”Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten, og jeg vil selv bringe dig tilbage, og Josef skal lukke dine øjne.” (1. Mosebog 46,3-4)

Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 44,18 – 47,27

Guds planer rækker længere end mennesker kan se. Sommetider længere end vores levetid. Derfor er der spørgsmål vi ikke får svar på.

Der er mange stærke øjeblikke i dagens portion. Juda, der over for den mægtige Josef vover at argumentere for at lade ham blive i Egypten i stedet for Benjamin, som nødvendigvis skal med tilbage til deres far. Josef, der grædende giver sig til kende for sine forfærdede brødre. Hjertet, der står stille i Jakob, da han hører at Josef lever og bagefter liver op da han bliver overbevist om at det er rigtigt. Josef, der græder ved sin fars hals, da de to endelig mødes i Goshen.

Der var gået års uvished, sorg, lidelser og fortiede synder forud. Derfor er det stærke øjeblikke. Nu forstod Josef at Gud havde sendt ham i forvejen så familien kunne overleve hungersnøden i det land, hans slægt havde fået løfter om. Det forsikrer han så sine brødre og sin far om.

Jakob, som også hedder Israel, beslutter at tage imod sin søn Josefs invitation til Egypten. Men i Be’ersheba gør han holdt.

Han søger Gud før det afgørende skridt at forlade landet, som Gud havde lovet hans fædre. Gud svarer, du skal ikke være bange for at tage til Egypten. Der i det fremmede vil jeg gøre dig til et stort folk.

Gud har også planer med migranter fra hungersnød. Han kan gøre store ting for dem i det fremmede.

Gud er sådan at når han har talt, så vil han også gøre det. Guds langtrækkende planer kommer til at gå i opfyldelse. Vi indgår i Guds planer, men det er ikke sikkert, at vi kommer til at se dem udfoldet. Jeg tænker at Josef mange gange fortvivlet har råbt hvorfor i årene efter at han blev solgt og bortført til Egypten. Men selvom han bar på sorg og længsel brugte han sine muligheder så godt han kunne, der hvor han var.

Han mødte sine nærmeste i det fremmede og gav sig til kende for dem og tog sig af dem.  Det samme gjorde Jesus efter sin død og opstandelse over for sine bange disciple. Josef forbarmede sig over de brødre der havde solgt ham som slave. Jesus forbarmede sig over de disciple der havde svigtet ham.  Gud er en Gud der siger, ”Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange.”