Fra Israel til Norge
Lige siden jeg var en lille pige, husker jeg, at jeg har bedt til Gud. Jeg troede på noget større, noget bedre, en højere magt. Men hvorfor var han ikke involveret i mit liv? Hvorfor svarede han ikke på mine bønner?
Jeg er opvokset i en familie med en israelsk far og en norsk mor. Jeg blev født i Jerusalem og levede de første år af mit liv i Israel. Da jeg var 8 år, blev det besluttet, at vi skulle flytte til min mors hjemland, Norge.
Inden jeg kunne tælle min alder på ti fingre, havde jeg boet i to verdener, der var komplet forskellige. Norsk og israelsk. Mellemøsten og Europa. Jødedom og kristendom. Jeg var israeler, men jeg var også nordmand. Måske var det netop derfor min søgen efter identitet var særlig eksistentiel. Hvor hørte jeg egentlig hjemme?
Jeg følte mig ikke autentisk, når jeg var sammen med mine venner. Jeg viste dem et charmerende ydre og et liv, hvor jeg havde ”styr på det hele”. Men inde i mig var der kaos. Jeg kunne ikke lide, den jeg var, og hvordan jeg så ud. Jeg følte mig ikke accepteret, for jeg kunne ikke leve op til min egen standard, eller den standard som kom udefra. Det var uopnåeligt.
Hvem er Jesus?
I skolen i Norge huskede jeg, at vi sang jule- og påskesange om Jesus.
”Hvem er Jesus?”, spurgte jeg min mor. Hun kunne ikke helt svare mig.
Svaret fik jeg, da jeg blev inviteret til et ungdomsmøde af nogle klassekammerater. Jeg kom til mødet, og jeg blev opslugt af sandheden, jeg hørte, og lidenskaben jeg så. Her sang folk om en Gud, som var dybt personlig, og de talte om en Jesus, de kendte – og mere end det. Det var en Jesus, som også kendte dem. Kunne det være, at Gud er personlig og involveret i vores liv, hvis vi tillader ham at komme ind i livet?
Den aften begyndte min vandring med at lære Yeshua at kende. Yeshua som Gud. Han var Guds udsending, og han var Guds måde at vise os på, hvem Gud er. I løbet af de næste måneder lærte jeg om håbet, som findes i at kende Gud. Der er ingen udover Gud, som kan give mig et større og mere ægte tilhørsforhold. For det er i ham, vi lever, bevæger os og er til(Apg. 17,28).
Jesus var jøde
Da jeg kom hjem og fortalte min jødiske far om Jesus, var han langt fra lige så begejstret som mig. Jeg begyndte at gå med kors, men det ville han have, jeg stoppede med. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min far havde så meget imod denne Jesus. Jesus var jo Messias! Det tog mange år for mig at forstå min jødiske identitet. I verden i dag, sørgeligt nok, er det et princip for jøder, at de ikke tror på Jesus. Det gør de for at fastholde deres identitet, for man kan ikke både være jøde og samtidig tro på Jesus.
Men hvis du går til den verden, Jesus blev født i, vandrede i, ordene han talte om sin far – er der så noget mere jødisk? Disciplene fejrede de jødiske højtider. De sang sange fra de hebraiske skrifter, og de var i det jødiske tempel. Jesus, de første disciple og alle de første troende var jøder. De startede en jødisk bevægelse, og vores Messias er en jødisk Messias!
Det er en sorg for mig, at så få i mit folk tror på Jesus. Han er livets brød (Joh. 6,48) og det levende vand (Joh. 7,38). Han er den gode hyrde (Joh. 10,11), og Alfa og Omega, begyndelsen og enden (Åb. 22,13). Jesus er vældig fader, evig Gud, fredsfyrste (Es. 9,6). Findes der nogen større, nogen bedre, nogen som kan balancere så fuldkomment mellem hellighed og kærlighed – som Jesus?
Jeg fandt min identitet
I mit liv er Yeshua den, som fyldte min eksistens med mening. Mit liv er blevet fyldt med en hensigt, med en fred – med noget som er større end mig selv. Jeg var fyldt af tomhed og erfaring af værdiløshed. Hvis vi bare er tilfældige atomer, som vandrer rundt på denne jord, og som går til grunde, hvad er meningen så? Vi ved med sikkerhed en ting, det er, at vi alle skal dø. Mit lys blev tændt, da jeg fik et håb om evighed efter denne verden, for som der står skrevet i 1. Korintherbrev kapitel 15 vers 26: som den sidste fjende tilintetgøres døden. Det var altid Guds plan, at døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden, for Herren har talt (Es. 25,8).
Jeg ved ikke, hvor jeg ville være i dag uden Yeshua. Han tog mit liv, som føltes gråt og fyldte det med farver. Han viste mig, at det er muligt at være kendt og gå sammen med min Skaber i denne vandring som kaldes livet. Et kendt ordsprog lyder: ”Vi bliver født alene, og vi dør alene”. Men er vi egentlig det? Eller er der en hånd, som ønsker at gribe os, hvis vi bare åbner vores øjne til at tage imod hjælpen?
Livet er ikke let, men det er definitivt lettere at gå igennem det med en som selv ved, hvad lidelse er. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vores synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt (Es. 53,5).
