Salim J. Munayer, Musalaha, 8. juli 2016

Mange kristne og jødiske forskere diskuterer i dag tilgivelse i forhold til Holocaust. Der er i det israelsk-jødiske miljø opstået et ordsprog: ”Aldrig tilgivet, aldrig glemt”. Tilgivelse plejede at være en religiøs diskussion uden for universitetet, men debatten om tilgivelses er nu rykket der ind også. Forskere er begyndt at studere, hvordan tilgivelse hænger sammen med menneskers velvære både individuelt og i samfundet.

For nylig blev jeg inviteret til at give to lektioner basseret på en undersøgelse, vi har lavet i Musalaha. Jeg talte med en gruppe kristne palæstinensere, og med en anden gruppe bestående af særligt religiøse jøder fra Bar Ilan Universitetet i Tel Aviv. Både den kristne- og den jødiske gruppe var udfordret af forelæsningen og den efterfølgende diskussion.

I jødedommen er tilgivelse påkrævet under bestemte betingelser i bestemte situationer. I modsætning til kristendommen, som siger at tilgivelse er ubetinget og nødvendig i alle situationer. I jødedommen har forskellige filosofiske skoler dikteret, hvem det er, der skal tilgives, hvad det betyder at tilgive, og hvornår man skal tilgive (fx under Yom Kippur). Rabbinske skoler har forskellige bestemmelser for hvilke krænkelser, der kræver tilgivelse. Tilgivelse og forsoning overlapper generelt i jødisk lære, du tilgiver den anden, hvis han ændrer sin måde at leve på. Denne tilgang går ikke ud fra, at relationen bliver genoprettet, men søger i stedet at tilrette situationen, så ro og orden bliver opretholdt i samfundet. I flere jødiske kilder er tilgivelse vigtigt indenfor fællesskabet, altså imellem en jøde og en anden jøde, men de samme regler er ikke altid gældende mellem en jøde og en ikke-jøde. Den universelle forpligtigelse til at tilgive – Jesu jødiske lære – er ikke indeholdt i ret meget af den rabbinske litteratur.

I mit foredrag fortalte jeg den jødiske gruppe om Esajas 53 og om vigtigheden af, at Gud tilgiver os. Bagefter læste vi Matthæusevangeliet kapitel 18 og kiggede på, hvordan Jesus instruerede sine jødiske disciple i at tilgive, på samme måde, som de er blevet tilgivet af Gud. De studerende stillede fremragende spørgsmål, og vi havde en givende diskussion om emnet.

Da jeg talte med den kristne palæstinensiske gruppe, fortalte jeg om tilgivelse ud fra bjergprædiken. Vi diskuterede, hvordan tilgivelse hænger uløseligt sammen med troen på Jesus. Mange af tilhørende kom fra traditionelle kirkehjem, og var bekendt med Jesu lære om at elske sine fjender og om at tilgive, men de blev ved med at spørge: ”Hvis jeg tilgiver, betyder det så, at jeg giver afkald på mine rettigheder og min længsel efter retfærdighed”.
Det er et godt og et klassisk spørgsmål for en palæstinenser.

Dette spørgsmål udtrykker den generelle misforståelse om, hvad tilgivelse og forsoning er. Vi diskuterede det yderligere, og vi kom frem til hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er:

Tilgivelse er:                                                             Tilgivelse er ikke:
1. Handling uafhængig af modparten                        1. En følelse
2. En aktiv proces                                                          2. Forglemmelse
.                                                                                          3. Undskyldende
.                                                                                          4. Forsoning

Vi diskuterede, hvordan forsoning er en gensidig handling, hvor begge parter bevæger sig tættere hinanden, og dette inkluderer tilgivelse. Men samtidig indeholder forsoning en stor portion ansvarlighed og genopbyggelse. På den anden side kan tilgivelse finde sted, også selvom den anden part ikke angrer eller beder om tilgivelse. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er glade bagefter, eller at vi har glemt forseelsen eller undskylder modparten, men det betyder, at vi går igennem en intentionel proces, hvor vi forandrer vores attitude overfor modparten, og giver op på vores ønske om hævn.

I begge grupper studerede vi flere studier om tilgivelse imellem nogle befolkningsgrupper, som har været i konflikt med hinanden, blandt andet Nordirland, Rwanda og Bosnien. Det var meget oplysende for både palæstinenserne og jøderne at finde ud af, hvor vigtig tilgivelse er i håndteringen af en konflikt.

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale på Musalahas hjemmeside her.