Det regner. Ikke meget, men nok til at der ligger et tyndt vandspejl på Jerusalems gader. Selvom jeg har besøgt ”den gyldne stad” et par gange, kan den stadig overraske og vise nye sider af sig selv. Heldigvis giver det mig en oplagt mulighed for at sidde indenfor, i min lille lejlighed, og dele lidt tanker fra mine første uger som kirkevolontør ved den danske kirke. Der er nok at tage fat i!
Jeg havde fornøjelsen af at følges fra Fredericia og helt til Jerusalems porte med tre gæve missionspiloter, der ligesom jeg er udsendt af Israelsmissionens Unge. Missionspiloterne er et enormt spændende og bredt volontørprogram, som har til formål at udruste unge danskere til at være i Guds mission og finde deres plads i den. Det sker gennem et 3 måneders ophold i Israel med undervisning, oplevelser og vigtigst af alt gennem mødet med en lang række af Israelsmissionens partnere i Israel og på Vestbredden, hvor de får lov at møde en masse vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige fokusområder og evner, men som har det tilfælles at de ønsker at tjene Gud og mennesker gennem de evner de har fået givet. Det lyder godt, ikke? For 3 år siden var jeg selv en del af missionspilot programmet og det kan varmt anbefales. Hvis nysgerrigheden bliver ubærlig, kan deres blog også findes her på blog.israel.dk.
Nå, men tilbage til sagen. Vi ankom sikkert til Jerusalem, blev mødt af David Serner, den danske præst og fik anvist vores lejligheder, beliggende dybt inde i det kristne kvarter i den gamle bydel. Jeg har mit eget lille sted med piloterne (som de for nemhedens skyld vil blive kaldt på denne blog fremover) boende et stenkast herfra. Det er fantastisk at bo så centralt i det der af mange kaldes verdens centrum. Gravkirken ligger et par hundrede meter fra min hoveddør og Tempelpladsen, Grædemuren og den postkortvenlige klippehelligdom, hvor flere tusind års historie har sit udspring, er hurtigere at besøge end den nærmeste biograf. Det er sjovt at tænke på, hvor mange herskere, konger og andre ildsjæle som brugte et helt liv på at længes efter et sted, som i princippet kunne betegnes som min baghave.
Selfie med lederne fra en KFS/IU tur ved grænsen til Syrien. Vi kunne ikke se mere end halvanden meter ind i landet, men sammen med KFSerne bad vi for fred i området. Stærk oplevelse!
Som sagt er jeg kirkevolontør i den danske kirke. Titlen dækker over en lang række forskelligartede opgaver, som dog stort set alle har noget at gøre med piloterne. Det drejer sig om at forberede gudstjenester i kirken, som belejligt også ligger i den gamle by, at guide piloterne og andre rundt i byens mange religiøse og historiske seværdigheder, og undervisning i mission og det vi kalder ”Kristendommens jødiske rødder” – mere om det senere. Derudover er der en masse småopgaver, som at flytte madrasser rundt i byen, betale huslejer og meget andet.
Da jeg i sidste uge fik lov at undervise piloterne i Guds mission, sammen med min gode og rare kirkevolontørkollega Asbjørn, slog det mig pludselig: Hvor er det fedt at få lov at tage Bibelen med på arbejde – hver dag! Det er en kæmpe velsignelse at have Bibelen som det største og vigtigste arbejdsredskab, der hvor det meste af den foregår og er skrevet. Samme oplevelse fik jeg da en gruppe på 30 KFSere samlet fra gymnasier på Sjælland og Bornholm, som led i en tur arrangeret i fællesskab af Israelsmissionens Unge og KFS, i denne uge besøgte Israel. Jeg fik lov at guide gruppen i Jerusalem og en dag i Galilæa, som på to vidt forskellige måder giver anledning til masser af refleksion og taknemmelighed til Jesus, som sagde og gjorde så mange forunderlige ting på de steder. Samtidig var det utroligt rørende at opleve KFSernes nysgerrighed, ikke efter sten og årstal, men efter Gud og hvad han har at sige til dem i dag!
Det fylder mig taknemmelighed, også for alle de gaver fra familie og venner, Missionsfonden og Indre Mission, som har gjort det muligt for mig at være her, og ikke mindst Israelsmissionen som har turde at sende mig afsted. Af hjertet tak!
På en stroppetur gennem den gamle by, fandt jeg dette skilt ved en, tilsyneladende desperat, sælgers bod. Det fik mig til at tænke. Går jeg den rigtige vej i forhold til Gud? Leder jeg andre, i dette tilfælde piloterne og KFSerne, den rigtige vej? Det blev især stærkt da jeg besøgte Grædemuren for at bede for jøderne og at de må tage imod Jesus som deres Messias. Her bliver det (igen) tydeligt for mig, at mange af dem ikke er på ”the right way.” Derfor vil jeg slutte med et vers som på mange måder er overskriften i arbejdet i Israelmissionen og mit arbejde som kirkevolontør: (Rom 10,1) ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de [jøderne] må frelses.”
