Tag: tora-portion

  Rosh Hashanah 

Tekst: 1 Mos. 21,1-34 + 4 Mos. 29,1-6

Det er nytår. Dagen bliver brugt i venners lag. God mad, et eller flere festlige indslag, brætspil, hygge og alt for mange søde sager – og nytårsforsæt. Traditionen foreskriver, at man sætter sig nogle personlige mål for det kommende år. Nogen vil være sødere mod sine nærmeste eller være mere gavmild, mens andre vil rejse mere, arbejde på at få en forfremmelse eller gøre noget for sit udseende. Selvom de forskellige nytårsforsæt har afgørende forskelligheder, så har de det til fælles, at de handler om fremtiden.

Når jøder i disse dage (d. 9-11. september) fejrer Rosh Hashanah (jødisk nytår), så er det også forbundet med en række traditioner. I en af dagens tora-tekster (4. Mos 29) befaler Gud, at jøderne skal bringe en gedebuk som sonoffer for at skaffe dem soning for den synd, de har begået i løbet af det forgangne år. Nytårsdag (Rosh Hashanah) er således en dag, hvor jøderne skal søge tilgivelse og forsoning for det forgangne års synder.

For jøder i dag er nytårsdag stadig en dag, hvor man kigger tilbage og evaluerer – selvom de ikke ofrer gedebukke. Nytårsdag er nemlig den første af ti dage, hvor livets bog er åben, og hvori alle navne på de retfærdige skrives ned. Rosh Hashanah er således den første dag af ti, hvor der er særligt fokus på at bede om tilgivelse for sine syndere – for at sikre sig, at ens navn bliver skrevet i livets bog. At få skrevet sit navn i bogen har i øvrigt yderligere fordele som at få et årsabonnement på Guds velsignelser – ret lækkert.

Så på sin vis har det danske og jødiske nytår noget tilfælles, men med afgørende forskelle. Forskellen er (uforskammet forenklet), at hvor det jødiske nytår fokuserer på at rydde op i fortiden, så kigger det danske nytår frem mod det kommende år. Netop dét bliver samtidig til et vidnesbyrd for mig. Et vidnesbyrd om, at vores sonoffer – Jesus – har fjernet vores synd og ikke blot vores, men hele verdens synd, som Paulus skriver det (Rom 3,25). Derfor er vi allerede indskrevet i livets bog. Vi er én gang for alle indskrevet i livets bog for Jesu død og opstandelses skyld og behøver ikke at frygte at ryge ud ved næste optælling. Vi kan prise Gud for, at vores forhold allerede er genoprettet og derfor skue fremad – dog ikke mod vilde selvrealiseringsprojekter, men mod at tage del i den fortsatte forsoning mellem Skaberen og hans skabning.

Godt nytår – lad os bruge det på noget godt!

Se, jeg stiller jer i dag over for velsignelsen og forbandelsen, velsignelsen, hvis I lytter til Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer i dag, og forbandelsen, hvis I ikke lytter til Herren jeres Guds befalinger, men viger fra den vej, jeg i dag befaler jer at vandre ad, og følger andre guder, som I ikke før har kendt (5. Mos 11,26-28)

Ugens portion: 5. Mos 11,26-16,17

Velsignelsen eller forbandelsen? Det er de to udfald ugens tora-portion skitserer for et menneskes liv. I tekststykket bliver vi introduceret til de love og forordninger, mennesket skal følge, hvis det ønsker velsignelsen og vil undgå forbandelsen. Systemet virker umiddelbart ret lige til:

Første kasse: Gør gode gerninger og bliv belønnet.

Anden kasse: Gør knap så gode gerninger og bliv straffet.

Ved første øjekast ser det ud som om, mennesket kan rykke sig fra anden kasse til første kasse ved at ofre til Gud og derved sone dets synd. Sådan kan teksten hurtigt se ud for en udenforstående, og sådan tror jeg, vi måske også selv ubevist kan komme til at anskue Gud. Men det er en fejltolkning og en ikke holdbar simplificering. En simplificering der slører, hvordan kristendommen netop er så forskellig fra andre religioner.

For at forstå hvorfor denne tankegang ikke holder, må vi se lidt på funktionen af straf og offer i det gamle testamente (GT). Straffen skulle rigtig nok lære israelitterne, at det er forkert at bryde loven, og at der skal skaffes soning, når loven er brudt. Offeret er dog ikke, som slutningen ovenfor antyder, en betaling for at bringe forholdet mellem mennesket og Gud i balance igen. Derimod kan offeret lige som straffen ses som en slags undervisning fra Gud. Offeret skulle lære jøderne, at Gud er hellig og almægtig og at alt allerede tilhører Ham. Derfor kan offeret ikke bruges til at købe hans gunst eller til at betale regningen for en overtrædelse. Gud tager ikke imod bestikkelse. Han ændrer ikke sin mening på grund af et offer. Men han beslutter sig uden grund for at være nådig selv på trods af vores utroskab.

Men lærte vi ikke netop, at alt skal sones? Jo! Og vi har også lært, at vi ikke har noget som helst at betale med, og heri ligger nøglen til at forstå ofrene på israelitternes tid. Den svarer på GT’s hovedspørgsmål, der blev stillet af Isak til Abraham på vej mod Morijas bjerg: ” (…) hvor er offerlammet?” (1. Mos 22,7). Ofrene peger frem mod det perfekte sonofferlam: Gud selv, givet af Gud selv.

På samme måde som denne uges tekst afsluttes med påsken, gør vi det også. For israelitterne dengang var påskeofferet til for at mindes, at Gud så israelitterne i Egypten og handlede i nåde. For os i dag er påsken til for at lære os og vise os, at Gud stadig ser os og handler i nåde. Gud kræver ikke noget offer fra os, fordi Hans fejlfrie lam en gang for alle er blevet ofret. Det ultimative sonoffer bragt af Gud selv på Golgata.

Men Moses sagde til folket: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag” (2 Mos 14,13).

Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26 og 4. Mosebog 28,19-25

I sommers vandrede jeg et stykke af el Camino del Norte – en pilgrimsrute langs den spanske kyst. Uden nogen anelse om, hvilke oplevelser eller erfaringer jeg havde i vente, trak jeg i vandresandalerne og begav mig afsted med en god portion optimisme. De første par dage var fuldstændig fantastiske, men en morgen vågnede jeg op og kunne ikke gå. Jeg havde fået et par vabler, og de var nu blevet fuldstændig betændte.

I denne uges tora-portion hører vi om, hvordan Gud fører israelitterne ud af Egypten. Jeg kan levende forestille mig deres begejstring. Endelig sker der noget! Gud har hørt deres bøn! Og så kommer de til, hvad der synes som en blindgyde: Havet foran og hele Faraos hær bagved. Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? (2 Mos 14,11) anklager israelitterne Moses. Jeg ville også have været desperat. De havde taget et skridt i tro og gået på Guds løfter, og så havde det bare ført til endnu større elendighed. Eller det var i hvert fald sådan, det ved første øjekast så ud. Men Gud er større. Altid. Og hvad der for israelitterne syntes umuligt, var muligt for Gud. Havet åbnede sig for dem, og de kunne krydse det uden at få våde fødder.

Vablerne var umiddelbart også endestationen for min tur. Jeg slæbte mig afsted et par kilometer men måtte hurtigt stoppe op. Følelsen af frustration ramte mig. Inden jeg tog afsted, havde jeg tænkt over, hvilke udfordringer jeg kunne møde: Ensomhed, at jeg ville fare vild eller blive ramt af hedeslag – men at nogle vabler skulle stoppe min rejse, havde jeg ikke engang overvejet. Hvorfor Gud? Jeg var taget afsted netop for at søge tid og stilhed med Ham. Men Gud vendte mine planer på hovedet, så jeg kunne se Hans.

Hver gang jeg åbner min Bibel, slår det mig, hvordan mange ting er vendt på hovedet i Guds rige. Det, der umiddelbart ikke ser ud af noget, har stor værdi, og det, vi mennesker værner om her på jorden, samler støv og forgår. Det samme mysterium oplever vi i påsken. Israelitterne havde ventet en stor konge og befrier, men i stedet fik de Jesus af Nazaret, som døde på et kors. Det så umiddelbart ud, som om alt var tabt – men i virkeligheden var alt vundet! Jeg tror, vi har brug for, at Gud nogle gange vender vores verden på hovedet. Vi har brug for at blive mindet om, at det er Ham, der er Gud. At det er Ham, der frelser. I sommers kunne jeg ikke fortsætte min rejse, og israelitterne kunne ikke krydse havet. Men Gud greb ind og skabte en vej – og det gør Han fortsat ind i vores liv. Lad os ikke miste dette af syne og lad os ikke miste modet i de udfordringer, vi står over for. For Herren frelser – også i dag!

Skyen dækkede åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen. (2. Mos 40,34)

Ugens portion: 2. Mosebog 35,1-40,38

Israelitterne havde allerede været længe i ørkenen. Jeg kan forestille mig, at en sådan tur ville kunne slide hårdt på selv det mest udholdende menneske – ja til tider må det have virket som et vanvittigt projekt. Kunne de virkelig stole på, at Gud var med dem? At han ville sørge for dem? Jeg kan alt for godt genkende disse spørgsmål ind i mit eget liv.

I de afsluttende kapitler i 2. Mosebog hører vi om, hvordan Moses og israelitterne bygger åbenbaringsteltet, som Gud befaler det. Det er en tæt beskrivelse ned til mindste detalje. Da de er færdige, læser vi, at Herrens herlighed fylder boligen.

Sikke en beskrivelse! Jeg får næsten kuldegysninger. Gud kommer til israelitterne, og er hos dem helt konkret. Det har allerede været meget tydeligt gennem deres udfrielse fra Egypten og deres udfordringer i ørkenen, at deres liv afhænger af Hans nåde. De kan intet gøre i dem selv, og på trods af brok og afgudsdyrkelse, vil Gud have fællesskab med dem alligevel.

Sådan er Gud også i dag. Han ønsker brændende at have fællesskab med os. I det nye testamente kan vi læse om, hvordan Gud blev menneske, og hvordan vi får lov at se Hans herlighed gennem Jesus. Der er så mange ting, jeg ikke ved om Gud og så mange spørgsmål, jeg mangler svar på. Mørket kan så let krybe ind i mit liv, og forvrænge mit billede af Gud. Når det sker, må jeg gang på gang vende mit blik mod Jesus. Kun gennem Ham får jeg det sande billede af, hvem Gud er.

Ugens portion: 2. Mosebog 21,1-24,18 Den 2. til dette afsnit.

HVAD? Du SKAL hjælpe ham?  (2. Mos 23,5)
Nu har jeg slidt og slæbt i 37 år.
Jeg har lange ar op og ned af ryggen.
Jeg er fuldstændig nedbrudt, og de seneste  mange år har jeg slet ikke haft en eneste fridag. Der var ingen gulerod, der var kun pisk.  Jeg hørte, nogle lærde egyptere der diskuterede, hvad der fungerer bedst, men det er kun en dikussion for de priviligerede.
Nu går jeg her, en fri mand, med nyerhvervede egyptiske rigdomme. En enkelt okse ung og stærk, den kan brødføde en hel hustand i det nye land, og jeg er allerede blevet lovet flere. Nu har jeg endelig fået rettigheder, også kommer Moses med to tavler og proklamerer alle de her nye foreskrifter – en slave der skal gives fri, og have en ugentlig fridag. Havde jeg måske nogen af dem?!
Selvfølgelig skal troldkvinder slåes ihjel, og de perverse svin der boller dyr. Og ja gammelt kød man finder på marken, skal man da ikke spise – klart.  (2. Mos 22,17;18;30) Men jeg er da ikke ansvarlig, for at andres svage æsler ikke kan klare arbejdet. Det kan da ikke være mig. Det må da være hans egen inkompetence og dovenskab. (2. Mos 23,5)

SKAL HJÆLPE… Med de løfter Vi har fået, så kommer vi til at undertrykke den fremmede.  Det nye land der venter er til OS. (2. Mos 23,9) Det er vi blevet lovet!

Nu taler Moses om løfterne igen – et land, sejr, styrke, velsignelse, magt. Hvilke andre Guder? Der er kun en Gud, vores sejrs Gud! ”Alt hvad Herren Befaler, vil vi gøre!”   (2. Mos 24,3)

”Hello Aron, der sker jo ikke en skid her… ” (2. Mos 32,1)