Elisabeth E. Levy, International leder af Caspari centeret, 13. Maj 2016

I 2. Mosebog kapitel 3 taler Gud til Moses. Han sender ham til Farao med et budskab om at lade israelitterne forlade Egypten. Moses er tøvende og beder om at få Guds navn, så han kan fortælle israelitterne, hvem der har sendt ham for at udfri dem. Gud afslører sit navn til Moses i vers 14. ”Jeg er den, jeg er!” og på hebraisk – eheye asher eheye (אהיה אשר אהיה). Og Gud tilføjer i vers 15 ”Sådan skal du sige til isrealitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud, har sendt mig til jer…”

Egypterne havde mange guder med mange navne. Derfor ville Moses være sikker på, at han kunne navnet på Gud, for at han kunne overbevise israelitterne om, at Gud havde sendt ham til dem.

Gud kaldte sig selv ”JEG ER” eheye. Det er på hebraisk et ord på fire bogstaver, også kaldet et Tetragrammaton. De fire hellige bogstaver יהוה (YHWH), er udledt af formen אהיה altså JEG ER. YHWH eller som i vers 15, Jahve, endte med at blive det mest hellige navn for det jødiske folk. På hebraisk er der et ordspil mellem ”Jeg er” og YHWH. Begge måder er forstået som en form af det hebraiske verbum ”at være” haya היה. YHWH (ofte oversat til Herren) blev så hellig i den jødiske tradition, at det ikke var tilladt at sige det. Når det blev læst højt fra biblen, blev navnet udtalt Adonai, som betyder Herren. Den eneste undtagelse var når ypperstepræsten trådte ind i det aller helligste i templet på Yom Kippur.

Et verbum

Navnet JEG ER, som Moses får fra Gud, er ikke et egenavn, som man kunne have forventet, men det står som et aktivt handlende verbum. Der er to tider i bibelsk hebraisk, fuldkommen tid og ufuldkommen tid. Formerne er ikke brugt til at udtrykke, hvornår det skete i tid, som vi forstår det i dag, men nærmere til at beskrive aspekter i verbet, om det er noget punktuelt eller noget kontinuerligt. Derfor, afhængig af formen, kan JEG ER forstås som værende lige nu, eller hele tiden.

I teksten fra 2. Mosebog bruger Gud verbet i en ufuldkommen tid til at beskrive sit navn. Måske afslører det nogle af navnets hemmeligheder. Den ufuldkommene eller kontinuerlige form af JEG ER har ingen begyndelse eller slutning. Gud er fra evighed til evighed. Han er den samme i går, i dag og i morgen. Han er den eneste, som er uforanderlig i en foranderlig verden.