Skip to main content

Tag: seniorvolontør

Ny medarbejder starter pionerprojekt: Seniorvolontører til Israel

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 27/3 2020

David Bruun Ingemansen er netop blevet ansat i Israelsmissionen, hvor han skal starte et nyt projekt op for seniorvolontører. Projektet har som mål at give seniorer en mulighed for at tage del i Guds mission i en ny kontekst.  

Inspirere til at tage del i Guds mission

”Jeg skal starte et nyt pioner-projekt, hvor vi vil tilbyde den ældre generation en volontør-oplevelse i Israel,” fortæller David.

Projektet sættes, alt efter omstændighederne, i søen til efteråret, og David er på nuværende tidspunkt i gang med at tage kontakt til forskellige samarbejdspartnere og få sat rammerne for et godt projekt.

”Ideen er at sende seniorvolontører til Israel i perioder fra 1-3 måneder – eller hvad der lige er muligt. Drømmen er at give mennesker en oplevelse af at blive inspireret til at tage del i Guds mission i uvante rammer,” forklarer han.

En del af familien

David har læst en bachelor i teologi på Menighedsfakultetet i Aarhus, og har været gift med sin hustru Sofie i snart to år. Derudover nyder han at spille volleyball, læse gode bøger og så er han en udpræget bibelnørd – og netop her har kristendommens jødiske rødder også en særlig plads. Han fik sit første møde med Israelsmissionens Unge for nogle år siden, da han blev inviteret med i lokalforeningen Aarhus af nogle gode venner, og har siden da både siddet med i lokalforeningens bestyrelse og i Israelsmissionens Unges landsbestyrelse.

”Jeg føler, jeg har været en del af familien lige siden,” forklarer David med et smil på læben og tilføjer: ”Så da jeg ledte efter et nyt studiejob, startede jeg med at sende en ansøgning til det sted, jeg aller helst ville være. Og nu sidder jeg så her.”

For David er det at starte nye projekter ikke uvant:

”Det er noget, jeg har prøvet før, og som jeg trives i. Og så kan jeg godt lide at være leder og tage ansvar.”

Vi kan lære meget af hinanden

”Jeg er overbevist om, at jeg har meget at lære i mødet med mennesker, der har 40-50 års mere livsvisdom end mig. Og det er jeg overbevist om, at mange andre også kan! Det er netop også noget af det her, vi drømmer om. At de unge missionspiloter og at seniorvolontørerne skal have et fedt møde med hinanden, og at der skal være vi de her to generationer, som kan give hinanden noget gensidigt,” forklarer David.

Derfor vil han også rigtig gerne åbne dørene til projektet på en helt konkret måde:

”Hvis du har nogle tanker eller nogle input, så er det nu du skal byde ind. Det er nu, vi er i gang med at tænke de store tanker om projektet, og jeg vil vædde med, at der sidder nogen derude, med gode ideer. Måske en senior eller to, der ved lidt mere om det at være senior end mig.”

Du kan få fat på David på: ingemansen@israel.dk

Oplevelser for livet – som seniorvolontør

I efteråret 2012 var Helene og Knud Erik Erbs udsendt af Israelsmissionen som seniorvolontører til Ebenezer-hjemmet i Haifa. Derudover rejste de også nogle dage til Jerusalem for at arbejde i det israelske bibelselskabs butik. Her under kan du læse mere om deres volontørophold.

Helene og Knud Erik Erbs; 26. november 2012

Ebenezer Home blev også basen eller udgangspunktet for vores volontørophold i Israel her i efteråret 12. Vi boede dog ikke på selve hjemmet, men i en ejendom som tilhører Ebenezer Home, og som ligger 5 minutters gang derfra. Vores opgave var at være” besøgsvenner” for nogle af beboerne. Det blev først og fremmest de meget svage, vi kom til at have kontakt med. De var meget overladt til sig selv, når de først var kommet op. Nogle var så dårlige, at vi bare kunne sidde og være sammen med dem, andre kunne vi snakke med, læse et andagtsstykke eller et stykke fra bibelen for og bede en bøn med. Der var også nogle, som gerne ville gå ture, men som ikke selv måtte gå ud –dem gik vi så ture med.

Mødet med spændende skæbner

Vi stiftede på den måde bekendtskab med nogle meget spændende skæbner. En slap på forunderlig vis ud af Hitler-Tyskland, en anden gemte sig med sin mor i en udgravning under et køkken i Holland. Et eller andet sted så mindede det os om Guds løfter om, at en rest af det israelske folk skal blive tilbage, og så skal de vende tilbage. Vi syntes også, at det at vi i dag har staten Israel er et kæmpe tegn på, at Gud holder sine løfter! En anden del af vores volontøropgave var at tage til Jerusalem hver anden uge og hjælpe på Bibelselskabet. Der hjalp vi til med alt forefaldende arbejde. For Helenes vedkommende blev det meget at hjælpe i butikken, og for Knud Eriks blev det til at lave et skab til plakater, lakering af gulve og maling af en trappe. Vi fik der et indblik i det arbejde, der gøres med udgivelse og salg af kristne bøger. Det gav også en god kontakt med de mennesker, som kom i butikken, og der blev aflagt mange vidnesbyrd for dem. Man havde også noget outreach derfra.

Taknemmelighed og engagement

Vi har begge steder mødt nogle meget engagerede mennesker. De gør et uvurderligt stykke arbejde, som vi har den allerstørste respekt for. Der bliver flere og flere messianske menigheder, alene i Haifa er der tre. Samtidig oplevede vi den spænding, som de mere eller mindre konstant lever under – med Hizbollah der er massivt tilstede i Libanon, og Iran der er tæt på at kunne fremstille en abombe, Gaza hvorfra der næsten dagligt affyres raketter mod Israel. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det land, som de har bygget op, igen skal ødelægges af krig og ufred. Selv er vi meget taknemmelige for den tid vi fik i Israel, og den kæmpe oplevelse det blev. Det var stort for os at kunne opleve Israel og så samtidig give en hånd med som frivillige, hvor det var muligt. For os har 65+ og pension givet nogle nye fantastiske muligheder for at komme ud og opleve nyt, samtidig med at vi kunne være til nytte.