»Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.« (1. Mos 12,1-3)

Ugens portion: 1. Mosebog 12,1-17,27

Hold da op en portion i denne uges læsning. Der er nok at tage fat på der i patriakernes land. En ny karakter træder ind på scenen. Manden vi kender som Abraham. Han får et løfte om land og om velsignelse – løfter som vi skal bruge resten af året på at læse om, hvordan Gud opfylder. Men også om hvordan mennesker håber på, Gud opfylder dem, og om hvordan de to ting ikke altid lige flugter med hinanden…

Abraham får at vide, han skal være en velsignelse, og det tænker jeg, må have været ret radikalt at lytte til. Han er jo ud af en traditionel stammekultur, hvor det handler om det nære og om, hvordan man kan bevare så mange ressourcer som muligt, så man kan blive større, mere indflydelsesrig, få mere magt og dermed sikre slægtens overlevelse. Det er som om Gud her fortæller Abraham: “Sådan skal du ikke tænke længere, Abraham. Nu skal du ikke længere bruge dit liv på at samle sammen, men på selv at være en velsignelse for andre.”

Wow! Det er godt nok udfordrende. Også i dag.

For det er jo ikke fordi stammekulturen er uddød. Den har bare forandret sig lidt og handler i dag om noget andet, end den gjorde for Abraham – og tager sig forskellig ud. Det er vigtigt at pointere, at Gud jo ikke udfordrer Abrahams stammetænkning, for Gud ved godt, vi har brug for at høre til et sted. Vi har brug for et trygt sted, hvor vi ved, vi hører hjemme. Et sådan fællesskab bliver man ofte glad for og vil gå endog meget langt for. Man går gerne på barrikaderne og kæmper for sådan et fællesskab.

Derfor kan stammer også ende i krig med hinanden. Det kunne de på Abrahams tid. Fysisk og voldeligt. Det kan det også ende med i dag. Ikke blot på et fysisk plan. Men kulturelt. Værdimæssigt. Det er her Gud går ind og siger, at vi skal bruge det fællesskab, vi er glad for, til at være en velsignelse for andre. Vi skal ikke bruge fællesskabet eller stammen til at bekrige andre.

Den tanke disse udfordrende vers efterlader mig med er spørgsmålet, som måske nok er sat på spidsen: Måske vi kan vurdere, hvor sundt og godt og gudsgivent et fællesskab af mennesker er, ud fra deres evne og – ikke mindst – vilje til at velsigne andre fællesskaber, som ikke er ligesom dem…?

Jeg tror det…