Skip to main content

Tag: Musalaha

Tilgivelse er Forsoning, men Forsoning er ikke Tilgivelse

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Salim J. Munayer, Musalaha, 8. juli 2016

Mange kristne og jødiske forskere diskuterer i dag tilgivelse i forhold til Holocaust. Der er i det israelsk-jødiske miljø opstået et ordsprog: ”Aldrig tilgivet, aldrig glemt”. Tilgivelse plejede at være en religiøs diskussion uden for universitetet, men debatten om tilgivelses er nu rykket der ind også. Forskere er begyndt at studere, hvordan tilgivelse hænger sammen med menneskers velvære både individuelt og i samfundet.

For nylig blev jeg inviteret til at give to lektioner basseret på en undersøgelse, vi har lavet i Musalaha. Jeg talte med en gruppe kristne palæstinensere, og med en anden gruppe bestående af særligt religiøse jøder fra Bar Ilan Universitetet i Tel Aviv. Både den kristne- og den jødiske gruppe var udfordret af forelæsningen og den efterfølgende diskussion.

I jødedommen er tilgivelse påkrævet under bestemte betingelser i bestemte situationer. I modsætning til kristendommen, som siger at tilgivelse er ubetinget og nødvendig i alle situationer. I jødedommen har forskellige filosofiske skoler dikteret, hvem det er, der skal tilgives, hvad det betyder at tilgive, og hvornår man skal tilgive (fx under Yom Kippur). Rabbinske skoler har forskellige bestemmelser for hvilke krænkelser, der kræver tilgivelse. Tilgivelse og forsoning overlapper generelt i jødisk lære, du tilgiver den anden, hvis han ændrer sin måde at leve på. Denne tilgang går ikke ud fra, at relationen bliver genoprettet, men søger i stedet at tilrette situationen, så ro og orden bliver opretholdt i samfundet. I flere jødiske kilder er tilgivelse vigtigt indenfor fællesskabet, altså imellem en jøde og en anden jøde, men de samme regler er ikke altid gældende mellem en jøde og en ikke-jøde. Den universelle forpligtigelse til at tilgive – Jesu jødiske lære – er ikke indeholdt i ret meget af den rabbinske litteratur.

I mit foredrag fortalte jeg den jødiske gruppe om Esajas 53 og om vigtigheden af, at Gud tilgiver os. Bagefter læste vi Matthæusevangeliet kapitel 18 og kiggede på, hvordan Jesus instruerede sine jødiske disciple i at tilgive, på samme måde, som de er blevet tilgivet af Gud. De studerende stillede fremragende spørgsmål, og vi havde en givende diskussion om emnet.

Da jeg talte med den kristne palæstinensiske gruppe, fortalte jeg om tilgivelse ud fra bjergprædiken. Vi diskuterede, hvordan tilgivelse hænger uløseligt sammen med troen på Jesus. Mange af tilhørende kom fra traditionelle kirkehjem, og var bekendt med Jesu lære om at elske sine fjender og om at tilgive, men de blev ved med at spørge: ”Hvis jeg tilgiver, betyder det så, at jeg giver afkald på mine rettigheder og min længsel efter retfærdighed”. Det er et godt og et klassisk spørgsmål for en palæstinenser.

Dette spørgsmål udtrykker den generelle misforståelse om, hvad tilgivelse og forsoning er. Vi diskuterede det yderligere, og vi kom frem til hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er:

Tilgivelse er ikke:
1. En følelse
2. Forglemmelse

Tilgivelse er:
1. Handling uafhængig af modparten
2. En aktiv proces
3. Undskyldende
4. Forsoning

Vi diskuterede, hvordan forsoning er en gensidig handling, hvor begge parter bevæger sig tættere hinanden, og dette inkluderer tilgivelse. Men samtidig indeholder forsoning en stor portion ansvarlighed og genopbyggelse. På den anden side kan tilgivelse finde sted, også selvom den anden part ikke angrer eller beder om tilgivelse. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er glade bagefter, eller at vi har glemt forseelsen eller undskylder modparten, men det betyder, at vi går igennem en intentionel proces, hvor vi forandrer vores attitude overfor modparten, og giver op på vores ønske om hævn.

I begge grupper studerede vi flere studier om tilgivelse imellem nogle befolkningsgrupper, som har været i konflikt med hinanden, blandt andet Nordirland, Rwanda og Bosnien. Det var meget oplysende for både palæstinenserne og jøderne at finde ud af, hvor vigtig tilgivelse er i håndteringen af en konflikt.

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale på Musalahas hjemmeside her.

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Israelsk medlem af Musalaha, 27. maj 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang.

Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.

Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.

I disse dage med terrorisme og besættelse, er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, at den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.

Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelske-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeller. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund.

Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi holdt fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som nogen, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.

Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semitist´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del at et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.

Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.

Mange Jesustroende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv. ” Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget der fører os videre – nemlig håb.

Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er Jesu evangelium. Hans inkarnation lærer os at se med vores fjenders øjne, på samme måde som han blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.

Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.

Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Vil i ikke være med til at bede for Musalaha og alle i dette brudte land, som ønsker at bringe frelse og forsoning gennem evangeliets kraftfulde budskab.

Vi har alle brug for forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Musalaha kvindegruppe på udflugt i Tel Aviv



Hedva Haymov, Musalahas kvindeafdeling, 20. maj 2016

Jeg ved godt, at man nogle gange, efter at have læst artikler fra Musalaha, kan komme til at overveje: ”Bliver folk ikke trætte af at snakke om forsoning mellem israelere og palæstinensere? Hvor mange gange kan man snakke om de forskellige perspektiver og diskutere dem?”

Forhåbentlig kan denne artikel give dig et indblik i noget af det andet, som vi laver.

Forsoning er ikke kun nødvendigt mellem israelere og palæstinensere. Det er også nødvendigt at forsone sig med sig selv, sin nabo og med Gud.

I april besøgte en gruppe på 28 kvinder en lokal menighed i den sydlige del af Tel Aviv. Denne menighed hjælper til daglig mennesker i den fattigste og mest kriminelle del af storbyen. Vi har flere gange haft grupper i Tel Aviv for at hjælpe. Vi kommer og donerer penge og tøj, serverer et varmt måltid mad, og får en ærlig samtale med dem, som sidder fast i blandt andet stoffer og prostitution.

Det er altid en øjenåbner for os kvinder at se nogle, som lever og overlever i dette hårde miljø. Når vi normalt bruger meget tid på at opbygge relationer og tale om konfliktens problemer, kan vi nemt komme til at tro, at det er på den måde, vi løser problemerne i vores samfund. Men der er mange problemer i det israelsk-palæstinensiske samfund, og konflikten er blot en af dem. Det er nødvendigt at se andre sociale sygdomme og lære af de mange udfordringer, så vi kan bidrage til at løse dem.

Da vi kom, fik vi først en introduktion til arbejdet i det sydlige Tel Aviv og en rundtur i området. Imens blev vi efterfulgt af alle mulige misbrugere og alfonser, der ville sikre sig, at vi ikke blandede os i deres anliggender. Bagefter tog vi tilbage til hovedkvarteret for at bede.

Imens vi sang og bad for dem, vi havde set på gaden, fik suppekøkkenet mere og mere travlt. Alle mulige personer kom ovenpå til vores lille møde for at kigge efter det tøj, som vi havde doneret. Imens de ledte, kunne de høre vores lovsang og vidnesbyrd både på hebraisk, arabisk og engelsk.

Et par tydeligt gravide kvinder fra området havde brugt morgenen på at hjælpe med opvasken, imens de andre uddelte mad. Da de var færdige, sendte lederen de gravide kvinder op til os. En af dem havde været i suppekøkkenet ugen før, og havde i den sammenhæng bedt om forsoning med Jesus og om frelse i hans navn. Denne gang havde hun taget tre veninder med. To af dem talte russisk, så vi oversatte og spurgte dem om, de ville bede sammen med os. Hver og en af dem bad om, at Gud ville tage imod dem og forsone sig med dem.

Efterfølgende spurgte de, om vi ville bede for deres store børn, og om at de ville blive forsonet med deres familier og selvfølgelig med Gud. Vi bad for dem på alle de tilstedeværende sprog.

Så hvorfor tager vi vores kvindegrupper med til Tel Aviv? Fordi forsoning (musalaha) ikke kun handler om, hvordan vi møder forskellige etniske og nationale grupperinger. Vi har alle brug for forsoning. Kvinderne fra Tel Aviv mindede os om, at forsoning kan ske på mange måder, og vigtigst af alt kan det ske på mange måder mellem os og Gud.

Vold fører til åndelig krise

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 15. februar 2016

På trods af den aktuelle usikkerhed i Israel og Palæstina mødtes 25 modige ledere fra Jerusalem og Vestbredden i Ramallah til Musalahas ledertræning, for at snakke om de konsekvenser urolighederne har for de kristne palæstinensiske teenagere. De diskuterede, hvordan teenagerne opfatter og reagerer på urolighederne, og om hvordan de som ledere kan støtte dem og hinanden.

Siden oktober har vi været udsat for en cyklus af voldelige hændelser, ofte omtalt som “Kniv-intifadaen”. Palæstinensiske 11-årige drenge og 13-årige piger er skyldige i nogle af angrebene. Mange af angrebene har særligt fundet sted omkring Jerusalem og nær bosættelser på Vestbredden. Derudover har sammenstød fundet sted mellem palæstinensere og det israelske militær i nogle af de større palæstinensiske byer på Vestbredden. Der er ingen udsigt til, at urolighederne vil stoppe. Flere kilder fortæller, at 17 israelere og 99 palæstinensere er omkommet, og over 100 israelere og 2000 palæstinensere er kommet til skade siden starten af oktober.

De unges frustrationer

En leder fra Jerusalem sagde: ”De unge er bange for at køre med bussen, toget og alt andet i offentligheden. Selv om de unge ikke har været vidne til angreb, er de blevet udsat for voldelige hændelser gennem de sociale medier”.

En leder fra Vestbredden måtte beklagende sige, at situationen distancerer unge fra kirken og hæmmer dem spirituelt. Han havde snakket med unge, som var begyndt at tvivle mere og mere på kirken og på Guds retfærdighed. De unge spørger: ”Hvor er Gud, midt i denne konflikt? Hvis Gud findes, ville vi ikke være i denne situation. 67 år under besættelse, hvor længe skal det blive ved?”

”Unge plejer mest at tænke på sig selv og deres egne behov, men nu er de mere bekymrede for nyhedsoverskrifterne og de forværrede politiske forhold,” bemærkede en leder fra Zababde.

”Konflikten plejede at være mellem den israelske hær og palæstinensere. I dag er konflikten mellem israelere og palæstinensere. I dag begår israelske civile også vold i mod palæstinensere. I Jerusalem er palæstinensiske unge blevet bange for civile israelere, fordi mange israelere har tilladelse til at bære våben. De er tilmed blevet opfordret til at bære våben af den siddende regering,” tilføjede en leder fra Jerusalem.

Unge oplever konflikten gennem de sociale medier

Palæstinensiske unge bruger de sociale medier som en platform til at modtage opdateringer på den aktuelle situation og til at dele deres holdninger til urolighederne med venner og familie.

En ungdomsleder fra Betlehem sagde. ”De unge i Betlehem tør ikke at forlade deres hjem uden at have tjekket nyhederne, og spurgt om det er sikkert at tage hen til kirken,” mens en anden tilføjede: ”Denne bølge af uroligheder minder ikke om nogle af de tidligere. Had, frygt, vrede og racisme rammer mig og de unge hårdt, uden at vi behøver fysisk at forlade vores hjem. Alt hvad der skal til, er at se videoer på de sociale medier. Man skal ikke engang lede efter dem – de er der så snart man åbner facebook.”

Hvor had, frygt, vrede og racisme tidligere blev fremprovokeret af personlige oplevelser med militæret, bliver de nu fremprovokeret gennem medierne.

Adressering af problemerne

De unge er i en åndelig krise. De er fanget fysisk og følelsesmæssigt i urolighederne. De tør ikke have en almindelig hverdag, når ulykkerne rammer de gader, som de normalt går på hver eneste dag. Samtidig er mange unge bange for at blive sat i en forkert sammenhæng som terrorist af en israelsk jøde. Frygten begrænser deres – i forvejen begrænsede – bevægelsesfrihed.

Vi ungdomsledere ved at disse udfordringer skal tages op. Vi er også klar over vores indflydelsesrige rolle som voksne, og at vi kan hjælpe med at bearbejde de unges følelser på en sund og ikke-voldelig måde. Sammen søgte vi måder, hvorpå vi kan hjælpe de unge og støtte hinanden.

Ledernes forslag til hvordan de kan hjælpe de unge, vil Shadia Qubti beskrive i 2. del af artiklen, som kommer senere i foråret.

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale her.

Forsoning begynder med at turde sidde på en bænk sammen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

”Der er så fredfyldt her. Det er næsten som om, man må spørge sig selv, hvorfor man har lyst til at tage tilbage.” Daniel* ser nærmest trist ud gennem ruden. Han er messiansk jøde og bor til daglig i Jerusalem. Han besøgte i slutningen af oktober Danmark sammen med Noura. Hun er kristen palæstinenser og bor til daglig i Tel Aviv, hvor hun netop har taget en bachelor i lingvistik. De er begge engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Det er arabisk og betyder forsoning.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 9. december 2015

Og det er derfor de her – altså Noura og Daniel – fordi de tror på, at de som Jesus-troende må være en del løsningen på konflikten mellem de to folkeslag. Fordi de tror på, at når nu Gud har forsonet sig med dem gennem Jesus Messias, så må de også forsone sig med hinanden.

Naive grunde for at komme tilbage

”Mit svar på hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Musalaha og insistere på forsoning, kan forekomme naiv,” fortæller Noura og fortsætter: ”Men det er jo på grund af Jesus.” Men det er som om det naive søndagsskolesvar får mere vægt og fylde – bliver knapt så letkøbt – når man ved, at det er sagt af en palæstinenser, som dagligt konfronteres med ufred og konflikt på en helt anden skala end de fleste danskere.

Noura er født og opvokset i Nazareth i det nordlige Israel. Hun havde ingen kontakt med jøder eller med jødisk kultur i sin barndom. I hjemmet så man ingen israelske nyheder og havde heller ingen jødiske bekendte, så hun voksede op i en udpræget arabisk-israelsk kultur. Det var først da hun stødte på en ungdomsleder fra Musahala i sin kirke og blev inviteret med på en ungdomslejr, hun mødte andre jødiske unge. Da var Noura 14 år gammel, og hvis ikke hun havde mødt en fra Musalaha, kunne hun sagtens have gået et helt liv uden at møde nogen fra ”den anden side”.

”På disse lejre blev jeg klogere på et helt fundamentalt spørgsmål for mig,” siger Noura. ”Er det muligt både at være israeler og palæstinenser?” Hun bruger nu en del af sin sommerferie på at være leder og rådgiver på Musalahas børnelejre, som afholdes hver sommer. Børn fra hele Israel – både palæstinensiske og jødiske – mødes på lejrene for at nedbryde fordomme og lære den anden side at kende gennem leg, fællesskab og undervisning.

Ingen tænkte over, der var konflikt

For Daniel er historien nogenlunde den samme. Han voksede op i en lille jødisk landsby lidt uden for Tel Aviv. Han havde ingen interaktion med arabere, men i skolen lærte de lidt arabisk. Han syntes, det var svært, for han fik aldrig mulighed for at bruge det i praksis. Da han fik en invitation til en Musalaha-lejr, var hans første tanke, at så kunne han få øvet sit arabiske.

”Da vi var børn ville vi jo bare lege og have det sjovt. Der var der ingen, der tænkte over, at der var konflikt,” fortæller Daniel. ”Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte nogle af de dybere spørgsmål at dukke op, og jeg blev klar over, at de andre – at palæstinenserne – havde en anden version af begivenhederne end mig. De havde en anden fortælling.”

Så for første gang i sit liv måtte Daniel selv ”klappe i”, som han udtrykker det, og lytte til de andre deltageres historier. For at lære og for lytte til den smerte og sårethed, som kom til udtryk gennem dem.

Forsoning er hårdt

Både Noura og Daniel er enige i, at det er noget af det hårdeste. ”Når du fx har været på ørkentur med en ungdomsgruppe for første gang, så er du i oprigtig tvivl om, hvorvidt du vil deltage i et Musalaha-arrangement igen. For det er så hårdt,” siger Noura. En del af Musalahas arbejde er at arrangere ørkenture, hvor et lige antal unge palæstinensere og jøder tager på tur sammen i ørkenen. Her udfordres de unge på deres fordomme og fjendebilleder af ”de andre”. De lærer at se igennem stereotyperne, for at se de andre unge som det, de også er: Mennesker med drømme, håb og længsler ligesom dem selv.

Noura fortsætter: ”Det er ikke altid pænt og fredeligt, men vi bliver nødt til at gøre dette. Vi kan ikke bare sige, vi er forsonet uden at tale om det, der er svært.” Alligevel er der også fantastiske øjeblikke. ”Når vi er sammen i Musalaha lovsynger vi Gud på både hebraisk og arabisk. At se jøder lovsynge Gud på arabisk, og palæstinensere lovsynge Gud på hebraisk – det er lidt som at få en forsmag på himlen,” smiler hun og griner.

For Daniel er noget af det bedste at møde de andre mennesker. ”Det åbner op for en helt ny dimension i tilværelsen at møde disse mennesker, som jeg sandsynligvis aldrig ville have mødt, hvis ikke det havde været for Musalaha. Det er ret fantastisk, for de hjælper mig til både at forstå konflikten og livet bedre.”

Mistede venner som soldat

Han er særligt glad for at have mødt Musalaha – bl.a. fordi han mødte sin nuværende kone til et af arrangementerne – men også fordi han nåede at få palæstinensiske venner, inden han skulle aftjene sin obligatoriske tre-årige værnepligt. ”I militæret lærte vi at se palæstinenserne som fjenden – ikke som mennesker. Det var svært. Jeg var udstationeret ved grænsen til Gaza, og jeg blev flere gange nødt til at gribe ind, når mine soldaterkammerater ikke opførte sig ordentlig overfor de palæstinensere, som skulle krydse grænsen mellem Israel og Gaza. Det mistede jeg en del venner på.” Daniel fortsætter med at fortælle om en af sine venner, som gerne ville være venlig overfor en mor og hendes tre børn, som skulle over ved et checkpoint. ”Han ville være venlig ved børnene, så han finder noget slik i sin skuffe og giver det til dem. Men de vil ikke have det! Og der er altså noget galt, når børn ikke vil have slik,” slutter han oprørt.

Forskellige versioner af fakta

I konflikten mellem jøder og palæstinensere er et af de store stridspunkter de historiske ”fakta”. Eller måske rettere: Hvordan udlægges de historiske fakta. For det er der stor forskel på, når man er jøde eller palæstinenser. Derfor bruger Musalaha rigtig meget tid på de fortællinger, de enkelte deltagere bærer med sig.

”Den 14. maj 1948 oprettes staten Israel. Denne specifikke dag har to forskellige navne alt efter om man er jøde eller palæstinenser,” fortæller Daniel. ”For jøderne er det uafhængighedsdagen. For palæstinenserne er det nakba – eller katastrofen. Om man kalder dagen det ene eller det andet, er naturligvis med til at forme, hvordan man opfatter konflikten. Men det er også med til at forme, hvordan man fortæller om konflikten. Det er denne problemstilling, Musalaha bruger rigtig meget tid på, og som er virkelig hårdt for os som deltagere, for det indebærer at tie stille, mens den anden får mulighed for at fortælle sin version af fortællingen, uden at jeg nødvendigvis skal forsvare min version,” forklarer Daniel.

Noura forklarer uddybende: ”Det er vigtigt, at vi giver hinanden rum og plads til at fortælle vores individuelle version af fortællingen, fordi som det er lige nu, kan de to versioner – den jødiske og den palæstinensiske – ikke eksistere side om side. Den ene fortælling gør den anden umulig,” mener hun. ”Begge parter er ivrige efter at forsvare netop deres version af fortællingen – særligt når der er konflikt – og i vores iver ender vi med at såre hinanden. Det er derfor, det er så vigtigt at lytte – uden nødvendigvis at skulle tage til genmæle med det samme,” fortæller hun.

Daniel supplerer: ”Vores egen fortælling og vores egen identitet er tæt forbundet. Og vi vil ikke miste vores identitet. Det er derfor, vores iver efter forsvaret nogle gange tager overhånd.”

Både Daniel og Noura er tøvende, når det kommer til spørgsmålet om en fælles fortælling: ”Den fælles fortælling er noget vi drømmer om og arbejder hen imod,” konkluderer Noura.

Det er let at miste håbet

Deltagerne i Musalaha møder ofte modstand i deres omgivelser, fordi de ønsker at forsone sig med ”fjenden”. Og desværre er det ikke kun den brede befolkning, som er i mod – også andre troende har svært ved at forstå, hvordan man overhovedet kan mødes med hinanden.

”Det er let at miste håbet, for folk er bange – virkelig bange,” konstaterer Daniel. ”Mange af mine venner er uforstående overfor, hvordan jeg kan deltage i Musalahas arbejde, og det spørgsmål de oftest stiller mig er, om jeg ikke går på kompromis med min identitet – som både jøde og som israeler? Det mener jeg jo ikke, jeg gør. Hvorfor skulle jeg kompromittere min identitet ved at lytte til, hvordan palæstinenserne har det og forsøge at forstå dem?” spørger han retorisk. Alligevel anerkender han, at den enkeltes fortælling er dybt forbundet med identiteten, for som han konstaterer: ”Mister vi vores fortælling, mister vi vores identitet. Dermed følger naturligvis også, at når fortællingen pludselig ændrer sig eller ses i et nyt lys – hvordan påvirker det så min egen identitet?”

Noura møder også modstand. ”Både muslimer og sekulære arabere mener ikke, at vi skal have noget med jøderne at gøre,” fortæller hun og fortsætter passioneret: ”Men de glemmer, at vi jo ikke holder op med at mene noget, bare fordi vi er med i Musalaha. Selvfølgelig bliver jeg klogere og ændrer syn på nogle ting, men jeg bliver også vred nogle gange! De mennesker, som jeg er sammen med i Musalaha fortæller mig ikke, hvordan jeg skal føle. Men de hjælper mig til at overveje, hvordan vi kan gøre det bedre, som vi allerede har,” afslutter hun.

Husk vores ansigter!

Nogle gange kan det være svært at vide, hvad der er op og ned på det hele for os, som oplever konflikten på afstand, og som er prisgivet mediernes mere eller mindre nuancerede dækning af urolighederne. Det vil altid blot være et udsnit af virkeligheden, de præsenterer, men der er alligevel ingen tvivl om, at der faktisk er uro og konflikt i Israel. Daniel kommer derfor med denne opfordring:

”Husk vores ansigter, næste gang i sidder med avisen og læser om konflikten eller næste gang de viser et indslag i nyhederne. Husk, at vi – og flere med os – arbejder for forsoning mellem de to stridende folkeslag. Og bed for os!” slutter han.

*Ikke hans rigtige navn

Sara og Tobias til Betlehem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Første november rejser Sara og Tobias Fischer Dirksen til Betlehem, hvor Sara skal arbejde for forsoningsorganisationen Musalaha. Hun skal bl.a. hjælpe til med projektarbejde og fundraising i de seks måneder, parret er af sted. Tobias holder orlov fra sit arbejde som ingeniør.

Sara fortæller, at hun synes, Musalahas formål er utroligt vigtigt og meget ambitiøst. ”Jeg er nysgerrig omkring at lære Musalahas arbejdsmetoder bedre at kende og se effekten af arbejdet hos de mennesker, der faktisk oplever, at der sker en eller anden grad af forsoning mellem dem selv og andre igennem projektet. Og så er jeg særligt nysgerrig omkring, hvordan medarbejderne holder håbet i live i deres arbejde for forsoning midt i en kontekst, hvor splittelse mellem mennesker fylder meget,” fortæller hun.

Sara glæder sig i det hele taget til at få en ny by og kultur ind under huden samtidig med, at hun lærer mere om Israel/Palæstina-konflikten. ”Jeg glæder mig til at sætte mine kompetencer i spil i netop denne organisation inden for projektarbejde og fundraising.  Jeg synes, jeg er heldig, at jeg kan få gode faglige udfordringer samtidigt med, at jeg kan få indblik i et unik og meningsfuldt arbejde,” siger hun.

Vi ligger hermed Sara og Tobias over til Israelmissionens venners forbøn.

En opmuntring til bøn og handling

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Musalaha-ansatte, 23. oktober 2015

I denne uge er en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen fra Musalaha på rundtur i Danmark for at fortælle om forsoning. De fortæller om deres oplevelse af konflikten og deres historier om forsoning igennem Musalaha. Tryk her for deres program i Danmark

Når vi står overfor en svær situation, som den vi er i nu, har vi to valg i forhold til forsoning. Vi kan vælge at træde tilbage. Tilbage til vores egen nationale og etniske gruppe, hvor der hersker en os-eller-dem-mentalitet. Eller vi kan vælge at gå ad den vej, hvor vi demonstrerer vores tro på, at fællesskabet kan bestå og fred er en mulighed.

Mens volden stiger bliver Al Aqsa-moskeen og Tempelpladsen konstant nævnt af politikerne. Tidligere i år diskuterede vi denne konflikt med de unge i Musalaha. Under en lektion vi kaldte ”De hellige steder?” blev vi undervist i historien og betydningen af de jødiske, kristne og muslimske helligsteder.

På den ene side vokser muslimske børn op og hører at deres helligdomme er i fare, og muslimer oplever enhver ændring af status quo som en overtrædelse af deres rettigheder. Derved bliver ændringerne opfattet som en religiøs og national trussel. På den anden side ønsker nogle jødiske grupper rettighed over hele Tempelbjerget. De har fået stor politisk støtte de seneste år. De har fået så stor støtte, at det er blevet en politisk diskurs. De prøver langsomt at få indført deres krav. Først vil de have lov til at være på tempelpladsen. Dernæst have bestemmelsesretten. Så retten til at bede på pladsen. Til sidst retten til at genopbygge templet.

Vores underviser sluttede pessimistisk af med en forudsigelse: at den næste intifada ville starte fra tempelbjerget. Selvom det er for tidligt at tale om en tredje intifada, ser det ud til at det er den vej det går.

Vi er meget bedrøvede over den tiltagende vold over hele landet. De seneste måneder har vi kunnet se hele situationen blive mere og mere anspændt. De politiske ledere er vrede og frustrerede. De seneste par dage har volden spredt sig til normalt fredelige områder, fordi nogle vælger at udtrykke deres frustration på en destruktiv måde. Vreden ulmer, lunten er kort, folk er på barrikaderne.

I Joh. 1:4-5 læser vi ” I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Jesus sagde ”Jeg er verdens lys” (Joh 8:12). Han inviterede sidenhen disciplene med, da han sagde ”I er verdens lys” (Matt 5:14). Som efterfølgere af Jesus må vi overveje, hvordan vi kan lade vores lys skinne for andre. Hver og en af os kan med vores ord og handlinger være med til at eskalere konflikten eller nedtrappe den.

I Musalaha forsøger vi ihærdigt at opmuntre vores brødre og søstre i jødisk messianske- og kristen palæstinensiske menigheder til at være aktører i den aktuelle krise. Vi håber, at de vil agere på en måde, der ærer Gud og viser en klar tiltro til evangeliet. Til jer kære venner som støtter os fra udlandet: Vi opmuntrer også jer til at tage del i disse handlinger.

Tænk over din rolle i krisen. Stilhed er som at sætte sit lys under en skæppe. Hvis vi ikke handler, er vi ikke lys.
Ræk ud til andre, for at vise den forpligtigelse vi har overfor hinanden både privat og offentligt.
Råb ud om fred.
Afvis Os eller Dem mentaliteten fra vores ledere ved at udleve et vidnesbyrd om kærlighed og hav fællesskab med dem på den anden side.
Husk at tale og udvis kærlighed som Jesus ville gøre det.

Vi vil opfordre dig til at bringe dette budskab med til din kirke og menighed, og derfra tage del i vores bøn for de troende i Israel og Palæstina og alle andre som bor her. Vi tror på, at vores fælles bøn kan gøre en forskel. Selv om fremtiden ser sort ud, ved vi at selv et lille lys kan fordrive mægtigt mørke.    

Program for Musalaha, oktober 2015

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Til oktober får vi besøg af to personer fra vores partnere i Israel, forsoningsorganisationen Musalaha. De skal undervejs i besøget både snakke med kirkegængere, gymnasieelever og teologistudernede. Her under kan du se programmet for turen i Danmark.

Onsdag den 21. oktober:

Undervise konfirmander i Holstebro Mødes 8.-9. klasser på Den Kristne Friskole i Holstebro Møde i pinsekirken i Herning

Torsdag den 22. oktober:

Deltager i Speakers Lounge på Menighedsfakultetet Fællesmøde med lokale kirker i Strandby

Fredag den 23. oktober:

Taler på højskolen i Mariager

Søndag den 25. oktober:

Taler i Pinsekirken i Odense Deltager til ungdomsgudstjeneste i Aarhus Valgmenighed

Mandag den 26. oktober:

Deltager i undervisningen på Middelfart Gymnasium Kristkirken i Kolding kl. 19.30.

Tirsdag den 27. oktober:

Konfirmationsundervisning i Hillerød Møde på Dansk Bibel-Institut Taler i Engholm Kirke

Onsdag den 28. oktober:

Konfirmationsundervisning i Grønnevang Kirke Møde i Hillerød Præstegårdsmøde i Skævinge kl. 18.30

Torsdag den 29. oktober:

Møde i Hillerød Kirke Det er ikke alle møder, der er offentlige – fx undervisning på gymnasier og for konfirmander. Alle kirkemøder er naturligvis offentlige. Kontakt den lokale arrangør – eller os – hvis du gerne vil høre mere om et arrangement.

Tre udfordringer til Yom Kippur

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

 – en refleksion over retfærdighed og hellighed



I aften ved solnedgang begynder jøderens helligste dag i hele året, Yom Kippur. Dagen hvor Gud ikke blot giver soning for den enkeltes synd, men også for hele folkets. Derfor må Yom Kippur ikke blot give anledning til erkendelse af sine egne synder, men også de kollektive.

Salim J. Munayer og A. Ben-Schmuel, Musalaha, 22. september 2015

I aften faster jøder over hele verden, når de begynder at fejre Yom Kippur, Den Store Forsoningsdag. Meget er allerede skrevet om ofrene, ypperstepræsten, soningen, relationen til Jesus og hans opfyldelse af denne helligdag. Mens både det individuelle og kollektive aspekt er vigtigt, så handler Yom Kippur ikke blot om individuel anger over for Gud, men også kollektiv anger for ikke at leve op til Guds hellighed – også når det kommer til et nationalt perspektiv.

I Moseloven ser vi, at Israels kald til hellighed ikke blot er en status, men også en opgave. Da Israel bliver helliget, må det også  praktisere Guds hellighed, og for at det kan gøre det, må det være retfærdigt. Hele vejen  igennem Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud bliver vred over uretfærdigheden og straffer på baggrund af den. Når Gud kalder os til hellighed, kalder han os til at være retfærdige.

Det er let at ignorere uretfærdighed, men dette er ikke en mulighed for os. I 3. Mosebog kapitel 16 giver Gud anvisningerne omkring Forsoningsdagen. En af anvisningerne finder vi i versene 29 og 31, at man skal “spæge sit legeme”. Nogle gange er det samme sted oversat med “at nægte sig selv noget”, men denne oversættelse opfanger ikke omfanget af verbet לענות, som forstås bedre som at “forårsage sig selv smerte” – noget vi forstår i konteksten af at ransage og undersøge os selv. På denne helligdag bliver vi mindet om, at Gud kalder os til hellighed. For at nå dertil, for at handle retfærdigt, må vi også se indad, omhyggeligt, smertefuldt og kritisk, for at se hvor vi ikke lever op til Guds kald, og for at beslutte os for at gøre op med det.

Uanset om du fejrer Yom Kippur eller ej, vil jeg gerne udfordre dig til at overveje disse tre aspekter af vores ansvar over for Gud:
  1. Anerkend forbindelsen mellem hellighed og retfærdighed. Når du læser Bibelen i din daglige andagt, så vær bevidst om, hvordan Gud kalder os til hellighed, som han er hellig, hvordan han revser vores fiaskoer, og hvordan han kalder os tilbage til sig selv, for at “handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre” med ham (Mika 6,8). Hvis hellighed og retfærdighed er forbundet, hvordan handler vi så retfærdigt i vores hverdag?

  2. Forson dig med dine kristne brødre og søstre inden du kommer til Gud. Når vi træder ind foran Gud, må vi huske Jesu ord: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” (Matt 5,23-24) Før vi kan komme til Gud og bringe et offer eller søge hans tilgivelse, må vi først forsone os med dem i vores omgangskreds eller samfund, som vi har gjort uret. Hvilke relationer i vores liv har brug for forsoning, tilgivelse og anger?

  3. Husk de nødlidende. Guds bud omkring de nødlidende rækker ud over vores eget nærmiljø. Gennem hele Bibelen ser vi konstant påbudet om at huske på den svage og den fremmede. Der er mange svage og fremmede i vores verden i dag, som er nødlidende. Hvilken rolle kan vi spille, så vi er med til at lindre denne nød?

Denne Yom Kippur vil jeg opmuntre os alle til at sætte tid af til refleksion. At vi må tage den tunge opgave på os, at ransage os selv. Lad os sætte tid af til at overveje, hvordan både vi selv og vores lande behandler andre. Handler vi retfærdigt? Er vi hellige i vores handlinger? Hvis vi ikke er det, så lad os udstikke en ny kurs  og søge måder, hvor vi rent faktisk kan være det. Hvis vi er det – så lad os holde ud og fortsætte! Sådanne handlinger er ikke lette, men de er hellige, og de er retfærdige.

Artiklen er en delvis oversættelse fra Musalahas hjemmeside. Læs hele artiklen her (engelsk).

Forsonende sommerlejr

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 18. september 2015

Det Musalaha ønsker med deres arbejde, er at skabe forsoning mellem palæstinensere og israelere. De arbejder primært mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder. Gennem det arbejde ønsker de at afspejle Jesu kærlighed og bud om at elske sin næste som sig selv. Det er en problematisk og udfordrende proces for begge parter pga. af store kulturelle og politiske skel, samtidig med at den anden part bliver gjort til fjenden. Musalaha tager budskabet om, at vi er ”et i Kristus” alvorligt. Derfor skal palæstinensere og Israelere mødes som brødre og søstre uanset, hvor meget had man har til modparten. Mange af Musalahas projekter er målrettet børn og unge for at udruste den kommende generation til ikke at se fjender, men venner. Det sker gennem leg, dialog og tilbedelse af Gud.

Denne sommer har Musalaha afholdt sine årlige sommerlejre. På en af lejrene,  kom der 100 børn og 40 frivillige ledere med. De kommer både fra kristne palæstinensiske hjem og kristne israelske hjem. Mange af dem der kommer, er gengangere fra tidligere år, og i det øjeblik de træder ind på lejren, er det som om, at der bliver forsat fra der, hvor de slap sidste sommer.

Denne sommer oplevede Shadia Qubti Musalahas ungdomssekretær en forandring fra den tidligere sommerlejr. Den tidligere sommerlejr foregik i 2014 under Gaza-krigen, og hele lejren var nødsaget til at søge ly for raketterne når sirenerne begyndte. Denne sommerlejr var der ikke den samme frygt for krig tilstede, samtidig var de tidligere psykiske sår kommet på afstand og begyndt at hele. Dette giver en god begyndelse for nye venskaber og en bedre mulighed for forsoning.

Selv under de nuværende forhold måtte Shadia Qubti flere gange møde fordomme fra børnene, som er præget af distancering fra de andre.

En dag mistede Matty sine svømmebriller på et af værelserne, hvor de boede på tværs af etnicitet. Han kiggede på en af lederne og sagde, ”de tog dem”! Lederen vidste, at han mente palæstinenserne på værelset. Han spurgte ham udfordrende, ”hvem er de, der er ikke nogen de herinde”. Matty forstod, hvad der var galt. Han vidste, at han havde gjort dem til de andre og stillet dem udenfor fællesskabet. Han korrigerede sit svar til ”Ikke dem, men måske nogen af mine værelseskammerater har taget dem”. Matty lærte en vigtig lektie, ikke at lade stereotyperne bestemme at det er ”os” og ”dem”, men at vi er en gruppe af kristne, som ønsker fællesskab med hinanden.

Rami en af de palæstinensiske drenge blev en dag kaldt forræder af Yosef, fordi han legede med en af de israelske ledere. Rami var knust over Yosefs hån, at blive kaldt forræder af en anden palæstinenser er en meget seriøs krænkelse. For en almindelig voksen palæstinenser ligger der en accept af den israelske besættelse i blot at blive set sammen med en israeler. Situationen blev løst, Yosef var jealoux over ikke at kunne lege med sin kammerat, og de kunne genoptage legen med den Israelske leder efter fornærmelsen. Selvom konflikten nemt blev løst, var det stadig en klar måde at give udtryk, selv for en knægt, på den afstand der ligger mellem de to grupper.

Konfliktens fordomme og historier bliver også båret med ind i lejr-fællesskabet. Men trods forskellen mødte både Remi og Yosef den israelske lejrleder gennem leg. Men som en Israelsk leder siger: ”Når jeg ankommer på lejren, glemmer jeg de ting, der gør os anderledes og adskiller os, og vi bliver en stor familie”.

Shadia og de andre ledere oplever hvert år, at selv om der raserer fjendskab, så kan børnene se alle deltagerne i Guds store familie. De håber og beder til at disse vigtige relationer er en vej til håb og fred.