Skip to main content

Tag: Rosh Hashana

Grib tilgivelsens mulighed


27. september 2022 af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emeritus og tidligere udsendt for Israelsmissionen

Af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emeritus og tidligere udsendt for Israelsmissionen.

Mens jeg gik på sprogskole i Israel, kom en af de andre i klassen, Roni, med et ret voldsomt udfald mod kristendommen – og specielt mod mig som bekendende kristen. Men livet gik videre, og jeg tænkte egentlig ikke så meget mere over det. Sommeren gik, og efter ferien fortsatte Roni i en anden klasse. Men selvom jeg havde lagt det bag mig, så havde Roni ikke glemt episoden.

Umiddelbart efter Rosh HaShanah, den jødiske nytårsdag, opsøgte han mig nemlig og bad om tilgivelse for de voldsomme ord. For som from jøde kunne han ikke nå frem til den forestående Forsoningsdag med ro i sindet uden først at have søgt min tilgivelse. For mig var det let at tilgive, for jeg havde ikke opfattet ordene så hårde, som Roni åbenbart huskede dem. Det nye år kunne ikke blive til en ny begyndelse, før han havde bedt mig om tilgivelse. Episoden blev en påmindelse for mig om både den alvor og den storhed, menneskelivet rummer. Hvad var det, der drev Roni?

Tilgivelsens tid

Den jødiske nytårsdag Rosh HaShanah er en fest, som rummer stor alvor. Her skal mennesket nemlig gøre regnskab for sit liv. Festen begynder i år ved solnedgangen den 25. september, og den indleder ”de ti frygtelige dage”, ti bodsdage, frem til den store forsoningsdag. I denne periode skal mennesket gøre bod for sine synder og søge forlig med dem, man har forsyndet sig imod i det år, der er gået.

“Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt.”

Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt. I jødisk tradition går det så vidt, at hvis den, man har gjort uret, er død i mellemtiden, skal man tage ti mænd med til vedkommendes grav og dér bede om tilgivelse.

En ny begyndelse for både mig og min næste

Det er så let at gå videre, selv om der er mennesker, vi har gjort uret. Det er så let at nøjes med at sige: ”Forlad os vor skyld” til Gud. Det har vi lov til. Men Roni blev en påmindelse om, at vi ikke kan gemme os bag en from bøn til Gud med de sår, vi har tilføjet et andet menneske.

Da han kom til mig, blev det en ny begyndelse for os begge: For ham, fordi jeg gerne tilgav ham, så han nu kunne gå frem mod den forestående Forsoningsdag og bede Gud om tilgivelse for det, han havde forsyndet mod Gud – for mig fordi det blev en påmindelse om, at også jeg må søge tilgivelse hos det menneske, jeg har gjort fortræd. Det jødiske nytår er altså væsensforskelligt fra vores nytårsfejring. Det er en bodsdag, der indleder en bodstid.

Vi har et ansvar

Rosh HaShanah peger på den måde frem mod den nye begyndelse, som egentlig kommer med Forsoningsdagen, Yom Kippur. Rosh HaShanah peger på både alvoren og storheden i menneskelivet. Alvoren ligger i, at vi står til ansvar for vore handlinger og ord. Men det er også storheden, at vore handlinger og ord har betydning. Vi har ansvar. Vi har moral. Det er noget af det, der ligger i, at vi er skabte i Guds billede. En besværlig storhed somme tider. Men netop som moralske væsener må vi bekende og søge tilgivelse for vore fejl.

Vi kan bede vores næste om tilgivelse. Det kan føles uendeligt ydmygende, men det er den nye begyndelse for begge parter. Og den mulighed må vi ikke lade gå fra os. For det er også en storhed, at vi på den måde kan tage det ansvar på os, som vi er skabte til.

“En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.”

Og så må vi søge til Gud. Det er en ufattelig mulighed og rigdom, vi har fået som kristne, at vi må lægge den skyld, vi har overfor Gud, på Jesus, og samles ved hans bord. Det er en ny begyndelse søndag efter søndag. Vi får lov til at bede: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”. Men lad os ikke lade sårede mennesker ligge bag os, hvis vi har mulighed for at rette op på vore fejl.

En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

En nytårsbøn

Michelle Van Loon

Michelle Van LoonRosh Hashana, det jødiske nytår, betyder “Årets Hoved” og begynder ved solnedgang onsdag den 24. september i år. Gud giver befalingerne omkring festen i 3. Mosebog 23,24-25: “Sig til israelitterne: På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning. I må ikke udføre noget arbejde, og I skal bringe Herren et offer.”

Jødisk tradition knytter den første dag i den jødiske kalender til mindet om dengang Gud skabte verden. Den højtidelighed og trompetblæsningen, som hører til dagen, peger frem mod en ti-dages periode med selvransagelse, anger og fornyelse, som for alvor begynder med Rosh Hashana og når sit højdepunkt på den helligste af alle dag i den jødiske kalender, Yom Kippur (Den Store Forsoningsdag). 3. Mosebog 16 beskriver den ene dag i året, hvor ypperstepræsten gik ind i Det Alle Helligste for at bringe sonoffer for hele folkets synd.

Den traditionelle hilsen på Rosh Hashana er “L’shanah tovah tikatev v’aihatem” (Godt nytår, må dit navn være indskrevet i Livets Bog), eller mere simpelt “L’shanah tovah” (Godt nytår). Denne velsignelse henviser til troen på, at enhver må bruge disse ti dage til at angre og for at gøre regnskabet op med Gud og mennesker, sådan at deres navn kan blive indskrevet i Livets Bog hos Gud på Yom Kippur. Vi som kender Jesus som Messias, er taknemmelige for at han er blevet både ypperstepræst og det fuldkomne offer for os (Hebræerbrevet 4,14-5,10), og vi møder disse specielle dage med en dyb taknemmelighed over alt det, han har gjort for os.

Trompetstødene fra vædderhornet, shofar, på Rosh Hashana, bliver blæst under nytårsgudstjenesten, som indleder disse ti dage med fokus på anger. Det skal tjene som en åndelig opvækker: Din Skaber kommer! Gør dig klar til at møde din konge!

Israel har i år været i krig, og der har lydt mange slags alarmer i landet. Nogle gange har sirenerne lydt mange gange i løbet af dagen, når de advarer folk og fortæller dem, at de skal søge tilflugt for endnu en omgang raketter fra Gaza. Det er dumt at overhøre sirenen. Den meget markante advarsel skal redde liv. Jeg bor i USA, en halv verden fra disse luftsirener. Men takket være internet og moderne kommunikationsmidler kan jeg få at vide, hvornår sirenerne skærer igennem luften i Jerusalem eller Tel Aviv eller Ashdod. Denne viden skal ikke få mig til at søge tilflugt. Men det er et kald til bøn. Når internettet giver mig de seneste nyheder fra Mellemøsten, bliver jeg mindet om, at jeg skal bede for Jerusalems fred (Salme 122,6). Jeg beder om fysisk beskyttelse for indbyggerne i landet; jeg beder også om, at de må føle den tryghed, som kun Den Ene kan give, han som lover at være vores tilflugt (Salme 91); og jeg beder om frelse ved Jesus Messias for alle folkeslag (Salme 67; Lukas 24,46-47).

Når vi i år nærmer os Rosh Hashana bliver jeg slået af kombinationen af Shofarsignalet og luftsirenerne. Selvom hensigten med de to signaler er så forskellige som nat og dag, beder jeg om at mange vil høre og svare på det budskab, som ligger i dem begge: “Vær beredt! Din Skaber kommer! Forbered dig på at møde din konge!”

Jeg håber, du vil bede denne bøn sammen med mig.

L’Shanah Tovah!

(oversat fra Caspari Centerets nyhedsbrev) Læs mere om Caspari Center her.