni måned med repræsentanter fra det internationale jødiske samfund for at styrke relationen mellem den katolske kirke og det jødiske samfund. Her ses han inden han blev valgt som pave ved en Hanukah-fejring i Buenos Aires, Argentina.

De sidste 40-50 år er dette anstrengte forhold på flere måder blevet blødt op – ikke mindst på baggrund af Nostra Aetate, en erklæring fra den katolske kirke formuleret i 1965. Erklæringen har i praksis medført, at den katolske kirke har erstattet mission med dialog, når det kommer til det jødiske folk, og i dag findes der ingen katolsk organisation, som arbejder med jødemission.

Ødelægger mission den gode stemning?
Men er mission da virkelig så ødelæggende for den gode stemning, der er skabt mellem jøder og kristne? Og hvis det er, skal vi så lade være for ikke at ødelægge det gode forhold? Dette er gode og relevante spørgsmål, som vi i Israelsmissionen har tæt inde på livet i vores arbejde.

På den ene side ønsker vi at skabe en større forståelse for kristendommens jødiske rødder, så vi som kirke får en erkendelse af, at vores historie grundlæggende erjødisk. Der ligger en forståelsesnøgle til den kristne tro i jødedommen, som ernødvendig, hvis vi vil forstå dybden af evangeliet.

På den anden side vil vi også fortælle om Jesus. Det vil vi, fordi vi insisterer på, at hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for os. Vi vil mission, fordi vi fastholder med apostlen Peter, at der ikke findes noget andet navn under himlen, som mennesker kan blive frelst ved – heller ikke for jøder.

Opfordring til at læse NT
Men det lader til, at både Jesus og det Nye Testamente er blevet – om ikke kosher – så i hvert fald socialt acceptabelt. Fx lød det således forleden i en kronik bragt i ”Jerusalem Post”, et af Israels største dagblade: ”Hvorfor frygte kirken? Hvis jøder kendte kristendommen bedre, ville vi vide, at der er meget lidt at frygte, men meget at respektere. Hvor mange jøder ved, hvad der er godt og værd at overveje i Det Nye Testamentes historier om Jesus? Der er mere end fire milliarder kristne i verden i dag. Hvad får så mange til at følge denne tro? At svare på disse spørgsmål leder sjældent til omvendelse, men det vil måske føre til større respekt.”

En mere direkte opfordring til at læse det Nye Testamente skal man lede længe efter, og det giver bestemt grund til glæde, at der lyder sådanne opfordringer i den offentlige presse. Men hvis opfordringen kommer på baggrund af, at kirken og det kristne vidnesbyrd er blevet ”ufarligt” i den forstand, at det er renset for enhver form for stillingtagen til, hvem Jesus er, eller hvis det kommer på baggrund af, at kirken ikke længere mener, at den har et budskab til det jødiske folk, så er der snarere grund til selvransagelse end glæde.

Ikke to veje, men én
I slutningen af juni måned mødtes Pave Francis med ledere fra det internationale jødiske samfund, hvor han understregede kristendommens jødiske rødder, og at ingen sand kristen kan være antisemit på grund af netop disse rødder. Desværre brugte paven også mødet til at understrege, at mission til det jødiske folk ikke er en del af den katolske kirkes dagsorden. Men det er et misforstået hensyn. For vel har den katolske Biskop Walter Kasper ret, når han hævder, at vi ikke kan tale om mission til det jødiske folk på samme måde, som vi taler om mission til hedninger. Men når han hævder, at jøder blot skal ”følge deres egen samvittighed og tro på Guds løfter til dem, som de forstår dem i deres religiøse tradition” for at blive frelst, så må vi sige stop. For der er ikke to veje til frelse. Der er kun én: Jesus.

Mission og erstatningsteologi
Og det er så her, den gode stemning for alvor skal stå sin prøve. For påstår man dét, lyder anklagen fra jødiske teologer hurtigt, at et sådan synspunkt er udtryk forerstatningsteologi.

Når mission og erstatningsteologi kædes sammen, skyldes det, at den kristne kirke hævder at have ”adgang” til noget, som jødedommen ikke har: Messias. Eller sagt lidt anderledes: Den kristne kirke hævder at have noget, som det jødiske folk har brug for, hvis de vil have fællesskab og fred med Gud – nemlig Jesus af Nazareth, Kristus.

Jesus var selv jøde
Jesus var selv jøde. Han levede et jødisk liv med alt, hvad det indebar af lovoverholdelse, renhedsforskrifter og pilgrimsvandringer til Jerusalem. Størstedelen af de første Jesus-troende var jøder, og hovedparten af Det Nye Testamente er skrevet af jøder. På intet tidspunkt i disse skrifter kræves det af jøder, at de aflægger sig deres jødiskhed, når de kommer til tro på Jesus. Når der i dag er forbundet store identitetsproblemer for jøder med at komme til tro på Jesus, skyldes det først og fremmest den kulturelle forståelse af, hvem der er jøde, og hvem der ikke er det. For at jøden Jesus skulle aftvinge andre deres jødiskhed, når de kommer til tro på ham, er intet mindre end absurd.

Når kirken har villet hæve sig over og gøre sig bedre end synagogen på baggrund af Jesus, er det sket på en misforstået baggrund, som har ført uretfærdighed med sig, hvilket vi må gøre opmærksom på, undskylde og bede om tilgivelse for.

Vi vil fortsat proklamere
Men det må ikke få os til at tie om sandheden – at kun i Messias kan Gud kendes fuldt ud. Jesus er den fulde åbenbaring af, hvem Gud er. Jesus siger selv, at han er vejen, sandheden og livet, og at ingen kommer til Gud udenom ham.

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, har tidligere udtalt sig om denne problemstilling her i avisen: ”Da Jesus sagde de ord, var det til jøder. Hvis de ord er sandheden (og det er de), så er tilbageholdelsen af det eneste budskab, som kan bringe frelse, ikke en kærlig eller venlig handling, men det modsatte. Og at tilbageholde budskabet om åndelig frelse fra en person, fordi denne person er jøde, er sandsynligvis den mest antijødiske handling, en kristen kan gøre. Jesus elskede os ikke med en tavs kærlighed.”

Derfor vil vi i Israelsmissionen fortsat frimodigt proklamere Jesus som frelser og herre. Vi vil fortsat insistere på, at alle har brug for Jesus, idet han er den eneste, ved hvem vi kan frelses. Vi vil fortsat hævde, at hvis ikke Jesus er Messias for jøderne, er han heller ikke Kristus for os.

Også selvom det skulle ødelægge den gode stemning.