Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge, februar 2018

Et særligt bekendtskab
”Du hader jo jøder. Det gør du jo.” Ordene kommer fra Baruch; en ældre, jødisk herre med et stort, hvidt skæg og en bedstefaragtig sixpence-hat fladt liggende på sin bare isse. Med sine mørke øjne ser han på Nanna Forum Didriksen, mens de siger farvel.

25-årige Nanna skal hjem til Danmark. Efter seks måneder som kirkepraktikant i Den Danske Kirke i Jerusalem er tiden i Israel forbi, og dermed slutter også Baruch og Nannas fælles vandring. Barcuh har ikke adgang til internettet, så dette farvel bliver nok det sidste, de nogensinde giver hinanden. Det eneste Nanna har tilbage er Barcuhs visitkort.

Baruchs ord gør ekstra ondt denne dag, selvom Nanna har hørt ham sige sætningen flere gange over de seneste måneder. I alt er de mødtes otte gange for at snakke om liv og tro. Men denne dag bliver det sidste gang Nanna gentager for Baruch, at hun ikke hader jøder. Slet ikke.

De hårde ord rammer hende, da hun atter er tilbage på dansk jord. Hverken indretningen i hendes hjem i Aarhus eller hendes tanker er faldet helt på plads. Den røde rygsæk er stadig ikke pakket ud, og tankerne hvirvler rundt i stuen for en efter en at lande hos Nanna: ”Det var hårdt, når Barcuh beskyldte mig for alt muligt. Men jeg forstår godt hans reaktion med alt den smerte, han har mødt,” siger hun.

Små skridt med kærlighed
Øverst i den røde rygsæk ligger en æske med nogle af de ting, som Nanna har taget med sig hjem: et trækors, olie – og så visitkortet fra Baruch.

Det er jødernes brug af bedesjal med kvaster og bederemme, der har fået hende til at tage trækors og olie med til Danmark. ”Jøderne har set vigtigheden af at have visuelle ting til at minde dem om bestemte dele af deres tro,” siger hun og forklarer, at olien skal minde hende om, hvordan vi mennesker skal salve hinanden; hvordan vi skal læge hinandens sår med kærlighed. Gennem de seneste måneder har hun lært, hvordan det også gælder i hendes venskab med Baruch.

Baruch er såret på sjælen. I Yom Kippur-krigen i 1973 var han den eneste i sin deling, der overlevede. Historiens mørke sider har også sat sig i hans bevidsthed: Kristne har voldt skade på jøder, og jøderne har ikke været det gode eksempel, Gud har udvalgt dem til at være. Igen og igen taber kærligheden til hadet, synes Baruchs konklusion at være.

Men Nanna har forsøgt at fortælle Barcuh, at kærligheden kan vinde. Hun har været hans lyttende øre og fortalt ham beretningen om Jesus, der rummer den ultimative kærlighed. Til tider orkede Nanna ikke samtalerne med Barcuh. De var hårde og krævede vedholdenhed. Samtidig tog opholdet i Israel hårdt på energien, men hun oplevede, at Gud gav hende styrken til samtalerne med Barcuh. Og hendes kamp for Baruchs tillid har båret frugt: Han er taget til gudstjeneste – flere gange.

Kan frøet spire?
Det er ikke kun Barcuh, der har flyttet sig de seneste måneder. Det samme har Nanna gennem de møder, hun har haft med Barcuh og andre i Israel. Møderne har sat tanker i gang, der næppe tænkes til ende i den kommende tid: Vi har brug for kærlighed for at opnå tillid. Jesus er livsnødvendig. Der er altid minimum to sider af en sag.

Det er nogle af de konklusioner, som Nanna tager med sig – blandt andet til sit nye job som ungdomssekretær i Indre Missions Unge. Hun glæder sig også til at dele ud af den nye og dybere forståelse, hun har fået af sin egen tro ved at opholde sig i Israel og se historiske steder på tæt hold.

Men lige nu er det alligevel Baruch, der fylder mest i bevidstheden: ”Jeg havde et måske naivt håb om, at samtalerne til sidst ville få Barcuh til at tro på Jesus. Det skete ikke, men jeg har plantet et frø, og så må jeg vente på vandet. Måske skal jeg vente længe – ligesom Israel har ventet længe på regnen i år,” slutter Nanna.

*Baruch er et opdigtet navn for at holde Nannas ven anonym.