Skip to main content

Unge i Israel er åbne for, hvad Jesus har at sige

Det kristne studenterarbejde i Israel (FCSI) har netop startet et nyt initiativ op på forskellige universiteter landet over, som skal skabe gode rammer for samtaler og dialog om tro mellem studerende. Konceptet hedder ”Think Café”, og håbet er, at det vil opmuntre flere studerende til at tage dybere spørgsmål op samt udruste flere i studenterarbejdet til at tale åbent om troen.

Findes der en sandhed?

De første aftner blev afholdt i december – to i Haifa og en i Jerusalem. Her var emnet: ”Findes der noget, som er objektivt sandt? Og hvordan kan vi vide, hvad det er?”. Aftnerne blev indledt med et kort oplæg og fortsatte derefter med åben og ærlig samtale. ”De første møder oversteg vores håb og forventninger, og vi ser frem til at afholde de næste café-aftner i forårssemestret,” fortæller FCSI. I alle grupperne var der mennesker, som ikke normalt kommer i kristne sammenhænge, til stede.

Gud viser en vej i bønnen

I Jerusalem var man bekymrede, fordi der til at begynde med ikke var nogle ikke-troende, som havde meldt sig til. Derfor mødtes en gruppe unge for at bede sammen for projektet. I sidste øjeblik blev de kontaktet af en messiansk leder. Han havde mødt en ung studerende, som gerne ville komme til arrangementet. Den studerende, ”S”, kommer fra en meget religiøs ortodoks jødisk familie, men han var blevet fortvivlet over den ortodokse jødedom. Selvom han var den eneste ikke-troende til mødet i Jerusalem, engagerede han sig stadig fuldt ud i diskussionen. ”Det føltes ikke som ”os” og ”ham” – vi var en gruppe, der talte og diskuterede sammen,” fortæller Neeman, der er ansat i studenterarbejdet.

Jeg er åben for, hvad Jesus måtte have at sige

Umiddelbart efter mødet og igen dagen efter kontaktede den studerende, ”S”, Neeman, og bad om at blive sat i forbindelse med studenterarbejdets hebraisktalende gruppe i Jerusalem. ”Hvis der findes en sandhed derude, vil ”S” gerne finde den. Han er åben for at høre, hvad Jesus måtte have at sige,” fortæller Neeman. Vil du være med til at bede for ”S” og de andre studerende som ham, der er blevet påvirket af de ærlige og dybe samtaler til disse café-aftner? Og for de troende studerende, der fik lov til at erfare, at nysgerrige og kritiske spørgsmål ikke altid er noget at frygte – men at de snarere kan være en vej, Jesus bruger til at bringe mennesker ind til sig?

Støt arbejdet

Du har også mulighed for at støtte arbejdet blandt studerende økonomisk her: http://israel.dk/om/israel/fcsi/   Eller direkte på MobilePay: 30503 (skriv studenterarbejdet i beskedfeltet)