Skip to main content

Tag: velsignelse

Tora-portion: Jeg løfter mit ansigt mod dig

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Vezot ha’Bracha

Tekst: 5 mosebog 33,1-34,12

“Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt”. 5 Mosebog 34,10

Hvad sker der inden i dig, når der bliver sagt Herren velsigne dig og bevare dig? Står du med nedbøjet hoved og tør næsten ikke at se på Gud i al hans hellighed og magt, som du arme menneske alligevel ikke kan udholde? Eller lige nu hvor Gud ser dig, dækker du ansigtet til som flere i det gamle testamente bliver bedt om? Står du der som et lille menneske bevidst om din korrupte tilværelse, eller er der bar en lille skam, som hvisker, alt imens Gud løfter sit ansigt mod dig?

Jeg er blevet fortalt, at når en borger på bibelens tid skulle fremføre sin sag for regenten, kunne han få fortræde på slottet. Hvis kongen valgte at kigge op på undersåtten i den store tronsal, kunne han fremføre sin sag for regenten, men kiggede han ikke på den fremtrædne, var han ikke værdig at lytte til, og han ville blive slået ihjel.

Moses kunne omgås Gud i al hans pragt. Han så Guds ansigt, først og fremmest fordi Gud så på ham, kaldte ham ved navn, den store ”JEG ER” rettede sin opmærksomhed mod Moses, og de kunne stå ansigt til ansigt overfor hinanden.

Moses var en velsignet profet og den eneste med dette privilegium ifølge 5 Mosebog. Men sidenhen får nogle særlige disciple og almindelige mennesker lov til at se Guds ansigt, uden angst og har ikke brug for at dække sig til eller gemme ansigtet bort, Men de kan skue direkte ind i Guds ansigt, et ansigt der ligner en ganske almindelig mand, med træk fra sin moder Maria og derudover nogle træk som har et ophav, som Moses måske vil kunne genkende fra Gud. Denne måske nok så almindelige mand var dog stadig Gud, der ser på os som sine elskede børn, hvori han har velbehag.

Der står jeg tit under velsignelsen, ikke som det lille usle menneske Gud lige anser kortvarigt. Men jeg står stolt med oprejst pande, hvor Gud ser på mig med kærlighed, og hvor jeg roligt kan fremføre min sag, for derefter at forlade velsignelsen med tanke på Guds omsorgsfulde ”Jeg ser dig ansigt til ansigt”.

Tora-portion: Du skal være en velsignelse

Skrevet af IsraelBlog d. . Bogført i Refleksioner.

 »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.« (1. Mos 12,1-3)
Ugens portion: 1. Mosebog 12,1-17,27

Hold da op en portion i denne uges læsning. Der er nok at tage fat på der i patriakernes land. En ny karakter træder ind på scenen. Manden vi kender som Abraham. Han får et løfte om land og om velsignelse – løfter som vi skal bruge resten af året på at læse om, hvordan Gud opfylder. Men også om hvordan mennesker håber på, Gud opfylder dem, og om hvordan de to ting ikke altid lige flugter med hinanden…

Abraham får at vide, han skal være en velsignelse, og det tænker jeg, må have været ret radikalt at lytte til. Han er jo ud af en traditionel stammekultur, hvor det handler om det nære og om, hvordan man kan bevare så mange ressourcer som muligt, så man kan blive større, mere indflydelsesrig, få mere magt og dermed sikre slægtens overlevelse. Det er som om Gud her fortæller Abraham: “Sådan skal du ikke tænke længere, Abraham. Nu skal du ikke længere bruge dit liv på at samle sammen, men på selv at være en velsignelse for andre.”

Wow! Det er godt nok udfordrende. Også i dag.

For det er jo ikke fordi stammekulturen er uddød. Den har bare forandret sig lidt og handler i dag om noget andet, end den gjorde for Abraham – og tager sig forskellig ud. Det er vigtigt at pointere, at Gud jo ikke udfordrer Abrahams stammetænkning, for Gud ved godt, vi har brug for at høre til et sted. Vi har brug for et trygt sted, hvor vi ved, vi hører hjemme. Et sådan fællesskab bliver man ofte glad for og vil gå endog meget langt for. Man går gerne på barrikaderne og kæmper for sådan et fællesskab.

Derfor kan stammer også ende i krig med hinanden. Det kunne de på Abrahams tid. Fysisk og voldeligt. Det kan det også ende med i dag. Ikke blot på et fysisk plan. Men kulturelt. Værdimæssigt. Det er her Gud går ind og siger, at vi skal bruge det fællesskab, vi er glad for, til at være en velsignelse for andre. Vi skal ikke bruge fællesskabet eller stammen til at bekrige andre.

Den tanke disse udfordrende vers efterlader mig med er spørgsmålet, som måske nok er sat på spidsen: Måske vi kan vurdere, hvor sundt og godt og gudsgivent et fællesskab af mennesker er, ud fra deres evne og – ikke mindst – vilje til at velsigne andre fællesskaber, som ikke er ligesom dem…?

Jeg tror det…