Skip to main content

Udsendelse udskudt


Hedensted Valgmenighed tog sidst i juni afsked med Anna-Marie & Hans Jørgen Hansen som deres præstepar og sendte dem videre under bøn og håndspålæggelse til deres nye tjeneste som præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem. Israelsmissionens formand, Krista Rosenlund Bellows, sagde blandt andet følgende i sin udsendelsestale over Luk 6:38: 

”Hvilken rigdom der er i Guds generøse rige! Det gælder også i mission. Giv, så skal der gives jer. Skab plads til, at det kan ske. I kommer til at give og at modtage og til at erfare, at det ikke hver gang er ligetil at både give og modtage. Efterlad åbne døre, sådan at mennesker kan komme ind, når de er klar. Også selvom det ikke sker i jeres tid.”  

Generalsekretær Christian Rasmussen skulle i dag have hentet dem i Ben Gurion-lufthavnen og have brugt et par dage sammen med dem for at hjælpe dem godt i gang.

Men sådan blev det ikke – endnu i al fald.

For vi må desværre udskyde udsendelsen af det nye præstepar, da vi i sidste uge modtog meddelelse om, at vi pga. situationen i Israel ikke længere kan skaffe den behørige forsikringsmæssige dækning. Det er Anna-Marie & Hans Jørgen og vi meget ærgerlige over.

Vi håber og beder om, at der snart kommer gode løsninger i Mellemøsten, så vi igen kan sende medarbejdere til Jerusalem. Vær gerne med til at bede for Anna-Marie & Hans Jørgen og for situationen i Mellemøsten.