Med krigen forsvandt troen
Bent blev født ind i en jødisk ortodoks familie, og hans forældre var meget religiøse. Men få år efter Bents fødsel blev det oktober i 1943, og familien måtte flygte til Sverige. Med krig, forfølgelse og flugt braste forældrenes tro. Da de kom tilbage til København, havde de mistet alt. De havde hverken et hjem eller nogle ejendele. Derfor skulle familien bygge deres tilværelse op på ny, og det blev uden tro eller jødiske traditioner. ”Herefter levede vi som helt almindelige danskere,” fortæller Bent.
Et liv ved siden af fællesskabet
Selvom Bents forældre var ophørt med at praktisere jødedommen, var familien stadig jøder. Det betød, at Bent gik på Carolineskolen, og at han senere spillede fodbold i Hakoah. Men selvom han var glad for begge fællesskaber, oplevede han også, at han ikke helt passede ind: “Selvom jeg var vokset op i et jødisk hjem, kunne jeg mærke, at jeg var anerledes. Mine forældre sagde til mig og min søster, at vi ikke måtte fortælle til de andre børn, at vi spiste flæskesteg hjemme hos os.”
Ud over skole og fodbold gik Bent også til FDF, og nogle gange var han også med i søndagsskolen. “Da mine forældre ikke selv var forankret i en bestemt tro, var de frisindede over for, hvad jeg gik til, og det gjorde ikke noget, at det også var kristent. Men når jeg hørte historier om Gud til FDF eller i søndagsskolen, troede jeg ikke på dem,” fortæller Bent. For ham var FDF bare et godt fællesskab at være en del af. Det var også helt naturligt for Bent af skulle stå bar mitzva: “For jeg var jo jøde” forklarer han.
Familieliv og jødedom
Som voksen var det også helt forventeligt, at Bent skulle giftes med en jødisk kvinde. Men vejen til ægteskabet var ikke let: “Kvinden, der senere blev min kone, slog faktisk op med mig, men så blandede min elskede mormor sig, og vi endte med at blive lykkelig gift,” fortæller Bent. Bents kone var som ham selv vokset op uden en stærk tilknytning til de jødiske traditioner, og derfor blev de over tid mindre forbundet til det jødiske. Det fik også indflydelse på opdragelsen af deres børn: “Det betød også, at vi ikke opdrog vores tre sønner med nogle særlige traditioner. Da den yngste skulle stå bar mitzva, protesterede han noget, men det endte med, at han fik lært sit hebraisk.” Alle tre sønner giftede sig også med kristne kvinder, og det havde Bent og hans kone ikke problemer med. Dog undrede de sig over, at deres børnebørn fik mindre tilknytning til det jødiske: “Vi syntes, det var lidt mærkeligt, at de ikke lod deres drenge omskære, men det var ikke noget, vi blandede os i.”
Alt, der var tilbage, var bønnen
Da Bent og familien flyttede fra København til Kokkedal, mistede de kontakten til deres jødiske venner. I stedet fik de kristne naboer, og en af dem var menighedsrådsmedlem for en af kirkerne i byen. Her blev Bents kone også syg af kræft, og det varede 15 år.
”Det var nogle vanskelige år, hvor jeg var fyldt af mange store følelser. Alt det gjorde, at jeg oplevede det helt nødvendigt at bede til det guddommelige,” fortæller Bent og fortsætter: ”Det var ikke den jødiske Gud, jeg bad til. Det var ikke som jøde, jeg bad, men som menneske.” Gud var en udefineret størrelse uden ansigt. “Bønnen var udtryk for, at der ikke var andet, jeg kunne gøre,” konstaterer han.
Nye spørgsmål
Efter sin kones død kom Bent til at snakke med naboen, der var kirkegænger i Egedal Kirke i Karlebo sogn. Bent havde set, at kirken havde et kursus i Bibelen, og spurgte derfor naboen, om han måtte komme med på kurset. Det syntes naboen ikke, var en god ide, for Bent var jo jøde. Det stillede han sig dog ikke tilfreds med, og Bent fik naboen til at spørge præsten Jøgen Sejergaard, der bød ham velkommen på kurset.
Bent havde mange spørgsmål til livet og til troen. Nogle af spørgsmålene var: “Hvordan kunne Jesus være Gud? Hvad med arvesynd?” Og meget mere. Bent opdagede også, at der var nogle ting, der hang sammen med den Bibel, han ikke rigtigt kendte, men som han alligevel oplevede at være bekendt med.
Kirken var et frirum
I hele Bents liv havde han værdsat at opholde sig i kirker: “Jeg har altid oplevet rummene som fredfyldte. Her kunne jeg finde en ro, der ikke fandtes inde i mig selv. Derfor var det også naturligt for mig at begynde at tage til gudstjenester, da jeg havde deltaget i bibelkurset.” Selvom det var rart at være i kirkerummet, følte Bent sig alligevel udenfor, som den eneste jøde i kirken. “Jeg følte ikke, at jeg helt hørte til i fællesskabet. Ligesom jeg følte mig anderledes på Carolineskolen, sådan følte jeg mig også anderledes i blandt de andre til gudstjenesten,” fortæller Bent. Alligevel var kirkerummet et frirum for ham, og derfor blev han også ved med at komme.
Den jødiske Jesus
Bent havde aldrig haft et personligt forhold til Israel, og konflikten gjorde ham urolig. Alligevel besluttede han sig for at tage med, da kirken arrangerede en studietur dertil. Rejsen blev et tydeligt vendepunkt for ham: ”Det var en fantastisk tur, og den ændrede fuldstændig min forståelse af, hvem Jesus var. I kirken og til gudstjenesterne havde jeg tænkt, at Jesus var en frafalden jøde. Men i Israel gik det op for mig, at Jesus var jøde. Han var ikke frafalden, men han var 100% jøde.” I Israel følte Bent sig hjemme netop fordi han følte en forbundenhed med de bibelske historier.
“Efter turen til Israel vidste jeg, at jeg måtte lade mig døbe. For lige pludselig var det guddommelige ikke noget udefinerbart, men det var konkretiseret i den jødiske Jesus. I Jesus fik jeg en helt ny samtalepartner – en samtalepartner, jeg kunne kende på et personligt plan,” fortæller Bent.
Forbundet med generationer
Noget tid efter hjemkomsten fra Israel blev Bent døbt. Det var en stor oplevelse, som har ændret mange ting for ham: “Med dåben fik jeg første gang oplevelsen af at høre til i fællesskabet. Jeg fandt den tryghed og det ståsted, som jeg altid har manglet i mit liv. I fællesskabet, og særligt i nadveren, føler jeg mig forbundet med generationer, der har troet på den jødiske Jesus som Messias. Jeg ser mig selv som både jøde og kristen. Her er jeg tryg.”
