Artiklen er fra Den Norske Israelsmisjon. Den oprindelige norske tekst er af Synnøve Aarskog, foto: Sigmund Søvde.

Chaim står med en pistol i hånden. På sofaen ligger hans bedste ven med sin kæreste tæt ved siden af sig. Ved et uheld går et skud af. Kuglen rammer først væggen, derefter vennens kæreste. De forsøger desperat at redde hende, men det er til ingen nytte. Senere samme aften dør hun. 

Chaim er 19 år gammel, da dette sker. Nu, 27 år senere, møder jeg ham som vært til Åben Kirke i Immanuelkirken i Tel Aviv. Vi sætter os på en bænk i den frodige have udenfor kirken. Fuglesang og den varme sol skaber en atmosfære, der står i skarp kontrast til det, han fortæller. 

Opvækst i Sovjetunionen og Israel 

Chaim fortæller om sin opvækst. Han blev født i Sovjetunionen, teknisk set i Ukraine, hvor han boede med sin familie, indtil han var 11 år gammel. Begge hans forældre var sekulære jøder og var meget bevidste om antisemitismen og jødernes længsel efter deres eget hjemland. 

– Som barn hørte jeg ofte min far sige, at jøderne havde brug for deres eget hjemland, fortæller Chaim. 

I 1990 flytter familien til Petah Tikva. At komme som indvandrer til Israel som teenager på det tidspunkt skulle vise sig at være svært. 

– Jeg kom til Israel med et håb om at blive omfavnet af det jødiske folk, fordi jeg selv var jøde. Men nej, det skete ikke. Også min far, der var i begyndelsen af fyrrerne, fandt det meget svært, siger Chaim. 

Chaim fortæller videre om kommunikationsproblemer, skænderier og en følelsesmæssigt ustabil tid. Han lykkes ikke med at blive en del af det sociale system i Israel og falder hurtigt uden for samfundet. 

– Da jeg var 17 år, havde jeg nået et lavpunkt og forsøgte at tage mit eget liv, fortæller han. 

Han skar sig i håndleddet, men blodet flød ikke. I dag takker Chaim Gud for, at det gik godt med ham. 

På jagt efter mening 

Chaim fortsætter med at lede efter mening i livet og eksperimenterer blandt andet med New Age, buddhisme og satanisme. 

– Jeg følte, at der måtte være noget mere. Verden virkede så uretfærdig. 

Han havner konstant i flere problemer. Efter gymnasiet skulle militæret være det næste skridt. Sådan blev det ikke. På grund af hans dårlige psykiske helbred skriver psykologen et brev til IDF, det israelske militær, med en anbefaling om, at de ikke tager ham ind. 

– Du ved, der ville jeg være omgivet af våben hele tiden. Det ville ikke have været godt for mig. Nej, jeg ville nok ikke have håndteret det system godt, bekræfter Chaim. 

Den fatale aften 

Chaim ville hellere leve storbylivet, som han havde set det på film. Han flytter til Tel Aviv, ind i lejligheden til sin bedste vens bror. I lejligheden ligger der en pistol. Det er, da bedstevennen og hans kæreste er på besøg i lejligheden, at det fatale sker. 

Chaim ville bare lege lidt med pistolen, men pludselig affyrer han et skud. 

Kuglen, der rammer vennens kæreste, er ikke stor. Først tror de, at hun ikke er blevet ramt, men at hun er i chok. De forsøger hjerte- og lungeredning, hvilket fører til kraftige opkastninger. Senere viser det sig, at hun var blevet ramt, havde fået hul på lungen, og at hjerte- og lungeredningen dermed bidrog til, at hun døde. 

Chaims liv har nu nået et nyt lavpunkt. 

– Senere sad jeg i cellen og tænkte, at jeg ikke længere ønskede at leve. Hvad levede jeg egentlig for nu? Tre familier var knust på grund af det, jeg havde været involveret i. Jeg var helt fortvivlet, men det føltes som om, jeg hørte en stemme sige: ‘Intet godt vil komme ud af, at du dør; det vil kun føre til mere lidelse for alle.’ 

Chaim finder en form for fred i dette og føler en forpligtelse til at fortsætte med at leve. Han ønsker at blive en bedre udgave af sig selv og, så vidt det er muligt, rette op på sine fejl. 

En ny start i Jerusalem 

Efterfølgende flytter Chaim hjem til sine forældre i Ashdod. Tanken om at få sig et job for at betale forældrene tilbage for advokatudgifterne plager ham. En dag, mens han bladrede i avisen og samtidig var fuld af bekymringer, dukkede der en annonce op, som fangede hans opmærksomhed: 

“For natur- og dyreelskere: Kom til Jerusalem og bliv frivillig på en gård.” 

– Det virkede som om, at den annonce var skræddersyet til mig. Jeg vidste, at jeg måtte udforske den mulighed, siger Chaim. 

Uden at fortælle sandheden til sine forældre, tager han til Jerusalem sammen med sin bedste ven, der havde mistet sin kæreste og næsten hadede Chaim for det, han havde gjort. 

En tryg havn 

Da Chaim og vennen ankommer til gården, møder de ejeren, en messiansk jøde. Det var den første messianske jøde, Chaim nogensinde havde mødt. 

– Gårdejeren præsenterede Jesus som Yeshua, den jødiske Messias, hvilket rystede mig og fik mig til at stoppe op, fortæller Chaim. 

Den første nat på gården har Chaim en drøm: 

– Jeg står på en travl vej med to spor og føler mig overvældet af presset omkring mig. Men så opdager jeg, at der er en lille åbning mellem de to spor. Jeg vælger at gå derned, og pludselig befinder jeg mig på en smuk strand med hvidt sand. Alt er stille og fredeligt, og jeg føler en dyb ro. Jeg tænker: “Nu er jeg tryg.” 

Da Chaim vågner, forstår han, at gården er denne trygge havn, et sted som giver ham en pause fra kaosset i verden. 

Vendepunktet 

Til gården kommer der folk fra mange forskellige lande. En af dem, der kommer, er en amerikaner, som begynder at tale med Chaim om Jesus. 

– Uden egentlig at have hørt hele evangeliet tog jeg imod hans invitation til at tro på Yeshua. Han bad, og jeg gentog sætninger som: “Yeshua, hvis du er Israels Messias, tilgiv mig mine synder, frels mig og lad Helligånden bo i mig.” 

– Jeg forstod ikke det hele. Så sagde han: “Vis mig din kærlighed.” Jeg gentog denne sætning med lukkede øjne. Indeni mig så jeg en bølge af vand dukke op i min mave. Den fyldte min krop, og jeg følte en meget stærk kraft, det bedste jeg nogensinde havde følt i mit liv. Det føltes som om, en fysisk kærlighed fyldte mig. Og jeg vidste, at det var Gud, fortæller Chaim. 

– Senere læste jeg, at Jesus sagde: “Den, der tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften siger, flyde strømme af levende vand” (Joh 7,38–39). 

Og for første gang i 19 år føler Chaim sig levende. 

– Wow, er det Gud? Og han elsker mig? Og han er virkelig? Dette var det største øjeblik i mit liv, mindes Chaim med glødende øjne. 

Nu arbejder Chaim i det israelske bibelselskab og er med som vært i Åben Kirke i Immanuelkirken, hvor han får mulighed for at fortælle evangeliet til de mange besøgende i kirken. Han fortæller, at åbenheden, han nu oplever blandt israelere, er stor.