Skip to main content

FRA MENINGSLØSHED TIL TRO

Af Avi Snyder, oversat fra www.jewsforjesus.org med tilladelse. 

Jeg voksede op i et traditionelt jødisk hjem i New York og New Jersey. Det faktum, at jeg er jøde, har altid været centralt for min forståelse af, hvem jeg er. Men da jeg nåede mine tidlige tyvere, definerede jeg mig selv som en “jødisk ateist.” Hvorfor? Fordi jeg var vred. 

Jeg havde omfavnet en filosofi kaldet nihilisme, som fortalte mig, at uanset hvad jeg opnåede, ville det i sidste ende være meningsløst. Derfor konkluderede jeg, at hvis jeg ønskede at finde en form for tilfredshed eller trøst, måtte jeg acceptere livets ultimative meningsløshed, vælge at leve videre alligevel og finde tilfredshed i mit arbejde. Mit liv og mit arbejde drejede sig om det professionelle teater, og jeg elskede min kunst. 

Men jeg fandt mig selv fanget i et lammende dilemma. Hver gang jeg afsluttede et nyt kunstnerisk projekt, der gav mig en følelse af tilfredshed, kom en tanke tilbage for at hjemsøge mig: Det betyder ingenting. Jeg betyder ingenting. Alt er i sidste ende meningsløst. 

Absurditeten i at tro, at alt er absurd 

En eftermiddag i 1975 førte denne følelse af absolut meningsløshed og tomhed mig til et sammenbrud. “Hvordan tør Du gøre dette mod mig!” skreg jeg til Gud. “Hvordan tør Du skabe et meningsløst univers og sætte mig midt i det!” 

Hvis Gud ikke eksisterede, hvorfor var jeg så vred på Ham? 

Så slog absurditeten af min vrede mig. Jeg beskyldte Gud for mit livs tomhed. Men hvis Gud ikke eksisterede, hvorfor var jeg så vred på Ham? Min vrede mod Gud beviste, at jeg i mit hjerte vidste, at Han måtte eksistere. 

Gud afbrød mit liv 

Jeg lagde min vrede til side og begyndte at søge. Gud reagerede ved at bringe to typer mennesker ind i mit liv: jøder, som troede på Jesus, og kristne, der havde omsorg nok til at fortælle mig sandheden. 

Gud havde fanget mig i en kærlig omfavnelse. På den ene side stod jødiske troende, der erklærede, hvad de troede på. På den anden side stod ikke-jødiske troende, der demonstrerede og forklarede, hvad de troede på. 

I løbet af denne tid læste jeg Det Gamle Testamente, og jeg gjorde nogle overraskende opdagelser. Jeg opdagede, at jeg ikke var så god, som jeg troede, jeg var – i hvert fald ikke, hvis jeg målte mig selv mod Guds standard for retfærdighed og hellighed. Bare det faktum, at jeg havde afvist Gud som en farce, samtidig med at jeg nærede så intens vrede mod Ham, afslørede min egen syndighed. 

Jeg opdagede, at på grund af mine synder fortjente jeg Guds vrede. Men på trods af mine synder opdagede jeg, at Gud elskede mig med en ufattelig kærlighed. Han elskede mig så lidenskabeligt, at Han lovede gennem Moses og profeterne at sende en Messias, der ville tage den vrede og straf på sig, som mine synder fortjente. Profeten Esajas (53:5, 6, 8, 12) opsummerer det så godt: 

“Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder… Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham… Fra fængsel og dom blev han taget bort. For mit folks synd blev han ramt… Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.” 

Skridt for skridt nåede jeg frem til den ubehagelige konklusion, at hvis mine egne hebraiske skrifter var sande, så måtte Jesus være den lovede Messias. Når jeg først accepterede autoriteten af de hebraiske skrifter, vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid. 

At bede om tilgivelse 

Tidligt om morgenen den 14. marts 1977 bad jeg en meget enkel bøn. Jeg bad Gud om at tilgive mig, jeg bekendte min tro på Yeshua, og jeg lovede at følge Ham. 

Som svar på min omvendelse frelste Jesus mig. Han frelste mig fra nihilismens følelsesmæssige og filosofiske ødemark. Han frelste mig fra den dom, jeg fortjente for at benægte Guds eksistens, mens jeg bar på så intens fjendtlighed mod Ham i mit hjerte. Han fjernede mig fra den ørken, jeg selv havde skabt, reddede mig fra den dom, jeg fortjente, og genoprettede mig til et rigtigt forhold til Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. 

Jeg gik i seng med en viden om, at det, jeg havde gjort, var rigtigt, og at det var det mest jødiske, jeg nogensinde kunne gøre. Hvis Jesus er den lovede jødiske Messias, så må vi jøder tro på Ham. 

Et liv fyldt med formål 

Kort efter, at jeg havde taget imod Yeshua som min frelser og Herre, mødte jeg Jews for Jesus og begyndte på et regelmæssigt bibelstudium med en af deres medarbejdere. Omkring seks måneder senere, i oktober 1977, giftede jeg mig med min kone, Ruth. Et år senere, i november 1978, blev vi inviteret til at slutte os til tjenesten i Jews for Jesus, og vi greb muligheden. 

Det har været en spændende rejse. I løbet af de sidste fire årtier har Ruth og jeg boet i fem lande uden for vores hjemland USA: Ukraine, Rusland, Storbritannien, Tyskland og senest Ungarn. 

I hvert land har vi haft privilegiet at fortælle om Yeshuas kald til omvendelse og løfte om evigt liv. Og vi har haft glæden ved at se mange mennesker forlade et tomt liv og indgå i et evigt forhold til Ham gennem deres omvendelse og tro på Yeshua. 

Ved Guds nåde er jeg ikke længere ateist. Jeg tror heller ikke fejlagtigt, at mit liv og mine bestræbelser er forgæves. Jeg er heller ikke fyldt med vrede. I stedet for vrede har jeg svar. I stedet for meningsløshed har jeg formål. I stedet for at leve et liv uden mening ved jeg, som David skrev i Salme 23, at “godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage” (Salme 23:6). 

Giv det bedste tilbage

Vil du være med til at give budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk?