Jan Mortensen, sognepræst ved Krist Kirken i Kolding
Efteråret er en stille tid i kirkeåret. Vi tager et pusterum fra de store kirkelige højtider. Sådan har det ikke altid været. I hvert fald ikke, hvis vi kigger bag om de kristne højtider til deres forlæg i den gamle pagt. Her lå ”kirkeårets” klimaks netop i efteråret.
Bag ved det kristne kirkeår
Jul, påske og pinse er de tre bærende elementer i det kirkeår, vi har arvet. De tre højtider knytter sig til de afgørende frelseshistoriske begivenheder i forbindelse med Jesu liv: fødsel, død og opstandelse, samt Helligåndens komme. Nu har julen som højtid en særlig historie, men når det gælder påske og pinse, skal man ikke have læst ret langt i det ny testamente, før man opdager, at disse højtider ikke bare er opstået til minde om Jesus. De havde allerede et frelseshistorisk indhold på Jesu tid. De var den gamle pagts højtider til minde om Sinajpagtens grundlæggende begivenheder som beskrevet i Mosebøgerne. Gud havde udfriet sit folk fra slaveriet i Egypten (påske) og sluttet pagt med det ved Sinaj (pinse). Og her begynder vi allerede at skimte den fest, der er blevet væk i overgangen mellem den gamle og den nye pagt. For den gamle pagt havde tre store højtider. Den tredje og sidste fest i den jødiske festkalender var løvhyttefesten. Det var kirkeårets klimaks, som meget passende lå i den syvende måned, sabbatsmåneden: hvilens måned, frelsens måned. Løvhyttefesten samler den frelseshistoriske tråd op fra påske og pinse og fejrer dets klimaks: Gud ledte det folk, han havde udfriet og stiftet pagt med, gennem ørkenen til det forjættede land.
Festen, der blev væk
Det var denne festkalender Jesus voksede op med. Og her ligger der nogle dybe tråde mellem det gamle testamente og det nye. Pointen i det nye testamente er netop, at den gamle pagt pegede frem mod Jesus, den længe ventede Messias, der skulle opfylde den gamle pagts løfter. Den gamle pagts frelseshistorie og institutioner var selv skygger af den virkelighed, der skulle komme med ham (Hebræerbrevet 8).Derfor er sammenhængen mellem den gamle pagts festkalender og Jesu liv og gerning så vigtig for forståelsen af det ny testamente: Jesus dør som den nye pagts påskelam – under en jødisk påske – og fuldender dermed en ny ”udgang” (Lukas 9,31), nemlig fra syndens og dødens slaveri, sådan at den lovede nye pagt (Jeremias 31,31-33) kan etableres – netop på en jødisk pinsedag – ved Helligåndens komme (Ezekiel 36,25-27). Og sådan fejrer vi kristen påske og pinse. Men hvad skete der med løvhyttefesten?
Løvhyttefesten – høstens hytter
Løvhyttefesten var i udgangspunktet en fest for frugthøsten (hebraisk: “indsamlingsfesten”, 2 Mosebog 34,22). Løvhytterne (”sukkot”) blev netop brugt ved høsten, som midlertidige grenhytter ude ved marken. Her sov man, mens høsten stod på. Sådan vogtede man over de modne afgrøder og undgik at spilde tid med at gå ud og hjem. Befalingen om at bo i løvhytter ved Herrens tempel skulle understrege, at det er Herren, der er høstens giver og vogter. Den dag i dag bygger jøderne små løvhytter i haven, på altanen eller sågar på taget. De ortodokse jøder går op i at finde en helt fejlfri ”lulav”, en lille buket med en dadelpalme-, en myrte- og en pilegren – kombineret med en citron. Sådan gjorde man også på Jesu tid.
Løvhyttefesten – ørkentidens hytter
I 3 Mosebog 23,39-43 knyttes denne høstfest til en frelseshistorisk begivenhed: ”I skal bo i løvhytter i syv dage…for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten”. Høstens midlertidige løvhytte bliver et billede på ørkentidens midlertidige telte. Det virker umiddelbart overraskende, at ørkentiden skulle være noget at fejre. For de 40 år i ørkenen var jo en prøvelsestid – en straf! Et mere naturligt klimaks ville have været en fejring af indvandringen i det forjættede land! Selve målet! Og så alligevel. Netop ude i ørkenen stod det klart, at folket var helt afhængigt af Gud, og at han var hos dem. Han ledte dem som en trofast hyrde ved skysøjlen om dagen og ildsøjlen om natten, gav dem vand af klippen og manna at spise osv. Han var deres eneste faste holdepunkt. I den forstand var ørkentiden en idealtid! Når folket kom ind i landet ville fristelsen derimod være at få et fast sted dér og glemme Gud (5 Mosebog 8,12-18).
Løvhyttefesten – et billede på ”Herrens dag”
Sådan kommer Løvhyttefesten ikke bare til at se tilbage til en idealtid – men frem til at denne idealtid igen skal blive virkelighed. Det forjættede land var nok målet for Sinajpagtens frelse – men bag landet ligger løftet om LANDET, den nye pagts land, Guds rige. Festen peger frem mod den dag, da Herren vil komme på den store høstdag og indsamle sit folk i sit rige og tage bolig hos det, lige så tæt og nært som i ørkentiden. Sådan beskriver profeterne netop ”Herrens dag” med billeder fra løvhyttefesten (fx Esajas 4,3-6; 48,20-21, Zakarias 14).
Løvhyttefesten – allerede/endnu ikke
Denne tanke føres videre i det ny testamente, hvor den endelige frelse også beskrives med billeder fra løvhyttefesten (især i Åbenbaringen 7,9-17 og kap 21-22). Mens påske og pinse er opfyldt i Kristus – venter vi stadig på den endelige opfyldelse af løvhyttefesten, Jesu andet komme.Samtidig er det tydeligt, at løvhyttefesten i en vis forstand allerede er opfyldt i og med Jesu første komme. Dette perspektiv udfoldes særligt i Johannes 7-10, hvor Jesus står frem under en løvhyttefest og erklærer festen opfyldt i ham: “Den, der tørster, skal komme til mig og drikke”, “Jeg er verdens lys”, ”Jeg er den gode hyrde”. Disse udsagn knytter sig direkte til ørkentiden og de særlige vand- og lysritualer, man fejrede ørkentiden med under denne fest på Jesu tid (som beskrevet i Mishna).
Festen, der blev væk – men som ikke har mistet sin betydning
Når vi ikke fejrer løvhyttefest i det kristne kirkeår (selvom det ville give god mening) – ligger der den pointe i det, at det er endetidens store fest, som ikke er endegyldigt opfyldt endnu. Løvhyttefestens allerede-perspektiver: 1) At Gud allerede har taget bolig iblandt os ved Jesu fødsel – fejrer vi til jul. 2) At Jesus allerede bor i vore hjerter ved sin Ånd – fejrer vi til pinse (jf. Johannes 7,37-39!). Men hvis ikke vi ved, at vi ikke fejrer løvhyttefesten og hvorfor, vi ikke gør det – ja, så er vi gået glip af en dyb pointe og vigtige betydningssammenhænge i det ny testamente. Det gælder også betydningen af løvhyttefestens to satellitfester. For før man kunne gå ind til den store løvhyttefest, var der to andre højtider, man først måtte igennem: hornblæsningsfesten og den store forsoningsdag. De er en integreret del af efterårets store klimaks – så dem skal vi også nå at se på:
Hornblæsningsdagen
Hornblæsningsdagen (3 Mosebog 23,24-26) fejrer man i rabbinsk tradition som det jødiske nytår, Rosh Hashana. Det falder i år d. 3. oktober. Man ønsker hinanden godt nytår med æbler (rundt som året) og honning (sødt og godt).Man blæste i horn ved hver nymåne, men den syvende måned får med denne højtidsdag en særlig markering. Hornblæsningsdagen indvarsler sabbatsmåneden: Gør dig klar, for nu rejser Herren sig til dom og frelse.
Den store forsoningsdag – en lille dommedag
Herfra går vejen til løvhyttefesten via den store forsoningsdag ”Yom Kippur” (3 Mosebog 23,27-32). Det var den eneste dag om året, hvor ypperstepræsten måtte gå ind i det allerhelligste i templet. Centralt stod ritualet omkring de to syndebukke (3 Mosebog 16), der bar folkets synd i dets sted. Blodet fra det første dyr blev stænket på låget af pagtens ark, på sonedækket. Den anden buk bar folkets synd ud i ørkenen til den visse død. Bortsendelsen af denne buk viser den vej, synderen ville være henvist til at gå uden soning. På den store forsoningsdag blev der én gang om året skaffet soning for hele folket og templet selv. Denne årlige renselse kalder Hebræerbrevet for en ”årlig påmindelse om synd” (Hebræerbrevet 10,3) – en årlig dommedag. Men dagen forkyndte også, hvordan et syndigt menneske kan få adgang til den store løvhyttefest: ved stedfortrædende soning.
Livets bog
Den rabbinske tradition knytter stadig de to fester tæt sammen, men lægger vægten på gode gerninger. Rosh Hashana opfattes som den dag, hvor Gud gør status. Han åbner bøgerne og afvejer det enkelte menneskes gerninger for det år, der er gået. Den retfærdige går ind til livet, den onde bliver slettet af livets bog, mens andre får ti dage indtil Yom Kippur til at rette op, lægge gode gerninger i vægtskålen, og søge tilgivelse. For på nytårsdagen bliver alle mennesker dømt, og dommen besegles på forsoningsdagen.
Den sidste basun og dommedag
Det nye testamente ser den store forsoningsdag opfyldt i og med Jesu død én gang for alle (Hebræerbrevet 9). Men festkalenderens fremtidsperspektiv ligger stadig foran os. Målet venter stadig. Vi venter på efterårsfesternes endelige opfyldelse: Endetidens store hornblæsningsdag – ”den sidste basun” (Matthæus 24,31; 1 Korintherbrev 15,52 o.a.), som indvarsler den store dommedag (Matthæus 25,31-46; Åbenbaringen 20,13-15) – og endelig, den store løvhyttefest: Gud hos os i det genoprettede Paradis. Her viderefører det nye testamente tanken om ”livets bog”, som også kaldes ”det slagtede lams bog” (Åbenbaringen 13,8). Hvordan man får sit navn i denne bog, fremgår af Åbenbaringen 7 om Herrens beseglede, der nu fejrer løvhyttefest: Det er dem, som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, (7,13-15). Sådan går adgangen til endetidens store løvhyttefest gennem Lammets blod. Adgangen til Guds rige går gennem den store forsoningsdag og er ikke baseret på vægten af mine gode gerninger, men på vægten af Jesu offer.
Glædelig Løvhyttefest!
Vi fejrer ikke efterårets jødiske fester i vores kirkeår. Men vi kan stadig lade jødernes løvhytter forkynde for os, at vi ikke har et blivende sted her. De vidner – fra en kristen betragtning – om vores enestefaste bolig: Jesus. I hans hytte er vi allerede nu hjemme, vi er gået fra dommen til livet. I hans hytte skal der engang fejres “en evig løvsalsfest”, som Brorson formulerer det i sin salme over Åbenbaringen 7 (DDS 571). Det venter vi stadig på! Glædelig løvhyttefest!
Ingjerd Våge, volontør ved Caspari Centeret, 11. december 2015
I 2014 startede den messianske menighed Beit HaYeshua i Jerusalem en bibelskole for tidligere stofmisbrugere. Alec Goldberg, israelsk direktør ved Caspari Centeret, fik i 2015 en vigtig rolle på bibelskolen som underviser og har desuden ansvaret for læseplanen.
“Jeg har ansvaret for undervisningsoplæggene på bibelskolen. Jeg bestemmer om hvem og hvad, der skal undervises. Jeg giver dem lektier for og tjekker dem. Eleverne får også nogle små tests, når temaerne er afsluttet. Derudover underviser jeg selv,” fortæller Goldberg.
Ifølge Beit HaYeshuas hjemmeside er der 20.000 hårde stofmisbrugere og endnu flere alkoholikere i Israel. Beit HaYeshua som driver bibelskolen og afrusningscenteret hjælper nogle af disse misbrugere. Her i efteråret er der omkring 25 studerende på bibelskolen. De mødes en aften i ugen til bibelstudie.
Undervisning som forandrer
“Vi underviser om nogle anderledes temaer – særligt om Gud, mennesker og om livet med Jesus,” fortæller Goldberg og fortsætter. “Misbrugerne er ikke klar til tung teologi, men vi lærer dem det grundlæggende: at Gud er skaberen af himmel og jord, om synd, og hvordan man overvinder fristelser. De lærer også, hvordan de skal bede og læse i bibelen. Undervisningen er meget praktisk anlagt,” fortæller Goldberg.
Er der mange troende, før de begynder på skolen?
“Ja, i hvert fald til en hvis grad, men det er ikke dem alle, der er døbt. Sidste år var der flere hen over året, som blev døbt. Nogle af dem var studenter, som kommer direkte fra gaden,” svarer Alec.
Hvorfor er denne skole vigtig?
“Hvis ikke de får en grundig oplæring i Guds ord og forandrer deres tankegang, vil de falde tilbage i gamle vaner. Det er ved bibelstudie og fællesskab med andre troende, at Gud grundlæggende kan ændre menneskers liv. Jeg snakker ikke kun om det at stoppe med at tage stoffer, men om en total personlighedsforandring,” siger Goldberg.
Positive tilbagemeldinger
Responsen fra tidligere studenter har været positiv.
“Studenterne indser, at bibelen er en bog om livet og ikke kun en bog for teologer. Det er en bog om livet med Gud. Men det er også en bog for teologer, for teologer har også brug for at kende Gud,” siger Goldberg og smiler.
“Bibelen fortæller om livet, præcis som det er, og om hvordan vi kan have Gud med i hverdagen. Du kan for eksempel have fællesskab med Jesus, når du laver matematik, eller du snakker med vennerne om fodbold og andre ting. Alt det kan være helligt og sundt på samme tid.”
Virker det så?
“Ja, det gør det! Det er virkelig et under at se disse mennesker, og hvad det er Gud gør i deres liv,” siger Goldberg.
I år vurderer lederne på rehabiliteringscenteret, at bibelskoleelverne også skal oplæres i at evangelisere. Det betyder, at dem som ønsker det, kan få træning i at fortælle andre misbrugere om Jesus.
I denne og to efterfølgende artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.
Der er kristne der taler om at velsigne Israel, bede for Israel og om at anerkende, at vi jøder stadig er Guds udvalgte folk. Problemet er bare, at alt for mange troende i bund og grund ikke har en reel forståelse for, hvordan man velsigner Israel, hvordan man beder for Israel, og hvad det betyder, når de gammeltestamentlige skrifter kalder os for udvalgt.
Når Bibelen fortæller om folket Israel som ”udvalgt”, betyder ”udvalgt” ikke, at vi jøder automatisk eller individuelt er ”frelst” fra vores synder. Når Gud taler om ”sit udvalgte folk”, henviser han til, at han valgte os til at tjene et bestemt formål og at udføre en bestemt opgave. Igennem vores historie har vi ganske vist ikke været særligt standhaftige i at udføre denne opgave. Men grundet Guds barmhjertighed og nåde har han hverken forkastet det folk, han udvalgte eller overdraget opgaven til et andet folk. Vi er stadig udvalgt, og Gud venter stadig på, at vi gør det, han kaldte os til at gøre.
Men hvad er så opgaven? Hvorfor udvalgte Gud os? Hvad er kaldet – det eneste kald – som Israels folk har fået? Eller for at sige det lidt mere fladt: Hvad er det for en opgave, Gud venter på, vi jøder skal udføre? Og hvordan kan kirken – Guds folk af frelste mennesker fra alle nationer, både jøder og hedninger – hvordan kan kirken velsigne dette udvalgte folkeslag og bede for det, så opgaven bliver taget op og udført?
Lad mig begynde med at besvare disse spørgsmål ved at tage jer med tilbage til et af de vigtigste øjeblikke i vores nationale historie som jøder – det øjeblik hvor Gud helt tydeligt gav os vores kald og med en enkelt sætning afslørede vores eksistensberettigelse som folk.
Lad mig tage jer med tilbage til Sinai.
Historien i en enkelt sætning
Lad mig begynde med at ”sætte scenen”. I 2. Mos. læser vi om, hvordan forfædrene var samlet ved Sinai-bjerget lige før de modtog Loven. Nogle uger forinden havde Gud frelst os fra Faraos slaveri ”med stærk hånd og løftet arm.” Han udøste sine plager over Egypten. Han ledte os gennem Det Røde Hav, mens han begravede vores forfølgere i vandmasserne. Nu havde vi så slået lejr ved foden af Sinai, mens Moses besteg bjerget for at modtage yderligere befalinger fra Gud. Det var der, Gud sagde til Moses:
Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. (2. Mos 19,3b-6a)
Med udtrykket, ”kongerige af præster”, fastslog Gud intet mindre end vores nationale eksistensberettigelse. Men for at forstå hvad Gud fortalte os, må vi først forstå, hvad dette centrale udtryk betyder. Hvem var præsterne og hvad lavede de?
I tidlige tider havde præsterne primært to opgaver. De fortalte mennesker om Gud, og de gik i forbøn for folket hos Gud. Eller for at sige det på en lidt anden måde: Præsterne fortalte mennesker om Gud, og de fortalte Gud om mennesker. Hvis hele Israels folk var kaldet til at være et kongerige af præster, må vi stille os selv et spørgsmål: Hvilke andre folk skulle vi fortælle om Gud, og for hvilke andre folk skulle vi gå i forbøn? Hvem er der tilbage? Alle øvrige folkeslagene på jorden! For at sige det enkelt: Kaldet til at være et kongerige af præster indebar intet mindre end et kald til et liv i mission. For således elskede Gud verden, at han kaldte et specifikt folk til at fortælle alle andre om sig selv og til at gå i forbøn for disse folk. På Sinai modtog vi mere end blot Moseloven. Vi modtog et mandat til mission, rodfæstet i Guds kærlighed til alle folkeslag og i hans længsel efter at se kendskabet om ham gå ud til alle mennesker på jorden.
Gud havde planlagt at skabe et kongerige af præster – et folkeslag af fortællere og forbedere, budbringere og mellemmænd – så at alle andre folkeslag kunne lære ham at kende og komme og tilbede ham. Han dannede os som et folk for at proklamere sin kærlighed til verden. Han kaldte os til at være vidner i verden. Dette mandat til at være et fællesskab af vidner går gennem hele vores historie – helt tilbage til kaldelsen af Abraham. For…
Da Gud kaldte Abraham…
…havde han et vidnesbyrd for hele verden i tankerne.
Gud kaldte Abraham med følgende ord:
Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. (1. Mos 12,1-3)
Hvordan var Abrahams efterkommere udvalgt til at velsigne verden? Apostlen Paulus havde en forståelse af dette og skriver om os jøder:
…de har fået Guds ord betroet…de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Rom 3,2; 9,4-5)
Jeg bliver rigtig glad, når jeg tænker på alle de kristne, som har fortalt mig, at takket være det jødiske folk er verden blevet velsignet med så meget kunstnerisk talent, så mange intellektuelle bedrifter og så meget videnskabelig fremgang. Men hvor meget jeg end beundrer Chagall, og hvor meget jeg end sætter pris på Spinoza, og hvor taknemmelig jeg end er for poliovaccinen, så må jeg erkende, at disse og andre ”jødiske velsignelser” alle er sekundære i forhold til, hvad Gud havde i tankerne. Paulus forklarer i versene ovenfor, at Gud udvalgte sit folk til at velsigne verden med kendskabet om ham: Først gennem det skrevne og indhuggede ord (Guds ord), og dernæst og ultimativt, gennem den inkarnerede åbenbaring (Ordet der blev kød). Gennem det jødiske folk gav Gud verden skrifterne og dernæst Messias, som skrifterne vidner om. Og således, indeholdt i kaldet til Abraham, ser vi et glimt af Guds hjerte for jordens folkeslag og af Guds løfte om at danne et folk, som skal være vidner til hele verden.
I samarbejdet på TORVET tror vi på, vi kan gøre hinanden bedre til det, vi i forvejen er ganske gode til.
Teologistuderende med næserne begravet i deres bibler i Judæas bjerge
I midten af januar måned kom det til udtryk i en studierejse for 28 af Menighedsfakultetets teologistuderende. Morten Hørning, lektor ved MF, og Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, arrangerede turen i fællesskab, som på mange måder er frugten af det samarbejde, vi ønsker skal være mere og andet end et kontorfællesskab. Her kan I høre Morten, Bodil og Kristoffer Kruse, en studerende, der var med på turen, fortælle om deres oplevelse:
Morten Hørning gav en hilsen fra turen
“Som en konkret frugt af samarbejdet på TORVET indbød Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge Menighedsfakultetets studerende til denne tur, hvor vi via Israelsmissionens mange lokale kontakter er kommet et spadestik dybere end en traditionel rundrejsetur.
Programmet er intenst, stemningen er høj og samtalerne er mange om de indtryk, vi tager med os hjem. På trods af TORVETs fantastiske nye undervisningslokaler, så kan intet klasselokale slå Israel. Solvarme hilsner! Morten Hørning Jensen”
De første evalueringer fra de studerende er afleveret, og de er meget positive – både hvad angår fagligt og personligt udbytte.
Bodil Skjøtt med studerende på vej ind i en moské. Hvorfor laver Israelsmissionen sådan en tur?
Bodil Skøtt, generalsekretær i Israelsmissionen forklarer:
“Jeg er sikker på at det vigtigste udbytte ikke kan gøres op nu. At eksponere 28 teologistuderende til Israels land og geografi, kristendommens jødiske rødder, kirkens historie i Det Hellige Land og ikke mindst de mennesker – israelere og palæstinensere – som i dag bærer og lever troen ud der, er en langsigtet investering.
Resultatet af en sådan investering skal vise sig over de næste år. Indtrykkene fra turen kommer helt sikkert til at præge det videre teologiske arbejde og de studerendes personlige udvikling og teologiske refleksioner. Det bedste ved et møde med Israels land er, når det leder til et nyt møde med Israels Gud og hans historie med Israels folk – det folk vi selv er blevet en del af i Jesus.
Og det bedste ved Israelsmissionen er vores samarbejdspartnere og de missionsopgaver, de arbejder med. Når nogle af vores partnere mødes med danske studerende, så tror vi på, at det både udfordrer, skaber forståelse for og vække nysgerrighed i forhold til DIM og IUs arbejde. Og det har vi brug for hvis vi skal rekruttere venner, volontører og medarbejdere i fremtiden.
For fremtiden glæder jeg mig derfor til teologistuderende der gerne vil være kirkevolontører i Jerusalem og Tel Aviv eller på Caspari Center. Jeg glæder mig til at diskutere eksamensopgaver, som handler om mission til det jødiske folk eller at tilrettelægge et semester som studerende i Israel – til glæde for studenterarbejdet der.”
Kristoffer KruseKristoffer Kruse, deltager på turen, fortæller:
“Jeg har fået en bedre teologisk forståelse af at være i Israel og et bedre overblik. Jeg tror, at jeg er blevet styrket på min teologiske rejse.
Det var rigtig fedt at rejse med Morten Hørning og Bodil, de ved jo absurd meget! Og så har de hjerte for landet og for de mennesker, vi mødte. Morten er især en dygtig formidler af noget ellers tørt stof. Jeg vil helt sikkert gerne på Kursen og få mere.
Jeg tog af sted fordi det er helt oplagt for min uddannelse at komme til Israel! Jeg synes også, at konflikten er spændende.
Noget af det mest rørende var at møde palæstinensiske kristne. Det gav mig et helt nyt perspektiv. Før tænkte jeg nok, at når jeg er kristen, så skal man jo holde med Israel. Men det var godt at høre deres historier. Det er jo vildt at høre, hvordan de lever som klemt mellem to negle. De føler sig meget smidt ud. Det er som om at når man ser en palæstinensisk flygningelejr, så får konflikten et ansigt på en ny måde. Det er ikke bare teoretisk viden, men mennesker af kød og blod.
Jeg blev ramt af, at der er kristne, der holder så meget fast i gamle kirketraditioner. Der er alligevel tyngde i den måde at lave kirke på. Jeg tror at det er vigtigt at have en sund balance i tradition og fornyelse. Det er godt at huske her i Danmark, at kirken har en rig historie.”
