“Kristne hader jøder”
I mine teenageår besøgte jeg en ortodoks synagoge i den nordøstlige del af New York, hvor jeg modtog religiøs træning i fem dage. Jeg var stolt over at være jødisk. Men omkring et år før min bar mitzvah havde jeg mit første møde med antisemitismen. Vi boede omkring halvanden kilometer fra synagogen, og mens min far og jeg var på vej derhen for at fejre Rosh Hashanah, begyndte nogle børn at kalde os øgenavne og kaste ting efter os. Jeg kendte de børn og var rådvild over deres opførsel. Sådan havde de aldrig ageret før.
”Hvorfor kalder de os øgenavne?” spurgte jeg. Min far var så oprørt, at han ikke havde lyst til at tale om det. Til sidst sagde han: ”Kristne hader jøder, og vi har ikke noget at gøre med dem. Vi forbander Yeshua.” Jeg vidste ikke, hvem Yeshua var, jeg vidste bare, at min far reagerede voldsomt. Det var enden på diskussionen. Han lod mig aldrig bringe emnet på bane igen.
Første og sidste besøg i kirken
Nogle måneder senere døde en af mine bedste venners far. Nogle af de drenge, jeg hang ud med, ville med til begravelsen, og spurgte mig, om jeg ville med. De stod alle ude foran den katolske kirke, og jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne gå med indenfor. De gik ind, mens jeg blev ude. Ti minutter senere besluttede jeg mig for, at han var min ven, og at det ikke betød noget hvilken religion hans familie udøvede. Jeg tog en dyb indånding, gik ind i kirken og listede ned ad altergangen hen til mine venner. Da jeg skulle sætte mig på deres række, kom jeg ved et uheld til at sparke til en af bedeskamlerne og det gav et ekko i hele kirken. Alle vendte sig og stirrede på mig. Jeg følte mig skamfuld og overbevist om, at Gud dømte mig, og jeg svor, at jeg aldrig ville sætte fod i en kirke igen.
En dag vil jeg finde sandheden
På min bar mitzvah kiggede jeg på toraen, og fornemmede, at der manglede noget – i mig. Jeg havde en masse religiøs træning, men jeg vidste ikke, hvem Gud var. Lige der gav jeg Gud et løfte: ”En dag vil jeg finde sandheden, om hvem du er, og hvad du forlanger af mig.” I løbet af nogle få måneder glemte jeg dog alt om mit løfte. Selvom jeg stadig kom i synagogen, var Gud fjern fra mine tanker.
Hvem er Yeshua?
Da jeg var femten, kom en god ven forbi min lejlighed. Han spurgte, om han måtte læse højt fra sin Bibel. Det sagde jeg ja til. Han læste kapitel 53 fra Esajas’ bog for mig. “Hvem tror du, det handler om?” spurgte han. “Jeg har ingen anelse,” svarede jeg. Han sagde: ”Jeg tror, det er Messias, Yeshua.” Da det gik op for mig, at han prøvede at prakke Yeshua på mig, smed jeg ham ud af lejligheden, og jeg bad ham om aldrig at tale til mig igen.
Nogle år senere var jeg nødt til at konfrontere Yeshua, manden, min far havde forbudt mig at tale om. Jeg så en kvinde, som udfordrede mig til at læse Bibelen med hende. Da jeg var vokset op med den overbevisning om, at Det Nye Testamente var forbandet, fokuserede vi kun på de hebraiske skrifter. Jeg begyndte at sammenligne den hebræiske bibel med Det Gamle Testamente i den kristne bibel, og opdagede, at oversættelserne var meget ens bortset fra profetierne om Messias.
Et barndomsløfte bliver brudt
Efter at have læst i skrifterne, besluttede jeg at bryde mit barndomsløfte og besøge en kirke. Præsten talte om, hvordan Abraham var ”far” til jøderne og de kristne – specifikt far til alle dem, som tror på Yeshua. Jeg reflekterede over denne ”tro” og indså i mit hjerte, at dette var noget, jeg ikke havde.
Ikke lang tid efter kiggede jeg i Det Nye Testamente for første gang. Min ven (ham, jeg havde smidt ud af lejligheden) havde givet mig et lille grønt eksemplar. Jeg havde pakket det ind i nogle gamle beskidte strømper og skubbet det ind bagerst i min kommode. Nu fandt jeg det frem igen. Efter at have læst det første vers: ”Slægtsbog for Yeshua Messias, Davids søn, Abrahams søn…” vidste jeg på en eller anden måde, at hvis det jødiske folk var bestemt til at have en Messias, måtte det være Yeshua!
Ikke længe efter bad jeg Yeshua om at komme ind i mit hjerte.
Den eneste jøde, der tror på Yeshua
Til at starte med holdt jeg det for mig selv. Jeg tænkte: “Jeg må være den eneste jøde på jorden, der tror på dette.” Så huskede jeg, at en gang i mellem havde nogle mennesker fra organisationen Jews for Jesus (Jøder for Yeshua) givet mig nogle hæfter på Manhattan. Jeg havde en bunke, jeg aldrig havde læst, der lå ved siden af den grønne bibel, og af en eller anden grund havde jeg beholdt dem alle sammen. Så der var andre jøder, der troede på Yeshua!
Inden for en uge havde jeg fortalt min eneste levende bedsteforælder, min mors mor, hvad jeg havde besluttet mig at tro på. Jeg havde aldrig hørt min bedstemor skrige før, da hun råbte: ”Aldrig sig det navn højt i min tilstedeværelse igen!” Hun må have fortalt det til mine forældre, for da jeg kom hjem fra min bedstemor, havde min far en lignende reaktion. De forbød mig at fortælle andre i familien, hvad jeg troede på. Da min far faldt lidt til ro, sagde han: ”Hvad er dette, noget nyt?”. ”Nej,” sagde jeg og fortsatte: ”Det er omkring to tusind år gammelt”. Det fik ham op i det røde felt igen.
Nogle år senere fortalte jeg min mor, at Yeshua var ligesom påskelammet, der blev ofret for vores synder. Hun chokerede mig, da hun svarede: ”Da jeg gik i skole, fortalte min bedste ven mig det helt samme.” Det overraskede mig, at hun stadig kunne huske det 40 år efter.
De gode nyheder må deles!
To ting blev hurtigt klart for mig. Som det første indså jeg, at det var ”alt eller intet”. Jeg blev nødt til at leve hele mit liv for Gud. For det andet måtte jeg bringe budskabet om Yeshua til mit folk. En ven fortalte mig at organisationen Jews for Jesus havde en bibelstudiegruppe på Manhattan, og der begyndte jeg at komme. Efter et år besluttede jeg at tage på bibelskole, og da jeg dimitterede, begyndte jeg at fortælle andre jøder om Messias.
