Der er tradition for at Johnny Khoury, leder på Ebenezer-hjemmet i Haifa, fortæller lidt om de beboere, som er afgået ved døden. Det gør han primært i de nyhedsbreve, der sendes ud fra hjemmet. De seneste tre har vi lyst til at bringe videre til jer her.
Miriam Munce, 92 år gammel.
Hun blev født i USA, og var meget tæt knyttet til sin jødiske tradition. Hun kom til tro på Kristus i forbindelse med forbøn for hendes børn, som var syge. Først blev datteren helbredt for et dobbelt kraniebrud efter fald fra anden etage, og hendes søn blev helbredt for kræft i øjet. Hendes mand kom også til tro senere, da hendes søn blev dræbt på den skole han gik på. Manden kom sig dog aldrig over sønnens død, og døde selv af et knust hjerte to år senere.
Omkring to år efter hendes mands død, giftede Miriam sig igen og fik opfyldt sin drøm om at bo i Israel. Hun boede i Cæsarea og var medlem af menigheden Beit Asaf. Hun efterlod sig en lang liste over undere, som Gud havde gjort i hendes liv.
Inna Weisburd, 92 år gammel.
Hun blev født i Ukraine under Stalins styre, og hendes far var fra en troende familie, mens hendes mor var ateist. 2. Verdenskrig brød ud, da hun var 18 år gammel. Ved Guds nåde klarede hun sig igennem både nazismen og dødelige bombninger. Ved et tilfælde fandt hun ly i en kælder sammen med nogle andre. Cathrine, en 11 år gammel pige som gemte sig sammen med hende, så Innas frygt og fortalte hende, at hun kunne bede til Gud. Det var første gang, hun bad. Bagefter undrede hun sig meget over, at den bygning, hun havde gemt sig i, var den eneste, som stod hel i hele det område, der var blevet bombet. En anden gang blev hun reddet i en storm, hvor hun bad til Gud. Pludselig kom der en kvinde ud af ingenting og fortalte hende, hvilken vej hun skulle gå. En ven lånte hende en bibel, og gennem den lærte hun den Gud at kende, som ofte havde reddet hendes liv. Efter at være kommet til tro, blev hun medlem af en undergrundsmenighed. I 14 blev hun forhindret af KGB i at rejse til Israel, men hun fik hjælp af en tysk præst. Hans datter blev senere volontør på Ebenezer. Inna fortalte inden hun døde, at Salme 91 er summen af hendes liv.
Hans Meyer, 94 år gammel.
Han blev født i Haifa med en schweizisk far og tysk mor, som gik ud af Tempelsamfundet efter hun giftede sig. Hans voksede op i Waldheim – nu Allonei Abba uden for Haifa – og var nært knyttet til de messianske jøders historie i Israel. Han mødte sin kone, mens hans arbejdede som elektriker ved Beit Shalom. Efter de havde giftet sig, arbejdede Hans som vagtmester ved Eliaskirken, hvor han havde ansvaret for lageret. Han har også installeret det elektrisk anlæg på det messianske konferececenter, Beit Yeddia på Karmel. Efter det åbnede arbejdede parret der i seks år. I 2011 kom de begge til Ebenezer-hjemmet. Hen imod slutningen længtes Hans efter at møde Herren, som han havde tjent trofast.