Skip to main content

Løvhyttefesten


Kirkens glemte høstfest

Løvhyttefesten

Hvad og hvorfor?

I den jødiske kalender er der tre store fester; påske, pinse og løvhyttefesten. Påske fejres til minde om udgangen af Egypten, pinsen er en høstfest og fejres også til minde om lovgivningen på Sinai, og til sidst markerer løvhyttefesten israelitternes vandring i ørkenen og Guds beskyttelse under vandringen, men også Hans løfte om engang at gøre alting nyt. I kirken har vi ”lånt” de to af festerne og bruger dem til at markere 1) vores påske, Jesu død og opstandelse (som fandt sted, mens jøder fejrede deres påske) og 2) Helligåndens komme (som skete, mens jøder var forsamlet i Jerusalem for at fejre pinse). Men løvhyttefesten er gledet ud af kirkens kalender. De fleste kirker fejrer en høst- og takkefest, men uden at sætte det i forbindelse med løvhyttefesten. Vores høst- og takkefest er blevet meget kulturbestemt og uden henvisning til den bibelske historie. Løvhyttefesten kan på mange måder berige den traditionelle høstfest, fordi den berører temaer som taknemlighed, fællesskab med Gud og hinanden og håbet om den nye jord.

Hvornår?

Løvhyttefesten fejres om efteråret i forbindelse med frugthøsten (druer, dadler, oliven) og lige inden den tørre tid bliver til regntid. Den fejres altid den 15. i måneden, når månen er fuld. Sukkot, som løvhyttefesten hedder på hebraisk, afslutter den festrække, som begynder med det jødiske nytår Rosh Hashana, (bodsdage), og Yom Kippur, forsoningsdagen (tilgivelse og forsoning). Festens temaer er fællesskab (med Gud og med alle andre), taknemlighed over livet og forventningen om den nye tid, den evige løvhyttefest, hvor alt skal blive godt.

Hvordan?

Bibelen siger, at man skal bygge en løvhytte og ”bo” i den i syv dage. Det er i den jødiske tradition udfoldet nærmere, og her hedder det, at hytten skal laves af grene og materialer, der er forgængelige. Den skal være skrøbelig og ikke kunne aflåses. Taget skal være, så regnen kan komme igennem, så man hele tiden kan blive mindet om Guds stjernehimmel over sig. Den skal bruges til et sted, hvor man udviser gæstfrihed over for alle, og hvor alle kan samles. Den skal bruges til glæde, til taknemlighed og til bøn om, at Gud vil holde sit løfte og igen gøre alting godt.

Løvhyttens ting og sager

Løvhytten har i en jødisk tradition samme funktion som vores juletræ. Den skal pyntes, man skal klippe og klistre, finde de gamle sager frem, lyskæder til om aftenen i hytten. Den er en ramme om gæstfrihed. Man kan lave sig en ”lulav”: en buket af de grene, som Nehemias omtaler – grene der bærer frugt og dufter, grene der kun bærer frugt, grene der kun dufter, grene der ikke gør nogen af delen: forskellighed og mangfoldighed og Guds allesteds-nærvær.

løvhytteforsideHvis I vil holde løvhyttefest, tilbyder vi følgende:

  1. Vi sætter en løvhytte op hos jer – i eller ved jeres kirke/menighed.
  2. Vi er med ved et arrangement, hvor vi fortæller om festen og hytten, og hvad vi kan lære af den. Kan være alt fra 10 minutters kirkekaffe til 60 minutters foredrag. Kirkekaffens småkager kan erstattes med æbler og sød honning
  3. Vi stiller løvhytten til rådighed for jeres børnearbejde, minikonfirmander og konfirmander. Hæftet ”7 dage i himlen” har ideer og forslag til, hvordan hytten kan pyntes op og aktiviteter, man kan lave i forbindelse hermed. Man kan lave dekorationer til hytten i form af tegninger, frugter og pynt, som hænges op – alt mens man fortæller historien om ørkenvandringen – eller andre temaer i løvhyttefesten.
  4. Vi holder en konfirmandundervisning med bibelundervisning om hvad løvhytten lærer os om livet i dag – med Gud og med hinanden. Israelsmissionen har desuden udgivet hæftet ”Løvhyttefest – 7 dage i himlen”, som er et oplæg til, hvordan man kan fejre en forventningsfest med børn med løvhyttefesten som udgangspunkt. Hæftet kan downloades gratis her fra vores hjemmeside (klik på billedet til højre) eller rekvireres fra sekretariatet for 10,- + porto. Ved bestilling af 10 stk. koster det 100,- inkl. forsendelse.

Giv det bedste tilbage

Vil du være med til at give budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk?