Skip to main content

Tag: staten israel

Balfour-erklæringen runder 100 år

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/10 2017

For hundrede år siden skrev den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour et brev på den britiske regerings vegne, hvori han støttede idéen om ”et nationalt hjemsted” for det jødiske folk. Dette blev et vigtigt startskud til oprettelsen af den jødiske stat Israel.

Balfour-erklæringen er et brev skrevet af den daværende britiske udenrigsminister Arthur James Balfour til lederen af de britiske jøder Lord Rothschild. Brevet blev skrevet under første verdenskrig, og var et forsøg fra britisk side på at vinde jødernes støtte til de allierede. Selvom briterne endnu ikke havde mandat over Palæstina, blev dette skriftlige dokument alligevel et stærkt symbol på anerkendelsen af jødernes ønske om et tilhørssted.

I brevet udtrykker Balfour, at briterne støtter ideen om oprettelsen af et ”nationalhjem” for jøderne i Palæstina. Hvordan ”nationalhjem” helt konkret skal forstås, uddybes ikke i brevet, men Balfour skriver udtrykkeligt, at det på intet tidspunkt må krænke de religiøse og juridiske rettigheder af de mennesker, der allerede bor der. Som afslutning fastslår han også, at dette ”hjem” heller ikke må føre til diskrimination af andre jøder i verden, ved at ophæve deres statsborgerskaber i andre lande, med henblik på at tvinge dem til dette nye sted.

Israelsmission i Europa

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Arbejdet i Danmark.

Ved årsmødet og Israelsstævnet den 22. marts i år satte vi fokus på Israelsmission uden for staten Israels grænser. Fokus var især på Tyskland, men også andre steder i Europa. Med et navn som Den Danske Israelsmission er det forståeligt, hvorfor vi ofte bliver opfattet som et missionsselskab, der udelukkende arbejder i Israel. Langt størstedelen af vores arbejde er da også i Israel i dag, men sådan har det ikke altid været. Af gode grunde. For selv om Den Danske Israelsmission er yngre end sine norske, svenske, tyske og engelske søsterorgansationer, kan vi næste år fejre 135 års fødselsdag.

Bodil F. Skjøtt, generalsekretær, d. 28. marts 2014.

Dermed er Israelsmissionen et af de ældste danske missionsselskaber, og i 1885 var Israel lig med det jødiske folk. Vi hedder Israelsmissionen, fordi vores formål er at dele evangeliet om jøden Jesus med hans eget folk, Israel. Og skulle man dét i 1885 og årene derefter, var det mest oplagt at arbejde i Østeuropa, hvilket Israelsmissionen da også gjorde. Først ved at støtte andre selskaber økonomisk og siden ved selv at sende missionærer og danne menigheder i Østeuropa. Det arbejde blev standset af Hitlers magtovertagelse og 2. verdenskrigs udbrud. Da krigen var forbi, var 6 millioner jøder dræbt og de jødiske samfund i Europa næsten udryddet. Alene af den grund var det ikke muligt at genoptage arbejdet i Europa.

Men for mange europæiske israelsmissioner kom der snart andre grunde til ikke at være i mission til det jødiske folk. I lyset af den rolle kirken havde spillet – eller ikke spillet – under nazisterne, var tiden til nybesindelse, mente man. Det er den historie Aksel Torm har fortalt i bogen Israelsmission og Israels mission, med undertitlen Om kirkens nybesindelse på sit forhold til Israel. Konsekvensen af Holocaust blev, at det ene europæiske israelsmissionsselskab efter det andet blev nedlagt. Mission blev erstattet med dialog – ikke som et redskab i mission, men som et mål i sig selv. Torm fortæller om denne holdning i sin bog: ”Kristne kan ikke vende tilbage til tiden før Auschwitz … Israel og kirken er to udtryksformer for det ene Guds folk. Når begge tilhører det ene Guds folk, kan ingen af dem missionere over for den anden part… Israelsmission er en vildfarelse.”

Denne holdning blev ikke delt af Torm selv – og ej heller af alle israelsmissioner i Europa – heldigvis. Det fik vi understreget gennem vores årsmødegæster, Armin Bachor, som er leder af den tyske Israelsmission, Evangeliumsdienst für Israel (EDI) og Avi Snyder, som koordinerer Jews for Jesus’ arbejde i Europa og selv bor i Ungarn. En vigtig brik i EDIs arbejde i dag er at støtte og udruste messianske menigheder i Tyskland.

Der er i dag mere end 10 messianske menigheder alene i Tyskland. De er en konkret udfordring til os om, at israelsmission igen i dag kan og må finde sted i Europa. Organisationen Beit Sar Shalom har også konkret udfordret os til at sende volontører til deres center i Berlin.

Når anklagen kommer om at jødemission er en måde at færdiggøre Hitlers arbejde, nemlig at udrydde det jødiske folk – og den anklage kommer – er Avi Snyder, der selv er jøde med baggrund i Rusland, meget klar i mælet: Det jødiske har mødt stor  antisemitisme ikke mindst i Europa. At forholde dem evangeliet om jøden Jesus og frelsen i ham vil være endnu mere antisemitisk. Det vil være at tage livet fra dem, nemlig det liv som kendskabet til og troen på Jesus giver adgang til.

Avi Snyder har taget initiativ til kampagnen ”Liv af døde”. I de europæiske byer, hvor flest jøder mistede livet under Holocaust, rækker Jesus-troende jøder i dag ud til de jøder, som har fundet tilbage til disse byer med et budskab om det liv, de selv har fundet gennem troen på jøden Jesus. Og de inviterer os til at være med. Sidste sommer sendte vi volontører til kampagnen i Budapest og Moskva. I sommeren 2014 kan man være med i både Berlin, Budapest og Moskva. Israelsmission er ikke begrænset til Israel. Det finder også sted i Europa.

Det er en grænseløs mission, der handler om grænseløs nåde.

Demokratiet og den jødiske stat

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom, Mission og messianske jøder.

Arne Pedersen; 30. maj 2013

David Lazarus, der er præst i Beit Immanuel-kirken, fortæller om to unge mænd, der søgte arbejde som lastbilchauffører, var meget i tvivl om, hvorvidt de skulle fortælle i deres ansøgning, at de var messianske jøder.

De valgte at lade være, men da de var til samtale, besluttede de spontant at fortælle det alligevel. ”Så I er messianske jøder,” grinede lederen. ”Min bror er også messiansk jøde ligesom I. Han er en fantastisk fyr, og alle de messianske jøder, jeg har mødt, er ærlige og pålidelige. Jobbet er jeres!”

Det er desværre ikke alle, der reagerer som lederen af lastbilfirmaet. Messianske jøder oplever i stigende grad chikane på grund af deres tro. Immanuelkirken i Jaffo oplever jævnligt at antimissionsorganisationen ”Yad L’Achim” står uden for kirken eller menighedshuset og deler flyers ud med budskabet om, at Det Nye Testamente er løgnagtigt. Andre steder i landet er ”Yad L’Achim” knap så ”stilfærdige”. Menigheder i Ashdod og Be’er Sheva har oplevet at få invaderet deres kirker, blive slået og spyttet på og råbt efter og chikaneret på anden vis.

Mellemøstens eneste demokrati?
Israel står i en svær balanceakt, for landet er i befolkningens selvbevidsthed ikke en almindelig sekulær stat: På den ene side er det et demokrati – ofte proklameret som Mellemøstens eneste – med alt, hvad det indebærer af demokratiske rettigheder for indbyggerne i landet. På den anden side er Israel også en jødisk stat med bestemte religiøse og værdimæssige normer.

At balancere de to størrelser er ikke let, og en minoritet i befolkningen, som ofte må sande dette, er de messianske jøder. Michael Decker er advokat og arbejder på ”Jerusalem Institute of Justice.” Han har et indgående kendskab til borgerrettigheder i Israel. I bogen ”Chosen to Follow”, som for nyligt blev udgivet af Caspari Centeret, skriver han:

”Messianske jøder kan stå over for religiøs intolerance, diskrimination og åbenlys chikane fra alle sider af samfundet.” Et andet sted går han endda så langt som til at sige, at diskriminationen af messianske jøder er systematisk.

Hverdagens udfordringer
Hverdagseksemplerne er mange og spænder lige fra visum- og imigrationsproblemer til manglende kosher-certifikater og byggetilladelser. Alt sammen problemer, som hænger sammen med den generelle antagelse blandt jøder, at man ikke kan være både jøde og tro på Jesus.

Hverdagseksemplerne er ofte hverken dramatiske eller særligt opsigtsvækkende, men de er eksempler på den tankegang, at jøder, som kommer til tro på Jesus, bliver ”meshumadim” – frafaldne, som forråder deres folk – både historisk, kulturelt og religiøst.

En tankegang som bl.a. kommer stærkt til udtryk i bogen ”Forrådt” af Stan Telchin, hvor han åbenhjertigt fortæller om sin egen reaktion på datterens tro på Jesus som Messias – en reaktion, som kulminerer med spørgsmålet: ”Hvordan forholder man sig til et barn, der vender ryggen – ikke blot til én selv, men til hele sit folk?”

Den religiøse balancegang
Spørgsmålet om den jødiske stat og demokrati er en svær balancegang, som også er kendt herhjemmefra i spørgsmålet om Danmark som et ”kristent land” samtidig med, at det er demokratisk. Alligevel oplever vi i disse år en bevægelse længere væk fra det kristne grundlag, som vi ønsker Danmark skal bygge sin lovgivning på.

Engang holdt butikkerne lukket alle kristne helligdage, men i dag er det helt anderledes med lukkelovens afskaffelse – til stor frustration og beklagelse for mange kristne. På samme måde har mange religiøse jøder et ønske om, at lovgivningen skal beskytte den religiøse praksis i landet. I Danmark har vi haft 164 år til at øve os i balancen mellem demokrati og religion, mens Israel som nation kun har haft 65.

I Israelsmissionen håber og beder vi naturligvis om, at messianske jøder i Israel med tiden vil få samme rettigheder som alle andre – i såvel teori som praksis.

At miste ens kære
På det personlige plan – blandt både familie og venner – er det også en vanskelig sag, når jøder kommer til tro på jøden Jesus. Så vanskelig, at mange mister venner og udstødes af familien, når de bekender deres tro. I Israelsmissionen beder vi også om – og arbejder på – at flere må komme til tro på Jesus som Messias – at flere, ganske som Stan Telchin gjorde det, selv må læse det Nye Testamente og proklamere:

Jeg tror, Jesus er Messias! Det gør vi vel vidende, at denne proklamation har en pris – men også med den overbevisning, at troen på Jesus og livet sammen med ham er prisen værd.