Bøn, forbøn og alt det der. Hvordan skal man lige gribe det an? Jeg er bestemt ikke en, hvor det at bede og være et vedholdende bedende menneske er noget, der falder mig let. Derfor har det både været en udfordring, men også en stor opmuntring, at vi her på kontoret i Aarhus er begyndt at mødes hver torsdag morgen fra 9-10 for at bede for jøderne i Danmark og i verden.
Vi beder om, at jøderne i Danmark må få en fair chance for at blive præsenteret for kristendommen, og de må få et møde med Jesus deres Messias. Vi beder for den danske kirke i Jerusalem, som både rækker ud til danskere i Israel, og som også kommer i kontakt med israelere, der for eksempel har giftet sig med danskere. Vi beder for Immanuelkirken, hvor vi lige nu har en volontør, og hvor der sker mange spændende og gode ting i forhold til kontakten med både lokale og internationale personer i Jaffa.
Der er virkelig meget at bede for og takke for! For mig hjælper det at komme sammen hver torsdag og vide, at der også er andre, der beder med, selvom de ikke er på kontoret med os. Det styrker troen og øger håbet om, at vi vil komme til at se danske jøder komme til tro på Jesus!
Forbøn – at stille sig mellem Gud og mennesker
Jeg kom til at tænke på en af Bibelens beretninger om, hvordan det at gå i forbøn for andre kan være fuldstændig forandrende, for i forbønnen stiller man sig imellem Gud og mennesker. Beretningen findes i 2. Mos. 32,7-14. Moses har været oppe på bjerget for at modtage Guds anvisninger til folket. Anvisninger, der skulle være retningslinjer for, hvordan samfundet skulle bygges op, og hvordan israelitterne skulle tjene Gud i alle forhold.
Det har trukket lidt ud, eller i hvert fald er israelitterne begyndt at kede sig, og derfor har de presset Aaron, som var næstkommanderende, til at bygge dem en kalv, som de kunne tilbede – for det var lidt frustrerende, at den usynlige Gud blev ved med at være usynlig. Aaron kan ikke stå imod gruppepresset, og han efterkommer folkets krav.
Gud siger da til Moses, at han skal skynde sig ned fra bjerget og stoppet folket i deres uføre. Men inden Moses går ned fra bjerget, går han i forbøn for folket. For Gud er vred over, at de har syndet imod ham. Ham der havde reddet dem fra slaveri og meningsløshed. Moses beder for folket, og han minder Gud om Guds egen trofasthed og kærlighed til dette folk. Denne forbøn betyder, at Gud husker på sit løfte, og han tilgiver folket.
Moses stillede sig imellem Gud og folket. Moses’ forbøn reddede folket. Moses’ insisteren gjorde en kæmpe forskel.
Senere i Bibelens beretning om Gud og folket, manglede folket en Moses. Det læser vi om i Ez. 22,30: “Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen.” Hvis der havde været en Moses i denne situation, ville Gud ikke have sendt folket i landflygtighed.
Vil du være med til at bede med os for det jødiske folk? Vi insisterer på at stille os i murbruddet og minde Gud om, hvordan han vil, at alle mennesker skal frelses – og det løfte gælder fortsat jøder. Om de bor i Danmark, i Europa, i Israel ja i hele verden.
