Ugens portion: 2. Mos. 30,12-34,35. 

I dag er det lørdag, og de fleste af os holder weekend. Det er en weekend, som for mange af os føles helt anderledes. For i onsdags skete der noget, hvor uden at overdrive kan vi sige, at det var historisk. Danmark blev lukket ned for at afbryde covid19 i at sprede sig. 

Jeg har derfor arbejdet hjemme de sidste par dage, og det har du måske også. Du har måske haft dine børn hjemme, og du har måske været ramt lidt af en følelse af, at din hjerne ikke helt har kunne følge med på, hvad der sker, og hvordan det påvirker din dagligdag. For mange af os, er der sat nogle følelser igang, som måske er lidt nye for os. For mig selv sad jeg onsdag aften og torsdag med en følelse af, at det her er super surrealistisk. Her i dag er følelserne trukket lidt mere i baggrunden, og det giver mig en anledning til at reflektere lidt over det, vi er i lige nu. 

Et af de steder, hvor vi kan finde mennesker, der har store følelser, og som sætter ord på dem er i Bibelens beretninger. Derfor vil denne refleksion tage afsæt i en af disse beretninger. 

Torah-portioner
I den jødiske tradition har man noget, der hedder ugens torah-portion. Torahen er de fem første bøger i Bibelen, og hver uge i løbet af året læses der en portion op i synagogen. Det betyder, at i løbet af et liv kommer man som jøde til at få et ganske godt kendskab til de personer, vi støder på i de fem Mosebøger. 

Gud går med

I denne uges torah-portion møder vi Moses, Aaron og israelitterne. De er ude i ørkenen efter, at Gud har befriet dem fra slaveriet i Egypten. Moses er gået op på Sinajsbjerg for at få instruktioner af Gud om, hvordan det kommende israelistiske samfund skal indrettes. 

I mens Moses er væk spreder der sig en stemning i befolkningen. De blev måske ængstlige over for, hvad fremtiden ville bringe. Deres leder, som på mange måder også afspejlede, hvordan Gud var med folket, var væk, og betød det så egentlig også, at Gud var væk? 

I den situation vi er i lige nu, kan vi også blive ramt af følelsen af, at Gud er væk. For, hvad bliver konsekvenserne for os alle sammen af coronavisrusen? Det ved vi ikke. 

Moses hører om, hvordan folket er fortvivlet, og inden han drager ned for bjerget vender han sig mod Gud, og han siger til Gud, at Gud er nød til at være med ham og med folket. Sådan tror jeg også, at vi i dag kan vende os til Gud. Vi må vende os til ham, og vi må være helt ærlige om, hvad vi er fyldt af. Det kan være frygten for at blive syge, eller blive isoleret, eller miste ens arbejde. Alt det vi kan være ængstelig over for, det må vi sætte ord på over for Gud – og måske helt særligt, hvis vi synes, han er fraværende. 

Gud svarer Moses: “Jeg vil selv gå med”. Dette løfter gælder også os i dag. Jesus har lovet os, at han går med til verdens ende. Når vi synes, at Gud er væk, kan vi gøre som Moses, hvor vi fortæller Gud om vores ængstelser, vores bekymringer, og vores frygt for, hvad der lige skal ske. Og så er det min bøn, at vi vær især må få lov til at erfare, at Gud ikke stiller krav til dine følelser eller tanker, men han siger: “Jeg vil selv gå med”.