Denne uge har været fyldt med undervisning om Kristendommens Jødiske Rødder(KJR). Det har budt på en masse aha-oplevelser, en masse kaffe og en masse ny brugbar viden om vores dejlige Jesus. 

Vi har hørt om templet, profetier, jødiske grupperinger, påsken, dåb, pinse og løvhyttefesten.  Før ugen startede tænkte jeg: “Kristendommens Jødiske Rødder er vel bare en masse mosebøger, og det er det.”, men gennem denne uge er det lykkedes både David og Stine, at udfolde det gamle testamente, samt det nye testamente på mange forskellige måder. Undervisningen er blevet opdelt på en yderst overskuelig måde, hvor vi har anskuet emnet på tre måder, så fx:

1. Vi ser på, hvad det gamle testamente siger om templet. 
2. Vi ser på, hvilken rolle templet har haft på Jesu tid. 
3. Vi ser på, hvordan man som kristen ser på templet. 

Det har været en god måde at anskue det på, da man derfra let kan se den tydelige røde tråd, der går fra det game testamente og den gamle pagt til det nye testamente og den nye pagt.  Nu vil jeg prøve kort at forklare, hvad vi har lært: Templet var i gamle testamente og på Jesu tid det helligeste for jøderne. Det var Guds bolig iblandt mennesket. Her foretog de mange forskellige ofringer til Gud for at ophøje Ham og for at få tilgivelse for deres synder. Templet blev bygget omkring år 1000 f.kr. af kong Salomon. Der stod det ca. i 500 år indtil babylonerne kom og jævnede det med jorden. Efter 70 år slap jøderne fri fra Babylon og Nehemias fik bygget det andet tempel, som på ingen måde var ligeså storslået som det første tempel. Efter ca. 400 år valgte Kong Herodes den Store derfor at renovere templet, så tempelpladsen blev forstørret fra ca. en halv amerikansk fodboldbane til 16 fodboldbaner. Templet blev den gang set som et af verdens vidundere. Templet stod dog kun til år 70 e.kr. da romerne rev det ned grundet oprør fra den jødiske side. 

Jøderne valfartede til templet 3 gange om året til påske, pinse og løvhyttefesten. Det samme gjorde Jesus, for han var jøde, men Guds bolig, templet, flyttede fra en storslået bygning og ind i vores hjerter da Jesus døde for vores synder. Derfor er vores legeme det nye tempel, for Gud bor i os.  En profeti er en profets forkyndelse af en Gudsvilje, som han har modtaget i en åbenbaring. Igennem det gamle testamente findes der mange profetier om Jesu komme. Allerede i starten af biblen i 1. Mosebog k.3 v.15, står der at kvindens afkom skal knuse slangens hoved. Vi har set på mange profetier omkring Messias, og et af de mere essentielle steder er Esajas k.53, der tydeligt omtaler hvordan Jesus skal tage vores skyld på sig som et skyldfrit offerlam.  De jødiske grupperinger på Jesu tid var: 

• Farisæerne, som er lægmænd dvs. at de ikke var præster, men at de underviste i fx synagogen, og hvis der opstod et problem mellem to kunne man gå til farisæerne og søge råd. 
• Saddukæerne, ses som “De retfærdige”. Det var de rige aristokrater, altså det øverste samfundslag, og de var kun bosat i Jerusalem. 
• Essæere, kaldes “De fromme”, da de trak sig fra samfundet og levede som munke i Cølibat. De havde stort fokus på rituel renhed. 
• Zeloter var den voldelige gruppe. De ventede på Messias, som en krigsherre, der skulle slå romerne tilbage, og de prøvede at skabe håb ved at demonstrere voldeligt. 
• Herodianere var fok som støttede Herodes’ slægt og dermed gik ind for jødisk uafhængighed, men accepterede lydekonger. 

Disse grupperinger diskuterede mange ting, bl.a. Messiasforventningen.  Påsken var for jøderne i det gamle testamente og på Jesus tid en ihukommelse af hvad der skete i Egypten, nemlig at Gud udfriede Israelitterne fra slaveriet, og at de måtte flygte uden at kunne nå at få proviant med. I jødernes hjem må der derfor ikke findes surdej under påsken, for at mindes at Israelitterne måtte flygte i al hast. Påskelammet blev ofret, så Israelitterne kunne skånes for den sidste plage i Egypten, nemlig at dødsenglen skulle gå igennem Egypten og dræbe alle førstefødte. Dødsenglen ville gå forbi alle de huse, hvor der var smurt blod på dørstolperne. Derfor hedder festen påske, som betyder forbigang. Påsken er en af de tre valfartsfester som jøderne har. I dag valfarter de dog ikke til Jerusalem, da der ikke er et tempel. I det nye testamente er Jesus påskelammet, der ofres for at vi kan gå fri. Jesus var fri af synd som Gud og menneske, derfor er det et endegyldigt offer for os, så vi står frie i ham. 

Dåb var også vigtigt i det gamle testamente og for jøderne på Jesu tid. Jøderne havde tre former for dåb: 

1. Urent til rent: Livet gør at man bliver uren, derfor skal man renses. 
2. Nærme dig Gud: Man skulle vaskes inden man gik ind i templet. 
3. Proselyt dåb: Hvis man var hedning og gerne ville blive jøde. 

Vi kristne har i dag kun en form for dåb.  Pinse kaldes i det gamle testamente og på Jesu tid for ugefesten, den anden valfartsfest, som er en taksigelse til Gud for hvedehøsten og en ihukommelse af Guds pagt med Israelitterne på Sinaibjerget med de 10 bud. I den kristne tro fejrer vi pinsen, hvor helligånden kom ned over disciplene i form af ildtunger over deres hoveder, og de talte på mange forskellige sprog, Apostlenes Gerninger k.2 v.1-4. I pinsen fejrer vi den nye pagt i Jesus, som ofrede sig for vores skyld, og at Gud flyttede fra templet og ind i vore hjerter. Ved denne pagt ændredes pagtstegnet fra omskærelse til dåb.  Løvhyttefesten(sukkot) er den tredje og sidste valfartsfest, som er en fejring af høstårets afslutning. Løvhyttefesten er for jøderne festkalenderens klimaks.  Her ihukommer jøderne israelitternes vandring gennem ørknen i de 40 år, hvor Gud var med dem dag og nat og ledte dem ind i det forjættede land. På samme tid ser de også frem mod den evige sabbatshvile, hvor Gud endnu engang vil tage bolig iblandt dem. Som kristen ser vi tilbage på, at Gud tog bolig iblandt os, og at vi har fået frelsen gennem Jesus, men at vi også skuer frem mod evigheden med Gud, den evige sabbatshvile. Så man kan sige, at vi som kristne i julen fejrer den ene del af løvhyttefesten, nemlig at Jesus kom til jorden. 

Vores kære hjerner har været godt i gang og er blevet fyldt godt op, så vi alle har været ret trætte om aftenen, men det har ikke stoppet os i at hygge og have det godt sammen.  Det har været rart at være i Jerusalem i den her uge, hvor man kender sin seng og ved at falaffelmanden er lige rundt om hjørnet v. Damascus Gate. Den faste rutine har været en dejlig afvænning fra det ellers eventyrlige liv som missionspilot.  Nu indtager vi den sidste måned af vores rejse med nysgerrighed og gejst for hvad de næste uger vil bringe.