Vi vover at drømme

Et nyt år er over os. Vores samarbejdspartner Musalaha vover at drømme stort for det nye år. Her kan du læse et uddrag af Shadias (palæstinenser) og Ambreens (jøde) “nytårstale”.

Shadia Qubti og Ambreen Ben-Shmuel, 5. januar 2015

En af de faktorer, som, ifølge israelske og palæstinensiske forskere i forsoning, vedligeholder og eskalerer vores konflikt, er, at vi ikke kan forestille os en fredelig fremtid. Vi kan ikke opnå det, vi ikke kan forestille os; vi kan ikke gøre det, vi ikke kan drømme. Som nogle der selv praktiserer og forsker i forsoning, forsøger vi at formulere en drøm om en bedre fremtid – for os selv og dem vi lever sammen med. Alligevel hører vi ofte andre afvise disse drømme med forskellige undskyldninger.

Vi vil gerne invitere dig ind i vores forståelse af en bedre fremtid, som vi ønsker at trække ind i nutiden med vores bønner og sind – med vores hjerter og hænder.

Vi afviser alle foregående undskyldninger – også selvom de er velmente. Vi nægter at være undertrykkere. Vi nægter at være ofre. Vi nægter at være uvidende. Vi nægter at opgive håbet. Vi nægter den lette vej. Vi nægter at tro, vi ikke kan forløses på grund af de komplicerede forhold. Vi nægter at være en uløselig konflikt. Vi nægter at udskyde freden til kommende generationer, fordi vi selv er for dovne til at forestille os en bedre fremtid. Vi nægter mange forhold.

Og vi bekræfter og accepterer mange andre. Vi tror vedholdende på evnen til at drømme. Vi accepterer den udfordring, forsoning er. Vi tager velvilligt byrden med at tale sandheden på os – selv når det gør skade på vores selvforståelse og vores forståelse af historien. Vi accepterer, at vi er begrænsede i det, vi ser, og i det vi ved, og vi bestræber os på at lære mere, og udfordrer os selv til at tænke kritisk. Vi tager ansvar for vores handlinger – og for vores mangler i denne konflikt. Vi omfavner barmhjertigheden – for os selv, for andre – særligt for dem som ingen barmhjertighed har for os. Vi tror vedholdende på at skabe plads til hinanden, da vi længes efter sameksistens, at trives, at samarbejde og at være bedre udgaver af os selv, som et resultat af det, vi giver hinanden.

Bibelen er en tekst, som former vores forestillingsevne, som opmuntrer os til at se Guds handlinger i historien og til at se hans længsel efter at gøre op med uretfærdighed og undertrykkelse i nutiden. Både dommerne, profeterne, de ensomme kvindelige stemmer, Jesus Messias, disciplene og menighedens fællesskab, som ønsker at leve efter det, disse personer lærte, påvirker os i dag. Det kulminerer i, at Gud giver os sin søn, Jesus, som gave, og han gav os et forbillede til at leve et retfærdigt og barmhjertigt liv. Ved sin død og opstandelse nedbrød han barrierer mellem både Gud og mennesker og mennesker i mellem. Jesus viste frihedens vej – også selvom han oplevede modstand fra åndelige ledere – også selvom han levede under besættelse. Det som forener alle disse personer er, at deres håb var bundet til deres handlinger. Guds visioner om noget bedre, gennemsyrede hele deres tilværelse. Guds håb blev deres håb, og de gav deres hænder til hans vision.

Vi ønsker at se vores samfund hæve sig over konflikten og tilbyde en løsning, der er sikker, retfærdig og troværdig. Vi ønsker, vores samfund må erkende, at vi har brug for hinanden, hvis vi skal forstå, hvorfor vi er her, og hvordan vi skal bygge en bedre fremtid. Vi har en historie fyldt med smerte, lidelse og forfølgelse. Vi modsiger den fatalisme, som påstår, at dette både er vores fortid og fremtid. Vi tror, Gud har et formål med det jødiske folk i dette land. Vi tror, Gud har et formål med det palæstinensiske folk i dette land. Men hovedpersonen i dette er hverken det jødiske eller det palæstinensiske folk, men Gud som ønsker at drage os ind i sin vision. Det er en vision, som er værd at følge. Det er en vision, som er stærk nok for den undertrykte, for undertrykkeren, for tvivleren og for den håbløse. Og vi ”stoler på, at [vi] skal se Herrens godhed i de levendes land.” (Salme 27,13)

Læs den oprindelige artikel her (engelsk).