Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: »Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?« De sendte så den besked til Josef: »Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: ›Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.‹ Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået.« Josef græd over deres ord til ham.

Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.« Og han trøstede dem og talte kærligt til dem.

1. Mos. 50,15-21

Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig, Josef…

Tak. Tak for det forbillede du sætter op for os. Eller hvad…? Det er som at blive sendt ud på en umulig mission at leve op til din tilgivelse.

Dine brødre ville dræbe dig. Heldigt for dig, så havde du en bror, der var lidt sødere end de andre, så i stedet for døden, blev det bare lige til en tur i brønden. Efterfølgende blev du så solgt til nogle midjanitiske handelsmænd. Endnu engang var heldet med dig… du slap da for slaveri og skulle i stedet tjene i herrens hus. Det kunne da være værre.

Du overlevede altså. Du slap med livet i behold, og endte faktisk et ganske udemærket sted. Dette ændrer dog ikke på hvad dine brøde VILLE have gjort med dig. Og alligevel så tilgiver du dem! De brødre som ønskede dig død, men “benådede” dig med en tur i brønden uden vand. Av siger jeg bare. Både fysisk og psykisk.

Og når de så kommer kravlende, og beder om din tilgivelse – ja, de lyver sig faktisk til din tilgivelse. Bum! Så tilgiver du dem lige på stedet. Du tøver ikke. Du siger ikke “vent”. Du starter ikke med en opsang om hvordan man behandler hinanden. Du tilgiver dem 100%. Lige på stedet.

Den lammeste undskyldning…

Jeg, Trine, kan ikke det som Josef gør. Men det er vel også fint? Jeg er jo en synder. Jeg lever i en syndig verden. Hvis bare Gud tilgiver mig, for at jeg ikke kan tilgive min næste, så skal det vel nok gå alt sammen. Det er da sådan det fungerer! (jeg håber I kan fornemme ironien…)

Josef er sej! Han rummer enorme mængder af kærlighed!

I April var der årsmøde i Israelsmissionen. Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken på Vesterbro, prædikede for os, og det var med udgangspunkt i historien om Josef og hans brødre.

Niels fortalte, om en overskrift for en forsoningskonference for 10 år siden. Omformuleret lød det sådan: en fjende er et menneske, hvis historie du endnu ikke har hørt.

Jeg tænker Josef har kigget på hans brødre med disse briller. Han smed de fordømmende briller væk – de briller som vi i dag kan være ret gode til at navigere med. Han droppede sine forforståelser og ønskede bare at forstå sine brødre og møde dem der hvor de var i deres liv.

Jeg tager hatten af for Josef! Muligvis når jeg aldrig til hans tilgivelses-niveau, men jeg vil stræbe efter det, og det synes jeg også du skal!

Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

Matt. 18,21-22

Vi bliver altså aldrig færdige med at tilgive, så hvis det er en evighedsopgave, hvorfor så ikke stræbe efter at gøre det så godt og kærligt som vi kan?