Selv gik han foran dem, og han kastede sig til jorden syv gange, mens han nærmede sig sin bror. Esau løb ham i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd. … Esau spurgte: »Hvad ville du med hele den lejr, jeg mødte?« Jakob svarede: »Jeg ville finde nåde for dine øjne, herre.« Men Esau sagde: »Jeg har rigeligt, bror. Behold du, hvad der er dit.« »Nej,« sagde Jakob, »hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod min gave, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig. Tag imod den gave, jeg bringer dig, for Gud har været nådig mod mig, og jeg har alt, hvad jeg har brug for.« Han blev ved at nøde ham, og så tog han imod den. (1 Mos 33,3-4.8-11)

Ugens portion: 1 Mos 32,4-36,43

Patriarken Jakob er lige sluppet fra en udfordrende situationen med skindet i behold, inden han står over for den næste. Mødet med morbror Laban gik bedre end forventet. Nu gælder det hans bror Esau. Ham, som han før fødslen har ligget i kamp med. Ham, som han har snydt og bedraget. Nu er hævnens time kommet, frygter Jakob. Han får underretning om, at Esau er på vej mod ham, krigerisk indstillet. Jakob har ikke noget forsvar, ingen væbnet styrke, ingen argumenter. Intet.

Og så dog … måske kan han formilde sin bror med gaver. Købe sig til at blive skånet. Jakob beskytter sin ejendom og gør sig klar til at møde sin skæbne. Han er alene ved flodbredden natten over. Pludselig er han midt i en kamp. Med en guddommelig skikkelse, som lader ham kæmpe. På den ene side taber han ikke, men han vinder heller ikke. Han får lov til at vise sin styrke, men samtidig skal der kun et slag på hofteskålen til for at skabe kampens udfald – og Jakob er halt resten af livet. Jakob er ikke i tvivl om bagefter, at han har set ”Gud ansigt til ansigt og har reddet livet” (32,32).

Jeg er ikke i tvivl om, at Jakob denne nat fik lært, hvad det vil sige at blive mødt i nåde. At give fortabt – og dermed på en og samme tid stå som taber og vinder. Han blev mærket for livet, men fik et nyt navn (identitet af Gud) og blev velsignet. Beretningen er ofte kaldt Jakobs natlige kamp, men er rettelig også hans omvendelse. Han havde mødt ham, som både er Gud og mand – og lært hans nåde at kende.

Det sætter sig afgørende igennem i mødet med hans bror. Fra at holde på sin ret eller snyde sig til en egoistisk løsning, er det nu med syndserkendelse, Jakob møder frem. Han be’r om nåde – og Gud former Esaus hjerte sådan, at der sker en forvandling. Jakob bliver mødt nådigt og redder atter engang livet.

Broderforholdet etableres, selvom det nok ikke bliver helhjertet. Dog nok til, at de fælles kan tage afsked med deres far ved graven (35,29). Men slægterne fra Jakob og Esau fastholdes i spænding og splid. Med tiden vokser hadet mellem edomitterne og israelitterne, og derfor møder vi senere domsrøsten hos profeten Obadias i forbindelse med Jerusalems fald.

Hvem skal sejre mellem brødre eller mellem konger? Er det hævnen og magtsygen, som skal råde, eller nåden og kærligheden? Sådan kommer kontrasterne også frem ved Messias’ fødsel: Skal Herodes den Store få held til at udrydde alt fjendtligt mod hans trone? Selv et lille nyfødt barn, der bliver udråbt til at være jødernes konge? Eller skal dette lille barn vise sig at være den lovede Fredsfyrste og verdens frelser – for jøde først og hedninger?

Jesus Messias/Kristus er Kongernes Konge. Han har magt til at udøve dom, men hersker først og fremmest ved at udvise nåde. En nåde, som skaber nyt og forvandler. Den nåde, som Jakob mødte en nat ved Jabboks vadested. En nåde, som du og jeg også kan møde i dag!