I Jerusalem er der nyvunden-sommerferie-stemning. Der er fest i gaderne. Folk er lidt mere fjollede end de plejer. Jeg har set soldater og musikanter danse sammen på taget af en bil. Jeg har set en flok unge mænd komme syngende over vejen, bilen de kom forbi dyttede med på sangen, og da bilen holdt for rødt, valgte mændene at danse rundt om bilen, imens de sang højt. Der fejres Sukkot i Jerusalem. Det er en uge, hvor man glæder sig over frugthøsten, Guds nærvær under ørkenvandringen og at Torahen blev givet. Der er meget at sige om Sukkot, men det jeg vil fremhæve er: Det er en glædesfest.
Jeg var til en samling, hvor vi fejrede Sukkot. Jeg sad ved siden af en skøn kvinde ved navn Jane. Jane kommer fra Britisk Virgin Island, som ligger i Caribien. Efter de to orkaner ved Caribien er alt ødelagt. Der er ingen elektricitet, husene er smadret, palmerne væltet, det de har tilbage af paradiset er strandene. Det vil tage flere år at bygge det op igen. For hende var der ikke meget at fejre og glæde sig over. Jeg kunne godt genkende tristheden hos mig selv. For selvom jeg oplever meget godt her i Israel, kan jeg også blive ramt af hårde dage, hvor jeg ikke lige oplever, der er meget at glæde sig over.
For både Jane og jeg var det godt at fejre Sukkot. Fra scenen sagde de igen og igen: ”Rejoice!” – glæd jer! Vi fik at vide, at vi skulle give vores nabo en albue, hvis vi oplevede at hun ikke glædede sig, for dette var et bud i forhold til Sukkot. Vi skal glæde os over Guds godhed.
Sammen med Jane dansede og sang jeg. Vi sang blandt andet ”Jeg vil synge, som David sang – Jeg vil danse, som David dansede”. I 2. Sam. 6 kan vi læse om at David dansede så vildt, da han lovpriste Gud, at hans kone blev pinlig over ham. Og jeg kan siger jer, at der var fest i salen. Folk sang højt, der var folk, der havde taget deres horn med, som de blæste i, der var dansere på scenen og rundt i salen, som dansede med flag. Vi gjorde, hvad vi kunne for at glæde os og udtrykke vores glæde.
Jeg blev mindet om, hvor stort det er, at Gud har givet os et bud om at glæde os. Og denne glæde kan vi tage del i, selvom vi ikke synes, der er meget at glæde os over. Gud minder os om alt det gode, han giver os, at han er os nær i vores livsvandring, løfterne i Bibelen står fast og at sørger for vores behov. Gud befaler os at glæde os. Han spørger ikke til vores følelser, men vil løfte vores blik på ham og minde os om, at han giver os alt, hvad vi behøver, og det er der grund til at være glade og taknemmelige for.
Så selvom Jane, jeg og måske også du synes nogle dage kan være svære, så må vi minde os selv om Guds godhed, tage del i Sukkotfejringen og glæde os. Måske vi også skulle have sådan en fest i Danmark?
