Mens de er hjemme i Danmark på sommerferie har jeg sat Elisabeth og David Serner – dansk præstepar i Jerusalem – stævne i et fortelt på Holmsborg Bibelcamping til en snak om livet som danskere, som præst, som mor og livet som sådan i Jerusalem.

Arne Pedersen, 4. august 2014

”Jakob Nielsen – min forgænger i jobbet – sagde engang, at han havde verdens bedste job. Det kan der godt være noget om,” begynder David, da han skal fortælle om, hvordan det er at være dansk præst i Jerusalem. Parret rejste i begyndelsen af februar af sted til Jerusalem, for at bosætte sig der med deres to børn, Nathanael og Naomi. Det åbenlyse spørgsmål der trænger sig på er hvorfor? Hvorfor vælger man at rejse til et fremmed land med to små børn, hvor kultur, sprog og hverdag er helt anderledes?

Elisabeth og David kigger lidt på hinanden inden David svarer: ”Vi havde det nok sådan, at om vi skulle flytte til Sønderjylland eller Israel, ville det være samme omvæltning. Vi skulle alligevel have nye omgivelser, så hvorfor ikke Israel?” spørger David. Elisabeth rykker lidt uroligt rundt på stolen som om hun ikke er helt enig. Men hun giver alligevel David ret: ”Det har jo været længe undervejs,” mener hun og fortsætter: ”Vi har begge to været volontører i Immanuelkirken i Jaffo, David har været med i bestyrelsen for Israelsmissionens Unge, vi har begge været aktive i lokalforeningen i København, og så har jeg også været ansat i København som koordinator en overgang.”

Fred

”Måske lyder det lidt drastisk, men jeg tror ikke, vi ville kunne se os selv i øjnene, hvis ikke vi havde grebet denne mulighed,” supplerer David. Elisabeth nikker og supplerer: ”Vi har også en god fred med det, og vi har en klar fornemmelse af, at vi er, hvor vi skal være. Det er en kæmpe lettelse!” slutter hun. ”Efter opholdet i Jaffo gav vi også hinanden håndslag på, at skulle vi af sted igen, så skulle det være for en længere periode,” afslører Elisabeth. Samtidig fortæller de, at de egentligt aldrig har haft drømmen om ”villa og vovse”, men har drømt om en anderledes hverdag. Det har de fået nu, og det er de glade for.

Besøg af israelske venner

I løbet af tiden i København har Elisabeth og David også fået jødiske venner – bl.a. gennem et sabbatsfællesskab de selv har været med til at begynde. ”Mens vi har været hernede er der allerede to af vores vennepar fra København, som har besøgt os,” fortæller Elisabeth og fortsætter: ”Det er endnu en god ting ved at være flyttet herned – så har vi fået muligheden for at opleve noget af deres baggrund. Vi har set noget af deres historie, deres familie og bl.a. været i den kibbutz, hvor en af dem er vokset op.” David konkluderer: ”Det er godt, at vores venskaber fra København på den måde kan fortsætte hernede – og endda blive beriget!”

Fast menighed af danskere

Da jeg spørger ind til, hvad de glæder sig mest til kommer børnene på banen. ”Vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan børnene vil tackle det hele. Hvordan kommer det til at gå med sproget, og hvordan mon det går med at få nye venner?” spørger David, som også benytter lejligheden til at gentage nogle af de tanker, som han tidligere har givet udtryk for her i avisen, nemlig drømmen om en lidt mere fast menighed: ”Vi håber at kunne få opbygget en fast menighed af danskere, som kommer til gudstjenesterne. På den måde får vi et fællesskab at invitere volontører, Missionspiloter og andre ind i,” fortæller han. ”Vi håber – som kirke – at kunne respondere på den længsel efter fred, fællesskab og dansk kultur, som herboende danskere kan give udtryk for,” siger David. Samtidigt siger han, at han ikke har lyst til at ”stjæle” fra andre fællesskaber. ”Jeg snakkede med ambassadøren den anden dag, og hans skøn er, at der bor i omegnen af 3.500 danskere i Israel lige nu, men det kan både være flere og færre. Hvis bare en 5 stykker af dem kunne tænke sig at være med til at lave menighed, så er vi kommet langt,” mener David.

Dansk kultur er godt

Parret vil gerne have fokus på særligt to opgaver: ”Vi skal være dansk kirke i udlandet!” siger David med eftertryk og fortæller, at det bliver efterspurgt. Han vender tilbage til det med kulturen: ”Det er ikke alle, som nødvendigvis kommer i kirke på grund af troen, men fordi kulturen i kirken er dansk. Og det er helt ok,” fortæller han. ”Vi vil hellere end gerne bruge den danske kultur til at komme i forbindelse med de mennesker, som er her. Den danske kultur bliver på den måde kontaktpunkt og vejen ind i kirken. Det er der slet ikke noget i vejen med – tværtimod!”

Fokus på stærke historier

Elisabeth giver udtryk for, at hun gerne vil have fokus på den jødiske historie. ”Vi må øve os i at blive bedre til at formidle det israelske perspektiv,” mener hun. ”Vi skal måske ikke altid udtrykke kærlighed til Israels politik, men vi må altid udtrykke kærlighed til det jødiske folk. Vi må forsøge at forstå baggrunden for, hvorfor de handler, som de gør. Der er måske mange volontører, der har haft meget stærke oplevelser på Vestbredden,” fortæller hun og fortsætter: ”Men det gør også indtryk at møde den overlevende fra Holocaust og at få kendskab til de messianske jøder og deres vidnesbyrd om, hvordan Jesus har ændret deres livskurs. De historier vil vi gerne være med til at sætte fokus på,” slutter hun.

Forbøn

”At vi må have overskud som familie,” siger David, da jeg spørger ind til, om de har noget, som de gerne vil at vi beder for herhjemme. Han fortæller videre, at sproget er en stor udfordring – også selvom de ikke er startet på helt bar bund. ”Derudover er der på den ene side en udfordring i at se muligheder, hvor de byder sig. Og på den anden side er der også så mange muligheder, at vi skal kunne prioritere,” mener David. Elisabeth giver også udtryk for, at hun har et helt tydeligt billede af, hvordan de gerne vil leve sammen som familie: ”I må meget gerne bede for, at vi som familie kan leve på en forsonende måde i denne kultur der er så meget præget af konflikt. Vi vil gerne praktisere forsoning som livsstil,” fortæller hun og på den måde være et forbillede. Hun håber, familien på denne måde kan være med til at skabe ”ringe i vandet, der kan sprede sig i det små.” David supplerer forbønslisten ved at tilføje et ønske om forbøn for familien, økonomien og at hans åndelige tilstand som præst må være sund. Familien rejser snart tilbage til Israel og hverdagen der. Vær med til at bede for det, de har givet udtryk oven for – og for deres sikkerhed midt i den aktuelle konflikt.