Se, jeg stiller jer i dag over for velsignelsen og forbandelsen, velsignelsen, hvis I lytter til Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer i dag, og forbandelsen, hvis I ikke lytter til Herren jeres Guds befalinger, men viger fra den vej, jeg i dag befaler jer at vandre ad, og følger andre guder, som I ikke før har kendt (5. Mos 11,26-28)Ugens portion: 5. Mos 11,26-16,17 Velsignelsen eller forbandelsen? Det er de to udfald ugens tora-portion skitserer for et menneskes liv. I tekststykket bliver vi introduceret til de love og forordninger, mennesket skal følge, hvis det ønsker velsignelsen og vil undgå forbandelsen. Systemet virker umiddelbart ret lige til: Første kasse: Gør gode gerninger og bliv belønnet. Anden kasse: Gør knap så gode gerninger og bliv straffet. Ved første øjekast ser det ud som om, mennesket kan rykke sig fra anden kasse til første kasse ved at ofre til Gud og derved sone dets synd. Sådan kan teksten hurtigt se ud for en udenforstående, og sådan tror jeg, vi måske også selv ubevist kan komme til at anskue Gud. Men det er en fejltolkning og en ikke holdbar simplificering. En simplificering der slører, hvordan kristendommen netop er så forskellig fra andre religioner. For at forstå hvorfor denne tankegang ikke holder, må vi se lidt på funktionen af straf og offer i det gamle testamente (GT). Straffen skulle rigtig nok lære israelitterne, at det er forkert at bryde loven, og at der skal skaffes soning, når loven er brudt. Offeret er dog ikke, som slutningen ovenfor antyder, en betaling for at bringe forholdet mellem mennesket og Gud i balance igen. Derimod kan offeret lige som straffen ses som en slags undervisning fra Gud. Offeret skulle lære jøderne, at Gud er hellig og almægtig og at alt allerede tilhører Ham. Derfor kan offeret ikke bruges til at købe hans gunst eller til at betale regningen for en overtrædelse. Gud tager ikke imod bestikkelse. Han ændrer ikke sin mening på grund af et offer. Men han beslutter sig uden grund for at være nådig selv på trods af vores utroskab. Men lærte vi ikke netop, at alt skal sones? Jo! Og vi har også lært, at vi ikke har noget som helst at betale med, og heri ligger nøglen til at forstå ofrene på israelitternes tid. Den svarer på GT’s hovedspørgsmål, der blev stillet af Isak til Abraham på vej mod Morijas bjerg: ” (…) hvor er offerlammet?” (1. Mos 22,7). Ofrene peger frem mod det perfekte sonofferlam: Gud selv, givet af Gud selv. På samme måde som denne uges tekst afsluttes med påsken, gør vi det også. For israelitterne dengang var påskeofferet til for at mindes, at Gud så israelitterne i Egypten og handlede i nåde. For os i dag er påsken til for at lære os og vise os, at Gud stadig ser os og handler i nåde. Gud kræver ikke noget offer fra os, fordi Hans fejlfrie lam en gang for alle er blevet ofret. Det ultimative sonoffer bragt af Gud selv på Golgata.
I ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her. Men trods det ville I ikke tro på Herren jeres Gud (5 Mos 1,31-32)Jeg glemmer det så forfærdeligt hurtigt. Du bar også mig, dengang jeg ikke kunne flytte fødderne ud af stedet Far. Du bar også mig, da min vandring gennem ørkenen blev for tung, og jeg måtte lægge mig ned og overgive min vej til dig. Men så mødte jeg nye og større udfordringer, og de så endnu mere uoverkommelige ud. Jeg har så svært ved at stole på, at du også kan klare dem. At du også er med de dage, du synes væk. Hjælp mig til at træde ud på vandet, lær mig at sætte mig ved dine fødder, vis mig, at fællesskabet med dig er det første, jeg skal bygge mit liv på.
Men Moses sagde til folket: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag” (2 Mos 14,13).Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26 og 4. Mosebog 28,19-25 I sommers vandrede jeg et stykke af el Camino del Norte – en pilgrimsrute langs den spanske kyst. Uden nogen anelse om, hvilke oplevelser eller erfaringer jeg havde i vente, trak jeg i vandresandalerne og begav mig afsted med en god portion optimisme. De første par dage var fuldstændig fantastiske, men en morgen vågnede jeg op og kunne ikke gå. Jeg havde fået et par vabler, og de var nu blevet fuldstændig betændte. I denne uges tora-portion hører vi om, hvordan Gud fører israelitterne ud af Egypten. Jeg kan levende forestille mig deres begejstring. Endelig sker der noget! Gud har hørt deres bøn! Og så kommer de til, hvad der synes som en blindgyde: Havet foran og hele Faraos hær bagved. Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? (2 Mos 14,11) anklager israelitterne Moses. Jeg ville også have været desperat. De havde taget et skridt i tro og gået på Guds løfter, og så havde det bare ført til endnu større elendighed. Eller det var i hvert fald sådan, det ved første øjekast så ud. Men Gud er større. Altid. Og hvad der for israelitterne syntes umuligt, var muligt for Gud. Havet åbnede sig for dem, og de kunne krydse det uden at få våde fødder. Vablerne var umiddelbart også endestationen for min tur. Jeg slæbte mig afsted et par kilometer men måtte hurtigt stoppe op. Følelsen af frustration ramte mig. Inden jeg tog afsted, havde jeg tænkt over, hvilke udfordringer jeg kunne møde: Ensomhed, at jeg ville fare vild eller blive ramt af hedeslag – men at nogle vabler skulle stoppe min rejse, havde jeg ikke engang overvejet. Hvorfor Gud? Jeg var taget afsted netop for at søge tid og stilhed med Ham. Men Gud vendte mine planer på hovedet, så jeg kunne se Hans. Hver gang jeg åbner min Bibel, slår det mig, hvordan mange ting er vendt på hovedet i Guds rige. Det, der umiddelbart ikke ser ud af noget, har stor værdi, og det, vi mennesker værner om her på jorden, samler støv og forgår. Det samme mysterium oplever vi i påsken. Israelitterne havde ventet en stor konge og befrier, men i stedet fik de Jesus af Nazaret, som døde på et kors. Det så umiddelbart ud, som om alt var tabt – men i virkeligheden var alt vundet! Jeg tror, vi har brug for, at Gud nogle gange vender vores verden på hovedet. Vi har brug for at blive mindet om, at det er Ham, der er Gud. At det er Ham, der frelser. I sommers kunne jeg ikke fortsætte min rejse, og israelitterne kunne ikke krydse havet. Men Gud greb ind og skabte en vej – og det gør Han fortsat ind i vores liv. Lad os ikke miste dette af syne og lad os ikke miste modet i de udfordringer, vi står over for. For Herren frelser – også i dag!
Skyen dækkede åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen. (2. Mos 40,34)Ugens portion: 2. Mosebog 35,1-40,38 Israelitterne havde allerede været længe i ørkenen. Jeg kan forestille mig, at en sådan tur ville kunne slide hårdt på selv det mest udholdende menneske – ja til tider må det have virket som et vanvittigt projekt. Kunne de virkelig stole på, at Gud var med dem? At han ville sørge for dem? Jeg kan alt for godt genkende disse spørgsmål ind i mit eget liv. I de afsluttende kapitler i 2. Mosebog hører vi om, hvordan Moses og israelitterne bygger åbenbaringsteltet, som Gud befaler det. Det er en tæt beskrivelse ned til mindste detalje. Da de er færdige, læser vi, at Herrens herlighed fylder boligen. Sikke en beskrivelse! Jeg får næsten kuldegysninger. Gud kommer til israelitterne, og er hos dem helt konkret. Det har allerede været meget tydeligt gennem deres udfrielse fra Egypten og deres udfordringer i ørkenen, at deres liv afhænger af Hans nåde. De kan intet gøre i dem selv, og på trods af brok og afgudsdyrkelse, vil Gud have fællesskab med dem alligevel. Sådan er Gud også i dag. Han ønsker brændende at have fællesskab med os. I det nye testamente kan vi læse om, hvordan Gud blev menneske, og hvordan vi får lov at se Hans herlighed gennem Jesus. Der er så mange ting, jeg ikke ved om Gud og så mange spørgsmål, jeg mangler svar på. Mørket kan så let krybe ind i mit liv, og forvrænge mit billede af Gud. Når det sker, må jeg gang på gang vende mit blik mod Jesus. Kun gennem Ham får jeg det sande billede af, hvem Gud er.
»Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.« (1. Mos 12,1-3)Ugens portion: 1. Mosebog 12,1-17,27 Hold da op en portion i denne uges læsning. Der er nok at tage fat på der i patriakernes land. En ny karakter træder ind på scenen. Manden vi kender som Abraham. Han får et løfte om land og om velsignelse – løfter som vi skal bruge resten af året på at læse om, hvordan Gud opfylder. Men også om hvordan mennesker håber på, Gud opfylder dem, og om hvordan de to ting ikke altid lige flugter med hinanden… Abraham får at vide, han skal være en velsignelse, og det tænker jeg, må have været ret radikalt at lytte til. Han er jo ud af en traditionel stammekultur, hvor det handler om det nære og om, hvordan man kan bevare så mange ressourcer som muligt, så man kan blive større, mere indflydelsesrig, få mere magt og dermed sikre slægtens overlevelse. Det er som om Gud her fortæller Abraham: “Sådan skal du ikke tænke længere, Abraham. Nu skal du ikke længere bruge dit liv på at samle sammen, men på selv at være en velsignelse for andre.” Wow! Det er godt nok udfordrende. Også i dag. For det er jo ikke fordi stammekulturen er uddød. Den har bare forandret sig lidt og handler i dag om noget andet, end den gjorde for Abraham – og tager sig forskellig ud. Det er vigtigt at pointere, at Gud jo ikke udfordrer Abrahams stammetænkning, for Gud ved godt, vi har brug for at høre til et sted. Vi har brug for et trygt sted, hvor vi ved, vi hører hjemme. Et sådan fællesskab bliver man ofte glad for og vil gå endog meget langt for. Man går gerne på barrikaderne og kæmper for sådan et fællesskab. Derfor kan stammer også ende i krig med hinanden. Det kunne de på Abrahams tid. Fysisk og voldeligt. Det kan det også ende med i dag. Ikke blot på et fysisk plan. Men kulturelt. Værdimæssigt. Det er her Gud går ind og siger, at vi skal bruge det fællesskab, vi er glad for, til at være en velsignelse for andre. Vi skal ikke bruge fællesskabet eller stammen til at bekrige andre. Den tanke disse udfordrende vers efterlader mig med er spørgsmålet, som måske nok er sat på spidsen: Måske vi kan vurdere, hvor sundt og godt og gudsgivent et fællesskab af mennesker er, ud fra deres evne og – ikke mindst – vilje til at velsigne andre fællesskaber, som ikke er ligesom dem…? Jeg tror det…