Skip to main content

Verdens unge mødes i Jaffo

Det var egentlig ikke noget nyt koncept. Der havde været en gruppe Young Adults (UngeVoksne) i Immanuelkirken de seneste 5 år, men udskiftningen hen over sommeren havde reduceret gruppen til bare ét tilbageværende medlem.

Janni og Ruben Tychsen; 28. januar 2013

Det var udgangspunktet, da vi, tre nybagte volontører, skulle videreføre Young Adults. Derfor var forventningerne også beskedne og spændingen stor op til det første møde.

Vi havde selvfølgelig gjort vores forarbejde og talt med alle i målgruppen, som havde kontakt med kirken, og alle bekymringer blev gjort til skamme. 11 unge fra 10 lande dukkede op, og vi havde en fremragende aften.

Herefter tog tingene fart. Studiestart nærmede sig på universiteterne og mange udenlandske studerende, som hjemme var vant til at være en del af et menighedsfælleskab, lagde vejen forbi Immanuelkirken og blev inviteret. Vores facebook-gruppe voksede, medlemmerne tog deres venner med og til julefesten toppede vi med 25 deltagere.

Det er en fornøjelse at se, hvordan gruppen tager aktivt del i menighedsfællesskabet og efterhånden også løfter en betragtelig del af de praktiske opgaver. For eksempel bestod halvdelen af det praktiske team omkring julegudstjenesterne af unge fra gruppen. Ud fra Young Adults er der blevet startet en bibelstudiegruppe op på Tel Avivs universitet, og gruppen er blevet medlemmernes primære sociale netværk ugen igennem.

Vi havde nok ikke drømt om at skulle opleve så stor velsignelse, da vi startede op, og det er svært at sætte fingeren på, hvorfor det er blevet så stor en succes, men det hele er bare faldet i hak.