145!

Det er er det antal timer, vi 5 missionspiloter på forårsholdet har opholdt os i Israel. 145 timer i et nyt land. 145 timer i en ny kultur. 145 timer fulde af indtryk. Det er slet ikke til at begribe, at 145 timer er nok til at rumme alt det, vi allerede nu har oplevet, men det skal I nok høre mere om længere nede i teksten :)

Først en ultrakort præsentation af os: Anne-Line, Anne Sofie, Emma, Alexander og Kristina. 5 joviale jyder. 5 edderspændte eventyrere. 5 motiverede missionspiloter! Og hvad er det så, vi er motiverede for? Jo, det er at være en del af Guds mission her i Israel, møde mennesker og opleve landet og dets kultur.

Denne uge har som sagt været proppet med indtryk, hvilket har gjort smilene store og hovederne trætte. En minutiøs gennemgang af vores ugeprogram ville sikkert være aldeles læseværdig, men i stedet vil jeg her servere et kort resume af de 145 timers indhold, og derpå dykke ned i én af mange refleksioner disse dage gav anledning til.

145 timer på 2 minutter:
(Det er okay at springe det her afsnit over :) ) Skrevet på listeform, som understreger omfanget af oplevelser :)
– Ankomst, indkvartering i lejlighederne og rundvisning i Jerusalem
– Fortælle livshistorier for hinanden for at opbygge en tæt relation fra start
– Anne-Line og Emmas første falafel nogensinde!!!
– Undervisningstur på Oliebjerget:
– Himmelfartskapellet
– Fadervor-kirken
– Profeternes grav
– Udsigtspunkt
– Gravpladser
– Tårekirken
– Getsemane
– Mariakirken
– Diverse praktiske detaljer – informationer så vel som indkøb
– Halvandet døgns dødehavstur:
– Jesu dåbssted
– Qumran(hvor man fandt dødehavsrullerne)
– Flyde i det døde hav
– Se Lots kone(saltstøtte) og kort vandring i Melørkenen v Sodoma
– Overnatte i i hytter på hostel-lejrsted med hængekøjer, bål og jødiske festselskaber som kulisse.
– Bestige Masada inden solopgang
– 6 timers hike op og ned i klippeterræn med skøn udsigt og gæstfrie arabere på toppen :)
– Gudstjeneste i den danske kirke

Så hurtigt kan det listes op, og så hurtigt kan det understreges, hvor meget vi har nået :) Vi føler det selv, som om vi har været her i langt over en uge med alle de oplevelser. Især fordi alle oplevelser har efterladt særlige indtryk. Lad mig nu til sidst beskrive ét af mange indtryk.

Tomme tåreflasker
På vores Oliebjergsvandring med kirkevolontør Henriette fik vi undervisning ved hvert stop på turen, deriblandt tårekirken. Tårekirken er bygget over beretningen om, at Jesus græder, da han ser Jerusalem på vej ind i byen palmesøndag. Det var imidlertid ikke denne beretning, vi brugte tid på, men derimod beretningen i Lukas 7 om kvinden i farisæerens hus. Kvinden, der vasker Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem i olie.

Spørgsmålet til overvejelse var her, hvordan kvinden kunne græde så mange tårer, at der var nok til at vaske Jesu fødder med dem? Henriettes bud var, at kvinden medbragte sine tårer i tåreflasker og hældte ud over Jesu fødder. Tåreflasker var almindelige på Jesu tid – små flasker man bar om halsen til minde om det, man sørgede over, og som man så kunne tømme, når man havde bearbejdet sorgen. Denne vinkel på beretningen; at kvinden medbragte sine tåreflasker og tømte dem ved Jesu fødder, blev rigtig stærk for mig, mens jeg stod der ved tårekirken, og så dens udsmykning med tåreflasker på taget. Hvor er det stort, at vi må komme til Jesus med al smerten, al sorgen, alle tårerne. Komme med det hele til Jesus og bede hans fred ind i det, som kvinden gjorde ved at efterlade sine tårer hos Jesus.

Så der stod vi: ved tårekirken. Ovenpå tre dage hvor vi havde delt livshistorier og været omkring både det sjove og det svære. Der stod vi – og fik serveret en eksempelhistorie på at tømme tåreflaskerne hos Jesus. Ikke for at glemme det skete, men for at have en at dele smerten med og bede Guds fred ind i den. Der stod vi – og oplevelsen gjorde indtryk og lyst til at handle, lyst til at have tomme tåreflasker.

Det var første dryp – shalom så længe :)