Tag: torah

Ugens portion: 3. Mos. 1,1-5,26  Portionen er skrevet af David Ingemansen, seniorvolontørkoordinator  De første fem kapitler i Tredje Mosebog er ikke typisk det sted i min Bibel, som jeg oftest slår op i, i mit personlige andagtsliv. Det er svære tekster med et gammelt sprog, der beskriver et rituelt regelsystem, som er meget fjernt fra mit verdensbillede. Alligevel har teksten givet mig grobund til at overveje spørgsmålet i titlen: Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed?  Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed? Alle ofrene, der skal bringes til Gud både i forbindelse med takkeoffer, syndoffer eller måltidsoffer, skal være rene, lydefri og frie for fejl og mangler. Dyrene skal være uden skavanker og melet skal være fint (se f.eks. 3 Mos 1,3; 1,10 og 2,1). Mit åndelige offer og min gudstjeneste skal være hele min krop og mit liv, siger Paulus i Romerbrevet kapitel 12. Hvordan jeg kan bringe mig selv og mit liv til Gud, når jeg ikke i nogen henseende er lydefri, ren og uden fejl? Jeg er en ren og skær synder. Jeg elsker ikke min næste af hele mit hjerte, og jeg elsker ikke Gud af hele mit hjerte – selvom det er min bøn at gøre det. Jeg må gang på gang bekende mine synder for Gud med den beklagelige vished, at det nok ikke er sidste gang. Alligevel kan jeg bringe mig selv og mit liv til Gud, som en åndelig gudstjeneste for ham. Det kan jeg, ikke på grund af mig selv, men på grund af min frelser og ven Jesus Kristus. Han var en lydefri mand, der oplevede fristelser som mig men uden at synde (Heb 4,15). I dåben er jeg blevet iklædt Kristus (Gal 3,27) og derfor bringer jeg mig selv til Gud med evangelisk frimodighed klædt i mit rene og gode ’Jesus-outfit’. Jeg kan leve hver dag i en åndelige gudstjeneste for Gud, hvor jeg forsøger at elske ham og at elske min næste. Det kan jeg med god samvittighed, og jeg kan vide mig sikker på, at næste gang jeg falder på knæ foran korset og beder om tilgivelse og nyt mod, så smiler Gud og rejser mig op på ny. For løftet helt tilbage fra 3 Mos 4,27-35 om tilgivelse af synd gælder stadig for enhver, der tror på Jesus og lader sig iklæde af ham og hans retfærdighed.  

Ugens portion: 2. Mos. 35,1-40,38

Nu er det blevet weekend igen. Tilstanden er stadig underlig både her i Danmark men også i det meste af verden. Ind i alt det har du måske oplevet, at der er noget dybt inde i dig, der har insisteret på at finde håb og finde måder at navigere i denne særlige situation på. Sådan har jeg i hvert fald haft det.  

Der var bragt rigeligt
I denne uges torah-portion følger vi fortsat israelitterne i ørkenen. Der er de i mange år, og derfor har de fleste af Mosebøgerne også ørkenen som ramme for israelitternes historie. Derfor giver beretningerne også os perspektiver på, hvordan vi kan navigere i den ørken, som vi hver især oplever, vi befinder os i. 

I mens israelitterne er i ørkenen bygger de et meget stort telt, som også kaldes helligdommen. Helligdommen blev bygget for at vise israelitterne, at Gud havde taget bolig i blandt dem. Men i virkeligheden kunne Gud ikke være i helligdommen, for hele jorden er Guds helligdom. Dermed blev helligdommen altså et symbol på, hvordan hele jorden er Guds bolig. 

I mens de byggede helligdommen bragte israelitterne frivilligt gaver til byggeprojektet, som skulle bruges til at bygge boligen med. Der fortælles, at der blev bragt så mange gaver, at bygmestererne bad folket om at stoppe med at bringe flere gaver. De sagde: “Folket bringer mere end nødvendigt til, at det arbejde, Herren har befalet, kan udføres.” 2. Mos. 36,5

Der var bragt rigeligt. I den ørken-tid eller corona-tid vi er i, fik den her beretning mig til at tænke på, at jorden i dag stadig er Guds helligdom. Og lige nu er der måske et behov for, at vi arbejder for, at den må blive smuk. Jeg kom til at tænke på, er det mon muligt, at vi i denne tid bringer vores gaver i spil, så der kan siges, at vi bringer mere end nødvendigt? Konkret tænker jeg, at det kan handle om, at vi ringer til den ven, vi har tænkt på i lang tid. Det kan være, vi bruger ekstra tid i bøn for vores verden. Måske bruger vi lidt længere tid på at lytte til vores familie. Alt sammen noget, hvor vi bringer skønhed og vores gaver til den tid, vi er i lige nu, så folk må erfare, at jorden er stadig Guds helligdom.