”I må ikke bære jer ad, som man gør i Egypten, hvor I boede, og I må ikke bære jer ad, som man gør i Kana’an, hvor jeg fører jer hen. I skal ikke følge deres skikke. I skal følge mine retsregler, og I skal holde mine love og vandre efter dem”, (3. Mos, 18,2-4).

Ugens portion: 3. Mosebog 16,1- 20,27.
Jeg kan ikke altid finde ud af at holde Guds love. Det er svært at vandre ad den sti, han har trådt.  Den er snoet og til tider virker den så smal, at jeg må balancere med den ene fod foran den anden for at være der. Nogle gange er det som om, den helt forsvinder ud i græsset, så jeg ikke kan skelne stien fra alt det, der er omkring.

Jeg kan ikke se, om det er Guds sti, eller om jeg følger skikkene i Egypten eller Kana’an. Er jeg gået for meget mod højre, hvor mine studiekammerater dikterer retningen og skikkene, eller for meget mod venstre, hvor kirken ikke altid vil det samme, som Gud vi?

Jeg tror, det israelske folk havde det på samme måde. I Egypten boede israelitterne i en kultur, der tit var langt fra det, Gud ønskede. Andre gange flød det måske sammen. Græsset voksede ind over stien og slørede retningen. Forude ventede Kana’an med helt nye forventninger og en anden praksis. Også der ville Guds sti være svær at finde.

Det er derfor godt, at israelitterne i dagens tekst ikke blot får at vide, at de hverken skal følge egypternes skikke eller folket i Kana’an. Gud giver dem også en række af de regler, de skal overholde: Du må ikke tilså din mark med to slags korn, du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham, og du må ikke stjæle, lyve eller bedrage landsmænd – blot for at bringe et par eksempler fra dagens tekst.

Men de er jo mennesker. Vi er mennesker. Vi lykkes ikke altid med at overholde de regler, Gud sætter op. Vi dummer os igen og igen.

Én gang om året fejrede israelitterne derfor Yom Kippur – den store forsoningsdag – sådan lige for at få styr på alle deres synder og de ting, de havde gjort, der ikke var Guds vilje. Forsoningsdagen beskrives i dagens kapitel 16 – og den fejres stadig én gang om året af jøderne.

Ifølge de mundtlige overleveringer i Talmud skete der mange år i træk undere i templet i forbindelse med forsoningsdagen: Indtil det år, Jesus døde på korset, skiftede en rød snor farve til hvid. Og fra samme år begyndte ypperstepræsten altid at trække en sort sten op ad lommen frem for en hvid. Samtidig begyndte dørene til templet at svinge sig selv op hver aften.

Miraklerne var alle knyttet til et helt særligt år. Det fik nogle rabbinere til at konkludere, at templet havde mistet sin kraft – netop det år, Jesus døde og opstod.

Jesus blev den ultimative forsoningsdag. Vi behøver ikke længere at ofre alverdens dyr og mad for at gøre bod på vores synd. Jesus har styr på det.

Det giver mig lyst til at danse. Danse af glæde med nederdelen flagrende, armene i vejret, rundt i hele stuen. For nyligt hørte jeg nemlig en sang, som sangskriveren og sangeren Karl Kristian har skrevet.

”Dans dig selv i søvn i nat, for alt blir’ vasket bort,” lyder en del af omkvædet.

For mig handler den tekst om Jesus. Måske Karl Kristian mener noget andet.

I hvert fald giver teksten mig lyst til at danse. Alt er vasket bort.  Jesus redder mig, hvis jeg ikke kan holde balancen med den ene fod foran den anden på den smalle sti.

Dans. Dans. Dans.

Vil du også danse? Så lyt med her.